Jeg er træt af begge de store parter i julekonflikten! Jeg er træt af overforbrugerne...og jeg er træt af de folk der bliver i dårligt humør, bare fordi det er jul.
Mere : det bliver som det gøres til og mindre både : Fordi dét er, er det godt OG fordi dét er, bliver og er det noget fuck..
Jeg har ikke noget imod en anledning til at fejre. Og nu hvor den ér her, og vi alligevel er så nådesløst kritiske at alt magisk og fiktivt specielt er hevet ud af situationen, så er der bare en kulturel undskyldning/anledning til, potentielt, at gøre noget fint... Ligesom enhver anden dag er, men uden den dér prik i kalenderen...
Hmm... Selvom jeg lige så godt så en mulighed for, at give nytårsgaver! Hvilket er noget man kan give til folk man kender godt nok til, at vide hvad de får brug for i året der kommer. Og så fejre dét, at vi tæller fra 1 igen. Men jeg er også pjattet med nytår.
Især i år. For nu er der så "kun" et halvt år, til at jeg starter på universitetet. Så nu er der "kun" et halvt år til, at jeg igen kan beskæftige mig fuldtids med mit hjertes flamme og inspiration.
Som dette år, der generelt har været lavet af pis, går på hæld, så er jeg tør for inspiration og kapow. Eller...selvfølgelig er der noget. Selvfølgelig er der små gnister og strenge...men jeg trænger så forfærdeligt til fordybelsen. Til fremskridtet. Til et andet stadie end dette...som har varet ved for evigt nu... som har været så længe, at jeg til tider tvivler på, om der kan være andet. Og jeg ved at der kan være andet. Fuck...Det er bare så pisse konstant...
Jeg læser aldrig bagud, men jeg antager at dette er ca det samme blogindlæg som jeg har skrevet i over et halvt år. Jeg håber håber håber, at det nye år giver anledning til noget andet...og gerne noget bedre hvis jeg må have indflydelse på det.
onsdag den 24. december 2008
fredag den 28. november 2008
men noget mangler....
Energien er høj. Det er skønt. De antidepressive har holdt mig fra endnu en fimbulvinters sjæleforfald. Overskud gør mig i stand til at kæmpe imod dagligdagens venden af 50 ører og kampen om den næste weekends miniluxus...
Men jeg mangler noget kapow...Noget foræret...Et magisk indskud til at løfte det op. Alt er nøjsomt...alt er velvægtet og beregnet til at holde vinteren ud og længere.
Jeg længes efter Jul...Naturligvis ikke som den kapitalistiske forbrugshelligdag...men som i det eventyr der fortaltes år efter år. Det eventyr der gør drømme til virkelighed. Det lille julemirakel der bringer lyset tilbage i øjnene i den kolde tid.
For ellers går bjørnekvinden i hi og venter på vintergækken. Ellers pakker jeg dynerne tættere om ørene og drømmer om en tid, hvor ærterne søger til overfladen og gør alting appetitteligt igen. Det er på ingen måde deprimerende som det har været i årene før. På ingen måde trøstesløst og uundgrundeligt...Men der er bare helleringen magi. Ingen eventyr. Ingenting til min drømmesjæl.
Ikke kun i mangel på egen, men også af kærlighed til dem omkring mig, hjælper jeg med at skabe hvad jeg kan...Men i skrivende stund er der ved at være minus på kontoen. Ikke endnu. Jeg ved hvad tegnene er...nu har jeg brug for at verden giver mig noget fantastisk. At det ikke bare er skønt at være i live...men at det er skønt at jeg er i live...og at verden også søger det...somehow...hvis det overhoved passer....for som tingene står til ligenu, så virker det ligemeget... Den sidste uge har fucket mig over på den konto og jeg har egentligt ikke lyst til at gå ud og få mere af den lort. Ikke retfærdigt træt af individernes egoisme...men timingen af, at det alt sammen ligger samtidigt er nok. Især samtidigt med, at vinteren gør verden uinspirerende og inaktiv... Øv bøv og fuck alle der har eventyr og ressurcer til at skabe sig flere... Prut!
Men jeg mangler noget kapow...Noget foræret...Et magisk indskud til at løfte det op. Alt er nøjsomt...alt er velvægtet og beregnet til at holde vinteren ud og længere.
Jeg længes efter Jul...Naturligvis ikke som den kapitalistiske forbrugshelligdag...men som i det eventyr der fortaltes år efter år. Det eventyr der gør drømme til virkelighed. Det lille julemirakel der bringer lyset tilbage i øjnene i den kolde tid.
For ellers går bjørnekvinden i hi og venter på vintergækken. Ellers pakker jeg dynerne tættere om ørene og drømmer om en tid, hvor ærterne søger til overfladen og gør alting appetitteligt igen. Det er på ingen måde deprimerende som det har været i årene før. På ingen måde trøstesløst og uundgrundeligt...Men der er bare helleringen magi. Ingen eventyr. Ingenting til min drømmesjæl.
Ikke kun i mangel på egen, men også af kærlighed til dem omkring mig, hjælper jeg med at skabe hvad jeg kan...Men i skrivende stund er der ved at være minus på kontoen. Ikke endnu. Jeg ved hvad tegnene er...nu har jeg brug for at verden giver mig noget fantastisk. At det ikke bare er skønt at være i live...men at det er skønt at jeg er i live...og at verden også søger det...somehow...hvis det overhoved passer....for som tingene står til ligenu, så virker det ligemeget... Den sidste uge har fucket mig over på den konto og jeg har egentligt ikke lyst til at gå ud og få mere af den lort. Ikke retfærdigt træt af individernes egoisme...men timingen af, at det alt sammen ligger samtidigt er nok. Især samtidigt med, at vinteren gør verden uinspirerende og inaktiv... Øv bøv og fuck alle der har eventyr og ressurcer til at skabe sig flere... Prut!
tirsdag den 4. november 2008
Blogtænketanker
Der er en masse ting, som jeg har haft lyst til at blogge på det sidste. Men det er ikke blevet til indlæg. Det har jeg lige fundet ud af, er fordi jeg finder dem for personlige og for "det rager ikke hvem der end skulle læse med" agtigt. Men den opfattelse svinger stadigvæk med trangen til at skrive. Jeg har fundet ud af hvorfor det er blevet sådan. Det er hvad der sker, når to gode veninder rejser et år til udlandet, samtidigt med, at jeg oplever små men intime problematikker i min hverdag.
For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.
Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.
Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.
For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.
Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.
Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.
torsdag den 30. oktober 2008
Nye horisonter
Endelig har mit livs skib fået en ny misson. Den ligger relativt langt ude i fremtiden, men i det mindste skaber det ro, og en stille forventningens glæde. Jeg havde egentligt opgevet den nuværende kamp, men en landing i barndomshjemmet gav atter ro og mod på livet. Endda noget kampgeist tilbage.
Der er noget meget vidunderlig ved, at være en del af en familie. Især en, der ikke er fucked op og kaotisk. Denne havn er Hjem og den varmer og giver mening. Den giver styrke til, at vende tilbage til kampen og give den en skalle til.
Det er usansynligt at jeg vinder, men det er vigtigt at jeg prøver. Det må afsluttes så et eller andet resultat kan komme frem. Og jeg bliver nød til at følge processen, for at se hvilke muligheder der kommer til at byde sig,- om de så først viser sig på den anden side af horisonten.
Så alle mand til infermeriet og derefter til træningsbanerne. Vi gør klar til 8'ne runde af Stjerneskibet versus Systemet.
Der er noget meget vidunderlig ved, at være en del af en familie. Især en, der ikke er fucked op og kaotisk. Denne havn er Hjem og den varmer og giver mening. Den giver styrke til, at vende tilbage til kampen og give den en skalle til.
Det er usansynligt at jeg vinder, men det er vigtigt at jeg prøver. Det må afsluttes så et eller andet resultat kan komme frem. Og jeg bliver nød til at følge processen, for at se hvilke muligheder der kommer til at byde sig,- om de så først viser sig på den anden side af horisonten.
Så alle mand til infermeriet og derefter til træningsbanerne. Vi gør klar til 8'ne runde af Stjerneskibet versus Systemet.
torsdag den 23. oktober 2008
its a wonderful life
Sangen jeg har på hjernen konstant.
Og intet andet vækker mere genklang. Floskelfyldte sætninger og tung melankoli. Jeg er blevet vandvittig fan af "Black" på en et lille døgn. Lige om lidt ryger jeg min sidste smøg igen og vender og drejer mig for at lade somom jeg sover. Eller hvad det nu end bliver. Melankoli appelerer enormt meget ligenu. En ting jeg har forkastet og set som ligegyldigt er måske lige det der skal til.
No need to laugh or cry
its a wonderful wonderful life
Og intet andet vækker mere genklang. Floskelfyldte sætninger og tung melankoli. Jeg er blevet vandvittig fan af "Black" på en et lille døgn. Lige om lidt ryger jeg min sidste smøg igen og vender og drejer mig for at lade somom jeg sover. Eller hvad det nu end bliver. Melankoli appelerer enormt meget ligenu. En ting jeg har forkastet og set som ligegyldigt er måske lige det der skal til.
No need to laugh or cry
its a wonderful wonderful life
tirsdag den 14. oktober 2008
I armene på livet
Ligenu ville jeg ønske, at jeg kunne rulle mig sammen og være tryg og fortrøstningsfuld. Føle noget tillid til noget i fremtiden. Føle optimisme om et eller andet. Have lidt overskudsbrænsel til mit hjertes ild, så noget af mig kunne holde en pasue med at vogte. Så en del af mig kunne holde fri og frigive noget energi til en anden opgave.
For jeg tænger til, at have overskud til at græde. Hulke igennem over omstændighederne. Få afløb for alle frustrationerne ved at overgive mig til sorgen over mit lille univers tilstand. Men alle instanser er optaget. Alle mekanismer bruges på at flyde og holde noget kontrol. Opretholde håbet. På det punkt er der intet nyt under solen.
Og ting smuldrer i kanterne. Stoffet flås og hives dag for dag. Ingen økonomi. Ingen overskud og derved intet socialliv. For jeg fucking nægter, at blive ved med at "låne" og være en byrde.
Og kroppen lider. Men det har den gjort i mange år. Det slider bare mere på den, at jeg ikke kan holde ud at invistere i den.
Og det der har været af småromantik har afklædt sig som banalt eller kompliceret igen. Ingen nemme skyer, ingen nemme drømme der.
Jeg ville ønske at jeg kunne græde det ud. For istedenfor vikler det sig omkring min sjæl og gør mig bizzar når jeg endelig møder verden. Èt stort søgende spørgsmålstegn, der længes efter mening, selv i småtterierne. Længes efter udveje i ting der handler om nærhed. Længes efter grande oplevelser i ting der søger at være hyggelige. Pubad. Pubad og ad. Jeg glæder mig til, at jeg måske en dag kan græde af lettelse.
For jeg tænger til, at have overskud til at græde. Hulke igennem over omstændighederne. Få afløb for alle frustrationerne ved at overgive mig til sorgen over mit lille univers tilstand. Men alle instanser er optaget. Alle mekanismer bruges på at flyde og holde noget kontrol. Opretholde håbet. På det punkt er der intet nyt under solen.
Og ting smuldrer i kanterne. Stoffet flås og hives dag for dag. Ingen økonomi. Ingen overskud og derved intet socialliv. For jeg fucking nægter, at blive ved med at "låne" og være en byrde.
Og kroppen lider. Men det har den gjort i mange år. Det slider bare mere på den, at jeg ikke kan holde ud at invistere i den.
Og det der har været af småromantik har afklædt sig som banalt eller kompliceret igen. Ingen nemme skyer, ingen nemme drømme der.
Jeg ville ønske at jeg kunne græde det ud. For istedenfor vikler det sig omkring min sjæl og gør mig bizzar når jeg endelig møder verden. Èt stort søgende spørgsmålstegn, der længes efter mening, selv i småtterierne. Længes efter udveje i ting der handler om nærhed. Længes efter grande oplevelser i ting der søger at være hyggelige. Pubad. Pubad og ad. Jeg glæder mig til, at jeg måske en dag kan græde af lettelse.
torsdag den 9. oktober 2008
Ned i kælderen igen...
Så er det på tide. Sidste års udgravninger gav resultat og forandringer. Tiden der er gået har bragt ro og udvikling. Men nu skal der kigges indad igen. Projektet bliver aldrig færdig, og de ting der skulle falde på plads er nu på de rette hylder. Nu er det tid til at rydde endnu et par kvadratmeter af den mørke kælder.
Søvnmosteret skal findes og identificeres. Måske er det ikke det, der først kommer frem, men det er helt bestemt en af de "most wanted" sjælegnavere.
Og så er der et eller andet med kontrol og mennesker...Eller forventninger til dem...Eller myten om dem. Jeg er ikke helt på sporet endnu, men jeg har klart færten. Jeg er igang med at lure, hvormeget de forskellige ting spiller ind. Usikkerhed, arrogance, forventninger, forsvarsværker og så videre.
.................
På hverdagsplanet har jeg to fantastisk søde finske piger på sofaen som har været her siden i mandags. Det er, som altid, en skøn oplevelse med pust fra udlandet, men en sjov ting, er den ting der er det éneste der har irriteret mig. Og det er helt simpelt og banalt. Når toilettet er optaget...Dammn...når man er opdraget i et hus med to dasser...ja så kan det pludseligt mærkes når andre bruger tid derude.
Det er endnu såen en eneboerting som slår igennem. Jeg er virkeligt ikke synderligt socialt dresseret i øjeblikket.
Men jeg elsker at vise folk rundt og finde eventyr. Det er en god kompensation når der er lavvande i ens eget liv. At få set byen med nye øjne osv. Selvom jeg ligenu længes efter at skulle pakke min egen kuffert og komme afsted. Og længes efter spændende oplevelser hele vejen rundt. Ih altså...det hjælper hellerikke på det at være syg. Øv...
Men nede i kælderen venter endnu en gåde og endnu en udfordring. Endnu en løsning på endnu en knude. Og når knuden er fundet og løsnet venter endnu en oplevelse og en udforskning og en form for accept.
Det er i det mindste et eventyr der tilfalder mig.
------------------------------
Men jeg arbejder i øjeblikket på, at acceptere at det er godt at tage nogle hårde oplevelser fordi der kan komme noget godt ud af det. Det er igennem så langt tid blevet tævet ud af mig, at jeg godt kan gøre tingene - fordi de bør gøres- men ikke har en forventning eller en tro på at det kan forbedre omstændighederne. Jeg tror det kræver et lille blomsterbed indeni. Et sted der ikke kan skades hvor såen håbsblomsten bliver gødet når det går godt, men ikke bliver skadet af modgang. Og frøene er plantet. Så er det bare op til tiden at vise, om jeg formår at være en god gartner.
Søvnmosteret skal findes og identificeres. Måske er det ikke det, der først kommer frem, men det er helt bestemt en af de "most wanted" sjælegnavere.
Og så er der et eller andet med kontrol og mennesker...Eller forventninger til dem...Eller myten om dem. Jeg er ikke helt på sporet endnu, men jeg har klart færten. Jeg er igang med at lure, hvormeget de forskellige ting spiller ind. Usikkerhed, arrogance, forventninger, forsvarsværker og så videre.
.................
På hverdagsplanet har jeg to fantastisk søde finske piger på sofaen som har været her siden i mandags. Det er, som altid, en skøn oplevelse med pust fra udlandet, men en sjov ting, er den ting der er det éneste der har irriteret mig. Og det er helt simpelt og banalt. Når toilettet er optaget...Dammn...når man er opdraget i et hus med to dasser...ja så kan det pludseligt mærkes når andre bruger tid derude.
Det er endnu såen en eneboerting som slår igennem. Jeg er virkeligt ikke synderligt socialt dresseret i øjeblikket.
Men jeg elsker at vise folk rundt og finde eventyr. Det er en god kompensation når der er lavvande i ens eget liv. At få set byen med nye øjne osv. Selvom jeg ligenu længes efter at skulle pakke min egen kuffert og komme afsted. Og længes efter spændende oplevelser hele vejen rundt. Ih altså...det hjælper hellerikke på det at være syg. Øv...
Men nede i kælderen venter endnu en gåde og endnu en udfordring. Endnu en løsning på endnu en knude. Og når knuden er fundet og løsnet venter endnu en oplevelse og en udforskning og en form for accept.
Det er i det mindste et eventyr der tilfalder mig.
------------------------------
Men jeg arbejder i øjeblikket på, at acceptere at det er godt at tage nogle hårde oplevelser fordi der kan komme noget godt ud af det. Det er igennem så langt tid blevet tævet ud af mig, at jeg godt kan gøre tingene - fordi de bør gøres- men ikke har en forventning eller en tro på at det kan forbedre omstændighederne. Jeg tror det kræver et lille blomsterbed indeni. Et sted der ikke kan skades hvor såen håbsblomsten bliver gødet når det går godt, men ikke bliver skadet af modgang. Og frøene er plantet. Så er det bare op til tiden at vise, om jeg formår at være en god gartner.
torsdag den 25. september 2008
out of fuel...
Passion
Desire
Det har været en super nærig uge. Med alle mulige helt almindelige provokationer af selvet- som livet består af - og så samtidigt ekstremt press på de store hv spørgsmål.
Og for 10 minutter siden følte jeg resignationen. Opgivelsen. Svømmemusklerne der længtes efter, at give sig hen til strømmen og holde pause. Måske endda holde helt op. Droppe drømmen om rummet og stjernerne og påtage hverdagsmyternes længsler om dyrere, større, pænere. Ånde ud og dykke ned i strømmen hvor alt er mellemtoner og behagelige farver. Frasige den lille smule kunst der kunne være i min eksistens til fordel for tilpasning.
For jeg blev kaldt til ansvar igen igen. Blev med samfundsretfærdige stemmer afkrævet forklaring og retfærdiggørelse igen igen. Børn der dør i afrika, børnefamilier der betaler skat. Mig der ikke er til gavn for produktionen ligemeget hvordan jeg bliver vendt og drejet.
Med et dybt ønske om at blive specialist, blev jeg alment veluddannet. Men stadigvæk ikke synderligt værdifuld på nogen punkter. Jeg ved ikke hvor det er det er gået skævt. Men ilden i mig skriger stadigvæk på forløsning. Samfundssindet i mig trænger til en løsning. Og for første gang nåede spørgsmålet helt ind til flammen. Resignation? Lade det blive en eller anden ungdomsdrøm og få mig katte og flere potteplanter og et sekretærjob hvor jeg brilliere ved julefrokosterne?
Måske...
Ligenu ser jeg ingen vej udenom. Men jeg føler ilden.
Og alt dette har holdt søvnen fra mig igen...
Desire
Det har været en super nærig uge. Med alle mulige helt almindelige provokationer af selvet- som livet består af - og så samtidigt ekstremt press på de store hv spørgsmål.
Og for 10 minutter siden følte jeg resignationen. Opgivelsen. Svømmemusklerne der længtes efter, at give sig hen til strømmen og holde pause. Måske endda holde helt op. Droppe drømmen om rummet og stjernerne og påtage hverdagsmyternes længsler om dyrere, større, pænere. Ånde ud og dykke ned i strømmen hvor alt er mellemtoner og behagelige farver. Frasige den lille smule kunst der kunne være i min eksistens til fordel for tilpasning.
For jeg blev kaldt til ansvar igen igen. Blev med samfundsretfærdige stemmer afkrævet forklaring og retfærdiggørelse igen igen. Børn der dør i afrika, børnefamilier der betaler skat. Mig der ikke er til gavn for produktionen ligemeget hvordan jeg bliver vendt og drejet.
Med et dybt ønske om at blive specialist, blev jeg alment veluddannet. Men stadigvæk ikke synderligt værdifuld på nogen punkter. Jeg ved ikke hvor det er det er gået skævt. Men ilden i mig skriger stadigvæk på forløsning. Samfundssindet i mig trænger til en løsning. Og for første gang nåede spørgsmålet helt ind til flammen. Resignation? Lade det blive en eller anden ungdomsdrøm og få mig katte og flere potteplanter og et sekretærjob hvor jeg brilliere ved julefrokosterne?
Måske...
Ligenu ser jeg ingen vej udenom. Men jeg føler ilden.
Og alt dette har holdt søvnen fra mig igen...
fredag den 19. september 2008
Landkrabbe...
Igennem de fem faser. Det tog sin tid. Men igennem kom jeg og er på den anden side. Tabet af håbet om dark, var nøjagtigt som et dødsfald for mig. Og processen har været den samme.
Det er skønt at være på den anden side. Selvom hverdagen stadigvæk er blank, så er energien til alt det andet mere aktiv. Tiden til alternatíver og ideer. Længslen efter eventyr.
Ud og smage på verden igen. Ind og spille musikken.
Jeg håber håber håber, at jeg finder noget fængende at bruge min tid på. Indtil da, bruger jeg min tid på små opfindelser og ideer. På givende samtaler og spirende muligheder. Det ville være skønt, hvis jeg via de ting kunne købe smøger og ingredienser til hjemmelavet æggesalat, men i det mindste kommer der dejlige snakke og inspiration ud af det.
Jeg er taknemmelig for, at livskraften er kæk og ihærdig. Det er stadigvæk en smuk verden. Og mulighederne er endnu skønnere.
Men dammn hvor er jeg rastløs...
Det er skønt at være på den anden side. Selvom hverdagen stadigvæk er blank, så er energien til alt det andet mere aktiv. Tiden til alternatíver og ideer. Længslen efter eventyr.
Ud og smage på verden igen. Ind og spille musikken.
Jeg håber håber håber, at jeg finder noget fængende at bruge min tid på. Indtil da, bruger jeg min tid på små opfindelser og ideer. På givende samtaler og spirende muligheder. Det ville være skønt, hvis jeg via de ting kunne købe smøger og ingredienser til hjemmelavet æggesalat, men i det mindste kommer der dejlige snakke og inspiration ud af det.
Jeg er taknemmelig for, at livskraften er kæk og ihærdig. Det er stadigvæk en smuk verden. Og mulighederne er endnu skønnere.
Men dammn hvor er jeg rastløs...
onsdag den 10. september 2008
Tilbage på tømmerflåden
Langsomheden i tiden. Dråber af dvask omtanke danner glideklare pytter på gulvet. Smagløse dunster af gult støv slår op i skyer ved hvert skrit. Under hver en sten, er der kedsomhed. Uspændende skatte uden bund og ægte glimmer.
Men det har skabt en afklaring. Jeg ved hvad jeg vil. Så må det opnås ligemeget hvad. Der er kun én ting der kan stille min tørst. Kun ét der er godt nok. Et kildevæld for mig.
Igennem tiderne har jeg bladret igennem min sjæl for at finde min vinkel. Finde min passion. Prøvet alt muligt andet, som også fornøjer og udfordrer mig. Men lyset er og bliver lyset.
Men det har skabt en afklaring. Jeg ved hvad jeg vil. Så må det opnås ligemeget hvad. Der er kun én ting der kan stille min tørst. Kun ét der er godt nok. Et kildevæld for mig.
Igennem tiderne har jeg bladret igennem min sjæl for at finde min vinkel. Finde min passion. Prøvet alt muligt andet, som også fornøjer og udfordrer mig. Men lyset er og bliver lyset.
fredag den 5. september 2008
Så er det afgjort. Naturligvis med en tynd chance for appel og udvikling...Men i bund og grund er det eneste idag har bragt ( udover en celebration af min dejlige broders fødselsdag) en afklaring.
Tømmerflåden er stødt imod kysten, og intet var som håbet. Jeg har grædt og hulket og følt det fulde omfang af det umulige. Der var en halv time hvor mit hjerte stod stille.
Men nu er det somom verden står skarpt igen. Klarere end den har gjort længe. Det tunge er faldet fra mit hjerte. Afvisningsafklarethed er i det mindste friere end venten. Og jeg er gladere end jeg har været længe.
Måske jeg egentligt er ligeglad hvordan mine vilkår er, sålænge jeg ikke er i en situation hvor jeg skal bekymre mig. Nu er jeg fucked, men fri. Hellere det en bundet til et ikke-eksisterende håb om imorgen.
----------------------------------
Alting er tilbage til sin egen finurlighed. Jeg venter lidt på den søde fyr med de sindige tanker. Men det er en god venten. Ligemeget om det går den ene eller anden vej, så har det været en skøn oplevelse.
Musikken begynder at blomstre i det små. Den tvinger sig ud af mine porer og næsebor og pibler ud af fingrene. Guitaren har fundet vej ind i min seng igen og klaveret kalder hver gang jeg planlægger at tage ud i verden. Det gør mig lidt traurig, at jeg ikke ved hvormeget jeg kan vokse med det, men det er dejligt at mærke den i mig. At mærke hvordan den er ufornægtelig.
Hele årstiden er så meget til, at starte ting op. Jeg ville ønske at det kunne kanaliseres ind i studeren, men i det mindste har vi nu en ordentlig scenarieplan at schnuuptage til fastaval. Det bliver godt. Det bliver endnu engang forhåbentligvis noget der giver en ordentlig spiloplevelse.
Det var godt at fejre lillebror hos morforældrene. Det var tiltrængt med noget familiefirmandsdataudveksling. Det var dét vi endte med at definere det som. Ikke diskution, for ingen prøver rigtig at overbevise hinanden. Det er mere delen af data og små miniforedrag med specialseret viden. Men det er hjerner der fungerer på deres maksimum kapacitet og det er sind der både søger en bedre verden men samtidigt også viden om denne. Det har jeg virkelig savnet.
Nu er det eneste jeg mangler noget spænding. Og det hjælper ikke at se Weeds der fuldstændigt glorificerer det farlige liv på den anden side af loven. Og ikke mindst de fantastiske sexede sympatiske forbrydertyper de idealiserer. Jeg ved egentligt ikke om jeg savner de småbeskidte lag af samfundet som jeg var i kontakt med, men det er den hurtige vej, til et tankespind om noget mere spændende. Det er værre gris at antage, at det ville hjælpe på noget, men det er på den anden side også svært at sætte fingeren på, hvad der gør spændende ting til samme.
Skal der være noget på spil? Skal der være noget der kan skabe ulykke? Eller er det nok med en indsats og en aftale om at der er noget på spil? Eller skaber det kun en skrabet børnevenlig udgave af energien?
Eller er den bare en følelse som skal skride af helvede til? Trangen til spænding? Hmm... Eller også handler det måske bare om, hvordan i alverden jeg finder mit kick :)
Tømmerflåden er stødt imod kysten, og intet var som håbet. Jeg har grædt og hulket og følt det fulde omfang af det umulige. Der var en halv time hvor mit hjerte stod stille.
Men nu er det somom verden står skarpt igen. Klarere end den har gjort længe. Det tunge er faldet fra mit hjerte. Afvisningsafklarethed er i det mindste friere end venten. Og jeg er gladere end jeg har været længe.
Måske jeg egentligt er ligeglad hvordan mine vilkår er, sålænge jeg ikke er i en situation hvor jeg skal bekymre mig. Nu er jeg fucked, men fri. Hellere det en bundet til et ikke-eksisterende håb om imorgen.
----------------------------------
Alting er tilbage til sin egen finurlighed. Jeg venter lidt på den søde fyr med de sindige tanker. Men det er en god venten. Ligemeget om det går den ene eller anden vej, så har det været en skøn oplevelse.
Musikken begynder at blomstre i det små. Den tvinger sig ud af mine porer og næsebor og pibler ud af fingrene. Guitaren har fundet vej ind i min seng igen og klaveret kalder hver gang jeg planlægger at tage ud i verden. Det gør mig lidt traurig, at jeg ikke ved hvormeget jeg kan vokse med det, men det er dejligt at mærke den i mig. At mærke hvordan den er ufornægtelig.
Hele årstiden er så meget til, at starte ting op. Jeg ville ønske at det kunne kanaliseres ind i studeren, men i det mindste har vi nu en ordentlig scenarieplan at schnuuptage til fastaval. Det bliver godt. Det bliver endnu engang forhåbentligvis noget der giver en ordentlig spiloplevelse.
Det var godt at fejre lillebror hos morforældrene. Det var tiltrængt med noget familiefirmandsdataudveksling. Det var dét vi endte med at definere det som. Ikke diskution, for ingen prøver rigtig at overbevise hinanden. Det er mere delen af data og små miniforedrag med specialseret viden. Men det er hjerner der fungerer på deres maksimum kapacitet og det er sind der både søger en bedre verden men samtidigt også viden om denne. Det har jeg virkelig savnet.
Nu er det eneste jeg mangler noget spænding. Og det hjælper ikke at se Weeds der fuldstændigt glorificerer det farlige liv på den anden side af loven. Og ikke mindst de fantastiske sexede sympatiske forbrydertyper de idealiserer. Jeg ved egentligt ikke om jeg savner de småbeskidte lag af samfundet som jeg var i kontakt med, men det er den hurtige vej, til et tankespind om noget mere spændende. Det er værre gris at antage, at det ville hjælpe på noget, men det er på den anden side også svært at sætte fingeren på, hvad der gør spændende ting til samme.
Skal der være noget på spil? Skal der være noget der kan skabe ulykke? Eller er det nok med en indsats og en aftale om at der er noget på spil? Eller skaber det kun en skrabet børnevenlig udgave af energien?
Eller er den bare en følelse som skal skride af helvede til? Trangen til spænding? Hmm... Eller også handler det måske bare om, hvordan i alverden jeg finder mit kick :)
torsdag den 4. september 2008
Blandet landhandel
Jeg elsker min nye "tømmerflåde uden mål i universet" tv serie. Jeg har virkeligt brug for noget til at få denne dumme tid til at gå, og Weeds er fantalastisk. Uventet, underholdende og kækt intelligent. Top karakterer fra den spøjse pige på amager.
Tja... Jeg tror jeg er færdig med Sonsbeek halløjet. Det har været lærerigt på alle mulige måder, og det ville virke som passivt agressivt pis, at evaluere det online her i æteren uden at gøre det til en samlet evaluering som kom til dem det handlede om. Så jeg vil lade denne kryptiske stikpille være mit eneste sure opstød og komme videre med en masse fantastiske erfaringer. Hurra for at have fået udvidet min horisont omkring billedkunst. Hurra for at have siddet i solen, i et fremmed land og jamme med en magisk fremmed der tale flere men fremmede sprog. Hurra for dét øjeblik midt i alt det andet, der først gav mening flere uger efter. Dét øjeblik var lige dér i sig selv og var en sejr for ordløs sammenhæng.
Hurra for at have mødt mennesker og lært en masse om mig som projektmedarbejder. Fået testet en masse styrker og svagheder. Hvis jeg nogensinde havner i et projekt igen, så ved jeg endnu engang en masse mere om hvad og hvordan. Især om hvem jeg er i projektsammenhæng og hvad jeg bringer af styrker hvornår. ( og svagheder...men det er så dælens u-selvtillidsopbyggende at plapre løs om dem :-p ...Altså medmindre det bliver relevant. Ih altså...Ikke ligenu... Tilbage til positive tanker og hep hurra)
Tja... Jeg tror jeg er færdig med Sonsbeek halløjet. Det har været lærerigt på alle mulige måder, og det ville virke som passivt agressivt pis, at evaluere det online her i æteren uden at gøre det til en samlet evaluering som kom til dem det handlede om. Så jeg vil lade denne kryptiske stikpille være mit eneste sure opstød og komme videre med en masse fantastiske erfaringer. Hurra for at have fået udvidet min horisont omkring billedkunst. Hurra for at have siddet i solen, i et fremmed land og jamme med en magisk fremmed der tale flere men fremmede sprog. Hurra for dét øjeblik midt i alt det andet, der først gav mening flere uger efter. Dét øjeblik var lige dér i sig selv og var en sejr for ordløs sammenhæng.
Hurra for at have mødt mennesker og lært en masse om mig som projektmedarbejder. Fået testet en masse styrker og svagheder. Hvis jeg nogensinde havner i et projekt igen, så ved jeg endnu engang en masse mere om hvad og hvordan. Især om hvem jeg er i projektsammenhæng og hvad jeg bringer af styrker hvornår. ( og svagheder...men det er så dælens u-selvtillidsopbyggende at plapre løs om dem :-p ...Altså medmindre det bliver relevant. Ih altså...Ikke ligenu... Tilbage til positive tanker og hep hurra)
onsdag den 3. september 2008
Aktivisme og ordkonstruktioner...
Af alle de labels jeg har fået, blevet påtvunget og selv har valgt, så er der dælendulme aldrig rigtig nogen af dem der passer som min personlige tabte glassko.
Jeg tror problematikken ligger i, at hvis jeg fuldt ud accepterer en definition, så vil det kræve en form for krise eller ideolgisk(logisk) opgør. Og det er meget meget få ting som jeg er 100% sikker på. Det er den der relativisme som spiller ind. Det er spøjst...det har nok noget at gøre med min lejekontrakt i Paradoxalien, at på den ene side står inde for en masse ting og samtidigt stiller spørgsmålstegn ved tingene.
Eller også er det hele præmissen med navne og etiketter. Jeg ved sku ikke om der er noget der liige passer i skabet, når jeg vil beskrive min fremtid.
Og så kommer alle begreberne og prøver at lave rammer og kasser. Altså. Jeg synes det hele er noget rod. Men det er dejligt, at have sådanne sproglige krummelurer at bruge de ubrugelige dage på, når alting ellers står stille.
Dét der virkeligt undrer mig, er hvordan samtaler om den slags begreber, altid overrasker folk. Indtilvidere ihverttilfælde. Enten bliver det til en fuldstændig abstrakt samtale, eller en dybt forundret og første-gang-de-tænker-over-det situation. Er det virkerligt ualmindeligt at have overvejet den slags en masse? jeg har utroligt svært ved at lure, hvad der så spekuleres over. Min kammerat beskyldte mig igen for, at overvurdere folk. Men jeg aner aner aner virkeligt ikke, hvilken skala jeg så skulle vurdere folk efter. Og hvordan ved jeg, hvornår det er mig der tænker folk op i gear og antager det bedste og hvornår det er reelt.
Altså...enten er jeg aldrig kommet ud af teenage navlepilleriet...eller også har jeg haft en 30 års krise de sidste 4 år.
Jeg ved det ikke. Det er nemt at have samtaler om alting sålænge det er abstrakt.- Men at få forståelse for, at ønske at arbejde med formen af sit liv konkret...dét er en helt andet havtaske.
Jeg tror problematikken ligger i, at hvis jeg fuldt ud accepterer en definition, så vil det kræve en form for krise eller ideolgisk(logisk) opgør. Og det er meget meget få ting som jeg er 100% sikker på. Det er den der relativisme som spiller ind. Det er spøjst...det har nok noget at gøre med min lejekontrakt i Paradoxalien, at på den ene side står inde for en masse ting og samtidigt stiller spørgsmålstegn ved tingene.
Eller også er det hele præmissen med navne og etiketter. Jeg ved sku ikke om der er noget der liige passer i skabet, når jeg vil beskrive min fremtid.
Og så kommer alle begreberne og prøver at lave rammer og kasser. Altså. Jeg synes det hele er noget rod. Men det er dejligt, at have sådanne sproglige krummelurer at bruge de ubrugelige dage på, når alting ellers står stille.
Dét der virkeligt undrer mig, er hvordan samtaler om den slags begreber, altid overrasker folk. Indtilvidere ihverttilfælde. Enten bliver det til en fuldstændig abstrakt samtale, eller en dybt forundret og første-gang-de-tænker-over-det situation. Er det virkerligt ualmindeligt at have overvejet den slags en masse? jeg har utroligt svært ved at lure, hvad der så spekuleres over. Min kammerat beskyldte mig igen for, at overvurdere folk. Men jeg aner aner aner virkeligt ikke, hvilken skala jeg så skulle vurdere folk efter. Og hvordan ved jeg, hvornår det er mig der tænker folk op i gear og antager det bedste og hvornår det er reelt.
Altså...enten er jeg aldrig kommet ud af teenage navlepilleriet...eller også har jeg haft en 30 års krise de sidste 4 år.
Jeg ved det ikke. Det er nemt at have samtaler om alting sålænge det er abstrakt.- Men at få forståelse for, at ønske at arbejde med formen af sit liv konkret...dét er en helt andet havtaske.
mandag den 1. september 2008
blade i vinden
Kalenderblade i vinden. Tid der går bare fordi at den skal gå. Måneder der forsvinder bare fordi de skal.
Men ellers så rykker jeg igang med musikken igen. Ligemeget hvad det så end kommer til at betyde for min studiehverdag. Jeg har luret, at en del af min modvilje mod, at vise interesse for skidtet er, at jeg har haft en trang til at frarøve universet min musikglæde. Det er en lille ( stor) smule megalomanisk, men det har været en form for forhandling. En del af sorgprocessen. Ala " nåh...jamen så vil jeg slet ikke, hvis i ( eller dig store kosmos) nægter at lade mig studere det" Handlingslammende og en smule trist, men det er positivt at det endelig er kommet op til overfladen.
En ny kammerat fik mig leget ind i musikalsk nysgerrighed igen. Det har gevet mig lyst til at udforske og erobre mere viden. Det har tændt en lille smule dj-konkurrencelyst og en samlertrang. Alt sammen værdifulde små komponenter i, at være ved at komme ovenpå i forhold til denneher sorgprocess.
At miste noget og sidde med en følelse af, ikke at have fået nok ud af det, er vel enhver form for sorgprocess tragedie. Og det er sådan jeg har det med min skole. Men måske er det tid til at komme videre. Selvom tanken om, at det ville være bedst sådan, er mega skræmmende samtidigt, så er det godt at den er der. Jeg har altid været i tvivl om, om jeg burde gøre andre ting. Så det må betyde at jeg er tilbage til normalen.
At jeg tør tænke fremad er også godt. I det hele taget er det en forløsende oplevelse, at det er ved at slippe taget i mig.
- Jeg har vidst at det gjorde mig depressiv, - men jeg har håndteret det med alle mine nye værktøj. Vidst hvad der var vigtigt at prioritere. Så denne gang har det været uden skyldfølelse...hvilket har gjort det en hel del nemmere.
Så...Måske ved jeg noget snart. Måske ved jeg aldrig noget. Måske kommer jeg tilbage på dark- med en evig tvivl om jeg burde lave noget nyt. Måske starter jeg på et nyt studie med en lille bismag af bitterhed, thi jeg burde havde været Dark elev. Sådan er det. Tilbage til Kierkegård og enten eller.
Så nu er tiden inde, til at sparke noget røv i musikbattle og vente igen igen. Jeg tror denne process har gjort mig både meget mere rolig og i stand til at håndtere uundgåelige ting der trækker ud, og samtidigt dybt dybt utålmodig med resten. Interessant udvikling.
Men ellers så rykker jeg igang med musikken igen. Ligemeget hvad det så end kommer til at betyde for min studiehverdag. Jeg har luret, at en del af min modvilje mod, at vise interesse for skidtet er, at jeg har haft en trang til at frarøve universet min musikglæde. Det er en lille ( stor) smule megalomanisk, men det har været en form for forhandling. En del af sorgprocessen. Ala " nåh...jamen så vil jeg slet ikke, hvis i ( eller dig store kosmos) nægter at lade mig studere det" Handlingslammende og en smule trist, men det er positivt at det endelig er kommet op til overfladen.
En ny kammerat fik mig leget ind i musikalsk nysgerrighed igen. Det har gevet mig lyst til at udforske og erobre mere viden. Det har tændt en lille smule dj-konkurrencelyst og en samlertrang. Alt sammen værdifulde små komponenter i, at være ved at komme ovenpå i forhold til denneher sorgprocess.
At miste noget og sidde med en følelse af, ikke at have fået nok ud af det, er vel enhver form for sorgprocess tragedie. Og det er sådan jeg har det med min skole. Men måske er det tid til at komme videre. Selvom tanken om, at det ville være bedst sådan, er mega skræmmende samtidigt, så er det godt at den er der. Jeg har altid været i tvivl om, om jeg burde gøre andre ting. Så det må betyde at jeg er tilbage til normalen.
At jeg tør tænke fremad er også godt. I det hele taget er det en forløsende oplevelse, at det er ved at slippe taget i mig.
- Jeg har vidst at det gjorde mig depressiv, - men jeg har håndteret det med alle mine nye værktøj. Vidst hvad der var vigtigt at prioritere. Så denne gang har det været uden skyldfølelse...hvilket har gjort det en hel del nemmere.
Så...Måske ved jeg noget snart. Måske ved jeg aldrig noget. Måske kommer jeg tilbage på dark- med en evig tvivl om jeg burde lave noget nyt. Måske starter jeg på et nyt studie med en lille bismag af bitterhed, thi jeg burde havde været Dark elev. Sådan er det. Tilbage til Kierkegård og enten eller.
Så nu er tiden inde, til at sparke noget røv i musikbattle og vente igen igen. Jeg tror denne process har gjort mig både meget mere rolig og i stand til at håndtere uundgåelige ting der trækker ud, og samtidigt dybt dybt utålmodig med resten. Interessant udvikling.
søndag den 31. august 2008
På øen i nettet
Jeg sidder her på min tømmerflåde med min trofaste laptop. Efter et halvt år på havet, er mit hjemland i sigte. Vejen har været lang og til tider farlig. Livet om bord på denne flydende ø har krævet en masse tilpasning. Det er blevet en form for hverdag, som har været krydret med landgang i mærkelige land og bland mærkelige væsner.
Nu er jeg snart ved at lægge til på en vant kyst. Mit hjemland. Hvor jeg har levet og studeret. Men har tingene ændret sig til ukendelighed? Har jeg?
Som den kystlinie, jeg har prøvet ikke at længes efter nat efter nat, kommer tættere på, kan jeg ikke længere holde styr på nogen af mine følelser. Men jeg kan hellerikke genkende dem. Ved ikke hvad de er. De ligger så dybt nede under søsygen og de absurde betragtninger om min rejse, at jeg kun kan ane dem igennem mit indre stille vand. Dernede på bunden kan jeg skimte angst for så mange før kendte og nu fremmede oplevelser, at det virker som historier fra et andet liv. For jeg er en tømmerflåderejsende. Dét er min virkelighed. At vide at den vil ændre sig når plankerne støder mod kystens sand, er både udmattende og uvirkeligt. At det sker lige om lidt, er en brændende vished, som holder søvnen på afstand.
Måske vil jeg altid længes tilbage hertil. Til stilheden under stjernerne i natten. Til de lange og ensomme dage med ryggen mod havet og ansigtet vendt til solen. Evigt på udkigt efter land, men velvidende at hjem var for langt væk til at håbet var vedkommende.
Men nu er land i sigte. Og folk venter. Men hvordan mon tingene spiller ud....Om der er andre muligheder for mig derinde. Tjaa... Mon Robinson ikke længtes til sit andet hjem i de mørkeste timer....
Nu er jeg snart ved at lægge til på en vant kyst. Mit hjemland. Hvor jeg har levet og studeret. Men har tingene ændret sig til ukendelighed? Har jeg?
Som den kystlinie, jeg har prøvet ikke at længes efter nat efter nat, kommer tættere på, kan jeg ikke længere holde styr på nogen af mine følelser. Men jeg kan hellerikke genkende dem. Ved ikke hvad de er. De ligger så dybt nede under søsygen og de absurde betragtninger om min rejse, at jeg kun kan ane dem igennem mit indre stille vand. Dernede på bunden kan jeg skimte angst for så mange før kendte og nu fremmede oplevelser, at det virker som historier fra et andet liv. For jeg er en tømmerflåderejsende. Dét er min virkelighed. At vide at den vil ændre sig når plankerne støder mod kystens sand, er både udmattende og uvirkeligt. At det sker lige om lidt, er en brændende vished, som holder søvnen på afstand.
Måske vil jeg altid længes tilbage hertil. Til stilheden under stjernerne i natten. Til de lange og ensomme dage med ryggen mod havet og ansigtet vendt til solen. Evigt på udkigt efter land, men velvidende at hjem var for langt væk til at håbet var vedkommende.
Men nu er land i sigte. Og folk venter. Men hvordan mon tingene spiller ud....Om der er andre muligheder for mig derinde. Tjaa... Mon Robinson ikke længtes til sit andet hjem i de mørkeste timer....
onsdag den 27. august 2008
Drømme til undsætning
I det sidste lange stykke tid har mine drømme været fyldt med grå følelser og ambivalente vibes. De har generelt efterladt mig blå og småtrætte,- fyldt med de samme følelser som mine dage har gemt.
Men i nat drømte jeg et underbevidst trøstende klap på skulderen. Udover den sædvaneligt lange og rodede historie sat sammen af dagsrester og den meget velkome gæsteoptraden fra Andie, så var der en påminder som har reddet hele min dag.
Der var et mærkeligt instrument, med flere funktioner, som der blev spillet på. I drømmen ( og især i virkeligheden) havde jeg aldrig set det før. Og oplevelsen af, at få det imellem hænderne og kunne lure det, at kunne vride nogle toner ud af det og få det til at synge. Det havde jeg brug for at vågne op til. Jeg anede det ikke, men jeg havde brug for at huske det.
Nu hvor afgørelsen omkring min skole er lige oppe over. Og det er så meget ude af mine hænder. Alt det press har sat tvivlen igang i mine daglige tanker. Selvvurderingen og kritik. Bekymring over, om jeg har kæmpet en masse for at studere noget, jeg burde have valgt fra, til fordel for noget jeg ville brilliere mere i.
Men drømmen mindede mig om, at ligemeget hvor ussel en musiker jeg er, så er jeg stadigvæk Musiker. Om ikke andet, så kan jeg sådanne kunster som at samle instrumenter op, vide hvad de kan, og aftvinge dem en eller anden form for sang. Det kræver minimum level 3. Og det er altid en start.
Så dagen har været skøn. Den glade meddelelse om sygdomsfri krop er også rar. Og en rollespilstur ud i den store verden med tobias burde også blive en fornøjelse. Jeg regner med, at vi får løst verdenssituationen et par gange på vej frem og tilbage her i weekenden.
De siger min sag bliver behandlet på lørdag. Jeg håber at det virker, at være så langt væk som overhoved muligt. Og at kombinere fysisk afstand med indlevelse i en fantasiverden,- det burde kunne gøre tricket :)
Men i nat drømte jeg et underbevidst trøstende klap på skulderen. Udover den sædvaneligt lange og rodede historie sat sammen af dagsrester og den meget velkome gæsteoptraden fra Andie, så var der en påminder som har reddet hele min dag.
Der var et mærkeligt instrument, med flere funktioner, som der blev spillet på. I drømmen ( og især i virkeligheden) havde jeg aldrig set det før. Og oplevelsen af, at få det imellem hænderne og kunne lure det, at kunne vride nogle toner ud af det og få det til at synge. Det havde jeg brug for at vågne op til. Jeg anede det ikke, men jeg havde brug for at huske det.
Nu hvor afgørelsen omkring min skole er lige oppe over. Og det er så meget ude af mine hænder. Alt det press har sat tvivlen igang i mine daglige tanker. Selvvurderingen og kritik. Bekymring over, om jeg har kæmpet en masse for at studere noget, jeg burde have valgt fra, til fordel for noget jeg ville brilliere mere i.
Men drømmen mindede mig om, at ligemeget hvor ussel en musiker jeg er, så er jeg stadigvæk Musiker. Om ikke andet, så kan jeg sådanne kunster som at samle instrumenter op, vide hvad de kan, og aftvinge dem en eller anden form for sang. Det kræver minimum level 3. Og det er altid en start.
Så dagen har været skøn. Den glade meddelelse om sygdomsfri krop er også rar. Og en rollespilstur ud i den store verden med tobias burde også blive en fornøjelse. Jeg regner med, at vi får løst verdenssituationen et par gange på vej frem og tilbage her i weekenden.
De siger min sag bliver behandlet på lørdag. Jeg håber at det virker, at være så langt væk som overhoved muligt. Og at kombinere fysisk afstand med indlevelse i en fantasiverden,- det burde kunne gøre tricket :)
tirsdag den 26. august 2008
Træt af tomgang - eller - hurra for sprog og virkelighed!
og fucking træt af at høre på mig selv klage og brokke. Ja, det er berettiget og noget jeg har brug for at komme af med, men det skaber ikke noget nyt og det fordrer ikke for tanker om hvad der er spændende her i livet.
Og der er drøn spændende ting der går for sig. Hele oplevelsen af, at finde en fyr som jeg er betaget af, og rent faktisk svinge sammen for en stund. Det er dælme længe siden og det var ikke så ringe endda. Det fordrer for antagelsen om, at det kan ske igen. Måske med ham, eller med andre i den store vide verden. Hele problematikken med at finde genklang, kan én gang for alle sættes sammen med uvidenhed om selvet.
Og det er interessant hvordan dét virker, selvom det var data jeg ikke havde nogen mulighed for at få adgang til i lang tid. Det var en definition i min virkelighed, som andre havde skabt, og som kun tiden kunne rive huller i. Og hurra for den forløsning, og hurra for oplevelser der står fine og klare i minderne.
Noget af det nervepirrende ved første møder er blevet slukket ved, at søge frigørelse fra fremtiden. Men tilgengæld er der en skøn boblende begejstring, der på ingen måde er mindre spændende. Uvisheden er der stadigvæk og pirrer og forvirrer, men hele den dommedagsfikserede monogame myte er mindre og mindre tydelig i baghoved og gør nuet så meget finere. Ingen klaustrofibiske tanker, om placering af rengøringsmidler eller systemer til opbevaring eller andre normpåtvungne kompromier. Potentielt samvær på selvskabte præmisser uden normdiktatur er en skøn fremtidsudsigt, hvis der endelig skal være nogen :)
Og hurra for, at en masse mennesker i forvejen kæmper imod banaliteten. Hurra for, at de har fået defineret alle mulige brugbare vendinger. Det er længe siden at jeg har dykket ind i randkandten af en sproglig subkultur. Det er spændende og for en gang skyld ikke bare et lingvistiskt eventyr, men også en lun samfundsfilosofisk tankeboble. Brugbare termer og en lille tryghed i, at finde ud af at jeg ikke er alene i min mistro til det etablerede. Men også en vidunderlig vished om, at det bevæger og udvikler sig. At det kun kan blive friere og mere åbent. Ihverttilfælde i denne optur i vores kultur. Hvem ved hvilke retrovictorianske normer fremtiden
måske fører med sig.
Og der er drøn spændende ting der går for sig. Hele oplevelsen af, at finde en fyr som jeg er betaget af, og rent faktisk svinge sammen for en stund. Det er dælme længe siden og det var ikke så ringe endda. Det fordrer for antagelsen om, at det kan ske igen. Måske med ham, eller med andre i den store vide verden. Hele problematikken med at finde genklang, kan én gang for alle sættes sammen med uvidenhed om selvet.
Og det er interessant hvordan dét virker, selvom det var data jeg ikke havde nogen mulighed for at få adgang til i lang tid. Det var en definition i min virkelighed, som andre havde skabt, og som kun tiden kunne rive huller i. Og hurra for den forløsning, og hurra for oplevelser der står fine og klare i minderne.
Noget af det nervepirrende ved første møder er blevet slukket ved, at søge frigørelse fra fremtiden. Men tilgengæld er der en skøn boblende begejstring, der på ingen måde er mindre spændende. Uvisheden er der stadigvæk og pirrer og forvirrer, men hele den dommedagsfikserede monogame myte er mindre og mindre tydelig i baghoved og gør nuet så meget finere. Ingen klaustrofibiske tanker, om placering af rengøringsmidler eller systemer til opbevaring eller andre normpåtvungne kompromier. Potentielt samvær på selvskabte præmisser uden normdiktatur er en skøn fremtidsudsigt, hvis der endelig skal være nogen :)
Og hurra for, at en masse mennesker i forvejen kæmper imod banaliteten. Hurra for, at de har fået defineret alle mulige brugbare vendinger. Det er længe siden at jeg har dykket ind i randkandten af en sproglig subkultur. Det er spændende og for en gang skyld ikke bare et lingvistiskt eventyr, men også en lun samfundsfilosofisk tankeboble. Brugbare termer og en lille tryghed i, at finde ud af at jeg ikke er alene i min mistro til det etablerede. Men også en vidunderlig vished om, at det bevæger og udvikler sig. At det kun kan blive friere og mere åbent. Ihverttilfælde i denne optur i vores kultur. Hvem ved hvilke retrovictorianske normer fremtiden
måske fører med sig.
mandag den 25. august 2008
Mandagsmumlen
Så gik en weekend i en anden verden. Og den gik bra og fint. Og den var livgivende.
Et sted hvor alt muligt andet er presserende problemer og sucesser. Det var skønt. Virkelighedsflugt ved at arrangere virkelighedsflugt for andre.
Og uden at opdage det som start, så fandt jeg alle mulige kringelkroge at opdage i processen. Omkring ting jeg normalt ikke får kigget igennem. Det har været spændende og fint på alle mulige måder.
Sangen jeg har kørende idag er den stemning alting har efterladt mig i.
For første gang i tusind år har jeg været skæv uden at være paranoid og kokset. Det var vildt og sjovt. Pludselig kunne jeg huske, hvorfor jeg tog så meget af det skidt engang. Men det er desværre ikke helt opvejende for al noiaen.
Det er spændende, hvordan en mand som praktisk taget aldrig har haft med rollespil at gære, kan vinkle og påpege ting som heletiden bliver glemt. Åbenlyse ting når det bliver sagt højt, men umulige at se når man står i sin egen kontekst. Spændende og spøjst.
Et sted hvor alt muligt andet er presserende problemer og sucesser. Det var skønt. Virkelighedsflugt ved at arrangere virkelighedsflugt for andre.
Og uden at opdage det som start, så fandt jeg alle mulige kringelkroge at opdage i processen. Omkring ting jeg normalt ikke får kigget igennem. Det har været spændende og fint på alle mulige måder.
Sangen jeg har kørende idag er den stemning alting har efterladt mig i.
For første gang i tusind år har jeg været skæv uden at være paranoid og kokset. Det var vildt og sjovt. Pludselig kunne jeg huske, hvorfor jeg tog så meget af det skidt engang. Men det er desværre ikke helt opvejende for al noiaen.
Det er spændende, hvordan en mand som praktisk taget aldrig har haft med rollespil at gære, kan vinkle og påpege ting som heletiden bliver glemt. Åbenlyse ting når det bliver sagt højt, men umulige at se når man står i sin egen kontekst. Spændende og spøjst.
onsdag den 20. august 2008
Følelser....
Så blev jeg vidst lige bumpet op en tand eller to. VEninde ringer ud af den blå luft fra grønland og pludrede mig lidt op. Samtidigt med noget forældrerkærlighed ( som i disse situationer altid gør mig ambivalent). Hvilket lige gav mig nok energi til at hente cigaretter for mine sidste penge og genoverveje holland og kommunen. Måske tør jeg godt at tage afsted og fylde mig med lidt overfladisk rejseglæde og projektpræstation...
Måske er jeg facineret af den der Dexterserie, fordi en fyr jeg god kan lide ser den. Måske fordi den prøver at fortælle om mangel på følelser. Måske fordi den irriterrer mig en helt masse pgr manuskriptet. Ihverttilfælde er den der, og er noget jeg kan bruge tiden på i øjeblikket. Det er ikke så ringe endda. Ligemeget hvad motivationen så er.
Jeg er svimmel. Helt udgrædt og rimeligt tung i kroppen og hoved. Jeg håber virkeligt at jeg kan sove igennem.
Måske er jeg facineret af den der Dexterserie, fordi en fyr jeg god kan lide ser den. Måske fordi den prøver at fortælle om mangel på følelser. Måske fordi den irriterrer mig en helt masse pgr manuskriptet. Ihverttilfælde er den der, og er noget jeg kan bruge tiden på i øjeblikket. Det er ikke så ringe endda. Ligemeget hvad motivationen så er.
Jeg er svimmel. Helt udgrædt og rimeligt tung i kroppen og hoved. Jeg håber virkeligt at jeg kan sove igennem.
De længste dage i verden...
Jeg kan simpelthen ikke sove mere. Bliver nød til at være vågen og kan ikke undgå at være bevidst. Det er en af de længste dage i verden. I min verden i det mindste.
Orker ikke noget. Orker intet der ikke giver mening...og intet har betydning nok, i forhold til afgrunden forud. Jeg kan sidde her og se mit liv glide mod skrænten. Uden midler eller mulighed for at stoppe det. Og derefter er der intet. Sorg. Afmagt. Tårer. Ensomhed. Håbløshed.
Alt hvad jeg har kæmpet for at bygge op. Bittesmå pinde af håb. Så meget som jeg turde lægge i noget. Alt dette vil vælte. Og hvad er der så tilbage? Når det der var var så småt og lidet...Men var hvad jeg havde.
Hvad fanden kan jeg så gøre. Det var i forvejen næsten fucking umuligt at komme ovenpå i første omgang. Vinter efter vinter med kamp for mening. Dag efter dag med hardcore tankediciplin 0g bizzare kosmiske tillidsøvelser. Tro. Håb. Alt det lort som jeg fucking ikke kan retfærdiggøre rationelt, men anderkendte var nødvendigt for at overleve...og måske endda være glad...måske endda være lykkelig en dag. Og for at kunne tage imod den gave musik er....
Og hvad nu? NU er jeg igen degraderet til en byrde for mine nærmeste at bære. Til et væsen der skal retfærdiggøre sig overfor en hvilken som helst fremmed, der ikke forstår problemer med systemet. Til håbløsheden...
Det var så skide svært overhoved at nå hertil. Sikke et liv. Sikke en historie, at moralen er lavet af lort til mig.
Så kan jeg jo bare slutte med at sige at jeg beklager. Beklager overfor jer der elsker mig. Beklager, at jeg ikke kan være lykkelig og derved berige jer. Beklager, at i skal være omkring min ulykke.
Orker ikke noget. Orker intet der ikke giver mening...og intet har betydning nok, i forhold til afgrunden forud. Jeg kan sidde her og se mit liv glide mod skrænten. Uden midler eller mulighed for at stoppe det. Og derefter er der intet. Sorg. Afmagt. Tårer. Ensomhed. Håbløshed.
Alt hvad jeg har kæmpet for at bygge op. Bittesmå pinde af håb. Så meget som jeg turde lægge i noget. Alt dette vil vælte. Og hvad er der så tilbage? Når det der var var så småt og lidet...Men var hvad jeg havde.
Hvad fanden kan jeg så gøre. Det var i forvejen næsten fucking umuligt at komme ovenpå i første omgang. Vinter efter vinter med kamp for mening. Dag efter dag med hardcore tankediciplin 0g bizzare kosmiske tillidsøvelser. Tro. Håb. Alt det lort som jeg fucking ikke kan retfærdiggøre rationelt, men anderkendte var nødvendigt for at overleve...og måske endda være glad...måske endda være lykkelig en dag. Og for at kunne tage imod den gave musik er....
Og hvad nu? NU er jeg igen degraderet til en byrde for mine nærmeste at bære. Til et væsen der skal retfærdiggøre sig overfor en hvilken som helst fremmed, der ikke forstår problemer med systemet. Til håbløsheden...
Det var så skide svært overhoved at nå hertil. Sikke et liv. Sikke en historie, at moralen er lavet af lort til mig.
Så kan jeg jo bare slutte med at sige at jeg beklager. Beklager overfor jer der elsker mig. Beklager, at jeg ikke kan være lykkelig og derved berige jer. Beklager, at i skal være omkring min ulykke.
Helt tom
Ja. De vil kontakte dig hurtigst muligt. De arbejder på højtryk med at få sagerne igennem. I mellemtiden må vi anbefale at du søger su og men! det ved jeg godt. Men min skole er ikke su berettiget. Hvis min sag ikke kommer igennem, så kan jeg ikke starte på min uddannelse. Det er en betalingsskole! Ja...så må du desværre indstille dig på at udskyde studiestart...Jamen...jeg har allerede ventet siden december Ja...men du ved at det er det eneste jeg kan sige...Du må vente til de ringer tilbage...tilbage....tilbage...tilbage....
Ligenu er jeg følelsesløs. Jeg hader at kæmpe så meget for noget, som samtidigt er fyldt med tvivl. Det er ikke ligetil, at gøre alt hvad jeg kan for at blive en bedre musiker, samtidigt med, at der er de naturlige lag af tvivl omkring mine egne evner på det felt. Altså...Fuck...
Jeg har ikke lyst til noget ligenu. Udover trøst. Trøstekram. Trøstedruk...Måske endda trøstechokolade. Trøste sushi. Trøstebiograf...I det hele taget en trøsteøkonomi....
Men jeg har 40 kr tilbage denne måned. Og de går sq nok til mine trøstecigaretter senere idag. Minimum af trøst...men tilgengæld noget der kan holde hele dagen.
Alt andet er blegnet til en hvidere nuance af blegt. Af ligegyldigt. Af nåh...Nåh: jamen det er da godt at vi fik skrevet videre på det musik...nåh....Nåh...Puha...jeg har ikke lyst til at tænke på musik alligevel...
At krølle sig sammen i en lille kugle, og vente på, at denne moderne udgave af en græsk guddommelig afstraffelse er overstået. At denne sisyfossten holder op med at rulle hen over mine fødder på vejen ned. At ravnene afholder sig fra at hakke i mine indvolde...
Jeg ville ønske, at de ville redde min drømmesjæl. Men jeg har ikke mere alfestøv og jeg er helt tør for glamour. Deres banalitet har affarvet verden. Vente...vente...vente...vente...og dø...
Ligenu er jeg følelsesløs. Jeg hader at kæmpe så meget for noget, som samtidigt er fyldt med tvivl. Det er ikke ligetil, at gøre alt hvad jeg kan for at blive en bedre musiker, samtidigt med, at der er de naturlige lag af tvivl omkring mine egne evner på det felt. Altså...Fuck...
Jeg har ikke lyst til noget ligenu. Udover trøst. Trøstekram. Trøstedruk...Måske endda trøstechokolade. Trøste sushi. Trøstebiograf...I det hele taget en trøsteøkonomi....
Men jeg har 40 kr tilbage denne måned. Og de går sq nok til mine trøstecigaretter senere idag. Minimum af trøst...men tilgengæld noget der kan holde hele dagen.
Alt andet er blegnet til en hvidere nuance af blegt. Af ligegyldigt. Af nåh...Nåh: jamen det er da godt at vi fik skrevet videre på det musik...nåh....Nåh...Puha...jeg har ikke lyst til at tænke på musik alligevel...
At krølle sig sammen i en lille kugle, og vente på, at denne moderne udgave af en græsk guddommelig afstraffelse er overstået. At denne sisyfossten holder op med at rulle hen over mine fødder på vejen ned. At ravnene afholder sig fra at hakke i mine indvolde...
Jeg ville ønske, at de ville redde min drømmesjæl. Men jeg har ikke mere alfestøv og jeg er helt tør for glamour. Deres banalitet har affarvet verden. Vente...vente...vente...vente...og dø...
tirsdag den 19. august 2008
Retten til egne drømme...
De har geninstalleret min frygt for natten. Den knugende bagtanke i baghovedet der kommer bag på mig aften efter aften. Hvisheden om, at søvn er det samme som problemer, er igen lænken om mit humør. Og det hjælper ikke, at panikken er vendt tilbage...I nat ramte den mindst to gange. To jeg kan huske...Men trætheden dagen igennem taler for mere end det.
Og den er fyldt med tomhed. Tomhed og ligegyldig længsel efter frigørelse.
---------------------
Jeg forstår ikke helt hypen om den her serie Dexter. Eller...der er et eller andet i grundpræmissen jeg ikke kan følge. Tilsyneladende er hovedpersonen en ikke-følende sociopat?. En der ikke har følelser og derfor ikke passer ind i almindeligt samfund. Men...Han han drifter til at gøre ting. Ok... Det der ikke helt falder på plads for mig er, at han generelt er meget reflekteret over andre menneskers opførsel og har en meget emo-agtig tilgang til sine betragtninger. I løbet af de første 5 afsnit synes jeg, at han udviser mange mange følelser, bare ikke norm-typiske. Måske er det fordi, at det er et mere realistisk portræt af en sociopat, måske er det fordi jeg læser ting ind hvor de ikke er tiltænkt...eller også er det bare dårligt skrevet :) Jeg er ikke sikker endnu.
Men den er god nok at se mens jeg venter på flere afsnit af den helt fantastiske serie Oz
Og den er fyldt med tomhed. Tomhed og ligegyldig længsel efter frigørelse.
---------------------
Jeg forstår ikke helt hypen om den her serie Dexter. Eller...der er et eller andet i grundpræmissen jeg ikke kan følge. Tilsyneladende er hovedpersonen en ikke-følende sociopat?. En der ikke har følelser og derfor ikke passer ind i almindeligt samfund. Men...Han han drifter til at gøre ting. Ok... Det der ikke helt falder på plads for mig er, at han generelt er meget reflekteret over andre menneskers opførsel og har en meget emo-agtig tilgang til sine betragtninger. I løbet af de første 5 afsnit synes jeg, at han udviser mange mange følelser, bare ikke norm-typiske. Måske er det fordi, at det er et mere realistisk portræt af en sociopat, måske er det fordi jeg læser ting ind hvor de ikke er tiltænkt...eller også er det bare dårligt skrevet :) Jeg er ikke sikker endnu.
Men den er god nok at se mens jeg venter på flere afsnit af den helt fantastiske serie Oz
tirsdag den 5. august 2008
ih altså...røvballedumt...
Såh... Jeg har præsteret at smide den sorte skraldepose, der indeholdt mine bukser til rollespillet jeg skal spille imorgen, ud. Det i sig selv er dumt, men til at overkomme...til at grine ad.
Men jeg blev lige nød til at sætte mig ned og skrive det her indlæg, for at finde ud af, hvorfor jeg så ikke bare trak på skuldrene, sagde "whatever will be, will be" og kom videre med tingene...
Og det er selvfølgelig fordi de var en gave. En stor gestus fra et menneske jeg har mødt én gang, og som jeg skal måske skal se, hvis jeg skal til holland igen. Jeps... Og fordi, at jeg ikke kan lade somom, at de bare er hjemme i vaskemaskinen. For selvfølgelig ville jeg have haft dem med. Det er der slet ingen vej udenom. Så derfor er det såen for mig, at allerede i dét ikke at nævne det selvom han ikke spørger, vil være uærligt. Øv. Og efter i sidste uge, er jeg lidt udmattet på den front. Selvom det er en lille hverdagsting, så kan jeg mærke, at jeg lige har haft en overdosis og derfor blev ret så ked af det. Vel også lidt ked fordi det var nogle fine fine bukser, men alt andet lige, så kan de findes over internettet uden problemer.
Det er det med, at de symboliserede noget vigtig som jeg gerne ville vise respekt for. Og jeg ønsker ikke, at giveren skulle tage det som en negligering af den gave. Og det er naturligvis til at forklare og dele...men det ville bare være så drøn meget nemmere at have de satans bukser på!
Men jeg blev lige nød til at sætte mig ned og skrive det her indlæg, for at finde ud af, hvorfor jeg så ikke bare trak på skuldrene, sagde "whatever will be, will be" og kom videre med tingene...
Og det er selvfølgelig fordi de var en gave. En stor gestus fra et menneske jeg har mødt én gang, og som jeg skal måske skal se, hvis jeg skal til holland igen. Jeps... Og fordi, at jeg ikke kan lade somom, at de bare er hjemme i vaskemaskinen. For selvfølgelig ville jeg have haft dem med. Det er der slet ingen vej udenom. Så derfor er det såen for mig, at allerede i dét ikke at nævne det selvom han ikke spørger, vil være uærligt. Øv. Og efter i sidste uge, er jeg lidt udmattet på den front. Selvom det er en lille hverdagsting, så kan jeg mærke, at jeg lige har haft en overdosis og derfor blev ret så ked af det. Vel også lidt ked fordi det var nogle fine fine bukser, men alt andet lige, så kan de findes over internettet uden problemer.
Det er det med, at de symboliserede noget vigtig som jeg gerne ville vise respekt for. Og jeg ønsker ikke, at giveren skulle tage det som en negligering af den gave. Og det er naturligvis til at forklare og dele...men det ville bare være så drøn meget nemmere at have de satans bukser på!
Its a wild world...
Så endnu engang var resultatet ikke enten eller....det var hverken " yes...din sag er færdigbehandlet" eller " nix...fuck af, ingen kage til dig"....Tilgengæld var det starten på endnu et dyk ind i det foruroligende rodede kommunale system: nu med " interne affærer" ...eller borgerrådgiveren, som det interne klage"politi" hedder.
Men alt det er noget bøvl og slid og mas som jeg ikke gider tænke for meget over, når jeg ikke kæmper. Når krigen holder pause, så gør jeg også.
Og så ser jeg i øjeblikket House MD. Hurra for Sherlock Holmes i sygehuset. Puha for paranoiakontrol da jeg fandt en hævet lymfe i min armhule.
Så nu tager jeg afsted til tyskland imorgen. Selvom alting inde i mig er så rodet, at jeg ikke kan lure om jeg glæder mig. Den sidste uge har virkeligt hærget mig i bund, og sat spørgsmålstegn ved om jeg burde holde mig væk fra mennesker. - Det er ikke en spørgsmålsstilning ved mig selv. Men mere, om den jeg er passer sammen med verden. For det er sq ikke altid, at den slags mikser særligt godt. Øv og bøv og sur røv. Dammed if you do.
Jeg vil dælme gerne glæde mig til imorgen. Men mudret indre gør det svært for noget så blidt og flyvende, som leg og eventyr med drengerøvene, at trænge igennem. For jeg kunne jo også blive hjemme og rydde op. Det trænger der til. Og det ville være en konkret forbedring...Men nu gør jeg det. Og selvom det ikke er et stort " de har brug for mig" Så har de ikke rigtigt andre der taler flydende tysk. Tak pappa! Jeg vidste der ville komme et eller andet ud af det 2'sprog engang :D
Men jeg har i det mindste bekæmpet noget af rodet...og det er dejligt. Og hvis ikke jeg kommer ind på dark dette semester, så får jeg en mild start foræret af de ældste. Og det er måske også ok...Nu får vi at se. Musik musik musik. Jeg glæder mig til dig.
Men alt det er noget bøvl og slid og mas som jeg ikke gider tænke for meget over, når jeg ikke kæmper. Når krigen holder pause, så gør jeg også.
Og så ser jeg i øjeblikket House MD. Hurra for Sherlock Holmes i sygehuset. Puha for paranoiakontrol da jeg fandt en hævet lymfe i min armhule.
Så nu tager jeg afsted til tyskland imorgen. Selvom alting inde i mig er så rodet, at jeg ikke kan lure om jeg glæder mig. Den sidste uge har virkeligt hærget mig i bund, og sat spørgsmålstegn ved om jeg burde holde mig væk fra mennesker. - Det er ikke en spørgsmålsstilning ved mig selv. Men mere, om den jeg er passer sammen med verden. For det er sq ikke altid, at den slags mikser særligt godt. Øv og bøv og sur røv. Dammed if you do.
Jeg vil dælme gerne glæde mig til imorgen. Men mudret indre gør det svært for noget så blidt og flyvende, som leg og eventyr med drengerøvene, at trænge igennem. For jeg kunne jo også blive hjemme og rydde op. Det trænger der til. Og det ville være en konkret forbedring...Men nu gør jeg det. Og selvom det ikke er et stort " de har brug for mig" Så har de ikke rigtigt andre der taler flydende tysk. Tak pappa! Jeg vidste der ville komme et eller andet ud af det 2'sprog engang :D
Men jeg har i det mindste bekæmpet noget af rodet...og det er dejligt. Og hvis ikke jeg kommer ind på dark dette semester, så får jeg en mild start foræret af de ældste. Og det er måske også ok...Nu får vi at se. Musik musik musik. Jeg glæder mig til dig.
mandag den 21. juli 2008
.....
Bang
Jeg ved nu, at det ikke er intentionen men konsekvensen af en handling, der definerer dens karakter.
Det er en usmageligt abstrakt måde at skrive dette indlæg på, men jeg er fyldt med smerte, at jeg ikke kan få det ned anderledes. Og jeg er så lille et menneske, at jeg har brug for at skrive en flaskepost til universet. Om ikke andet, så i appel. Selvom jeg ikke fortjener det, så er jeg for menneskelig.
Jeg har såret et menneske, som jeg ikke kan huske nogensinde at have såret nogen.
Ligenu ønsker jeg, at blive liggende under min dyne i en uge. At græde igennem og ikke gøre andet end at søge at forstå den fulde konsekvens. At forstå hvordan noget fuldt og dumt bliver til så stor en forfærdelighed. For det er det. Ubetænksomhed på den værste måde. Umenneskeligt i min ignorance.
Jeg tror aldrig jeg kan sige undskyld nok.
Jeg ved nu, at det ikke er intentionen men konsekvensen af en handling, der definerer dens karakter.
Det er en usmageligt abstrakt måde at skrive dette indlæg på, men jeg er fyldt med smerte, at jeg ikke kan få det ned anderledes. Og jeg er så lille et menneske, at jeg har brug for at skrive en flaskepost til universet. Om ikke andet, så i appel. Selvom jeg ikke fortjener det, så er jeg for menneskelig.
Jeg har såret et menneske, som jeg ikke kan huske nogensinde at have såret nogen.
Ligenu ønsker jeg, at blive liggende under min dyne i en uge. At græde igennem og ikke gøre andet end at søge at forstå den fulde konsekvens. At forstå hvordan noget fuldt og dumt bliver til så stor en forfærdelighed. For det er det. Ubetænksomhed på den værste måde. Umenneskeligt i min ignorance.
Jeg tror aldrig jeg kan sige undskyld nok.
tirsdag den 15. juli 2008
mellemtider i mellemrum
Med mellemfølelser og mellemmad.
Der er ikke rigtig noget højt. Ikke rigtigt noget lavt. Jeg frygter, at dette sætter sig i mit sind og aldrig forlader mig. Jeg vil videre. Jeg vil flyve. Komme tættere ind og højere op. Alting er sløret i mellemtidernes mellemlægningspapier, og der er ikke klarsyn og hjerterum.
Der er ikke rigtig noget højt. Ikke rigtigt noget lavt. Jeg frygter, at dette sætter sig i mit sind og aldrig forlader mig. Jeg vil videre. Jeg vil flyve. Komme tættere ind og højere op. Alting er sløret i mellemtidernes mellemlægningspapier, og der er ikke klarsyn og hjerterum.
fredag den 11. juli 2008
Verden er så stor så stor...iiu
Jeg er bange ligenu.
Bange for, at det står værre til indeni end går og føler. Folk dør i nærheden af mig, og jeg er isnende ræd for, at tage den virkelighed til mig. For det er så tungt og trist og ...ikke ligefrem meningsløst...men med en dyb og gravalvorlig betydning... Og tingene ligenu er så meningsløse for mig, at jeg er bange for, at hvis jeg åbner det op...så kommer jeg aldrig op igen.
Ligenu er jeg bange for fremtiden. Og lidt for nutiden...
Men i det mindste regner det. Det virker så meget mere berettiget, ikke at have noget at lave når det regner.
Bange for, at det står værre til indeni end går og føler. Folk dør i nærheden af mig, og jeg er isnende ræd for, at tage den virkelighed til mig. For det er så tungt og trist og ...ikke ligefrem meningsløst...men med en dyb og gravalvorlig betydning... Og tingene ligenu er så meningsløse for mig, at jeg er bange for, at hvis jeg åbner det op...så kommer jeg aldrig op igen.
Ligenu er jeg bange for fremtiden. Og lidt for nutiden...
Men i det mindste regner det. Det virker så meget mere berettiget, ikke at have noget at lave når det regner.
mandag den 7. juli 2008
Argh! Dammn og øv
Endnu et søm i mine drømmes kiste. Ja ok..måske virker det lidt overdrevent som start, men øv altså. Jeg har lige haft en miniudgave af et menneskes mareridt...Ikke at finde ud af, at offeret for ens ingteresse er i et forhold...det kan jeg godt rumme...Men den éne af de to mænd på verdensplan som jeg er teenage-stalking-og drømme om at hjemsøge og forføre- forelsket i, har selvfølgelig erklæret sig som homoseksuel. Ikke bi...ikke gift...men uden for interesse og rækkevidde...
Øv! fucking unfair!! Hvormange fantastisk begeavede tysk og jurauddannede tryllekunstnere er der tilbage her i verden?? Nemlig ja! Hvormange utroligt velklædte og veltalende kunstmalere med en hang til dyreudstopning og korttiks? Ja ok..når man stiller det sådan op er det altid nemt at være bagklog...men dammn....Hvorfor er jeg en homoseksuel mand i en kvindekrop???
Jeg er meget utilfreds. Det var på ingen måde de nyheder jeg lige havde lyst til at fan-google mig frem til. Øv bøv bussemand. Så er der kun én enkelt tilbage...hvis han er gay siger jeg dælme op.
Øv! fucking unfair!! Hvormange fantastisk begeavede tysk og jurauddannede tryllekunstnere er der tilbage her i verden?? Nemlig ja! Hvormange utroligt velklædte og veltalende kunstmalere med en hang til dyreudstopning og korttiks? Ja ok..når man stiller det sådan op er det altid nemt at være bagklog...men dammn....Hvorfor er jeg en homoseksuel mand i en kvindekrop???
Jeg er meget utilfreds. Det var på ingen måde de nyheder jeg lige havde lyst til at fan-google mig frem til. Øv bøv bussemand. Så er der kun én enkelt tilbage...hvis han er gay siger jeg dælme op.
søndag den 6. juli 2008
oliekrise....
A little more lovin' my way.... det er hvad jeg har brug for. Lidt mere kosmisk kærlighed, der fortæller mig, at jeg er helt ok. Det går sq lidt trægt. Jeg er ok. Cool og collected, tjekket og tjep, kynisk og kæk...men jeg trænger til en lille håndsrækning. - Men en samfundsaktuel sammenlignig kan jeg sige, at min humørmotor kører tør lidt for tit og benzin bliver dyrere og dyrere som dagene går.
Og kirkerotten burde cykle rundt. Men jeg har sq ikke energi til at pumpe mine flade dæk dagligt.
Men hvad gør man som ateist i denne situation? Dette er totalt en "Brænde små farvede origamifugle med poetiske bønner" agtigt situation. Eller en " stå i regnen og skrige til universet" eller en oldschool " gå i kirke og love et eller andet til alfaderen"...
Men for det første så har jeg ingen anelse om, hvad eller hvilken etableret entitet jeg kunne få mig selv til at tro på i de fem minutter...og hvordan jeg ville overleve efterfølgerne...og for det andet - hvilket jeg synes er meget vigtigere og nærmere religiøst- så er det at ønske sig noget i fremtiden ikke synderligt godt. Forventninger er ikke et godt udgangspunkt. Nuet er et stærkere sted at søge hen...
Men måske ...
Måske....igennem musik....
måske....Til musikken, igennem musikken...
Og kirkerotten burde cykle rundt. Men jeg har sq ikke energi til at pumpe mine flade dæk dagligt.
Men hvad gør man som ateist i denne situation? Dette er totalt en "Brænde små farvede origamifugle med poetiske bønner" agtigt situation. Eller en " stå i regnen og skrige til universet" eller en oldschool " gå i kirke og love et eller andet til alfaderen"...
Men for det første så har jeg ingen anelse om, hvad eller hvilken etableret entitet jeg kunne få mig selv til at tro på i de fem minutter...og hvordan jeg ville overleve efterfølgerne...og for det andet - hvilket jeg synes er meget vigtigere og nærmere religiøst- så er det at ønske sig noget i fremtiden ikke synderligt godt. Forventninger er ikke et godt udgangspunkt. Nuet er et stærkere sted at søge hen...
Men måske ...
Måske....igennem musik....
måske....Til musikken, igennem musikken...
lørdag den 5. juli 2008
7 måneder i tibet
Livet. Tiden. Kedsomhed og ophør deraf. Sikke en spøjs håndfuld dage jeg har haft. Det er simpelthen så hjernedødt dræbende at vente.
Hvordan går det kære? : Tja... jeg har det som en fængslet der venter på dom. I fucking 6 måneder. Eller tja...siden December har det stået på. Siden december har jeg ventet.
Og jeg kommer ud på gårdtur engang imellem. Jeg rejser og lever i korte lykkelige stunder. Men derefter er det hjem til den pengeløse celle af en hverdag, hvor intet er muligt og intet er sikkert.
Jeg ryger og spiller ligegyldige spil og venter. Snakker og finder nye drømme frem...og venter...
Engang troede jeg at jeg var utolmodig...Så gik dette igang og jeg anså mig for værende klogere og roligere. Men nu ved jeg ikke. Nu aner jeg det ikke. Nu fyldes jeg med ro og derefter så vild en irritation, vildskab og helvedesild, at jeg går ud af mit gode skind på daglig basis.
Men der er ikke rigtig nogen anden vej jeg kan gå. Hvis det ikke bliver Dark, så må det blive musikvidenskab på uni. Eller noget andet med den samme mulighed.
Jeg bliver nød til at lære mere og det bliver nød til at være på et etableret plan. Om jeg så må acceotere, at skulle læse lange historiske forklaringer, eller lære børnepædagogik i forvejen...så må det være sådan.
Hvis ikke andet, så er muligheden for at studere i udlandet i det mindste noget der kommer med universitetet. Så det skal nok gå.
En af de ting jeg har haft meget på hjernen på det sidste, er denne bizzare skyldfølelse som ligger et eller andet sted i min samfundsbevidsthed. Jeg håndterer den med mottoet " hvorfor købet et barn i afrika, hvis man via et blowjob kan få en rigmand til at købe en by"....Det kan virkeligt ikke være den arbejdende middelklasses økonomiske ansvar at redde verden. Det er en eller anden form for slavebindingspropaganda, som har erstattet den protestatiske guddommelige skyldfordømmelse. Før skulle man arbejde hårdt for herremanden, for at komme i himmelen. Nu skal man arbejde hårdt for at tjene penge til den tredie verden, så herremanden kan udnytte den mens man selv søger at undslippe sin indre skyldhelvede.
Men den er jo startet et sted. Og det er egentligt ligemeget, om det er en stor ond konspiration, eller om det bare er omstændighedernes spil. Det er forkert og ukonstruktivt.
Som ubemidlet må ens ansvar være, at være et godt medmenneske, et lykkeligt og udlevende individ og en kritisk forbruger. Og så må vi dokumentere så mange gode drømme og tanker som muligt, som lykønskninger og dåbsgaver, til en tid der forhåbentligt kommer, hvor materialisme er en saga blot. Hvor verden er blevet noget nyt som man kun kan håbe på- samlet som én og mangfoldig som evigheden. Uden fucking frygt og had.
Hvordan går det kære? : Tja... jeg har det som en fængslet der venter på dom. I fucking 6 måneder. Eller tja...siden December har det stået på. Siden december har jeg ventet.
Og jeg kommer ud på gårdtur engang imellem. Jeg rejser og lever i korte lykkelige stunder. Men derefter er det hjem til den pengeløse celle af en hverdag, hvor intet er muligt og intet er sikkert.
Jeg ryger og spiller ligegyldige spil og venter. Snakker og finder nye drømme frem...og venter...
Engang troede jeg at jeg var utolmodig...Så gik dette igang og jeg anså mig for værende klogere og roligere. Men nu ved jeg ikke. Nu aner jeg det ikke. Nu fyldes jeg med ro og derefter så vild en irritation, vildskab og helvedesild, at jeg går ud af mit gode skind på daglig basis.
Men der er ikke rigtig nogen anden vej jeg kan gå. Hvis det ikke bliver Dark, så må det blive musikvidenskab på uni. Eller noget andet med den samme mulighed.
Jeg bliver nød til at lære mere og det bliver nød til at være på et etableret plan. Om jeg så må acceotere, at skulle læse lange historiske forklaringer, eller lære børnepædagogik i forvejen...så må det være sådan.
Hvis ikke andet, så er muligheden for at studere i udlandet i det mindste noget der kommer med universitetet. Så det skal nok gå.
En af de ting jeg har haft meget på hjernen på det sidste, er denne bizzare skyldfølelse som ligger et eller andet sted i min samfundsbevidsthed. Jeg håndterer den med mottoet " hvorfor købet et barn i afrika, hvis man via et blowjob kan få en rigmand til at købe en by"....Det kan virkeligt ikke være den arbejdende middelklasses økonomiske ansvar at redde verden. Det er en eller anden form for slavebindingspropaganda, som har erstattet den protestatiske guddommelige skyldfordømmelse. Før skulle man arbejde hårdt for herremanden, for at komme i himmelen. Nu skal man arbejde hårdt for at tjene penge til den tredie verden, så herremanden kan udnytte den mens man selv søger at undslippe sin indre skyldhelvede.
Men den er jo startet et sted. Og det er egentligt ligemeget, om det er en stor ond konspiration, eller om det bare er omstændighedernes spil. Det er forkert og ukonstruktivt.
Som ubemidlet må ens ansvar være, at være et godt medmenneske, et lykkeligt og udlevende individ og en kritisk forbruger. Og så må vi dokumentere så mange gode drømme og tanker som muligt, som lykønskninger og dåbsgaver, til en tid der forhåbentligt kommer, hvor materialisme er en saga blot. Hvor verden er blevet noget nyt som man kun kan håbe på- samlet som én og mangfoldig som evigheden. Uden fucking frygt og had.
tirsdag den 1. juli 2008
lige vågnet...øv
Så var han der igen
Sneg sig ind i mine drømme og vakte længsel
Lortedrøm!
Manden i mine drømme
Som jeg aldrig tror bliver manden i mit liv
Med sine spydige
drillende og udfordrende
interne vittigheder
sine faste hænder
og sin sikre favn
sin kamp mod sig selv
Og for sine drømme
hans kroniske "Sence of urgency"
og rastløse vandreture
hans varme smil
og hjerte
tålmodighed i en provokerende
og pirrende grad
og selvfølgelig hans klarsyn...og min spejling...
Fucking lortedrøm
--------------------------------
Jeg hader myterne for, at have opdraget mig til at have den virus installeret. Den fuldstændigt vandvittige idé, at der findes dén éne puslespilsbrik, der får det hele til at rykke. Den bizzare idé, at der findes én der komplimenterer min lykke. Fuck. LÆNGSELSFÆNGSEL!!!!
Hmm... Gad vide om jeg kan finde en kur for det idag, som ikke involverer alkohol....
Sneg sig ind i mine drømme og vakte længsel
Lortedrøm!
Manden i mine drømme
Som jeg aldrig tror bliver manden i mit liv
Med sine spydige
drillende og udfordrende
interne vittigheder
sine faste hænder
og sin sikre favn
sin kamp mod sig selv
Og for sine drømme
hans kroniske "Sence of urgency"
og rastløse vandreture
hans varme smil
og hjerte
tålmodighed i en provokerende
og pirrende grad
og selvfølgelig hans klarsyn...og min spejling...
Fucking lortedrøm
--------------------------------
Jeg hader myterne for, at have opdraget mig til at have den virus installeret. Den fuldstændigt vandvittige idé, at der findes dén éne puslespilsbrik, der får det hele til at rykke. Den bizzare idé, at der findes én der komplimenterer min lykke. Fuck. LÆNGSELSFÆNGSEL!!!!
Hmm... Gad vide om jeg kan finde en kur for det idag, som ikke involverer alkohol....
tirsdag den 24. juni 2008
fuck, lort og klamydiabolden...
Pisse hurra... Så jeg har taget næsten 10 kilo på ude af den blå luft. Skide godt. Jeg har mistet halvdelen af mit tøj og ved ikke hvad ialverden mit liv kommer til at indholde i fremtiden, fordi jeg stadigvæk ikke har hørt fra den fucking kommune.
Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....
Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.
Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.
Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.
Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....
Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.
Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.
Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.
søndag den 22. juni 2008
det ender altid i tud...
Sommer er for mig blevet lig med store oplevelser og stor overvældelse. Jeg sidder ligenu, i en seng i holland og prøver at finde hjem til mig selv.
De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"
Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.
Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.
Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.
Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.
Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.
Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.
Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?
puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.
De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"
Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.
Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.
Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.
Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.
Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.
Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.
Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?
puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.
torsdag den 19. juni 2008
Hvorlænge og hvormeget?
Og hvordan og hvornår? Hvad er der i tiden og hvornår er det den består?
Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?
Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...
Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...
Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.
Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.
Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?
Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...
Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...
Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.
Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.
fredag den 30. maj 2008
waupchi
Længe siden jeg har blogget. Eller rettere sagt: længe siden at jeg har fået blogget færdigt.
Limbolandet er stadigvæk mit bosted. Jeg er stadigvæk i en usikker situation omkring min fremtid. Det jeg frygter er, at det kommer til at præge hvad der ellers ser ud til at blive en super sommer...
Verden udvikler sig stadigvæk i spændende retninger. Mulighederne er mange. Men imens tingene står i stampe er der ikke meget fornuftigt at tænke over. Ikke når det handler om at forestille sig den kommende verden.
så dette er vidst bare en lille brokblogopslag...
Jeg ønsker mig noget indre ro til at opleve de kommende måneder. Og jeg står ved dette ønske, selvom det kan jinxe min tilbagevenden til skolen.
Jeg er blevet en simpel dame. En god skole, en god kost, muligheder for at skabe og gode kys er alt hvad jeg behøver ;)
Limbolandet er stadigvæk mit bosted. Jeg er stadigvæk i en usikker situation omkring min fremtid. Det jeg frygter er, at det kommer til at præge hvad der ellers ser ud til at blive en super sommer...
Verden udvikler sig stadigvæk i spændende retninger. Mulighederne er mange. Men imens tingene står i stampe er der ikke meget fornuftigt at tænke over. Ikke når det handler om at forestille sig den kommende verden.
så dette er vidst bare en lille brokblogopslag...
Jeg ønsker mig noget indre ro til at opleve de kommende måneder. Og jeg står ved dette ønske, selvom det kan jinxe min tilbagevenden til skolen.
Jeg er blevet en simpel dame. En god skole, en god kost, muligheder for at skabe og gode kys er alt hvad jeg behøver ;)
torsdag den 22. maj 2008
Sikke en lortenat...
Jeg var så glad da jeg, helt af mig selv, faldt i søvn før klokken 00.00... Jeg var knap så glad da jeg vågnede klokken 01 fra et mareridt.
Jeg er så vant til, at mareridt kommer af et eller andet presserende. At det er fordi vigtige ting er på færde eller der er ting jeg har glemt. Af at der er konflikter med folk under opsejlig eller lignende...
Men det her mareridt var vidst bare generel ullykkelighed over min situation og en knivspids uberettiget selvbebrejdelse.
Men det sætter sådan en fesen dag som idag i klart perspektiv. Med negative toner. Og hvis jeg tager med i betragtning hvor fedt jeg har haft det på det sidste, så er det vel ok at have en dårlig dag. For det er vidst hvad det her er: En dag hvor jeg er i lidt dårligt humør.
Heldigvis er der ikke noget humørkemiorgel jeg kan indstille den slags på endnu.
tja ja...det er dælme længe siden at jeg har været i dårligt humør. Det er sq lidt spændende. Jeg ville ønske jeg havde penge til en vulgær liter chokloladeis.
Jeg er så vant til, at mareridt kommer af et eller andet presserende. At det er fordi vigtige ting er på færde eller der er ting jeg har glemt. Af at der er konflikter med folk under opsejlig eller lignende...
Men det her mareridt var vidst bare generel ullykkelighed over min situation og en knivspids uberettiget selvbebrejdelse.
Men det sætter sådan en fesen dag som idag i klart perspektiv. Med negative toner. Og hvis jeg tager med i betragtning hvor fedt jeg har haft det på det sidste, så er det vel ok at have en dårlig dag. For det er vidst hvad det her er: En dag hvor jeg er i lidt dårligt humør.
Heldigvis er der ikke noget humørkemiorgel jeg kan indstille den slags på endnu.
tja ja...det er dælme længe siden at jeg har været i dårligt humør. Det er sq lidt spændende. Jeg ville ønske jeg havde penge til en vulgær liter chokloladeis.
mandag den 19. maj 2008
Tiltrækningskraft og forårssaft...
Det er et rimeligt spændende forår alt taget i betragtning. Det er facinerende med denne vågnende verden, kombineret med u-frygt. Kombineret med den stadigt vågnende selvoplevelse og virkelighedstilnærmende eksistens.
Så meget efterlod jeg i branden. Men så meget mere gav jeg slip på da jeg vendte hjem.
Denne nye dans på highwires of life er på mange måder en fantastisk fornøjelse...Men mest af alt, fordi jeg virkeligt har fundet ind til et sted, hvor jeg ikke anede jeg kunne findes.
Og så er der pludselig ( igen igen) en helt ny verden at opleve...Og den er blevet en hel del mere sexet! Dén så jeg ikke lige komme sq. At det var det dette forår ville bringe. At det var det som min hjemvending ville vende imod.
Og hvilken størrelse begær er. Helt nede i kroppen, som et urløfte der søges at blive opfyldt.
Men det er jo drøn urimeligt og vækker ængstelige småtanker om fortidens uheld på den front. Egentligt ønsker jeg at afsøge alle afskygger af territorierne før jeg vælger at gå derind...
Men det er ikke det jeg har lyst til at opleve. Jeg er træt af at snakke :) Træt af annekdoter og skjule små tegn. Jeg er blevet til en " jeg har sympati for dig, vil du føre mig til mit leje" kinda girl. - Ikke at det skal være banalt og idiotisk...Men hvis jeg alligevel ikke kan stole på hvem jeg tænder på- på hvad jeg selv finder tiltrækkende, - så er det jo umuligt at vide alligevel...og jeg gider virkeligt ikke mere forstillelse. Tjaa...
Måske er det fordi jeg ikke har en dyb trang til at binde på hænder og fødder. Måske er det fordi, at tiltrækning for mig er sammenkædet med respekt og minimum en slags ligeværdighed. Måske er det bare fordi det igen er verden der er spøjs og selvbegrænsende...:)
Så meget efterlod jeg i branden. Men så meget mere gav jeg slip på da jeg vendte hjem.
Denne nye dans på highwires of life er på mange måder en fantastisk fornøjelse...Men mest af alt, fordi jeg virkeligt har fundet ind til et sted, hvor jeg ikke anede jeg kunne findes.
Og så er der pludselig ( igen igen) en helt ny verden at opleve...Og den er blevet en hel del mere sexet! Dén så jeg ikke lige komme sq. At det var det dette forår ville bringe. At det var det som min hjemvending ville vende imod.
Og hvilken størrelse begær er. Helt nede i kroppen, som et urløfte der søges at blive opfyldt.
Men det er jo drøn urimeligt og vækker ængstelige småtanker om fortidens uheld på den front. Egentligt ønsker jeg at afsøge alle afskygger af territorierne før jeg vælger at gå derind...
Men det er ikke det jeg har lyst til at opleve. Jeg er træt af at snakke :) Træt af annekdoter og skjule små tegn. Jeg er blevet til en " jeg har sympati for dig, vil du føre mig til mit leje" kinda girl. - Ikke at det skal være banalt og idiotisk...Men hvis jeg alligevel ikke kan stole på hvem jeg tænder på- på hvad jeg selv finder tiltrækkende, - så er det jo umuligt at vide alligevel...og jeg gider virkeligt ikke mere forstillelse. Tjaa...
Måske er det fordi jeg ikke har en dyb trang til at binde på hænder og fødder. Måske er det fordi, at tiltrækning for mig er sammenkædet med respekt og minimum en slags ligeværdighed. Måske er det bare fordi det igen er verden der er spøjs og selvbegrænsende...:)
onsdag den 23. april 2008
Pigen i maskinen
Mine forældre har fået webcam i en bærbar.
Dét burde ikke være noget vildt. Men nu er det andet aften, hvor jeg har spist aftensmad med dem loong distance og det er fantastisk. Jeg elsker dem meget højt og ser dem for lidt, så det at kunne bruge en halvt time i visuel kontakt med dem er forrygende. Det er en dejlig nutid af teck vi lever i.
nu håber vi, at jeg kan få min nye maskine med samme fjollede dims...Så vi kan kigge på hinandens verdner igennem disse nye teknologiske spejlvægge...
*
I øjeblikket er jeg mere træt når jeg vågner, end når jeg lægger mig. Alting i mit dybeste inderste bliver hevet ud og endevendt. Det er opslidende og når jeg vågner er jeg så udmattet, at jeg sover igen. Og drømmer nye mærkelige og virkelighedsudviskende virvarsdrømme.
Ting jeg ellers havde glemt bliver genopfundet. Altid i fremtiden. Altid i en langsom dramaturgisk kurve, så det nærmest først er når jeg vågner, at den virkelige verden halvt gør sig gældende. Og dog virker den så ufuldkommen, i forhold til den massive kompakte påvirkning drømmmen har gevet.
Det gør selvfølgelig tingene lidt interessante...men damn det er trættende...
Dét burde ikke være noget vildt. Men nu er det andet aften, hvor jeg har spist aftensmad med dem loong distance og det er fantastisk. Jeg elsker dem meget højt og ser dem for lidt, så det at kunne bruge en halvt time i visuel kontakt med dem er forrygende. Det er en dejlig nutid af teck vi lever i.
nu håber vi, at jeg kan få min nye maskine med samme fjollede dims...Så vi kan kigge på hinandens verdner igennem disse nye teknologiske spejlvægge...
*
I øjeblikket er jeg mere træt når jeg vågner, end når jeg lægger mig. Alting i mit dybeste inderste bliver hevet ud og endevendt. Det er opslidende og når jeg vågner er jeg så udmattet, at jeg sover igen. Og drømmer nye mærkelige og virkelighedsudviskende virvarsdrømme.
Ting jeg ellers havde glemt bliver genopfundet. Altid i fremtiden. Altid i en langsom dramaturgisk kurve, så det nærmest først er når jeg vågner, at den virkelige verden halvt gør sig gældende. Og dog virker den så ufuldkommen, i forhold til den massive kompakte påvirkning drømmmen har gevet.
Det gør selvfølgelig tingene lidt interessante...men damn det er trættende...
mandag den 21. april 2008
Det ulmer i morgengryet
Måske er det et forår med forårsfornemmelser
Hvem ved?
Måske er det en fremtid med en fiasko
Måske er det imorgen med positive ord
Hvem ved?
Èt ved jeg ulmer i min kerne. Uro. Potentiale. Prime.
Og ved hvert skridt bliver jeg mindre bange for vejen.
Hvem ved?
Måske er det en fremtid med en fiasko
Måske er det imorgen med positive ord
Hvem ved?
Èt ved jeg ulmer i min kerne. Uro. Potentiale. Prime.
Og ved hvert skridt bliver jeg mindre bange for vejen.
mandag den 14. april 2008
1304 = 26
Hvor er det skønt. Hvor er det fint. Hvor er det bare en dejlig dag, at stoppe op og fejre. At være rolig og opleve. At finde ud af, at man har været glad en hel dag og at intet er farligt eller gået galt.
Idag har min familie og mine venner set hinanden.
Idag har mine venner mødt hinanden.
Idag har vi drukket kaffe og spist kage og snakket om øl og hinandens liv.
Idag har været let og fin og med en afslutning af projektplanlægning og fremadsyn.
Det har været en rolig og udramatisk dag. Det har været naturligt og overraskende.
Uden at vide hvordan sådannoget ville forløbe har det været så fint, at det næsten skyndte sig afsted.
Alting i mig bærer resterne af mistænksomheden. Venter på bomben...som det syner måske aldrig at komme. Og jeg nægter at skabe spøgelser. Jeg vil vælge nye overraskende oplevelser frem for gamle, dramatiske og velkendte.
Idag har min familie og mine venner set hinanden.
Idag har mine venner mødt hinanden.
Idag har vi drukket kaffe og spist kage og snakket om øl og hinandens liv.
Idag har været let og fin og med en afslutning af projektplanlægning og fremadsyn.
Det har været en rolig og udramatisk dag. Det har været naturligt og overraskende.
Uden at vide hvordan sådannoget ville forløbe har det været så fint, at det næsten skyndte sig afsted.
Alting i mig bærer resterne af mistænksomheden. Venter på bomben...som det syner måske aldrig at komme. Og jeg nægter at skabe spøgelser. Jeg vil vælge nye overraskende oplevelser frem for gamle, dramatiske og velkendte.
torsdag den 10. april 2008
lille kunst på væggen der...
Engang troede jeg, at jeg var drøn revolutionær og skulle provokere verden til reaktion og udvikling. Her når jeg beskuer min verden lige før fødselsdagen, så er det nogle helt andre ting der står på skrevet på min sjæl.
At overleve og udleve livet.
At være sand i alle handlinger.
At turde.
At skabe skønhed.
Det er ikke meget. Det er ikke grundvoldsrystende på nogen måder. Men i det mindste kan jeg håbe på, at være et anstændigt menneske. Det er da hellerikke så ringe endda :)
Jeg ønsker mig kærlighed og sushi til min fødselsdag. Og en overraskelse!... Det er vel mit voksne jegs ekvivalent til et kinderæg.
D. 13 bliver en smuk dag. Måske endda en forårsdag!
At overleve og udleve livet.
At være sand i alle handlinger.
At turde.
At skabe skønhed.
Det er ikke meget. Det er ikke grundvoldsrystende på nogen måder. Men i det mindste kan jeg håbe på, at være et anstændigt menneske. Det er da hellerikke så ringe endda :)
Jeg ønsker mig kærlighed og sushi til min fødselsdag. Og en overraskelse!... Det er vel mit voksne jegs ekvivalent til et kinderæg.
D. 13 bliver en smuk dag. Måske endda en forårsdag!
...før søvnen
jeg har lyst til at brække mig på gulvet som bevis for min panik.
fuck jer og jeres umiddelbare tilgængelighed.
Hvis det her bare er en eller anden form for besværlig eksistens- så kan i rende mig i røven.
Paradokset i at eksistere og dermed ophøre er ubærligt og uacceptabelt...og måske det bare er et gisp eller et suk i jeres verden...det er umuligt. Det er ubegribeligt og ligenu er det ufatteligt for mig. fint hvis det er en banal prut.
fuck jer og jeres umiddelbare tilgængelighed.
Hvis det her bare er en eller anden form for besværlig eksistens- så kan i rende mig i røven.
Paradokset i at eksistere og dermed ophøre er ubærligt og uacceptabelt...og måske det bare er et gisp eller et suk i jeres verden...det er umuligt. Det er ubegribeligt og ligenu er det ufatteligt for mig. fint hvis det er en banal prut.
tirsdag den 8. april 2008
Back to basic
Og med godt mod.
Endnu en dag er brugt på at finde sig til rette og få den her gamle tunge stationære maskine til at virke, finde en kostplan uden kontanter og sove og få tingene på plads inde i hovedet.
Alting ser lyst ud. Hvad end det så bliver til.
Jeg mødte en dame igår der elskede min playlist og ville arbejde på at få mig ind på natradio. Jeg skal brænde nogle mix og søge hendes facilitering. Det kunne være drøn sejt at dj'e en smule. Eller bare få en smule anderkendelse for min musixmixstil :)
Jeg skal holde foredrag på forum og vil finde nogle flere guldkorn frem end jeg fik igennem på sidste knudepunkt. Sprogbarrieren vil ikke være der, - tilgengæld vil den danske mentalitet med " du kan dælme ikke lære mig noget" spille op imod min forsigtighed. Men den ryger ud af vinduet og jeg vil sparke deres røv med alt min viden. Nu med missionen " analyser laget imellem rollen og spilleren"
Foråret er stadigvæk igang og verden er fin og frisk. Min stuebirk har besluttet sig for, at kæmpe sig igennem endnu et år med mig og vil måske endda sætte nye blade i år. Alting er sprødt og jeg har ting i mit køkken til suppe til ihverttilfælde en uge endnu...Så kombineret med venner burde det hele gå.
Hurra for den dejlige verden og det sidste nye afsnit af Top chef
Where everybody knows your name...
Så blev jeg lige frelst af Blaagårds apotek. Lige en varm favn at have i i min hyper(space) tilstand af indtryk og iver og halløj. Lige i armene på Sasha, Pondy og ikke minds Henrik til at snakke og drikke og gennemgå tingene...
Det er crazy hvor godt en lille brandert såen kan få dagen derpå i ro. Det er vidunderligt at der er et middel til stressbefrielse. Måske jeg skulle skrive en ode til tømmermænd.
Alt i alt har Knudepunkt været drøn godt og lige i øjet. Selvom jeg har brugt alt alt alt for mange penge, så er det lige hvad jeg havde brug for og lyst til og amok. At få udvidet den store vide verden med et brag. At få strukket vingerne og mødt andre sjæle.
Generelt må jeg indrømme, at oplevelsen mest handlede om at møde folk med potentiale. At møde og værdsætte initiativer der kunne udvikle sig. Det var spændende at se de søgende blive blæst væk af sine oplevelser, og tilsvarende spændende at se dem der nægtede at lade sig rykke.
Men jeg kunne godt have brugt lidt overvældende vind selv såen rollespilsmæssigt.
At der så blev leveret et pust uden lige fra en anden front, jamen det er så måske min karma der får regnestykket til at gå op :) Who knows.
Der er jo altid en forfængelig lyst, til at gennemgå alle relationer uden for nuét og grave rundt i deres potentielle betydning. Men for mig er det netop forfængeligheden der vil fodres,- og den ulv skal man ( ihverttilfælde jeg) lade dø af sult. Det holder op med at være smukt og fint når det bliver trængende.
Det har været svært at lære...men nu er det bare en process jeg skal minde mig om og såen "gen uploade" : bliv i nuet og værdsæt dets præmisser. Overreflektion er kun nødvendig når der er fare på færde.... Og hvis mine oplevelser på knudepunkt er farlige...så har verden meldt fallit for længe længe siden.
Det er crazy hvor godt en lille brandert såen kan få dagen derpå i ro. Det er vidunderligt at der er et middel til stressbefrielse. Måske jeg skulle skrive en ode til tømmermænd.
Alt i alt har Knudepunkt været drøn godt og lige i øjet. Selvom jeg har brugt alt alt alt for mange penge, så er det lige hvad jeg havde brug for og lyst til og amok. At få udvidet den store vide verden med et brag. At få strukket vingerne og mødt andre sjæle.
Generelt må jeg indrømme, at oplevelsen mest handlede om at møde folk med potentiale. At møde og værdsætte initiativer der kunne udvikle sig. Det var spændende at se de søgende blive blæst væk af sine oplevelser, og tilsvarende spændende at se dem der nægtede at lade sig rykke.
Men jeg kunne godt have brugt lidt overvældende vind selv såen rollespilsmæssigt.
At der så blev leveret et pust uden lige fra en anden front, jamen det er så måske min karma der får regnestykket til at gå op :) Who knows.
Der er jo altid en forfængelig lyst, til at gennemgå alle relationer uden for nuét og grave rundt i deres potentielle betydning. Men for mig er det netop forfængeligheden der vil fodres,- og den ulv skal man ( ihverttilfælde jeg) lade dø af sult. Det holder op med at være smukt og fint når det bliver trængende.
Det har været svært at lære...men nu er det bare en process jeg skal minde mig om og såen "gen uploade" : bliv i nuet og værdsæt dets præmisser. Overreflektion er kun nødvendig når der er fare på færde.... Og hvis mine oplevelser på knudepunkt er farlige...så har verden meldt fallit for længe længe siden.
mandag den 7. april 2008
never as bad...
Dagen derpå er nyheden om min forskring- og derved den potentielle genopstandelse af min laptop kommet til mig. Hurra!
Samtidigt havde jeg en spøjs spøjs drøm.
Her i løbet af mit finske eventyr var jeg sammen med en Relationsanarkist. Et menneske som ikke ønsker at begrænse sine oplevelser af andre mennesker, til at foregå inde for rammer, der på forhånd er fastsat af andre.
Det er for mig også en nøjagtig definition på mit forhold til menneskelige forhold...
Den eneste og måske største forskel er, at jeg ikke har systemsat det. At jeg ikke prædiker det.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Men alt andet lige, så kan jeg ikke undgå at blive berørt af, at have den kontakt til et andet menneske...Og dét der måske er lidt skræmmende ér, at hvad der er prægende og bevægende for mig, er trivielt og hverdagsagtigt for en anden. - Naturligvis er det en fast del af livet,- men det er ikke nødvendigvis en synderlig fantastisk del.
For mig var det en betydningsfuld uge. Drøn spændende, Smuk, fin og for mig meget øm og bevægende.
Det har reddet mig fra at tænke, at min tilgang til samvær er mærkelig. At mit behov for detalieret kommunikation er umuligt.
Men det efterlader mig naturligvis- som alt i den dælens uge- men en lidt ensom følelse...Så fint noget var, så er det stadigvæk i fortiden. Men hurra for at det eksisterede anyways.
Ikke at ønske at lægge bånd eller regler ned over en relation er fint og amok. Trangen til nærhed og forståelse er noget helt andet, som jeg tror kan fare vild og blive blandet op med idealisme i den debat. Jeg ønsker virkelig ikke at være sammen med nogen, der ikke oplever at det er intimt og tæt og derfor har valgt, at være tæt - med netop mig. Ikke noget driftstyret trængen til...ikke noget behovstilfredsstillende...ikke noget - jeg bruger lige dig og du bruger sikkert også lige mig....- Men jeg aner ikke hvordan jeg undgår det... For verden overvælder og forfører og smigrer og danser rundt om mig... Hvilket jo også er dejligt på sin egen måde... I dunno...Jeg tror jeg søger at finde mig til rette med, at jeg blev berørt og betaget og måske ikke har haft den samme effekt den anden vej. Og at jeg ikke ved, om jeg ønsker at det er sket, - eller om jeg bare gerne vil have en klarhed over betydningen af situationen for mig. Altså en respektfyldt indsigt og trang til samme? Eller...?
måske er det sundere bare at slappe af...at tage det såen lidt pø om pø... jeg ved det ikke - Sikke et kompliceret rod det kan være at være menneskelig!
- Det her kom på ingen måde til at handle om min drøm. Men i skrivende stund har jeg også nået at glemme den.
Og endnu engang hurra for min laptop!
Samtidigt havde jeg en spøjs spøjs drøm.
Her i løbet af mit finske eventyr var jeg sammen med en Relationsanarkist. Et menneske som ikke ønsker at begrænse sine oplevelser af andre mennesker, til at foregå inde for rammer, der på forhånd er fastsat af andre.
Det er for mig også en nøjagtig definition på mit forhold til menneskelige forhold...
Den eneste og måske største forskel er, at jeg ikke har systemsat det. At jeg ikke prædiker det.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Men alt andet lige, så kan jeg ikke undgå at blive berørt af, at have den kontakt til et andet menneske...Og dét der måske er lidt skræmmende ér, at hvad der er prægende og bevægende for mig, er trivielt og hverdagsagtigt for en anden. - Naturligvis er det en fast del af livet,- men det er ikke nødvendigvis en synderlig fantastisk del.
For mig var det en betydningsfuld uge. Drøn spændende, Smuk, fin og for mig meget øm og bevægende.
Det har reddet mig fra at tænke, at min tilgang til samvær er mærkelig. At mit behov for detalieret kommunikation er umuligt.
Men det efterlader mig naturligvis- som alt i den dælens uge- men en lidt ensom følelse...Så fint noget var, så er det stadigvæk i fortiden. Men hurra for at det eksisterede anyways.
Ikke at ønske at lægge bånd eller regler ned over en relation er fint og amok. Trangen til nærhed og forståelse er noget helt andet, som jeg tror kan fare vild og blive blandet op med idealisme i den debat. Jeg ønsker virkelig ikke at være sammen med nogen, der ikke oplever at det er intimt og tæt og derfor har valgt, at være tæt - med netop mig. Ikke noget driftstyret trængen til...ikke noget behovstilfredsstillende...ikke noget - jeg bruger lige dig og du bruger sikkert også lige mig....- Men jeg aner ikke hvordan jeg undgår det... For verden overvælder og forfører og smigrer og danser rundt om mig... Hvilket jo også er dejligt på sin egen måde... I dunno...Jeg tror jeg søger at finde mig til rette med, at jeg blev berørt og betaget og måske ikke har haft den samme effekt den anden vej. Og at jeg ikke ved, om jeg ønsker at det er sket, - eller om jeg bare gerne vil have en klarhed over betydningen af situationen for mig. Altså en respektfyldt indsigt og trang til samme? Eller...?
måske er det sundere bare at slappe af...at tage det såen lidt pø om pø... jeg ved det ikke - Sikke et kompliceret rod det kan være at være menneskelig!
- Det her kom på ingen måde til at handle om min drøm. Men i skrivende stund har jeg også nået at glemme den.
Og endnu engang hurra for min laptop!
søndag den 6. april 2008
Mellemlanding på dokken...
Så for dælen...Sikke en tur.
Et saligt sammensurium af svenske samboer, saunasvedende salige og aseksuelle væsner, virkelighedsflugt-diskutioner i en nærmest uvirkelig setting og den mest hjerteskræende perspektivering jeg har haft af min hverdag i tusind år.
Jeg har grædt, jeg har handlet og jeg skriver nu. Sådan har det været at lande i min lejlighed.
Min kære moder spurgte til, om det var rart og om her var nogenlunde rent og så videre....
Jeg er nu ikke længere crowdsurfende og verdensudforskende Monica, der med sikkerhed kan hoppe fra dag til dag og forholde sig til sine opgaver ud fra et simpelt og planlagt program...Jeg er ikke længere omgevet af mennesker jeg svinger med eller som jeg elsker...eller som jeg elsker at svinge med... Eller spændende fremmede jeg kan udforske...
Jeg er arbejdsløse og randeksisterende.
jeg skal intet...
jeg er stadigvæk i limbo om min ret til noget som helst...
Jeg er skinnende dråber viklet i et etableret spindelvæv og jeg er ikke nyttig og jeg bliver ikke fundet...
Min verden er igen frosset fast til bunden af behandlingssystemet og alle de smukke drømme jeg viklede ud af ærmet i den sidste uge er i fare for at fryse fast med mig.
Jeg hader at være den det sker på bekostning af. Jeg hader, at jeg ikke selv kan konstruere systemer som er altfavnende....Hvis ikke jeg kan give et bud på, hvordan vi alle kan være her...hvordan kan jeg så brøle og rase over, at det lige er mig der er sorteper i det her samfund?
Igen har jeg hjemvé til et ikke-eksisterende sted. Igen længes jeg. Selvom jeg ved, at det ikke ville kunne holde sig kørende i længden med alkohol og personlige dramatiske horrorlinier og så videre... Det er kun så intenst og tilfredsstillende fordi det er midlertidigt...
Men kunne det ikke strække sig over en livstid? Burde det ikke? Nu livet er midlertidigt?
Den her gamle horrible stationære pc piver som et helt rumskib.
Måske hvis jeg lukker øjnene...
Så kan jeg med min magiske rollespilsevne gå, fra ubrugelig og sindslidende arbejdsløs revalideringsmodtager eller invalidepensionist med en ødelagt laptop og søvnproblemer...og tilbage til stedet hvor det nok skal gå...
På mit eget stjerneskib....
Et saligt sammensurium af svenske samboer, saunasvedende salige og aseksuelle væsner, virkelighedsflugt-diskutioner i en nærmest uvirkelig setting og den mest hjerteskræende perspektivering jeg har haft af min hverdag i tusind år.
Jeg har grædt, jeg har handlet og jeg skriver nu. Sådan har det været at lande i min lejlighed.
Min kære moder spurgte til, om det var rart og om her var nogenlunde rent og så videre....
Jeg er nu ikke længere crowdsurfende og verdensudforskende Monica, der med sikkerhed kan hoppe fra dag til dag og forholde sig til sine opgaver ud fra et simpelt og planlagt program...Jeg er ikke længere omgevet af mennesker jeg svinger med eller som jeg elsker...eller som jeg elsker at svinge med... Eller spændende fremmede jeg kan udforske...
Jeg er arbejdsløse og randeksisterende.
jeg skal intet...
jeg er stadigvæk i limbo om min ret til noget som helst...
Jeg er skinnende dråber viklet i et etableret spindelvæv og jeg er ikke nyttig og jeg bliver ikke fundet...
Min verden er igen frosset fast til bunden af behandlingssystemet og alle de smukke drømme jeg viklede ud af ærmet i den sidste uge er i fare for at fryse fast med mig.
Jeg hader at være den det sker på bekostning af. Jeg hader, at jeg ikke selv kan konstruere systemer som er altfavnende....Hvis ikke jeg kan give et bud på, hvordan vi alle kan være her...hvordan kan jeg så brøle og rase over, at det lige er mig der er sorteper i det her samfund?
Igen har jeg hjemvé til et ikke-eksisterende sted. Igen længes jeg. Selvom jeg ved, at det ikke ville kunne holde sig kørende i længden med alkohol og personlige dramatiske horrorlinier og så videre... Det er kun så intenst og tilfredsstillende fordi det er midlertidigt...
Men kunne det ikke strække sig over en livstid? Burde det ikke? Nu livet er midlertidigt?
Den her gamle horrible stationære pc piver som et helt rumskib.
Måske hvis jeg lukker øjnene...
Så kan jeg med min magiske rollespilsevne gå, fra ubrugelig og sindslidende arbejdsløs revalideringsmodtager eller invalidepensionist med en ødelagt laptop og søvnproblemer...og tilbage til stedet hvor det nok skal gå...
På mit eget stjerneskib....
fredag den 28. marts 2008
Asbergerbørn.....
Jeg har en rigtig nedtursdag idag. - Vågnede nedtrykt og har forsøgt at hæve humøret lige siden.
Det er sikkert både fordi jeg er bekymret omkring at skulle rejse, og frustreret over, at den bekymring overhoved er en del af mit liv.
Jeg har lige set " snow cake" og sidder med den hjælpeløse følelse af genkendelse.
Selvom jeg ved, at det er depressionen der gør alting svært. At det er søvnproblemerne der fremmedgører mig fra det gængse samfund...Selvom jeg ved de ting, så ændrer det ikke på, at det bare føles somom jeg er et rumvæsen...Og så er skridtet til mild autisme...til asberger...det er så nemt at tage i det dårlige humør...
Det er irrationelt og uvirkeligt...men det er længslen efter at mestre sig selv, uden succes, også på en eller anden måde.
Det er så mærkeligt at afvise så mange ting som underlegne, når man bare er en ubrugelig prinsesse.
Det er så mærkeligt at kunne rumme alting, og magte så lidt samtidigt.
Det er sikkert både fordi jeg er bekymret omkring at skulle rejse, og frustreret over, at den bekymring overhoved er en del af mit liv.
Jeg har lige set " snow cake" og sidder med den hjælpeløse følelse af genkendelse.
Selvom jeg ved, at det er depressionen der gør alting svært. At det er søvnproblemerne der fremmedgører mig fra det gængse samfund...Selvom jeg ved de ting, så ændrer det ikke på, at det bare føles somom jeg er et rumvæsen...Og så er skridtet til mild autisme...til asberger...det er så nemt at tage i det dårlige humør...
Det er irrationelt og uvirkeligt...men det er længslen efter at mestre sig selv, uden succes, også på en eller anden måde.
Det er så mærkeligt at afvise så mange ting som underlegne, når man bare er en ubrugelig prinsesse.
Det er så mærkeligt at kunne rumme alting, og magte så lidt samtidigt.
torsdag den 27. marts 2008
torsdag den 20. marts 2008
Morgenrant
sIgennem den vestlige historie, har der, groft set, været to dominerende opfattelser af musikkens væsen. De har afløst hinanden gang på gang som vores kultur har bevæget sig rundt om meningen med livet, universet og alt det der.
At musikken kommer fra oven/er større end os/gudsbenådet
At vi skaber musikken/at den der skaber musikken er vidunderlig...
Ligenu er vi i en klar " vi skaber musikken " tid...hvor musikeren endda generelt her i vesten bliver ophøjede halvt til helgener i en ellers rimeligt gudsløs tidsalder.
Grunden til at jeg blogger om det her? Det er fordi jeg egentligt er dybt uenig ;) - indsæt relativistisk disclaimer der understreger, at jeg naturligvis på ingen måde egentligt mener noget fordi alting er subjektivt og kun et udtryk for skriverens mening ligenu og bla.....;-p
For mig er musik et sted. En tilstand. Et sprog.
Tre ting som man ikke behøver at deltage i for at kunne lave lyde. Man kan i teorien leve hele livet af penge andre folk giver en for lyde man laver, uden nogensinde at være i musikken.
Man kan tilgenæld ( hvilket mange lykkelige mennesker - dog ikke så mange fra det kolde nord) sagtens kunne være i musikken, være musik og forstå hvad der bliver sagt,- men ikke selv kunne udtrykke sig.
Det lyder måske banalt og simpelt. Men den gennemgående opfattelse af musik og musikere her i danmark er, at de er gudsbenådede mystiske magiske væsner, der har det der unikke noget kaldet talent som forklarer, hvorfor resten af befolkningen ikke engang kan (klicheadvarsel) klappe på 2 og fire. - Såen en ansvarsfralæggelse i forhold til at give sig hen.
Og generelt så er vi der i vores prægningsdebat, at folk siger "millieu" når man spørger hvad der påvirker og udvikler. Givet, folk mener også at barnet kan have tilbøjeligheder, men aldrig med andre ting i samme grad som musik. Igen fordi musik til forskel for læregerningen eller det at kunne bygge et fucking hus, er magisk! hurra!
Så behøver vi ikke forholde os til rytmik, til grundstenene i vores musikalitet, til indlevelse og tonesprog...nej...vi kan bare være trygge forbrugere og elske vores guitarsolospillende jamsessionhatte...
Den eneste konspirationsteori jeg tror og prædiker er, at pladeindustrien købte adgang til musikundervisningen i 80 og 90'erne og ødelagde flere generationers musiknysgerrighed med "stille nu" på blokfløjte og klaves...
Og hvad fanden er det også? Klaves bruges i almen folkemund som eksemplet på et hjernedødt instrument...Gud fader...*rulle med øjnene*
Jeg tror min feber er ved at falde...min geist er ved at vende tilbage...Ihverttilfælde her til morgen.
Jeg hader ordet talent. - Selv hvis der findes fortrin for musik i nogle mennesker,- så er livet langt og vejen til udtryk igennem musik så mange, at det éne trappetrin folk ville starte højere, på ingen måde gør en forskel. - opdragelse og engagement i musik. Det er ting der virkelig batter. - At lege med sin bas hver gang man ser tv, at stene noder i toget, at gå i takt til musikken...at tage fucking et halvt års musikteori hos en ordentlig lærer.
Anyways... Jeg synes ordet talent bør slettes som det er nu, fordi det ikke længere får uinteresserede forældre til at lade deres børn spille,- men nærmere giver voksne og unge mennesker en undskyldning for aldrig at dykke ind i musikken.
Hvorfor så agressiv? Hvorfor ikke hvile i accepten af, at folk altid vil være forskellige?
Tja... Det er fordi jeg virkelig tror på frelse igennem musik. Virkelig ser og mærker hvad det kan gøre ved mig selv og andre. Virkelig bliver trist, når folk giver op uden at prøve, og altid gør det med undskyldninger, der blandt andet kan spores tilbage til den her form for "talent tænkning"
Der er mange kulturer der lever dybere med musikken, - som overlever igennem den på trods af utrolige mangler...Hvis vi i vores rige samfund kunne få den samme fuldendelse tror jeg virkelig verden ville dreje en ny vej om sin akse.
Musik som frelse :)
At musikken kommer fra oven/er større end os/gudsbenådet
At vi skaber musikken/at den der skaber musikken er vidunderlig...
Ligenu er vi i en klar " vi skaber musikken " tid...hvor musikeren endda generelt her i vesten bliver ophøjede halvt til helgener i en ellers rimeligt gudsløs tidsalder.
Grunden til at jeg blogger om det her? Det er fordi jeg egentligt er dybt uenig ;) - indsæt relativistisk disclaimer der understreger, at jeg naturligvis på ingen måde egentligt mener noget fordi alting er subjektivt og kun et udtryk for skriverens mening ligenu og bla.....;-p
For mig er musik et sted. En tilstand. Et sprog.
Tre ting som man ikke behøver at deltage i for at kunne lave lyde. Man kan i teorien leve hele livet af penge andre folk giver en for lyde man laver, uden nogensinde at være i musikken.
Man kan tilgenæld ( hvilket mange lykkelige mennesker - dog ikke så mange fra det kolde nord) sagtens kunne være i musikken, være musik og forstå hvad der bliver sagt,- men ikke selv kunne udtrykke sig.
Det lyder måske banalt og simpelt. Men den gennemgående opfattelse af musik og musikere her i danmark er, at de er gudsbenådede mystiske magiske væsner, der har det der unikke noget kaldet talent som forklarer, hvorfor resten af befolkningen ikke engang kan (klicheadvarsel) klappe på 2 og fire. - Såen en ansvarsfralæggelse i forhold til at give sig hen.
Og generelt så er vi der i vores prægningsdebat, at folk siger "millieu" når man spørger hvad der påvirker og udvikler. Givet, folk mener også at barnet kan have tilbøjeligheder, men aldrig med andre ting i samme grad som musik. Igen fordi musik til forskel for læregerningen eller det at kunne bygge et fucking hus, er magisk! hurra!
Så behøver vi ikke forholde os til rytmik, til grundstenene i vores musikalitet, til indlevelse og tonesprog...nej...vi kan bare være trygge forbrugere og elske vores guitarsolospillende jamsessionhatte...
Den eneste konspirationsteori jeg tror og prædiker er, at pladeindustrien købte adgang til musikundervisningen i 80 og 90'erne og ødelagde flere generationers musiknysgerrighed med "stille nu" på blokfløjte og klaves...
Og hvad fanden er det også? Klaves bruges i almen folkemund som eksemplet på et hjernedødt instrument...Gud fader...*rulle med øjnene*
Jeg tror min feber er ved at falde...min geist er ved at vende tilbage...Ihverttilfælde her til morgen.
Jeg hader ordet talent. - Selv hvis der findes fortrin for musik i nogle mennesker,- så er livet langt og vejen til udtryk igennem musik så mange, at det éne trappetrin folk ville starte højere, på ingen måde gør en forskel. - opdragelse og engagement i musik. Det er ting der virkelig batter. - At lege med sin bas hver gang man ser tv, at stene noder i toget, at gå i takt til musikken...at tage fucking et halvt års musikteori hos en ordentlig lærer.
Anyways... Jeg synes ordet talent bør slettes som det er nu, fordi det ikke længere får uinteresserede forældre til at lade deres børn spille,- men nærmere giver voksne og unge mennesker en undskyldning for aldrig at dykke ind i musikken.
Hvorfor så agressiv? Hvorfor ikke hvile i accepten af, at folk altid vil være forskellige?
Tja... Det er fordi jeg virkelig tror på frelse igennem musik. Virkelig ser og mærker hvad det kan gøre ved mig selv og andre. Virkelig bliver trist, når folk giver op uden at prøve, og altid gør det med undskyldninger, der blandt andet kan spores tilbage til den her form for "talent tænkning"
Der er mange kulturer der lever dybere med musikken, - som overlever igennem den på trods af utrolige mangler...Hvis vi i vores rige samfund kunne få den samme fuldendelse tror jeg virkelig verden ville dreje en ny vej om sin akse.
Musik som frelse :)
onsdag den 19. marts 2008
Tungt hjerte
Endnu en flis er blevet slået af min optimistiske drømmesjæl. Jeg er så trist nu, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Alles livsrytmer er vel forskellige...og det præger vores oplevelser af livet.
Min livsrytme er således, at den éne gang på et år hvor jeg bliver syg, er oven i en af de vigtigste - måske dén vigtigste sociale begivenhed - der er i min sociale kalender i løbet af året.
Det er ikke fordi jeg er svagelig...langt fra. Jeg bliver aldrig syg. Det eneste grundlag jeg har for at skulle have forventet det her er, at det er fucking vigtigt for mig.
Der var måske for mange ting jeg glædede mig til, samlet på ét sted.
Jeg er virkelig ikke religiøs eller overtroisk. Men dét her er det tætteste jeg er, på en umiddelbar irrationel oplevelse af verden....Udover, at der egentligt ikke er noget irrationelt over et imperisk baseret verdenssyn...<- Jeg ved det er bla...men sådan føles det.
hvad fanden skal jeg gøre? Hvorfor i alverden skal jeg overleve hvis det er så skide svært og ulykkeligt? Hvordan i alverden kan jeg danne mig en mening med tilværelsen, når det spinkle grundlag af glæde smuldrer under mig. Fuck.
Jeg ønsker at lære at føle det her igennem, så jeg måske kan slippe det.
Alles livsrytmer er vel forskellige...og det præger vores oplevelser af livet.
Min livsrytme er således, at den éne gang på et år hvor jeg bliver syg, er oven i en af de vigtigste - måske dén vigtigste sociale begivenhed - der er i min sociale kalender i løbet af året.
Det er ikke fordi jeg er svagelig...langt fra. Jeg bliver aldrig syg. Det eneste grundlag jeg har for at skulle have forventet det her er, at det er fucking vigtigt for mig.
Der var måske for mange ting jeg glædede mig til, samlet på ét sted.
Jeg er virkelig ikke religiøs eller overtroisk. Men dét her er det tætteste jeg er, på en umiddelbar irrationel oplevelse af verden....Udover, at der egentligt ikke er noget irrationelt over et imperisk baseret verdenssyn...<- Jeg ved det er bla...men sådan føles det.
hvad fanden skal jeg gøre? Hvorfor i alverden skal jeg overleve hvis det er så skide svært og ulykkeligt? Hvordan i alverden kan jeg danne mig en mening med tilværelsen, når det spinkle grundlag af glæde smuldrer under mig. Fuck.
Jeg ønsker at lære at føle det her igennem, så jeg måske kan slippe det.
Det eneste hun ville var at...
have såen en kold gelemaskeøjenkøler-og-formørker dims.
Alt andet i verden ligenu, er usle erstatninger for hvad der kunne være mine stakkels feberslidte øjnes frelse.
Det er dejligt at venner kommer og klapper på håret og trøster. Det er syndt at lillebror er blevet syg samtidigt så ingen af os kan tage os af hinanden.- medmindre det udliciteres...
Men...Men...Mine stakkels øjne brænder.
Hvis silver-lining girl skal finde et lyspunkt, så er det, at min døgnrytme ligenu er borgerlig som ind i helvede. Tilsyneladende tager det bare en feber før jeg kan vågne kl halv syv...men tilgengæld sover jeg jo så halvdelen af dagen væk. Såeh så godt går det alligevel ikke.
Men så har jeg jo noget at bruge de hæslige vågentimer på...Hvad kan erstatte en øjenkølerdims?
Indtilvidere er et telefonrør der har ligget i en nedkølet vindueskarm det bedste bud....save me good lort
ingen fastaval
Jeg er så dårlig som jeg maksimum har det én gang årligt.
Jeg bliver praktisk taget aldrig rigtig syg, men denne gang er jeg ramt i hele kroppen. Det eneste rigtig positive er, at jeg ved at det går over. I det mindste giver det at være i live såen et perspektiv.
Men intet fastaval i år. Ingen spillen musik med Jens....Dét knuser mig virkelig. Jeg havde virkelig en masse musik jeg har længtes efter at spille med ham...og nu...intet...nu er det atter bare i hjertet og håbet. Det gør mig meget trist.
Oven i det, så er der dét med at svigte tobias i at føre vores fælles projekt til dørs. Især fordi det så meget er bygget på vores fælles forestillinger. - Jeg håber han stadigvæk har tillid til mig og kan finde den fuldt frem en anden gang.
Men i det mindste er der noget omsorg fra de gode mennesker i mit liv. Jon kommer forbi senere med frugt og toiletpapier....Jeg har på ingen måde kunne gå ud selv idag. Min feber er dansende og jeg går kold med et par timers mellemrum. Jeg hader hader hader hader at være syg. Jeg hader hader hader at være magtesløs.
Samtidigt er min bror dejlig og bekymret. Det er rart at opleve medfølelse. Jeg vil fucking snart være rask!
Jeg bliver praktisk taget aldrig rigtig syg, men denne gang er jeg ramt i hele kroppen. Det eneste rigtig positive er, at jeg ved at det går over. I det mindste giver det at være i live såen et perspektiv.
Men intet fastaval i år. Ingen spillen musik med Jens....Dét knuser mig virkelig. Jeg havde virkelig en masse musik jeg har længtes efter at spille med ham...og nu...intet...nu er det atter bare i hjertet og håbet. Det gør mig meget trist.
Oven i det, så er der dét med at svigte tobias i at føre vores fælles projekt til dørs. Især fordi det så meget er bygget på vores fælles forestillinger. - Jeg håber han stadigvæk har tillid til mig og kan finde den fuldt frem en anden gang.
Men i det mindste er der noget omsorg fra de gode mennesker i mit liv. Jon kommer forbi senere med frugt og toiletpapier....Jeg har på ingen måde kunne gå ud selv idag. Min feber er dansende og jeg går kold med et par timers mellemrum. Jeg hader hader hader hader at være syg. Jeg hader hader hader at være magtesløs.
Samtidigt er min bror dejlig og bekymret. Det er rart at opleve medfølelse. Jeg vil fucking snart være rask!
lørdag den 15. marts 2008
Sprogbarriere igen igen!
Når jeg siger " du kan låne pengene, hvis du sætter dem ind på min konto med det samme, for jeg har ikke nogen penge" så er det fucking det det betyder. Det betyder ikke " ingen penge, lissom ingen af os har penge, fordi ingen har de penge de gerne ville have"...Det betyder hellerikke " jeg er en pige og siger derfor alting dramatisk fordi jeg ikke synes at folk lytter til mig"
DET BETYDER : JEG HAR FUCKING IKKE NOGEN PENGE
Spasser! Jeg er skide træt af at leve i en verden hvor folk ikke taler, men snakker og pludrer og manipulerer og bagtanker og forstiller og dimser.
Christ.
11 kr. ligenu har jeg 11 kr på min konto. God spas man kan få ud af det.
Måske er det fordi jeg har ambitioner og drømme om verden. Mit hjerte længes efter udvikling og revolution. Måske er det fordi jeg har været et randvæsen og troet mig misforstået...men jeg mener virkeligt at det er den eneste form for tale der bør foregå formelt er ren tale. Og det også er den eneste måde man bør lytte til andre på som udgangspunkt.
Jeg antager ikke, at folk lyver eller forstiller sig. Det kan flå et indre i stykker, hvis huden ikke er hård nok, og man stoler på løgnere eller ambivalenter - men fuck det. For alternativet er så meget værre. At vove at forestille sig hvad folk mener uden at vide det...dét er forfærdeligt. Måske endda en synd hvis det begreb fortjener at findes. At antage hvad det betyder når folk ikke har gevet data nok til at man er sikker....det er dovent og opblæst. For man kan altid spørge. Altid indhente mere data.
Dét er en af mine grundlæggende hadeting ved mennesker... Øv...
DET BETYDER : JEG HAR FUCKING IKKE NOGEN PENGE
Spasser! Jeg er skide træt af at leve i en verden hvor folk ikke taler, men snakker og pludrer og manipulerer og bagtanker og forstiller og dimser.
Christ.
11 kr. ligenu har jeg 11 kr på min konto. God spas man kan få ud af det.
Måske er det fordi jeg har ambitioner og drømme om verden. Mit hjerte længes efter udvikling og revolution. Måske er det fordi jeg har været et randvæsen og troet mig misforstået...men jeg mener virkeligt at det er den eneste form for tale der bør foregå formelt er ren tale. Og det også er den eneste måde man bør lytte til andre på som udgangspunkt.
Jeg antager ikke, at folk lyver eller forstiller sig. Det kan flå et indre i stykker, hvis huden ikke er hård nok, og man stoler på løgnere eller ambivalenter - men fuck det. For alternativet er så meget værre. At vove at forestille sig hvad folk mener uden at vide det...dét er forfærdeligt. Måske endda en synd hvis det begreb fortjener at findes. At antage hvad det betyder når folk ikke har gevet data nok til at man er sikker....det er dovent og opblæst. For man kan altid spørge. Altid indhente mere data.
Dét er en af mine grundlæggende hadeting ved mennesker... Øv...
Metafonika og mændene...
Sikke en uge.
Foråret er blusset fuldt op og mojo'en flyder. Det er spændende og det giver et lille kick til det fysiske velvære.
èn fyr i lørdags med bløde følsomme læber, og en anden fyr tidligere på ugen helt lavet af mand.
det er lidt pral, men det er også en lille hurra til dét at få åbnet op og have ro til at lege. Til det at have det tæt med nogen og have det rart.
Og han sidder dælme stadigvæk i kroppen på mig. Det har været så længe siden at jeg har været tæt og endnu længere siden, at det har været rart at være så tæt på en anden. Men det var super og har gjort mig mindre pessimistisk på intimitetens vegne. èn ting er, at kunne alt muligt andet. Det er også whatever om man klikker som mennesker...for mig var det vigtigt at opleve at det virkede. Ihverttilfælde for mig ;)
At han så nok er mærkelig ellers, det er så tilsyneladende menneskeracens utilstrækkelighed inkarneret. Men pyt.
Så det bliver spændende hvad denne uge bringer. Af sommerfuglekys og potentielle kurmagerier.
Jeg er tilgengæld for evigt af med engangsknalderi....bare dét at have datet fyren et par gange gjorde alting meget mere roligt og tjekket. Hurra for mindre klammo og mere najs.
Så det tegner godt for 2008...det kunne måske endda ske, at jeg kan finde en fyr hvor vi i gensidighed nyder hinanden på fast basis. Sikke en fremtidsudsigt...De mænd altså...
Foråret er blusset fuldt op og mojo'en flyder. Det er spændende og det giver et lille kick til det fysiske velvære.
èn fyr i lørdags med bløde følsomme læber, og en anden fyr tidligere på ugen helt lavet af mand.
det er lidt pral, men det er også en lille hurra til dét at få åbnet op og have ro til at lege. Til det at have det tæt med nogen og have det rart.
Og han sidder dælme stadigvæk i kroppen på mig. Det har været så længe siden at jeg har været tæt og endnu længere siden, at det har været rart at være så tæt på en anden. Men det var super og har gjort mig mindre pessimistisk på intimitetens vegne. èn ting er, at kunne alt muligt andet. Det er også whatever om man klikker som mennesker...for mig var det vigtigt at opleve at det virkede. Ihverttilfælde for mig ;)
At han så nok er mærkelig ellers, det er så tilsyneladende menneskeracens utilstrækkelighed inkarneret. Men pyt.
Så det bliver spændende hvad denne uge bringer. Af sommerfuglekys og potentielle kurmagerier.
Jeg er tilgengæld for evigt af med engangsknalderi....bare dét at have datet fyren et par gange gjorde alting meget mere roligt og tjekket. Hurra for mindre klammo og mere najs.
Så det tegner godt for 2008...det kunne måske endda ske, at jeg kan finde en fyr hvor vi i gensidighed nyder hinanden på fast basis. Sikke en fremtidsudsigt...De mænd altså...
tirsdag den 4. marts 2008
Søvndilemmaet
Størstedelen af min igangværende helbredelsesprocess handler faktisk mest om, at jeg skal finde ind i mig selv og acceptere hvad der nu engang er derinde. Elske hvad jeg får op under neglene når jeg roder rundt derinde.
Undtagen det med søvnen.
....
Og det tror jeg er ét af nåleparadokspunkterne i min følelsesforvirring i alt det her.
Jeg skal favne mig selv og elske det hele...meeen spise en masse piller, lave en masse nye systemer og tilvænne mig til en omprogrammeret hverdag for at kunne sove.
Det er sikkert rigtigt og vejen til hvad det nu end er jeg er på vej hen til...men ligenu er det svært at vikle mig helt rundt omkring de følelser. Jeg er virkeligt i den gode gode process af selvaccept...Så det er så super svært at have et "Mén" bag ved det hele.
Øv.
Bøv
Sure tær i bussemand
Undtagen det med søvnen.
....
Og det tror jeg er ét af nåleparadokspunkterne i min følelsesforvirring i alt det her.
Jeg skal favne mig selv og elske det hele...meeen spise en masse piller, lave en masse nye systemer og tilvænne mig til en omprogrammeret hverdag for at kunne sove.
Det er sikkert rigtigt og vejen til hvad det nu end er jeg er på vej hen til...men ligenu er det svært at vikle mig helt rundt omkring de følelser. Jeg er virkeligt i den gode gode process af selvaccept...Så det er så super svært at have et "Mén" bag ved det hele.
Øv.
Bøv
Sure tær i bussemand
mandag den 3. marts 2008
29 dage senere
engang imellem slår tingene med delay...- Jeg gik fra terapi nogenlunde i nogenlundehed, men med en kødhunger som jeg sjældent har så stærkt. Og efter at jeg havde spist mit kød herhjemme, har jeg sovet indtil nu.
Tilsyneladende en masse, der skulle klikke lidt tættere på, at klikke på plads. Forhåbentligvis.
Det var hårdt idag. Det er ikke kun vigtigt for mig, at være i hyppig kontakt med hende for min egen process skyld. Det er også vigtigt i forhold til, at hendes betragtninger af mig bliver mindre generaliserede og mere aktuelle. Der sker også en masse med hendes tanker om mig på en måned.
Og idag var det også hårdt, fordi hun ikke heelt var så tydelig og skarp som hun plejer.
samtidigt endte vi med en stemning af, at der er så mange ting jeg skal fikse og som der ikke virker. - Det er ikke reelt. Jeg skal ikke gennemnormalisres ligemeget hvad der end måtte være sundere. Men at gå på sådan en stemning virker hårdt...selvom det bare er dårlig timing.
Så hjem i hi selvom planen var, at elske lidt jazz og hygge med Henrik.
Tilsyneladende en masse, der skulle klikke lidt tættere på, at klikke på plads. Forhåbentligvis.
Det var hårdt idag. Det er ikke kun vigtigt for mig, at være i hyppig kontakt med hende for min egen process skyld. Det er også vigtigt i forhold til, at hendes betragtninger af mig bliver mindre generaliserede og mere aktuelle. Der sker også en masse med hendes tanker om mig på en måned.
Og idag var det også hårdt, fordi hun ikke heelt var så tydelig og skarp som hun plejer.
samtidigt endte vi med en stemning af, at der er så mange ting jeg skal fikse og som der ikke virker. - Det er ikke reelt. Jeg skal ikke gennemnormalisres ligemeget hvad der end måtte være sundere. Men at gå på sådan en stemning virker hårdt...selvom det bare er dårlig timing.
Så hjem i hi selvom planen var, at elske lidt jazz og hygge med Henrik.
søndag den 2. marts 2008
1 marts...
Var dælen dulme fyldt med det hele for kun en enkelt dags tids pris.
Brunch med dejlige Eltern
Demonstration fra Christiania.
Gennemblødthed på råhudspladsen.
Køretur og intro til demovognes spændende præmisser med halfdan.
Lang snak om behandling og vores forløb og nuværende gennembrud med Mona
Øl og snakkelade med Tine, Pernille, Halfdannen og Boldt
Øl og billiard med Pondy og Hjalti og Tina.
Spadseretur med Ebbe mod rådmandsgade.
30 Års fødselsdag med menneske jeg ikke har set i årevis.
Snakken rundt med flere mennesker jeg ikke har set i årevis.
Møde med og diskusnakken med en helt anden slags mench i lang tid. Til det punkt hvor det blev privat og relevant.
En gåtur mod nørreport ( og et par stop med bussen) og en hotdogs - hvilket jeg tror det er et år siden jeg sidst har spist.
Slafen og den lange komplicerede og tidligere beskrevede drøm.
Sikke en dag! wau.
Jonas - fødselaren- er comedynørd og i samme smagsgenre som undertegnede. Men for første gang én der er ældre og bedrevidende. Det var spændende at snakke med en, hvor man ikke kunne levere data som umiddelbart var nyt og brugbart i den genre. I det heletaget var det en spændende dag, og jeg skal med det samme holde op med at ryge i fuldskab og få tømmermænd!
Drømte mig en drøm i nat...
Om en virkelig sindsygeanstalt. Hvor de tog deres job alvorligt, og ikke tjekkede folk ud nødvendigvis. Det var dét min drøm sluttede med- altså at jeg gennemgik mit tjeckout og skulle blive bland de crazy- fordi mit humør i testmålingen stadigvæk talte som deprimeret.
Men det var egentligt historien om de to kys. Om de to crazy gutter der på hvert sit tidspunkt tog mod til sig og fik kysset mig. Det var historien om Pondy ( ja staklen var der af en eller anden grund) der sammen med resten af sit slæng prøvede - meget smigrende- at skabe alenetid med den ene gut så musik kunne opstå.
Det var historien om, at den ene af dem kyssede forfærdeligt. Det var historien om, hvordan jeg - selvfølgelig- blev drøn homies med "tha bad guys of etnisk baggrund" som tog i byen i hemmelighed og drak vodka.
Det var også historien med den mærkelige glasvæg fra galeren og ind til kæmpehospitalets parkeringskælder, hvor en af mine gutter enten obsessede over gamle og stilede biler - og troede nok på det til at inkludere sin mobiltelefon- eller rent faktisk overvågede en eller anden boss-type...
Dammn...hvor han kyssede dårligt...og kradsede...og hvor var jeg flink og tålmodig...Interessante detalier denne drøm holdt sig.
Det vigtigste jeg tænkte over i drømmen var, hvor nær til en ens intimsfære bliver når der er så lidt plads og folk er så fremmede for en. Med alles personlige crazy universer bliver de små intime møder både farlige og potentielt privatlivsnedrivende. Hvis der ingen steder er at gå hen og ens sfære er invaderet.
Men det var egentligt historien om de to kys. Om de to crazy gutter der på hvert sit tidspunkt tog mod til sig og fik kysset mig. Det var historien om Pondy ( ja staklen var der af en eller anden grund) der sammen med resten af sit slæng prøvede - meget smigrende- at skabe alenetid med den ene gut så musik kunne opstå.
Det var historien om, at den ene af dem kyssede forfærdeligt. Det var historien om, hvordan jeg - selvfølgelig- blev drøn homies med "tha bad guys of etnisk baggrund" som tog i byen i hemmelighed og drak vodka.
Det var også historien med den mærkelige glasvæg fra galeren og ind til kæmpehospitalets parkeringskælder, hvor en af mine gutter enten obsessede over gamle og stilede biler - og troede nok på det til at inkludere sin mobiltelefon- eller rent faktisk overvågede en eller anden boss-type...
Dammn...hvor han kyssede dårligt...og kradsede...og hvor var jeg flink og tålmodig...Interessante detalier denne drøm holdt sig.
Det vigtigste jeg tænkte over i drømmen var, hvor nær til en ens intimsfære bliver når der er så lidt plads og folk er så fremmede for en. Med alles personlige crazy universer bliver de små intime møder både farlige og potentielt privatlivsnedrivende. Hvis der ingen steder er at gå hen og ens sfære er invaderet.
fredag den 29. februar 2008
Tilbage på kontanthjælpen...
Så er jeg tilbage til, at vende enhver udgift og tælle enhver mønt. Drømmen er egentligt at komme til Finlandia i slutningen af måneden, men jeg ved ikke om jeg kan få det til at løbe rundt. - Årstiderne abbonomentet ( den luksusting jeg har nydt den sidste måned) skal stilles i bero, og drukturene må stoppe så Stivemonica ikke bruger penge på mærkelige ting hun får lyst til på mærkelige tidspunkter.
....Kaffe drikkes hjemme og Fastaval bliver betalt via frivilligt arbejde og musik jeg skal spille for dem. Så måske går det. Måske skal jeg ud og flyve igen!
Jeg skal finde navnet på den trompetist jeg jammede med på sidste fastaval. Jeg håber at han vil komme og lave musik med mig på vallen. Trompet og piano er et match lavet i en helt speciel himmel for helt vidunderlige lydpar. Men jeg kan ikke huske hvad han hedder. Det er så dælen dulen typisk.
Så nu går den vilde trutterijagt...
( jeg ved det er plat, men en exit var nødvendig,....shyyys!)
torsdag den 28. februar 2008
autoritetstro rebel
Engang blev der sagt, at jeg var den første beboer i Paradoxalien. Og jeg har lige fundet et nyt et af slagsen...
Jeg prøver at folde min hjerne rundt om det imens jeg skriver, men det lyder nogenlunde som følger indtilvidere :
1.Jeg har næsten hele mit liv haft autoriteter til at fortælle mig, hvad konsekvensen skulle være af mine valg. - Ikke nødvendigvis hvad jeg umiddelbart skulle vælge - men meget stærkt indirekte.
2. De har ikke været gode til det.
Så resultatet er, at jeg har søgt råd og vejledning, og er blevet skubbet ud i alle mulige situationer, men det er generelt ikke været for mit eget bedste. Den skæve spejling spiller atter ind. Det har måske været det bedste for hvem de nu troede jeg var...men det bliver måske også en af mit livs store historier.
Men tricket er jo at jeg har fornemmet og erkendt det. Men indtil "det store skift" troede jeg at det var min skyld at det ikke virkede. - Med en eller anden form for dårlig samvittighed overfor dem der regerede mig.- Samtidig med, at der altid har været min væmelse ved at underkaste mig dårlige indput.
Det er drøn spændende at have alle de her autoritet/prægningstanker i forbindelse med dét at undervise. Kunsten at lære nogen noget, uden at forvolde en eller anden slags overgreb på dem er meget kompleks og en spændende tankesnack.
anywas....måske er det derfor jeg kan blive så trist ved tanken om, at der ikke er nogen der egentligt ved noget brugbart. Fordi jeg er præget med sådan en "vend dig til os når du skal overveje ting"...
Taget i betragtning af, at vi har en kulturmyte om, at det dyriske og primitive "jeg" skal undertrykkes for, at vi såen trancenderer, så er det egentlig utroligt hvormange af mine problemer der skal løses, ved at sætte = jeg isteden for noget andet bag ved lighedstegnet. Endnu et skønt småparadox...
-----------------------------------------
onsdag den 27. februar 2008
tornerose
Hvor er søvn fantastisk. Altså... Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med at sige, hurra jeg har sovet og det var dejligt. Hvor har jeg det skønt efter søvn.
Og i nat ramte jeg som sædvanligt min ulvetime.- og min hjerte var ekstra tungt pgr dagens tumult og tamtam.
Men da var det, at luften fyldte mine lunger og det dybeste suk undslap. Og alle følelserne af skyld og selvbebrejdelse, Alle krogene i stressen, alle de Normaliserede tvangstanker slap taget i mig, og jeg smilede og følte igen mig selv.
Fuck jantefjanteriet. Bare fordi det er godt nok til de fleste er det ikke godt nok til mig.
Bare fordi banaliteten ikke hiver tænderne ud på den næste, så er det altså tilfældet for mig.
Bare fordi jeg føler mig alene i det jeg, som jeg elsker selvom det er tabu, så betyder det ikke at det er mit jeg der er forkert på den.
Og det kan være, at det er banale tanker....Men det var en frelsende følelsesmæssig erkendelse.
Af alt det gøgl der foregår i øjeblikket, så er det dét øjeblik der kommer til at blive mit lillebitte fyrtårn i de kommende storme.
Hurra for, at jeg har skovlet endnu et læs lort væk fra min sjæl.
Og i nat ramte jeg som sædvanligt min ulvetime.- og min hjerte var ekstra tungt pgr dagens tumult og tamtam.
Men da var det, at luften fyldte mine lunger og det dybeste suk undslap. Og alle følelserne af skyld og selvbebrejdelse, Alle krogene i stressen, alle de Normaliserede tvangstanker slap taget i mig, og jeg smilede og følte igen mig selv.
Fuck jantefjanteriet. Bare fordi det er godt nok til de fleste er det ikke godt nok til mig.
Bare fordi banaliteten ikke hiver tænderne ud på den næste, så er det altså tilfældet for mig.
Bare fordi jeg føler mig alene i det jeg, som jeg elsker selvom det er tabu, så betyder det ikke at det er mit jeg der er forkert på den.
Og det kan være, at det er banale tanker....Men det var en frelsende følelsesmæssig erkendelse.
Af alt det gøgl der foregår i øjeblikket, så er det dét øjeblik der kommer til at blive mit lillebitte fyrtårn i de kommende storme.
Hurra for, at jeg har skovlet endnu et læs lort væk fra min sjæl.
03.34....
Hmm....så fik jeg mig en blog og en indre digital dialog igen.
Jeg tænkte det måske var på tide at se hvordan det står til. Såen se om der kommer nogle lyspunkter ud af at skrive en liste eller danne et overblik.
Men jeg kan ikke rigtig få mig til det. Somom det kun holder sig tålbart fordi jeg ikke har talt det hele sammen. Den samlede katastrofe mit liv måske er i øjeblikket.
Når jeg prøver at formulere tingene i deres totalitet, så bliver det så grumt.
Hvor kommer pengene til at komme fra?
Hvor kommer meningen og hverdagen til at bygge sig fra?
Hvad bliver jeg? Hvad bliver min uddannelse til?
Hvordan kan jeg noget, uden at kunne sove?
Er dette tilværelsen? Hvorfor så holde ved den?
Hvordan kan man eksistere uden ligesindede?
Hvordan kan man eksistere hvis de eneste ligesindede man finder koster mange mange penge i timen?
Hvordan kan jeg eksistere i det her unormaliserede hjerterum?
Hvor mange gange vil jeg skrive en liste som denne? Hvornår vil jeg vælge at holde op?
Jeg kan simpelthen ikke overskue perspektivet af, ikke at skulle tilbage på dark.
Jeg kan simpelthen ikke overskue at blive ført tilbage i favnen på dark, men ikke være kommet videre og ikke kunne sove, og derfor ikke kunne hædre mine lærere, min skole, tilliden og mulighederne, og skulle gennemleve at brænde min fantastiske mulighed.
Ak havde jeg vinger, langt bort ville jeg fly, langt bort og gemme mig i ørkenen.
Sikke en verden det ville være hvor der var svar og trøst.
Sikke en verden det ville være hvor et hjerte som mit kunne synge.
Jeg tænkte det måske var på tide at se hvordan det står til. Såen se om der kommer nogle lyspunkter ud af at skrive en liste eller danne et overblik.
Men jeg kan ikke rigtig få mig til det. Somom det kun holder sig tålbart fordi jeg ikke har talt det hele sammen. Den samlede katastrofe mit liv måske er i øjeblikket.
Når jeg prøver at formulere tingene i deres totalitet, så bliver det så grumt.
Hvor kommer pengene til at komme fra?
Hvor kommer meningen og hverdagen til at bygge sig fra?
Hvad bliver jeg? Hvad bliver min uddannelse til?
Hvordan kan jeg noget, uden at kunne sove?
Er dette tilværelsen? Hvorfor så holde ved den?
Hvordan kan man eksistere uden ligesindede?
Hvordan kan man eksistere hvis de eneste ligesindede man finder koster mange mange penge i timen?
Hvordan kan jeg eksistere i det her unormaliserede hjerterum?
Hvor mange gange vil jeg skrive en liste som denne? Hvornår vil jeg vælge at holde op?
Jeg kan simpelthen ikke overskue perspektivet af, ikke at skulle tilbage på dark.
Jeg kan simpelthen ikke overskue at blive ført tilbage i favnen på dark, men ikke være kommet videre og ikke kunne sove, og derfor ikke kunne hædre mine lærere, min skole, tilliden og mulighederne, og skulle gennemleve at brænde min fantastiske mulighed.
Ak havde jeg vinger, langt bort ville jeg fly, langt bort og gemme mig i ørkenen.
Sikke en verden det ville være hvor der var svar og trøst.
Sikke en verden det ville være hvor et hjerte som mit kunne synge.
tirsdag den 26. februar 2008
Macho-monica
Altså! Hvor jeg hader mine dårlige "jeg havde mine teenage-år blandt ældre drenge" fucking machotendenser.
Hvor er jeg bragende træt af, at jeg bliver den feminine mandsling når jeg er utilpas! Jeg kunne have sagt " ja jeg snakker alt for meget når jeg er nervøs" men nej....næææh neeej....Jeg skulle absolut finde en eller anden mærkelig brovtende "øhm det er høfligt hvor jeg kommer fra, det der med at udfylde den pinlige tavshed!" åh min gud...Jeg tror jeg afgiver andenhåndsindtryk som en arrogant abe af en brovtedame.
Altså...
Hvilket er mega irriterende når det nu var såen noget der faktisk virkede som en date.
Og med en der viste sig at være sød.
Dammnn....
Jeg bør omsocialiseres. Altså. Hele den der følsomhedsting kan jeg slet ikke finde ud af at udvise endnu. Måske er det for tidligt at prøve. Det tror jeg godt det kunne være.
Der er alt for mange lag af mig som passer på mit stakkels våbenløse hjerte. Og mine stakkels våbenløse drømmevinger.
Jeg tror jeg vil for meget for tidligt.
Han var virkeligt sød og begavet, rolig og pæn og så sund at jeg følte mig malet som en kinesisk danserinde.
For brovteren hun kommer frem når hun skal passe på. Skal vogte så jeg ikke bliver ked af det mere end højest nødvendigt. " Jeg kan lægge arm, jeg kan spytte langt og jeg kan helt bestemt tæve dig i bordfodboldt"
....Så lad os ikke snakke om fortiden, om hvorfor jeg er hvor jeg er, om alt det der bringer tårer frem og æder drømmestøv. lad os lade somom jeg bare går på dark fordi. Lad os lade somom jeg bare bliver defensiv, pludrende, usammenhængende, usympatisk og mærkelig fordi det er sådan jeg er.
Det er ok.... Bare jeg ikke skal ynkes eller såres.
For jeg kán tæve dig hvem du end er. Jeg kan bare ikke heale og trøste mig selv. Så hellere gøgle det først.
Jeg ville dog ønske jeg var klar. Men om ikke andet, så nåede jeg at opleve, at en helt sund og rask dejlig gut kyssede mig uden at være væmmelig. Om ikke andet, så ved jeg at det kunne ske igen, måske på den anden side af stilheden. På den anden side af dette bjerg af lort du dumme verden smed på min barnesjæl.
Så det har vel været en god dag. Han tog en for holdet agtigt.
Uden at vide, at han sad der med en revalidant, ekscrazy, exhashparanoid vinterdepresiv dysfunktionel søvnproblematiker. En angstknude der kun lige er kommet over sit stressknæk. En samfundsbyrde. En mærkelig og aparte pige der altid har været asynkron. En pilletagende afstikker, en mærkling.
En dag kan det ske, at jeg kan finde ud af at fortælle mig selv til sådan en, uden at skræmme dem væk.
Måske er det foråret der gør, at jeg kan håbe.
Hvor er jeg bragende træt af, at jeg bliver den feminine mandsling når jeg er utilpas! Jeg kunne have sagt " ja jeg snakker alt for meget når jeg er nervøs" men nej....næææh neeej....Jeg skulle absolut finde en eller anden mærkelig brovtende "øhm det er høfligt hvor jeg kommer fra, det der med at udfylde den pinlige tavshed!" åh min gud...Jeg tror jeg afgiver andenhåndsindtryk som en arrogant abe af en brovtedame.
Altså...
Hvilket er mega irriterende når det nu var såen noget der faktisk virkede som en date.
Og med en der viste sig at være sød.
Dammnn....
Jeg bør omsocialiseres. Altså. Hele den der følsomhedsting kan jeg slet ikke finde ud af at udvise endnu. Måske er det for tidligt at prøve. Det tror jeg godt det kunne være.
Der er alt for mange lag af mig som passer på mit stakkels våbenløse hjerte. Og mine stakkels våbenløse drømmevinger.
Jeg tror jeg vil for meget for tidligt.
Han var virkeligt sød og begavet, rolig og pæn og så sund at jeg følte mig malet som en kinesisk danserinde.
For brovteren hun kommer frem når hun skal passe på. Skal vogte så jeg ikke bliver ked af det mere end højest nødvendigt. " Jeg kan lægge arm, jeg kan spytte langt og jeg kan helt bestemt tæve dig i bordfodboldt"
....Så lad os ikke snakke om fortiden, om hvorfor jeg er hvor jeg er, om alt det der bringer tårer frem og æder drømmestøv. lad os lade somom jeg bare går på dark fordi. Lad os lade somom jeg bare bliver defensiv, pludrende, usammenhængende, usympatisk og mærkelig fordi det er sådan jeg er.
Det er ok.... Bare jeg ikke skal ynkes eller såres.
For jeg kán tæve dig hvem du end er. Jeg kan bare ikke heale og trøste mig selv. Så hellere gøgle det først.
Jeg ville dog ønske jeg var klar. Men om ikke andet, så nåede jeg at opleve, at en helt sund og rask dejlig gut kyssede mig uden at være væmmelig. Om ikke andet, så ved jeg at det kunne ske igen, måske på den anden side af stilheden. På den anden side af dette bjerg af lort du dumme verden smed på min barnesjæl.
Så det har vel været en god dag. Han tog en for holdet agtigt.
Uden at vide, at han sad der med en revalidant, ekscrazy, exhashparanoid vinterdepresiv dysfunktionel søvnproblematiker. En angstknude der kun lige er kommet over sit stressknæk. En samfundsbyrde. En mærkelig og aparte pige der altid har været asynkron. En pilletagende afstikker, en mærkling.
En dag kan det ske, at jeg kan finde ud af at fortælle mig selv til sådan en, uden at skræmme dem væk.
Måske er det foråret der gør, at jeg kan håbe.
Abonner på:
Opslag (Atom)