fuck, lort og klamydiabolden...

Pisse hurra... Så jeg har taget næsten 10 kilo på ude af den blå luft. Skide godt. Jeg har mistet halvdelen af mit tøj og ved ikke hvad ialverden mit liv kommer til at indholde i fremtiden, fordi jeg stadigvæk ikke har hørt fra den fucking kommune.

Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....

Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.

Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.

Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.

det ender altid i tud...

Sommer er for mig blevet lig med store oplevelser og stor overvældelse. Jeg sidder ligenu, i en seng i holland og prøver at finde hjem til mig selv.

De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"

Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.

Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.

Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.

Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.

Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.

Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.

Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?

puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.

Hvorlænge og hvormeget?

Og hvordan og hvornår? Hvad er der i tiden og hvornår er det den består?

Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?

Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...

Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...

Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.

Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.