søndag den 31. august 2008

På øen i nettet

Jeg sidder her på min tømmerflåde med min trofaste laptop. Efter et halvt år på havet, er mit hjemland i sigte. Vejen har været lang og til tider farlig. Livet om bord på denne flydende ø har krævet en masse tilpasning. Det er blevet en form for hverdag, som har været krydret med landgang i mærkelige land og bland mærkelige væsner.

Nu er jeg snart ved at lægge til på en vant kyst. Mit hjemland. Hvor jeg har levet og studeret. Men har tingene ændret sig til ukendelighed? Har jeg?

Som den kystlinie, jeg har prøvet ikke at længes efter nat efter nat, kommer tættere på, kan jeg ikke længere holde styr på nogen af mine følelser. Men jeg kan hellerikke genkende dem. Ved ikke hvad de er. De ligger så dybt nede under søsygen og de absurde betragtninger om min rejse, at jeg kun kan ane dem igennem mit indre stille vand. Dernede på bunden kan jeg skimte angst for så mange før kendte og nu fremmede oplevelser, at det virker som historier fra et andet liv. For jeg er en tømmerflåderejsende. Dét er min virkelighed. At vide at den vil ændre sig når plankerne støder mod kystens sand, er både udmattende og uvirkeligt. At det sker lige om lidt, er en brændende vished, som holder søvnen på afstand.

Måske vil jeg altid længes tilbage hertil. Til stilheden under stjernerne i natten. Til de lange og ensomme dage med ryggen mod havet og ansigtet vendt til solen. Evigt på udkigt efter land, men velvidende at hjem var for langt væk til at håbet var vedkommende.

Men nu er land i sigte. Og folk venter. Men hvordan mon tingene spiller ud....Om der er andre muligheder for mig derinde. Tjaa... Mon Robinson ikke længtes til sit andet hjem i de mørkeste timer....

onsdag den 27. august 2008

Drømme til undsætning

I det sidste lange stykke tid har mine drømme været fyldt med grå følelser og ambivalente vibes. De har generelt efterladt mig blå og småtrætte,- fyldt med de samme følelser som mine dage har gemt.

Men i nat drømte jeg et underbevidst trøstende klap på skulderen. Udover den sædvaneligt lange og rodede historie sat sammen af dagsrester og den meget velkome gæsteoptraden fra Andie, så var der en påminder som har reddet hele min dag.

Der var et mærkeligt instrument, med flere funktioner, som der blev spillet på. I drømmen ( og især i virkeligheden) havde jeg aldrig set det før. Og oplevelsen af, at få det imellem hænderne og kunne lure det, at kunne vride nogle toner ud af det og få det til at synge. Det havde jeg brug for at vågne op til. Jeg anede det ikke, men jeg havde brug for at huske det.

Nu hvor afgørelsen omkring min skole er lige oppe over. Og det er så meget ude af mine hænder. Alt det press har sat tvivlen igang i mine daglige tanker. Selvvurderingen og kritik. Bekymring over, om jeg har kæmpet en masse for at studere noget, jeg burde have valgt fra, til fordel for noget jeg ville brilliere mere i.

Men drømmen mindede mig om, at ligemeget hvor ussel en musiker jeg er, så er jeg stadigvæk Musiker. Om ikke andet, så kan jeg sådanne kunster som at samle instrumenter op, vide hvad de kan, og aftvinge dem en eller anden form for sang. Det kræver minimum level 3. Og det er altid en start.

Så dagen har været skøn. Den glade meddelelse om sygdomsfri krop er også rar. Og en rollespilstur ud i den store verden med tobias burde også blive en fornøjelse. Jeg regner med, at vi får løst verdenssituationen et par gange på vej frem og tilbage her i weekenden.

De siger min sag bliver behandlet på lørdag. Jeg håber at det virker, at være så langt væk som overhoved muligt. Og at kombinere fysisk afstand med indlevelse i en fantasiverden,- det burde kunne gøre tricket :)

tirsdag den 26. august 2008

Træt af tomgang - eller - hurra for sprog og virkelighed!

og fucking træt af at høre på mig selv klage og brokke. Ja, det er berettiget og noget jeg har brug for at komme af med, men det skaber ikke noget nyt og det fordrer ikke for tanker om hvad der er spændende her i livet.

Og der er drøn spændende ting der går for sig. Hele oplevelsen af, at finde en fyr som jeg er betaget af, og rent faktisk svinge sammen for en stund. Det er dælme længe siden og det var ikke så ringe endda. Det fordrer for antagelsen om, at det kan ske igen. Måske med ham, eller med andre i den store vide verden. Hele problematikken med at finde genklang, kan én gang for alle sættes sammen med uvidenhed om selvet.

Og det er interessant hvordan dét virker, selvom det var data jeg ikke havde nogen mulighed for at få adgang til i lang tid. Det var en definition i min virkelighed, som andre havde skabt, og som kun tiden kunne rive huller i. Og hurra for den forløsning, og hurra for oplevelser der står fine og klare i minderne.

Noget af det nervepirrende ved første møder er blevet slukket ved, at søge frigørelse fra fremtiden. Men tilgengæld er der en skøn boblende begejstring, der på ingen måde er mindre spændende. Uvisheden er der stadigvæk og pirrer og forvirrer, men hele den dommedagsfikserede monogame myte er mindre og mindre tydelig i baghoved og gør nuet så meget finere. Ingen klaustrofibiske tanker, om placering af rengøringsmidler eller systemer til opbevaring eller andre normpåtvungne kompromier. Potentielt samvær på selvskabte præmisser uden normdiktatur er en skøn fremtidsudsigt, hvis der endelig skal være nogen :)

Og hurra for, at en masse mennesker i forvejen kæmper imod banaliteten. Hurra for, at de har fået defineret alle mulige brugbare vendinger. Det er længe siden at jeg har dykket ind i randkandten af en sproglig subkultur. Det er spændende og for en gang skyld ikke bare et lingvistiskt eventyr, men også en lun samfundsfilosofisk tankeboble. Brugbare termer og en lille tryghed i, at finde ud af at jeg ikke er alene i min mistro til det etablerede. Men også en vidunderlig vished om, at det bevæger og udvikler sig. At det kun kan blive friere og mere åbent. Ihverttilfælde i denne optur i vores kultur. Hvem ved hvilke retrovictorianske normer fremtiden
måske fører med sig.

mandag den 25. august 2008

Mandagsmumlen

Så gik en weekend i en anden verden. Og den gik bra og fint. Og den var livgivende.

Et sted hvor alt muligt andet er presserende problemer og sucesser. Det var skønt. Virkelighedsflugt ved at arrangere virkelighedsflugt for andre.

Og uden at opdage det som start, så fandt jeg alle mulige kringelkroge at opdage i processen. Omkring ting jeg normalt ikke får kigget igennem. Det har været spændende og fint på alle mulige måder.

Sangen jeg har kørende idag er den stemning alting har efterladt mig i.

For første gang i tusind år har jeg været skæv uden at være paranoid og kokset. Det var vildt og sjovt. Pludselig kunne jeg huske, hvorfor jeg tog så meget af det skidt engang. Men det er desværre ikke helt opvejende for al noiaen.

Det er spændende, hvordan en mand som praktisk taget aldrig har haft med rollespil at gære, kan vinkle og påpege ting som heletiden bliver glemt. Åbenlyse ting når det bliver sagt højt, men umulige at se når man står i sin egen kontekst. Spændende og spøjst.

onsdag den 20. august 2008

Følelser....

Så blev jeg vidst lige bumpet op en tand eller to. VEninde ringer ud af den blå luft fra grønland og pludrede mig lidt op. Samtidigt med noget forældrerkærlighed ( som i disse situationer altid gør mig ambivalent). Hvilket lige gav mig nok energi til at hente cigaretter for mine sidste penge og genoverveje holland og kommunen. Måske tør jeg godt at tage afsted og fylde mig med lidt overfladisk rejseglæde og projektpræstation...

Måske er jeg facineret af den der Dexterserie, fordi en fyr jeg god kan lide ser den. Måske fordi den prøver at fortælle om mangel på følelser. Måske fordi den irriterrer mig en helt masse pgr manuskriptet. Ihverttilfælde er den der, og er noget jeg kan bruge tiden på i øjeblikket. Det er ikke så ringe endda. Ligemeget hvad motivationen så er.

Jeg er svimmel. Helt udgrædt og rimeligt tung i kroppen og hoved. Jeg håber virkeligt at jeg kan sove igennem.

De længste dage i verden...

Jeg kan simpelthen ikke sove mere. Bliver nød til at være vågen og kan ikke undgå at være bevidst. Det er en af de længste dage i verden. I min verden i det mindste.

Orker ikke noget. Orker intet der ikke giver mening...og intet har betydning nok, i forhold til afgrunden forud. Jeg kan sidde her og se mit liv glide mod skrænten. Uden midler eller mulighed for at stoppe det. Og derefter er der intet. Sorg. Afmagt. Tårer. Ensomhed. Håbløshed.

Alt hvad jeg har kæmpet for at bygge op. Bittesmå pinde af håb. Så meget som jeg turde lægge i noget. Alt dette vil vælte. Og hvad er der så tilbage? Når det der var var så småt og lidet...Men var hvad jeg havde.

Hvad fanden kan jeg så gøre. Det var i forvejen næsten fucking umuligt at komme ovenpå i første omgang. Vinter efter vinter med kamp for mening. Dag efter dag med hardcore tankediciplin 0g bizzare kosmiske tillidsøvelser. Tro. Håb. Alt det lort som jeg fucking ikke kan retfærdiggøre rationelt, men anderkendte var nødvendigt for at overleve...og måske endda være glad...måske endda være lykkelig en dag. Og for at kunne tage imod den gave musik er....

Og hvad nu? NU er jeg igen degraderet til en byrde for mine nærmeste at bære. Til et væsen der skal retfærdiggøre sig overfor en hvilken som helst fremmed, der ikke forstår problemer med systemet. Til håbløsheden...

Det var så skide svært overhoved at nå hertil. Sikke et liv. Sikke en historie, at moralen er lavet af lort til mig.

Så kan jeg jo bare slutte med at sige at jeg beklager. Beklager overfor jer der elsker mig. Beklager, at jeg ikke kan være lykkelig og derved berige jer. Beklager, at i skal være omkring min ulykke.

Helt tom

Ja. De vil kontakte dig hurtigst muligt. De arbejder på højtryk med at få sagerne igennem. I mellemtiden må vi anbefale at du søger su og men! det ved jeg godt. Men min skole er ikke su berettiget. Hvis min sag ikke kommer igennem, så kan jeg ikke starte på min uddannelse. Det er en betalingsskole! Ja...så må du desværre indstille dig på at udskyde studiestart...Jamen...jeg har allerede ventet siden december Ja...men du ved at det er det eneste jeg kan sige...Du må vente til de ringer tilbage...tilbage....tilbage...tilbage....

Ligenu er jeg følelsesløs. Jeg hader at kæmpe så meget for noget, som samtidigt er fyldt med tvivl. Det er ikke ligetil, at gøre alt hvad jeg kan for at blive en bedre musiker, samtidigt med, at der er de naturlige lag af tvivl omkring mine egne evner på det felt. Altså...Fuck...

Jeg har ikke lyst til noget ligenu. Udover trøst. Trøstekram. Trøstedruk...Måske endda trøstechokolade. Trøste sushi. Trøstebiograf...I det hele taget en trøsteøkonomi....

Men jeg har 40 kr tilbage denne måned. Og de går sq nok til mine trøstecigaretter senere idag. Minimum af trøst...men tilgengæld noget der kan holde hele dagen.

Alt andet er blegnet til en hvidere nuance af blegt. Af ligegyldigt. Af nåh...Nåh: jamen det er da godt at vi fik skrevet videre på det musik...nåh....Nåh...Puha...jeg har ikke lyst til at tænke på musik alligevel...

At krølle sig sammen i en lille kugle, og vente på, at denne moderne udgave af en græsk guddommelig afstraffelse er overstået. At denne sisyfossten holder op med at rulle hen over mine fødder på vejen ned. At ravnene afholder sig fra at hakke i mine indvolde...

Jeg ville ønske, at de ville redde min drømmesjæl. Men jeg har ikke mere alfestøv og jeg er helt tør for glamour. Deres banalitet har affarvet verden. Vente...vente...vente...vente...og dø...

tirsdag den 19. august 2008

Retten til egne drømme...

De har geninstalleret min frygt for natten. Den knugende bagtanke i baghovedet der kommer bag på mig aften efter aften. Hvisheden om, at søvn er det samme som problemer, er igen lænken om mit humør. Og det hjælper ikke, at panikken er vendt tilbage...I nat ramte den mindst to gange. To jeg kan huske...Men trætheden dagen igennem taler for mere end det.

Og den er fyldt med tomhed. Tomhed og ligegyldig længsel efter frigørelse.

---------------------

Jeg forstår ikke helt hypen om den her serie Dexter. Eller...der er et eller andet i grundpræmissen jeg ikke kan følge. Tilsyneladende er hovedpersonen en ikke-følende sociopat?. En der ikke har følelser og derfor ikke passer ind i almindeligt samfund. Men...Han han drifter til at gøre ting. Ok... Det der ikke helt falder på plads for mig er, at han generelt er meget reflekteret over andre menneskers opførsel og har en meget emo-agtig tilgang til sine betragtninger. I løbet af de første 5 afsnit synes jeg, at han udviser mange mange følelser, bare ikke norm-typiske. Måske er det fordi, at det er et mere realistisk portræt af en sociopat, måske er det fordi jeg læser ting ind hvor de ikke er tiltænkt...eller også er det bare dårligt skrevet :) Jeg er ikke sikker endnu.
Men den er god nok at se mens jeg venter på flere afsnit af den helt fantastiske serie Oz

tirsdag den 5. august 2008

ih altså...røvballedumt...

Såh... Jeg har præsteret at smide den sorte skraldepose, der indeholdt mine bukser til rollespillet jeg skal spille imorgen, ud. Det i sig selv er dumt, men til at overkomme...til at grine ad.

Men jeg blev lige nød til at sætte mig ned og skrive det her indlæg, for at finde ud af, hvorfor jeg så ikke bare trak på skuldrene, sagde "whatever will be, will be" og kom videre med tingene...

Og det er selvfølgelig fordi de var en gave. En stor gestus fra et menneske jeg har mødt én gang, og som jeg skal måske skal se, hvis jeg skal til holland igen. Jeps... Og fordi, at jeg ikke kan lade somom, at de bare er hjemme i vaskemaskinen. For selvfølgelig ville jeg have haft dem med. Det er der slet ingen vej udenom. Så derfor er det såen for mig, at allerede i dét ikke at nævne det selvom han ikke spørger, vil være uærligt. Øv. Og efter i sidste uge, er jeg lidt udmattet på den front. Selvom det er en lille hverdagsting, så kan jeg mærke, at jeg lige har haft en overdosis og derfor blev ret så ked af det. Vel også lidt ked fordi det var nogle fine fine bukser, men alt andet lige, så kan de findes over internettet uden problemer.

Det er det med, at de symboliserede noget vigtig som jeg gerne ville vise respekt for. Og jeg ønsker ikke, at giveren skulle tage det som en negligering af den gave. Og det er naturligvis til at forklare og dele...men det ville bare være så drøn meget nemmere at have de satans bukser på!

Its a wild world...

Så endnu engang var resultatet ikke enten eller....det var hverken " yes...din sag er færdigbehandlet" eller " nix...fuck af, ingen kage til dig"....Tilgengæld var det starten på endnu et dyk ind i det foruroligende rodede kommunale system: nu med " interne affærer" ...eller borgerrådgiveren, som det interne klage"politi" hedder.

Men alt det er noget bøvl og slid og mas som jeg ikke gider tænke for meget over, når jeg ikke kæmper. Når krigen holder pause, så gør jeg også.

Og så ser jeg i øjeblikket House MD. Hurra for Sherlock Holmes i sygehuset. Puha for paranoiakontrol da jeg fandt en hævet lymfe i min armhule.

Så nu tager jeg afsted til tyskland imorgen. Selvom alting inde i mig er så rodet, at jeg ikke kan lure om jeg glæder mig. Den sidste uge har virkeligt hærget mig i bund, og sat spørgsmålstegn ved om jeg burde holde mig væk fra mennesker. - Det er ikke en spørgsmålsstilning ved mig selv. Men mere, om den jeg er passer sammen med verden. For det er sq ikke altid, at den slags mikser særligt godt. Øv og bøv og sur røv. Dammed if you do.

Jeg vil dælme gerne glæde mig til imorgen. Men mudret indre gør det svært for noget så blidt og flyvende, som leg og eventyr med drengerøvene, at trænge igennem. For jeg kunne jo også blive hjemme og rydde op. Det trænger der til. Og det ville være en konkret forbedring...Men nu gør jeg det. Og selvom det ikke er et stort " de har brug for mig" Så har de ikke rigtigt andre der taler flydende tysk. Tak pappa! Jeg vidste der ville komme et eller andet ud af det 2'sprog engang :D

Men jeg har i det mindste bekæmpet noget af rodet...og det er dejligt. Og hvis ikke jeg kommer ind på dark dette semester, så får jeg en mild start foræret af de ældste. Og det er måske også ok...Nu får vi at se. Musik musik musik. Jeg glæder mig til dig.