out of fuel...

Passion

Desire

Det har været en super nærig uge. Med alle mulige helt almindelige provokationer af selvet- som livet består af - og så samtidigt ekstremt press på de store hv spørgsmål.

Og for 10 minutter siden følte jeg resignationen. Opgivelsen. Svømmemusklerne der længtes efter, at give sig hen til strømmen og holde pause. Måske endda holde helt op. Droppe drømmen om rummet og stjernerne og påtage hverdagsmyternes længsler om dyrere, større, pænere. Ånde ud og dykke ned i strømmen hvor alt er mellemtoner og behagelige farver. Frasige den lille smule kunst der kunne være i min eksistens til fordel for tilpasning.

For jeg blev kaldt til ansvar igen igen. Blev med samfundsretfærdige stemmer afkrævet forklaring og retfærdiggørelse igen igen. Børn der dør i afrika, børnefamilier der betaler skat. Mig der ikke er til gavn for produktionen ligemeget hvordan jeg bliver vendt og drejet.

Med et dybt ønske om at blive specialist, blev jeg alment veluddannet. Men stadigvæk ikke synderligt værdifuld på nogen punkter. Jeg ved ikke hvor det er det er gået skævt. Men ilden i mig skriger stadigvæk på forløsning. Samfundssindet i mig trænger til en løsning. Og for første gang nåede spørgsmålet helt ind til flammen. Resignation? Lade det blive en eller anden ungdomsdrøm og få mig katte og flere potteplanter og et sekretærjob hvor jeg brilliere ved julefrokosterne?

Måske...

Ligenu ser jeg ingen vej udenom. Men jeg føler ilden.





Og alt dette har holdt søvnen fra mig igen...

Landkrabbe...

Igennem de fem faser. Det tog sin tid. Men igennem kom jeg og er på den anden side. Tabet af håbet om dark, var nøjagtigt som et dødsfald for mig. Og processen har været den samme.

Det er skønt at være på den anden side. Selvom hverdagen stadigvæk er blank, så er energien til alt det andet mere aktiv. Tiden til alternatíver og ideer. Længslen efter eventyr.

Ud og smage på verden igen. Ind og spille musikken.

Jeg håber håber håber, at jeg finder noget fængende at bruge min tid på. Indtil da, bruger jeg min tid på små opfindelser og ideer. På givende samtaler og spirende muligheder. Det ville være skønt, hvis jeg via de ting kunne købe smøger og ingredienser til hjemmelavet æggesalat, men i det mindste kommer der dejlige snakke og inspiration ud af det.

Jeg er taknemmelig for, at livskraften er kæk og ihærdig. Det er stadigvæk en smuk verden. Og mulighederne er endnu skønnere.

Men dammn hvor er jeg rastløs...

Tilbage på tømmerflåden

Langsomheden i tiden. Dråber af dvask omtanke danner glideklare pytter på gulvet. Smagløse dunster af gult støv slår op i skyer ved hvert skrit. Under hver en sten, er der kedsomhed. Uspændende skatte uden bund og ægte glimmer.

Men det har skabt en afklaring. Jeg ved hvad jeg vil. Så må det opnås ligemeget hvad. Der er kun én ting der kan stille min tørst. Kun ét der er godt nok. Et kildevæld for mig.

Igennem tiderne har jeg bladret igennem min sjæl for at finde min vinkel. Finde min passion. Prøvet alt muligt andet, som også fornøjer og udfordrer mig. Men lyset er og bliver lyset.

Så er det afgjort. Naturligvis med en tynd chance for appel og udvikling...Men i bund og grund er det eneste idag har bragt ( udover en celebration af min dejlige broders fødselsdag) en afklaring.

Tømmerflåden er stødt imod kysten, og intet var som håbet. Jeg har grædt og hulket og følt det fulde omfang af det umulige. Der var en halv time hvor mit hjerte stod stille.

Men nu er det somom verden står skarpt igen. Klarere end den har gjort længe. Det tunge er faldet fra mit hjerte. Afvisningsafklarethed er i det mindste friere end venten. Og jeg er gladere end jeg har været længe.

Måske jeg egentligt er ligeglad hvordan mine vilkår er, sålænge jeg ikke er i en situation hvor jeg skal bekymre mig. Nu er jeg fucked, men fri. Hellere det en bundet til et ikke-eksisterende håb om imorgen.

----------------------------------

Alting er tilbage til sin egen finurlighed. Jeg venter lidt på den søde fyr med de sindige tanker. Men det er en god venten. Ligemeget om det går den ene eller anden vej, så har det været en skøn oplevelse.

Musikken begynder at blomstre i det små. Den tvinger sig ud af mine porer og næsebor og pibler ud af fingrene. Guitaren har fundet vej ind i min seng igen og klaveret kalder hver gang jeg planlægger at tage ud i verden. Det gør mig lidt traurig, at jeg ikke ved hvormeget jeg kan vokse med det, men det er dejligt at mærke den i mig. At mærke hvordan den er ufornægtelig.

Hele årstiden er så meget til, at starte ting op. Jeg ville ønske at det kunne kanaliseres ind i studeren, men i det mindste har vi nu en ordentlig scenarieplan at schnuuptage til fastaval. Det bliver godt. Det bliver endnu engang forhåbentligvis noget der giver en ordentlig spiloplevelse.

Det var godt at fejre lillebror hos morforældrene. Det var tiltrængt med noget familiefirmandsdataudveksling. Det var dét vi endte med at definere det som. Ikke diskution, for ingen prøver rigtig at overbevise hinanden. Det er mere delen af data og små miniforedrag med specialseret viden. Men det er hjerner der fungerer på deres maksimum kapacitet og det er sind der både søger en bedre verden men samtidigt også viden om denne. Det har jeg virkelig savnet.

Nu er det eneste jeg mangler noget spænding. Og det hjælper ikke at se Weeds der fuldstændigt glorificerer det farlige liv på den anden side af loven. Og ikke mindst de fantastiske sexede sympatiske forbrydertyper de idealiserer. Jeg ved egentligt ikke om jeg savner de småbeskidte lag af samfundet som jeg var i kontakt med, men det er den hurtige vej, til et tankespind om noget mere spændende. Det er værre gris at antage, at det ville hjælpe på noget, men det er på den anden side også svært at sætte fingeren på, hvad der gør spændende ting til samme.
Skal der være noget på spil? Skal der være noget der kan skabe ulykke? Eller er det nok med en indsats og en aftale om at der er noget på spil? Eller skaber det kun en skrabet børnevenlig udgave af energien?
Eller er den bare en følelse som skal skride af helvede til? Trangen til spænding? Hmm... Eller også handler det måske bare om, hvordan i alverden jeg finder mit kick :)

Blandet landhandel

Jeg elsker min nye "tømmerflåde uden mål i universet" tv serie. Jeg har virkeligt brug for noget til at få denne dumme tid til at gå, og Weeds er fantalastisk. Uventet, underholdende og kækt intelligent. Top karakterer fra den spøjse pige på amager.

Tja... Jeg tror jeg er færdig med Sonsbeek halløjet. Det har været lærerigt på alle mulige måder, og det ville virke som passivt agressivt pis, at evaluere det online her i æteren uden at gøre det til en samlet evaluering som kom til dem det handlede om. Så jeg vil lade denne kryptiske stikpille være mit eneste sure opstød og komme videre med en masse fantastiske erfaringer. Hurra for at have fået udvidet min horisont omkring billedkunst. Hurra for at have siddet i solen, i et fremmed land og jamme med en magisk fremmed der tale flere men fremmede sprog. Hurra for dét øjeblik midt i alt det andet, der først gav mening flere uger efter. Dét øjeblik var lige dér i sig selv og var en sejr for ordløs sammenhæng.
Hurra for at have mødt mennesker og lært en masse om mig som projektmedarbejder. Fået testet en masse styrker og svagheder. Hvis jeg nogensinde havner i et projekt igen, så ved jeg endnu engang en masse mere om hvad og hvordan. Især om hvem jeg er i projektsammenhæng og hvad jeg bringer af styrker hvornår. ( og svagheder...men det er så dælens u-selvtillidsopbyggende at plapre løs om dem :-p ...Altså medmindre det bliver relevant. Ih altså...Ikke ligenu... Tilbage til positive tanker og hep hurra)

Aktivisme og ordkonstruktioner...

Af alle de labels jeg har fået, blevet påtvunget og selv har valgt, så er der dælendulme aldrig rigtig nogen af dem der passer som min personlige tabte glassko.

Jeg tror problematikken ligger i, at hvis jeg fuldt ud accepterer en definition, så vil det kræve en form for krise eller ideolgisk(logisk) opgør. Og det er meget meget få ting som jeg er 100% sikker på. Det er den der relativisme som spiller ind. Det er spøjst...det har nok noget at gøre med min lejekontrakt i Paradoxalien, at på den ene side står inde for en masse ting og samtidigt stiller spørgsmålstegn ved tingene.

Eller også er det hele præmissen med navne og etiketter. Jeg ved sku ikke om der er noget der liige passer i skabet, når jeg vil beskrive min fremtid.
Og så kommer alle begreberne og prøver at lave rammer og kasser. Altså. Jeg synes det hele er noget rod. Men det er dejligt, at have sådanne sproglige krummelurer at bruge de ubrugelige dage på, når alting ellers står stille.

Dét der virkeligt undrer mig, er hvordan samtaler om den slags begreber, altid overrasker folk. Indtilvidere ihverttilfælde. Enten bliver det til en fuldstændig abstrakt samtale, eller en dybt forundret og første-gang-de-tænker-over-det situation. Er det virkerligt ualmindeligt at have overvejet den slags en masse? jeg har utroligt svært ved at lure, hvad der så spekuleres over. Min kammerat beskyldte mig igen for, at overvurdere folk. Men jeg aner aner aner virkeligt ikke, hvilken skala jeg så skulle vurdere folk efter. Og hvordan ved jeg, hvornår det er mig der tænker folk op i gear og antager det bedste og hvornår det er reelt.

Altså...enten er jeg aldrig kommet ud af teenage navlepilleriet...eller også har jeg haft en 30 års krise de sidste 4 år.

Jeg ved det ikke. Det er nemt at have samtaler om alting sålænge det er abstrakt.- Men at få forståelse for, at ønske at arbejde med formen af sit liv konkret...dét er en helt andet havtaske.

blade i vinden

Kalenderblade i vinden. Tid der går bare fordi at den skal gå. Måneder der forsvinder bare fordi de skal.

Men ellers så rykker jeg igang med musikken igen. Ligemeget hvad det så end kommer til at betyde for min studiehverdag. Jeg har luret, at en del af min modvilje mod, at vise interesse for skidtet er, at jeg har haft en trang til at frarøve universet min musikglæde. Det er en lille ( stor) smule megalomanisk, men det har været en form for forhandling. En del af sorgprocessen. Ala " nåh...jamen så vil jeg slet ikke, hvis i ( eller dig store kosmos) nægter at lade mig studere det" Handlingslammende og en smule trist, men det er positivt at det endelig er kommet op til overfladen.

En ny kammerat fik mig leget ind i musikalsk nysgerrighed igen. Det har gevet mig lyst til at udforske og erobre mere viden. Det har tændt en lille smule dj-konkurrencelyst og en samlertrang. Alt sammen værdifulde små komponenter i, at være ved at komme ovenpå i forhold til denneher sorgprocess.

At miste noget og sidde med en følelse af, ikke at have fået nok ud af det, er vel enhver form for sorgprocess tragedie. Og det er sådan jeg har det med min skole. Men måske er det tid til at komme videre. Selvom tanken om, at det ville være bedst sådan, er mega skræmmende samtidigt, så er det godt at den er der. Jeg har altid været i tvivl om, om jeg burde gøre andre ting. Så det må betyde at jeg er tilbage til normalen.

At jeg tør tænke fremad er også godt. I det hele taget er det en forløsende oplevelse, at det er ved at slippe taget i mig.
- Jeg har vidst at det gjorde mig depressiv, - men jeg har håndteret det med alle mine nye værktøj. Vidst hvad der var vigtigt at prioritere. Så denne gang har det været uden skyldfølelse...hvilket har gjort det en hel del nemmere.

Så...Måske ved jeg noget snart. Måske ved jeg aldrig noget. Måske kommer jeg tilbage på dark- med en evig tvivl om jeg burde lave noget nyt. Måske starter jeg på et nyt studie med en lille bismag af bitterhed, thi jeg burde havde været Dark elev. Sådan er det. Tilbage til Kierkegård og enten eller.

Så nu er tiden inde, til at sparke noget røv i musikbattle og vente igen igen. Jeg tror denne process har gjort mig både meget mere rolig og i stand til at håndtere uundgåelige ting der trækker ud, og samtidigt dybt dybt utålmodig med resten. Interessant udvikling.