Mellemlanding i " for-alvor" land

Så... Endnu en uventet dramatisk dag.

Jeg er holdt op med at ryge. Talepædagogdamen ringede mig faktisk op, efter at jeg havde været til samtale med hende idag, ogs sagde at hun havde tænkt over det. " Du SKAL holde op med at ryge" ellers kan hun intet gøre. Så jeg smed min nyindkøbte ( stadigvæk lidt romantisering om det) pakke orange kings i skraldespanden mens vi snakkede. Dét er hvad der skal til, - en god nok grund til at lade være. Somom jeg hellere vil ryge end fortsætte med at gå musikstudiernes vej.

Og så hjem og sove ovenpå en søvnløs nat og en sindsyg morhandling. Måske rygestop også kommer til at hjælpe på soveriet?

Troede Fastaval ville blive årets event, men jeg glæder mig som en vanvittig til knudepunkt. Til eventyret...til gensynet...Til det hele.

Jeg er groggy og har hovedpine og drømmer om sushi... Over and out fra det røgfri rumskib...

Dualitet og hængepartier

Såeh...jeg tænkte jeg havde fingeren på problemet...men det var slet ikke min legehobbies skyld. Tilgengæld har det virket på sin vis, at havne i så desperate tankeløjrer fik sparket min selvvilje i røven og medførte en integrering af en egenkomposition i bandet. Spændende.

Jeg har simpelthen bare brug for balancen og jeg glemmer den når jeg bliver presset for længe. Jeg fyder rundt på min tømmerflåde, omgevet af blide pleasermænd og forvirrede ungkvinder. Omgevet af halvhjertede redningsforsøg og bizzare understrømme. Som enhver anden rumrejsende længes jeg efter et gensyn med den blå himmel. Hvis den ikke snart kommer med sol og moden frugt, ender jeg med kabinekuller og skørbug...

Inspiration og....fornyelse?

Jeg har været ude og lege rollespil igår. Jeg har brugt en del tanker og tid i løbet af ugen op til, på at forberede hint rollespil....

Og her er min spekulationsting. Måske burde jeg holde op med det? Såen andet end det hyggelige d&d hver anden mandag. På et eller andet plan acceptere, at selvom det er drøn udfordrende og giver mig en myldriart ideer, så er det stadigvæk en leg.

Det jeg tænker er, at hvis jeg nu gav slip på det, så ville der være en panikperiode og derefter ville min udtrykstrang rykke over på den nærmeste anden udtryksform. Og det vil frigive energi til musik. Ligemeget hvor god jeg er til det rollespilsgeil, så er det jo hverken mad på bordet eller fremtid.

Måske er det fordi jeg i det heletaget er frustreret over, at der ikke er nogen udvikling i mine kunstformer, og så irriterer det mig selvfølgelig at rollespil er så uproduktivt når det nu tager en masse af min tid. Og det er ikke engang fordi min tid er værdifuld i øjeblikket...snarere tværtimod... Trist trist...

På en helt andet front...Hvordan i alverden tager man imod en kærlig, stor og gavmild gave på skrift?? Jeg har brugt de sidste par dage på at prøve at formulere et dejligt svar, som ikke er mærkeligt... Jeg har aldrig prøvet det før :) Men det er selvfølgelig en skøn problematik...Bare også drøn uvant.

Bang! sagde det inde i hoved

Altså... jeg har prøvet at finde sammenligningsgrundlag for hende min nye halslæge. Men jeg hart aldrig rigtig mødt en dame som hende før. Det var som et bagholdsangreb af en højintelektuel hellerupdame med en kærlighed til stemmelæber og en foragt for provinssocialisme. Det var som at blive bombarderet med information uden nogen form for fortilfælde, til at vælge hvad man ville sortere hvorhen.

Men tilsyneladende er jeg nu skrevet ind til at teste noget medicin samtidigt med, at jeg måske har en klinisk grund til at have stemmeproblemer og det måske kan fikses mettevuns...

Men jeg er normalt så meget inde i folk, at jeg kan vurdere hvilken data der er relevant og/eller hvad jeg skal lytte til og hvad der skal tages med et gran salt...men denne dame med de tyne tynde øjenbryn smed mig fuldstændigt af kurs. Jeg havde simpelthen ikke noget grundlag for at læse denne gennemdannede kvinde. Og det gik så stærkt!

Måske dette ikke er tiden til at teste medicin? Måske jeg gerne ville have penge for den slags? Måske jeg stadigvæk ikke helt ved hvad jeg fejler? Måske jeg blev damptromlet på den mest civiliserede måde...og udover det, så må jeg ikke længere nikke i samtaler...for det er lissom at ryste klaveret... Og så har jeg smukke stemmelæber...Dammn.....

xkcd

èn ting er, at søge at få Lucide drømme - et forskningsområde der alligevel er til at tjekke ud på nettet. Men det jeg har er nøjagtigt modsat. Det kommer i perioder, og dette er en af de tider. De sidste tre dage har jeg skulle bruge mindst en halv time om morgenen, hvor jeg skal ryste det af mig. Kæmpe mig tilbage til virkeligheden og håndtere eventuel tristhed eller forbløffelse over, hvordan verden er. Jeg forstår ikke hvordan det kan være så nemt for folk når jeg havner i de her bølger.

Da jeg var yngre kunne jeg ikke tage det som andet end et eller andet tegn. I forhold til, hvor utydelige budskaber min hverdag var fyldt med, så kunne en klar og tydelig drømmesamtale med et menneske virkeligt sætte sig i kroppen.

Og det gør det stadigvæk. Og gerne upassende eller ubelejlige oplevelser i forhold til virkeligheden. Heldigvis aldrig noget klamt...men bare ubelejligt eller fortidspåmindende...

Eller længselsfremkaldende...

Jeg har endnu engang brugt natten med min makker (tm) og ville ønske det ikke var mandag, så jeg kunne jage mig en erstatningshan og få det ud af kroppen. Ikke at det på nogen måde ville være andet end nicotinplaster, men i det mindste ville det rykke mindet om hænderne lidt tilbage i køen. Erstatte det med en detalieret virkelighed.

I forhold til drømmenes komplicerede viriositet, så er virkeligheden grålig og tilfældig. I forhold til mine drømme, virker de fleste virkelige relationer overfladiske og uinteressante.

Eller også er det bare fordi, at så mange folk er for langt væk. Måske er det fordi jeg har lyst til noget lettere tilfældig nærhed og det er mandag og drøn besværligt...måske er det bare fordi..

Hvorfor jeg elsker metroen...

xkcd igen, med en lille sandhedsperle.

Jeg elsker at køre rundt på elevarorene hvis der er lang tid til metroen går. I det heletaget elsker jeg dem :)

Og jeg er endelig blevet rask. Både halsbetændelsen og maveondet er væk. Tilbage er der at få fikset min døgnrytme og være lidt blid ved min slidte mave. Og men nykommen raskhed kom nyfundet livsglæde. Jeg har været så optimistisk, at jeg et splitsekund har overvejet om jeg fik for meget antidepp... Men det er jo bare en bieffekt af, at have haft to sygdomme i rap og blive sendt i tristhedstanker i den process... Nu er livsmodet oppe og køre. Det er najs. Min lejlighed bliver shinet op til det kommende forår ( som altid...Tobias har døbt den den organiske lejlighed) min krop bliver kampklar med miaskinen- skal lige fikse den fodplade- og så skal stemmen også tunes... Det skal nok blive spændende :)

Jeg er så brændende enig...

xkcd giver mig altid en nørdet tryghed om, at jeg slet ikke er alene alligevel :)

Drømmetræt

Døgnet har vendt sig på hoved ogmine drømme gør alt hvad de kan for at gøre det samme med virkeligheden. Jeg sidder her, vågnet på så ubrugeligt et tidspunkt som der findes, og halvdelen af mig længes efter, at løbe ud af døren og opsøge fortiden. Selvom det er år og dag siden at den fandtes. I sig selv er det bare en drømmerest, men fordi idag allerede er ubrugelig og off-beat, så kan det næsten retfærdiggøres som en eller anden form for eventyr. Men jeg må bare holde ud tror jeg.

Mine argumenter eller ellers mange - både for og imod. Altså udover det helt basale, at jeg ville kunne gå forgæves og finde en tom lejlighed. Så er det et bonus, at alkohol ville gøre mig træt og måske hjælpe med døgnrytmen...Men con er, at alkohol også gør mig dum, og at det fucker med økonomien. Men at gøre noget ved rastløsheden. At lade somom der er en mening med det hele og et forskrevet eventyr jeg kan hoppe ind i. Puha.

Mellemvejen ville måske være Christiania og Jazz...men jeg tvivler endda på min evne til at høre musik i aften. Øvs bøvs og jeg er stadigvæk lidt syg.

Jeg længes bare efter lidt sammenhæng og lidt dybere nærvær i aften. Og ligemeget hvor crazy alt andet var dengang, så gav han mig den oplevelse. Og når jeg så drømmer videre. Når det kryber ned under huden og sidder fast når jeg vågner... Jeg ville nærmest ønske, at hellerikke jeg kunne huske mine drømme. Men sådan er det ikke...de rider og slider i mig. Og jeg ville ønske at mit drømmekram holdt sig til vågen tilstand.

Skrig det ud

Ligenu ville jeg ønske jeg var gift. Bare længe nok til at komme i et skænderi og få vagt gejsten ved at slås.

Jeg er så træt. Træt af, at jeg skal tilbage til talepædagogen. Træt af, at det er en lille detalie langt væk fra mit felt, der gør, at jeg skal slås for at komme ind på musikvidenskab. Der er altid et eller andet galt med mig. Altid et eller andet der skal rettes til, for at passe ind i det her samfund og dets systemer. Det er aldrig nemt og det er altid noget sekundært der skal blive et omdrejningspunkt.

Så jeg ville ønske jeg var gift, så jeg kunne få ham til at sige noget i stil med " hvorfor lader du din maskine stå tændt om natten" eller noget andet subjektivt irriteret...Så jeg kunne råbe alt min frustration ud i en "hvor vover du at ville ændre på mig? Hvor vover du at tænke, at der er noget som helst der skal ændres ved mig"...

Dammn jeg har lyst til at være en kælling. Jeg har lyst til at være en dum dame. Jeg har lyst til at have en fysik entitet at udfordre og besejre. Jeg har lyst til at slå det ihjel med ord. Der er så langt... bare for at nå hen et sted hvor tingene udvikler sig... Der er så meget ventetid og så mange modstandere. Jeg kender det her sted så grueligt godt. Hvor sindet ønsker at vende sig til en gud eller anden meningsgiver for at finde en form for sandhed. En mening. En tråd. En skæbnegud af en slags. En eller anden form for retfærdig afgørelse eller grund. Eller et svar til den følelse der siger, at det ikke kan være besværet værd. At det er meningen at jeg skal noget andet. At det er fordi jeg går imod en eller anden form for " livets strømninger" at der er mærkelige modstande hver evigt eneste sving på vejen.

Men jeg er istedenfor lettere søvnløs og smågnaven. Imorgen er dagen jeg skal aftale tid hos halslægen til endnu en kamera-i-næsen oplevelse...jay