Vi gør det på vores måde...

siger han og jeg tror ham. Er enig. Vi har gjort alt vores -nu forhenværende - forhold, efter hvad vi syntes virkede fornuftigt og selvfølgelig skal vi fortsætte med det...

Men han lyver. Og det fucker mig op. Han lyver på den måde, at vores måde ville inkludere, at tage noget hensyn til mig, da det åbenlyst er mig der sidder med lorten og ham der har en ny forelskelse at fylde sine dage med.

Jeg har minder...Og tårer...og håbløshed og mangel på lyst til livet. Jeg har (ifølge rimeligt ny forskning på det felt) et afhængighedscenter aktiveret i hjernen som hjælper alle de ovenstående følelser på vej. Og så savner jeg ham bare...

Det er helt igennem forfærdeligt. Noget så smukt som den kærlighed jeg føler, er nu noget dumt. Noget der er i vejen. Noget der irriterer og spænder ben. Det gør mig så utroligt ked af det.

Jeg prøver at lade det være...Altså...Komme overens med, at der er en mand derude, som jeg bare elsker. Og det er fint. Og det virker. Det kan jeg sagtens,- det er ikke et problem at han ikke elsker mig tilbage. Men tomheden og savnet...det at han ikke ønsker at snakke med mig og trøste mig. Det at han vender sig væk og ryster mig af...

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har mistet en plads i hans hjerte...men at have mistet den særlige plads er hjerteskærende. Det kan jeg dog godt komme mig over...

Men tomheden. Meningsløsheden og angsten er tilbage for fuld kraft. Dette skulle være min sejrsvinter. Vinteren hvor jeg både mestrede min skole og via min nye medicin klarede depressionen...Og nu har jeg ikke lyst til at eksistere. Jeg har ikke lyst til at være vågen.

Lige siden han fortalte mig det forrige søndag, har jeg haft kvalme. Jeg kan ikke få mig selv til at spise, og det der kommer ned kommer nogle gange op igen. Jeg er totalt overvældet over min krops reaktion.

Men folk er gode. Havde bindslet til at sidde mens jeg faldt i søvn igår og folk er rigtig finde til at hjælpe og lytte. Det hjælper rent faktisk og gør en massiv forskel.

Og som Bindslet sagde igår " sorg og taknemmelighed adskildt af tårer"... Det håber jeg på...selvom der også er vrede der ulmer i krogene. Men jeg ønsker ikke at være vred...Jeg vil være lykkelig igen.

Husk hUsk husK

Husk kære mig. Husk at du er ok. Husk at dét er ok. Husk at du ikke er et dårligt menneske. Husk at du gør det så godt du kan.

Måske er det en velsignelse at have kærlige, velmenende men psykologisk uuddannede forældre. Ikke at det nødvendigvis har været sådan for mig, men på et tidspunkt vil vi vide - alment- endnu mere om børn og børns psyke end vi gør nu...På et eller andet tidspunkt vil de kroge der bliver sat af ens opdragere, være endnu dybere og endnu skarpere end de er nu. Tænk engang hvor lang tid det vil tage at grave dem ud.

Lige nu har jeg en hjerteting, der gør mig så trist hvis jeg tænker på den, at jeg kan mærke mig aktivt skubbe den væk når mine tanker strejfer den. Det er ret interessant og jeg er meget tilfreds med, at det ikke skal være i forfronten af hvad jeg tænker på. Lad det ligge et sted bag i bevidstheden og lagre i tid. Tid gør ting ved tanker og følelser...Lad det marinere og derefter sylte sig ind i tid.

Udover det, har jeg lange tanker om vinter og mig. Om vinterdepression som en diagnose og ( i kontrast) som naturlig reaktion på dårligt vejr. Den gode gamle " psykisk lidelse er en opbygning af sindet som er uhensigsmæssig i forhold til individet eller i forhold til individet og samfundet" bliver vendt og drejet et par gange eller fire.

Men lilleMy i min mave, er bange bange for at skulle flytte langt langt væk. Og hun er også bange for at det koster penge jeg aldrig får.

Hvilket jeg skal Huske er ok. Det er ok ikke at være tryg altid. Det er ok at være bange.

Det vidunderligt mærkelige er, at jeg stadigvæk er rimeligt optimistisk hvad angår min uddannelse. Jeg er ret meget slet ikke bange for at komme igennem vinteren. Hvilket er meget mærkeligt siden jeg har misset undervisning denne uge og det burde sætte al usikkerheden i svingning. Selvfølgelig er det vand på frygtens palmetræ, men jeg tror sku, at det nok skal gå. Meget mærkeligt. Selvfølgelig har jeg den her praktik der nok skal kunne gå galt og ændre det hele. Men indtil da? Fjong og hopla. Det bliver skide godt.

Jeg har lige oplevet mit første lange og nære forhold og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Det er...ikke noget jeg vil tænke for meget over - og derfor ikke skrive noget ned om nu...skubbe væk og proppe ned i tid...

If I could save time in a bottle
The first thing that I'd like to do
Is to save every day
Till Eternity passes away
Just to spend them with you

If I could make days last forever
If words could make wishes come true
I'd save every day like a treasure and then,
Again, I would spend them with you

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

If I had a box just for wishes
And dreams that had never come true
The box would be empty
Except for the memory
Of how they were answered by you

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

mit stakkels sultne hjerte

...Jeg tror jeg er ved at være over mit knuste hjerte...Eller...mit langsomt isønderslidte hjerte...

Jeg savner at synge. Det har jeg lige opdaget. Synge - og synge harmonier med nogen. Jeg kan ikke ligenu lure, om det skal være kor eller sammen med nogen. Eller om jeg skal begynde at se klaveret som en partner...bygge melodier op så de svinger i duet med en melodi. Men den sidste løsning virker som rigtigt hårdt arbejde og det er mere bare det med at være min stemme...og mine ører...og lade dem glide rundt om hinanden og samstemme. Jeg savner virkeligt at synge duet.

Det kan selvfølgeligt tages som en fysisk manifestation af mit hjertes længsel og jeg længes ganske rigtigt efter samklang og samhørighed. Jeg tror faktisk det er en ny nogenlunde akkurat puslespilsbrik. Sang...

Hurra for dejlige Hende der sidder på Island og fik mig hoocked på Glee...Det ramte mig lige i hjertet her til aften. Et helt afsnit om duetter...det er længe siden jeg har mærket et stærkt træk imod noget. En stærk længsel....og det er næsten pinligt for mig at skrive, fordi der har været så mange problemer med min stemme...Men...Ih! sang!

At lære om læren

Puha...Mit hoved har været helt lukket til på nogen punkter som lige nu er ret kritiske. Jeg har haft det fint med andre slags åbenheder,- men tilsyneladende så er den del, som skal tage nye normer og accepterer andre strukturer - eller kompromier imellem mine personlige overbevisninger og den virkelige verdens krav. Sikkert drøn sundt...men det kræver en masse tilvænning.

engang imellem ligenu

så tænker jeg, at hvis bare én ting går godt, så kommer det hele nok til at gå...

Ligenu tænker jeg, at hvis én ting mere går galt, så hopper jeg i havnen...Ikke at det bogstaveligtalt ville blive havnen, for jeg tror umiddelbart at jeg ville svømme alt hvad jeg kunne...men såen lidt mere overført...så give op. Jeg er så træt. Så utroligt træt af at ting ikke virker.

Jeg ventede og ventede på min tømmerflåde. Drev rundt og ventede. Drømte og drømte om den dag jeg ville træde op på land - og blive et rigtigt levende menneske igen.

Og jeg er det nu. Og det gør ondt og alting går af helvedet til lige nu og intet virker. Min øde ø er et fjernt minde og det står nu i et kronisk rosa skær af ensom rolighed. Uden udefra og med kun lidt indefra. En søvnlignende døsig drømmeeksistens, som ikke gjorde så fucking ondt heletiden. Som ikke rev i mig og hærgede mig. Som ikke tvang mig ud til kysten, hvor jeg nu sidder og sukker og længes. Længes efter 8 planker bundet sammen og en stærk fralandsvind.

Det var nu jeg skulle skole og arbejde med søvn og etablere metoder imod min vinterdepression. Ikke nu jeg skulle slås med al elektronik, forsikringer, su-styrelse, banker banklån bankskift, telefoner og afdragsordninger...

Jeg er kaptajn

mit kompas peger ikke mod nord

det peger mod længsel

svært ved fortællinger

Ih hvor jeg tænker...myldrende tusindtanker vælter rundt i mit kranium. Drejende og drillende og drænende.

Der er et lille stykke af mig, der måske bliver til et scenarie. Til et kunststykke om noget menneskeligt...

Der er en del af mig der vil lære et håndværk...og en kæmpe rodet del af mig, som virkeligt ikke kan fokusere på det ligenu. Halvdelen af tiden er det helt ok...den anden halvdel føler jeg mig fangeti forfærdelighed. Hvis jeg havde muligheden...hvis jeg kunne komme afsted...hvis jeg kunne frikæbe mig af den her del af verden,- så ville jeg gøre det og passe får på en bjergskråning. Dét billede kalder på mig og står som idealet af jordnær tilværelse. Uden myter og skuffelser over samfundsskabte fantasier i mit hoved.

Men jeg ved at det er fordi jeg er træt. Jeg ved det er fordi mine seratoniner er brændt ud. Men der er simpelthen for meget kaos og rod i min tilværelse i øjeblikket. Det er stressende nok for mig, at starte på ny uddannelse og få styr på de ting. Men bankskifte, tab af telefon, forsikringssagen, min hjernedøde idiot af en ligeglad far og su helvedet oveni....det er for meget...alt alt for meget...

Jeg prøver bid for bid, at få styr på det og ikke stresse i stykker. Der er alle mulige små underproblemer som jeg også skal køre på. Rydde op, vaske tøj, få testresultater, kærlighedsliv, skolebøger...gudfader...

Det er somom jeg lever én lang stresstest. Det er tragisk, at jeg hængte håb op på, at skolestart ville betyde mere ro på tingene...og tilfældighedernes spil har gjort tingene værre. Og jeg kan mærke en hidtil ukendt stærk knugende trang til ro. Til at kunne fokusere på en mindre verden med nogenlunde rolig virkelighed. Jeg vil gerne gro, men min potteplante muld er fyldt med rod og det stormer halvdelen af tiden.

Det er så frustrerende,- for når jeg ér i specifikke situationer hvor agendaen er simpel, så rocker jeg for fuld power...men i flux er jeg helt udmattet og slidt :-(

I øjeblikket...

Har jeg ikke nogen Far...

I øjeblikket synes jeg det er en ganske fin ting, situationen taget i betragtning.

Jeg er et meget mærkeligt sted i øjeblikket. I mit voksne jeg, med alle de konstanter der findes, med alle de konstanter der findes i mine omgivelser, Der er der ting der pludselig taler meget om fremtiden, ting der hiver i mig fra nuet og flashbacks længere tilbage i tiden end nogensinde.

Jeg siger altid, både til mig selv og mine nærmeste ( og eventuelle fremmede der kunne finde det relevant) at vi er nået til et punkt i livet, hvor dén mekanisme mange af os har i hovedet, som opdrager og evaluerer, som bedømmer og skælder ud, den godt kan slukkes. På Freudiansk er det vel, at det gode barns overjeg er hyperaktivt og at man nu som voksen, skal lægge vægt på >Jeg'et<>

Det er en utroligt skræmmende tanke. Den er også både vigtig og frigørende.

Konsekvenserne kan være enorme, da handlinger, store som små, kan miste deres eksistensberettigelse,, hvis man holder op med at søge anderkendelse fra hvad, der i sidste ende er omverdens accept og frygten for at være uartig.

Mit udgangspunkt er, at når jeg generelt, både på et overfladisk bekendtskabsplan og især på et nært personligt, bliver spejlet og fortalt til at være en god, dygtig, sympatisk og " artig/høflig" pige, så må mine ønsker og impulser i en situation fortjene at blive prøvet af, om ikke andet. Måske ikke stolet helt og holdent først, men ihverttilfælde testet som et selvstændigt værdigt grundlag.

Men det er ikke harmløst. For i skrivende stund har jeg ikke talt med min biologiske far siden starten af måneden og jeg har ingen planer om at søge kontakt. Ligenu tænker jeg, at jeg kan ende med at hade ham. Ikke ønske, nogensinde at være i rum med ham. Og jeg ved, at jeg har ret til det og at jeg fortjener denne tid, hvor valget og virkeligheden er min.

Jeg hader allerede grundlæggende ting. Jeg hader hvordan jeg er præget til, ikke at stole på mig selv i situationer med mænd, hvor der er vigtige ting på spil. Jeg har ikke lyst til at skrive ting ned specifikt, men jeg kan mærke en kasse med " fuck dig din fucknar" der fyldes langsomt. Og jeg ved at jeg kun kan have en biologisk far, hvis jeg var villig til at træde ind et sted, hvor hans virkelighed var lovlig igen. Og det vil jeg aldrig. Ikke engang hvis han var døende. Jeg har gjort regnskabet op, og ligemeget hvad vej jeg vender det, så skylder jeg ikke en skid og kan aldrig komme til det. Det er ikke mit ansvar, på nogen måde, at bekræftige ham i den. Og han har intet motiv til, at træde ind i min virkelighed og pludselig faktisk tage ansvar, for det kaos og det svineri han har efterladt derinde. Jeg er dybt overbevist om, at han hellere vil miste en datter end indrømme, at det var hans mangel på evne til, at se sandheder i øjnene, hans manglende selv-indsigt og hans uvilje til at overveje hans ansvar, der grundlæggende var skyld i, at jeg fik en fucking diagnose og troede jeg var sindsyg i 6 år af mit liv.

Og jeg har brugt år og atter år på at lege " han er blevet bedre" legen. Og jeg er færdig med at lege " kejserens nye klæder" sammen med resten af de folk der omgås ham. Det kan de få lov til. At klappe og juble den ene gang om året hvor han viser noget de håber på. Egoistisk og ignorant. Selvtilstrækkelig og nærig med nærhed. Det er resten af mit liv for kort til. Jeg har spildt næsten 25 år på ikke at forstå det. Nu er jeg færdig. Nu skal jeg hele og se, om jeg nogensinde kan være i nær relation med en mand, uden at have lort fra ungdommen med.

savner....

savner....

jeg tænker over hvor meget vi er ude af takt....hvordan han sikkert slet ikke ved, at det er en helt anden og ny afstand jeg føler imellem os...at det er sørgetid på en helt anden og ny måde....det er sent og mørkt og jeg savner....og har danske sangtekster på hjernen...

når jeg nu savner dig

hvordan kan du så undvære mig

- Det kommer i bølger og stik...i alle mulige ting man kan være poetisk over. Samtidigt rammes jeg af den fanden i voldske modbølge der siger "fuck det" fuck at føle alt muligt når det kun er vigtigt i mit lille univers...så det er spændende bølgen frem og tilbage ligenu... Jeg ved ikke hvad der er hvad og det er utroligt svært... Han var så afvisende overfor tanken om at tage kontakt til mig...At han ikke overhoved har lyst eller behov for at snakke med mig....medmindre det kommer fra mig...det får mig til at føle mig fjollet og dum....

Men heldigvis kun når det er sent og jeg begynder at savne...og føle mig helt alene i det...

.....

Imens jeg skrev det her indlæg hørte jeg det her fantastiske citat jeg vil notere ned uden sammenhæng for at kunne finde det

“A photograph is a secret about a secret. The more it tells you the less you know.”

Diane Arbus

da jeg var lille og tænkte over at blive stor...

Da jeg var teenager drømte jeg om, at blive medlem af etisk råd. Det er måske en spøjs drøm- sammenlignet med hvad jeg hører andre teenagere drømme om...Men det føles ligenu somom, at jeg nærmer mig det område fra mange forskellige vinkler.

Ligenu er jeg stærkt draget imod de skeptiske forsamlinger. Det er en noget ny trang og den er ret så diffus. Det er forsamlinger der ingen politisk samhørighed har,- intet religiøst fællesskab og mange etiske ting der ikke er konsensus om. Og dog er der en rastløshed i mig, der søger at finde måder at danne mig selv på. Når jeg bliver folkeskolelærer vil jeg gerne have et skeptisk fundament at formidle på. Jeg vil gerne være et forbillede på mange måder og der igennem også promovere skeptisk tænkning....

Og det er efter et foredrag, om bevægelsen i sindet, der snakkede om den lange vej ud af "mørk middelaldertænkning" ( mit udtryk) at jeg fandt en ro i min meget lange vej hertil.

Der er én følelse som jeg er meget forundret over i den sammenhæng. I årevis har rollespilsmiliøet været et sted, hvor jeg har længtes imod og ind i. Men i skrivende stund er tankerne om rollespil, formidling af samme, udvikling af samme og så videre skubbet til side, for et ønske om at møde folk og diskutere skeptik i folkeskolen og i dannelsen af et samfund. Etik i forhold til undervisning og børns valgfrihed. Dét er ligenu noget der rammer mange flere strenge i mig.

Der er mange interessante halvfærdige tanker omkring rollespilsmiljøet, der hænger sammen med min falmende kærlighed til forsamlingen. Men det kan ske, der kommer kloge ord om det engang. Ligenu jeg begejstret, ved alle de dejlige nye ord, nye hjemmesider og nye kongresser der kan være i min fremtid.

Og med 12 - 14 år ældre øjne kan jeg skrive at det på et banalt plan er full cirkle med hvad det var jeg ville dengang, for nu har jeg en plads i det store, verdensomspændende etiske råd,- hvis jeg har tænkt mig at være voksen og medansvarlig ;) Det er vidunderligt banalt...men det giver faktisk en vidunderlig følelse alt andet lige.

på vej mod en ny hverdag?

I øjeblikket funderer jeg en helt masse. Den sidste nye eskalering ind i eftertænksomheden, skete da jeg fik stjålet eCigaret og iPhone ( ^^) og blev dét mere pirrelig af nicotinmangel og dét mere isoleret og opmærksom.

Jeg tror for det første, at jeg vil have mobiltelefonfrie dage i fremtiden,- ligemeget hvad. Finde et eller andet system og have en faste over det. Måske jeg endda også vil prøve at indføre faste i kalenderen. Det er indtilvidere super spændende og ikke noget som jeg har store ar på sjælen af. - Faktisk har jeg i øjeblikket en stresset veninde, som nok har mere press over min manglende tilgængelighed. Men det er i godt humør og ikke noget der ikke kan sludres væk når vi så får hul igennem.

Det er endelig lykkedes mig at have en god engangsoplevelse igen. Førnævnte veninde har drillet mig med, at jeg var blevet smittet med monogami, siden at de sidste oplevelser jeg har haft med en ikke-kæreste, har været absolut forfærdelige...Ikke nødvendigvis fordi de ikke havde " evner" eller hvad det nu koges ned til at pisudtryk...bare fordi at jeg ( og jeg kan næsten ikke skrive det fordi det virker så sødsupperomantisk) har lært forskellen imellem ægte intimitet - endda det at elske sammen.- og så kønslig omgang uden forbindelse/ intimitet.

Og det satte altså en stopper for interessen for det sidste i meget høj grad. Og oveni så var de forsøg der kom - næsten mere af vane end af lyst- ikke nogen sucess.

Nu har jeg i skrivende stund en opsummeret opfattelse, som gør mig både erfaren, klog og drøn viis. Det kunne lade sig gøre uden dyb kærlighed og stadigvæk være både fint, tilfredsstillende og interessant. Det kan også bruges i mangel på en at elske med. Men jeg kan ikke forstå dem der hellere vil knalde end at dyrke elskov... Dét har jeg lært om mig selv og det giver en årring til omkring sjælen. Lidt klogere og lidt stærkere i stammen :)

Jeg savner ham hver dag... Det øver jeg også. Det er stadigvæk meget meget tæt på og meget svært at skrive om. - Jeg hører ham i personerne i mine lydbøger. I de hårdtkæmpende mænd og de gamle tragiske....Jeg ved ikke om det hver gang er fordi jeg associerer med det,- men jeg får tårer i øjnene flere gange om dagen. Om det så bare er fordi to elskende ikke kan få hinanden, eller en mor der ønsker at beskytte sine børn, så er mit hjertes port vidt åben og det går lige ind.

Vi har haft mere kontakt end det er meningen vi skal. Ting er gået galt for mig og han har været der som støtte. Det er jeg meget lykkelig for, men det gør det også ekstra stille nu. Jeg kan næsten forstå de folk, der finder på problemer for at få opmærksomheden igen. For ligenu har jeg intet han har brug for. Hverken i indsigter eller noget andet.

Men jeg har lært og er blevet klogere. Og selvom jeg er lidt en tudeprinsesse i øjeblikket...så er jeg glad for hvor mit liv er på vej hen. Stadigvæk godt og på vej mod fornuft...

-----------------

Flere gange dagligt får jeg en impuls til at række ud efter et menneske...Fordi jeg har noget jeg tænker på eller overvejer eller betragter...eller bare fordi jeg føler noget...Det er svært at jeg først éfter impulsen husker, at det menneske ikke findes længere. Det gør ondt at skrive... Men jeg har brug for at sige det og det kan jeg kun her. Jeg har mennesker i mit liv som jeg elsker og kan dele med. Men jeg har også ting jeg har kunne dele for første gang i mit liv. Det er svært at vende tilbage. Det er meningen at jeg skal kunne finde en lettelse....For det gik virkeligt galt til sidst... Jeg gør mit bedste... Jeg har heller ikke lyst til at dvæle ved skulle, kunne, burde og hvad nu hvis....Det intense er den her impuls...efterfulgt af hukommelse...Jeg ville ønske impulsen tjekkede med databasen før den heletiden prøvede...

So i have trustissues!!!

fandt jeg ud af. Det er dælme længe siden, at jeg har tænkt mig til en selverkendelse, men her til nat er jeg brudt igennem en næsten usynlig mur.

Det der har gjort den så usynlig for mig er, at den er kønsbestemt. Det er ironisk fordi jeg i så lang tid har ignoreret eventuelle kønsforskelle- udover når de skriger mig i ørene....Men også derfor jeg ikke har luret det før.

Jeg har al tillid i verden til kvinder.

Med mænd venter jeg bare på, at de tager deres masker af og viser deres monstre.

Omg! det er en kæmpe en at tænke over. Det gælder ikke i venskaber dog...Ikke i de rigtige af dem.- Men i autoritetssituationer og i kærlighed - som jeg fucked up nok har et eller andet connect imellem? Eller bleed? eller mixed wierdness imellem?... Tja...

Det hele handler om min far og min mor. Wolla og voila....

Det er vildt, at ende helt tilbage i kernefamilien og skulle grave igennem min sjæl igen og se om jeg kan bortoperere de forfærdelige ting og måske lære at leve med nogle af de tilbageblivende.

Eller....ligenu har jeg det mere somom jeg har lavet en kiropraktisk justering på hele mit grundskelet. Somom noget er lettet og afklaret og nu skal jeg igang med at opleve, hvordan verden ser ud når jeg forstår lidt mere af den.

En god ven citerede sin rollespilsoplevelse med sætningen " det er ok"....og det er hængt ved hos mig siden-...

Så hvordan er det at være mig, der ikke bare er ideologisk feminist...men også er det fordi jeg har ar på sjælen og er bange nogengange? Det ved jeg ikke endnu...men ligemeget hvordan det bliver, så er det ok...Jeg er ok og du er ok og så videre...

Det har frigjort et ton energi og gør det svært at sove ligenu. Jeg er blevet nysgerrig og livslysten af at forstå det her. Det er meget længe siden jeg har følt det sådan...

Breaking up is hard to do...

Men det er begyndt at være meget meget bedre...

Det er somom det endelig er lagret i langtidshukommelsen, så jeg ikke får så mange reality-checks dagligt længere.

Samtidigt er jeg i stand til at føle savnet, uden at forglemme mig i en problemfri erindring.

Det er stadigvæk svært lige efter vi har snakket...- ganske simpelt fordi det er så stimulerende og sjovt og vedkommende...Men det hjælper et ton, at være bevidst om det. Det gjorde allerede alverden til forskel idag kontra hvordan det har været.

Sikke en rusjebanetur. Stormfulde højder. En livsændrende oplevelse som allerede er blevet en del af min livsfortælling. Jeg er meget glad for, at det i øjeblikket ikke er et komplet dramatisk -ingen-kontakt stil. Eller - det var sådan i 14 dage agtigt og det var drøn smart og ret vigtigt tror jeg,- men nu har vi haft noget snak og det normaliserer virkeligheden på den gode måde.

Det mest bizzarre er dog, hvordan det føles når vi lægger røret på. Det er somom jeg har flydt ind i ham når vi er sammen, for det hænger ved bagefeter. Og så skal jeg ekstrahere mig fra denne følelse af samhørighed og medfølelse og engagement. Vel egentligt ikke fordi det er galt at føle det- men ligenu er det noget der vil skade mig meget mere end det hjælper. Jeg kan overgive mig til at elske og hjælpe ham uselviskt - og dø langsomt. - Men jeg skal have min længsel efter ham ud af lignelsen, før jeg kan være en veninde der giver hvad hun kan undvære uden af fortabe sig eller blive brændt.

Jeg er for en gangs skyld lykkelig for, at jeg gør tingene anderledes.- fordi det også denne gang virker passende og udviklende. Men vi får at se-...det er aldrig til at sige, om jeg alligevel istedenfor ender i en håbløs tudedepression om en uge...Sæ la vie lissom

medier og melankolika

Så gik det fint efter at jeg havde fået mere søvn. Fået ordnet de ting der skulle ordnes og haft en god kampdjævel i maven i telefonsamtalerne med de kommunale underlings.

Fået set nogle film og gjort lidt rent, og taget mig af min stakkels syge krop uden for meget tænken tunge tanker...

Og så så jeg en tilsyneladende harmløs film om en desillusioneret journalist...og havde egentligt et fint flow med, at bruge den som et overordnet billede på journalismens forgængelighed....

lige indtil der var den store - og im not shitting you - hoppe på et fly og fortælle hende at hun virkelig er værd at kæmpe for- scene..... fuck...Måske han bare sagde det som et symbol på, hvordan det aldrig ville komme til at ske. Det virker næsten mere troværdigt, end at han nogensinde overvejede det...Men _jeg_ er et fucked op produkt af hollywood ligemeget hvor meget, at jeg har nået at rydde ud i mine opflaskede myter...

Når man siger fly til mig, så er det tilsyneladende et helt specifikt filmsprog det rammer. Og nu er det ligepludselig hårdt og trist igen...

Men det kommer til at gå. Det er jo ikke første gang at kvinder får knust deres hjerter af dårlig timing. Og det er ikke nødvendigvis alle, der behøver kærlighed i deres liv for at give det mening....

og selvom nogle af minderne vi delte var drømme om fremtiden, så findes de stadigvæk som historier. Om ømhed og længsel og nysgerrighed og opdagelse.... Det er vidunderligt at kunne se et menneske så tæt på og med kærlige øjne.

nattens sammenbrud

Vågnede imellem 03 og 04 med halsbetændelse. Har grædt siden. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Hvordan kan det være slut? Hvordan kan han ikke elske mig som jeg elsker ham?

Selvom jeg har slettet hans nummer så viste det sig, at min smarte phone har gemt vores tekstbeskeder alligevel.

Jeg ved ikke hvilken viljestyrke det er jeg har fundet, som har gjort at jeg ikke har ringet til ham endnu. Det var der omkring tårene startede.

Hele verden sover,- jeg er lysvågen og har ondt i hele kroppen og hele sindet og jeg kan hverken stoppe tårene eller minderne...

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været så ulykkelig før

-------------------------

Det virker så utroligt endeløst meningsløst

Jeg har sjældent oplevet noget så stærkt og rørende og livsændrende som delt kærlighed - hvorfor har det ikke et ord...ala samelskning?

Sjældent oplevet noget som har rørt mig og ændret mig så meget

og nu er det slut

han sagde at han ville hoppe på et fly hvis han pludselig forstod, at han ville mig og at det var værd at kæmpe for.... Jeg længes efter at tage til lufthavnen og vente... Indtil jeg fatter at han aldrig kommer. Så jeg kan forstå det fysisk....

Jeg sagde stop...netop fordi jeg ikke kan leve i lufthavnen resten af mit liv...Men jeg ved ikke hvordan jeg holder op. Jeg ved ikke hvordan jeg bygger en dæmning for mine tårer... Jeg ved ikke hvordan jeg holder op med at elske ham :(

Jeg kan mærke jeg er i en eller anden udgave af forhandling. Min hjerne prøver deserat at forvride virkeligheden tilbage til en lykkelig tid...og længslen efter ham er blusset op og brænder og smerter...Jeg har grædt hver dag jeg har set en lykkelig familie idag...Jeg er træt og bogstaveligt talt hudløs og har rod i mit hoved...

Og så mange frygt og forvirringer ud over det hele.

og så ondt i hjertet.

Ligegyldige verden hvor er du sild af min tid.

Måske mere om det senere

så sprang bylden og verden er tilbage- eller jeg er - eller nogen er det.

Jo tungere tanker jeg har, dets dybere og mørkere bliver min ulykke. Idag er en let dag med overfladetanker og overfladehumør.

Jeg har skallet lidt hud af solskoldning...det bruger jeg meget tid på at funderes let over. - mon farven forsvinder? mon jeg kommer til at skalde igen osv. dejlige simple ligegyldige betragtninger til en ligegyldig morgen med et ligegyldigt formål...

udenlandske gæster, en fødselsdag, en hovedpine og en mild irritation...simpelt og lige til at håndtere...

Syg af misundelse

og fyldt med selvlede af samme årsag...

og heltdybt og inderligt ulykkelig ligenu.

Der er praktisk taget ikke den veninden jeg har, som jeg ikke ønsker jeg var ligenu. Jeg ville sådan ønske jeg var en anden...havde et andet liv...var en anden end jeg er ligenu...

jeg sidder her i et bjerg af knuste drømme og prøver at opretholde min glæde ved alle mine kæres sucess...Men jeg ville sådan ønske der også var noget til mig...at jeg havde bare en ting der var lykkedes...bare én ting som var god uden min kroniske medbragte katastrofe og råddenskab...

Men sådan er det ikke og der er ingen jeg kan snakke om det med.

intet jeg gør bringer godt med sig i længden...min kærlighed er ikke nok...mine evner slår ikke til...

Det er somom at hver gang jeg spiller rollespil, så bliver verden smukkere, nemmere...den skifter tema til at handle om håb og drømme og muligheder...selv når det er værst er der en symetri...

hvor dette liv tilsyneladende skal handle om, at hvad jeg tror på og håber på skal gøres til skamme og knuses...Mit hjerte er så trist og skuffet...så utroligt fortabt... jeg skal nok være ok og klare mig og gå videre og bla bla bla...bære mit kors med et smil og give al min energi til de kære jeg har, så deres lykke kan blomstre og jeg kan glædes derved...og så en enklet gang imellem fyldes med grøn grøn misundelse og græde over verdens nådesløshed og min magtesløshed...

Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er lykkelig på deres vegne...jeg er det bare ikke på mine....Der er næsten ingen jeg ikke ville ønske at jeg hellere var ligenu....

melankolica

Jeg er melankolsk idag... Helt ned i mavsen og tung i kroppen...puttepudetrængende og trist med tårer langt inde bag ved øjenlågene....

Om ikke andet gør det mig mere i poetisk humør. Jeg har lyst til at lade ordene danse fra mine fingerspidser og lade forståelse være forståelse....Trin for trin og et to tre giver det sin egen mening...

Det var vidunderligt at møde James Randi- samme følelse - om end ikke så stærk- som at møde Holger Beck.... Et møde med en skøn del af virkeligheden og dog uden nogen forløsning på længslen efter et sted der kunne findes mere mening

der kom tårene...

ligenu synes jeg alting stinker - alle mine indsatser kuldsejler, mit hjerte er ved at falde fra hinanden, mit hjem stritter imod, min energi stritter imod og jeg længes og længes...længes væk og længes ind i en favn der forstår og beskytter mig...

Jeg er alene og ulykkelig

og jeg ved godt at det bliver bedre på et tidspunkt. Jeg ved godt alle de der ting som jeg bliver fortalt. Men jeg ville ønske det var forhindringer der forsvandt - frem for endnu et bjerg af skidt jeg skal grave mig igennem med løftet om en pause på den anden side....jeg hader fremtidens lykke... Jeg er træt og savner og mit hjerte gør ondt...

Jeg er desperat forvirret ligenu. Jeg tror det frelser lidt af min sindsligevægt at have den her blog at hælde det hele ud i.

Alternativet ville være at ringe til ham, skrive til ham, sende ham antrax og derefter prøve at finde ud af hvad jeg egentligt ville med det hele.

Og jeg ved kun to af de ting jeg vil have ud af det her indtil videre- og jeg antager der bør være en en god håndfuld mere... De to stående er : være mest muligt lykkelig og forstå hvad der foregår for bedst at opnå lykke...

Men jeg ved ikke meget mere. Der er så utroligt mange forvirrende kræfter i spil inde i mit hoved. Alle mulige former for angst og myter mikset op med stædighed og kærlighed og drømme.

I skrivende stund kan jeg mærke, at jeg har brug for at finde ind til et af de få fundamenter jeg har besluttet at tage udgangspunkt i. Det er svært - da relativisme er en kronisk sygdom jeg har lidt af i mange mange år...men Tao er stadigvæk en filosofi der i sin rolighed giver mig lidt jordforbindelse... så jeg tager dybe indåndinger og finder ind til en tro på, at der er nogle metoder til at leve på, som er bedre end andre...Og dette ikke er tiden til at skubbe, men til at lade tingene flyde ud...og hvis de skal andre steder hen end samtale, så her først før alt muligt andet...

Jeg har ikke lyst til, at vores kærlighed er slut...men jeg kan ikke tvinge virkeligheden til at være noget som helst andet end hvad den end er... Men jeg har også lov til ikke at synes det er sjovt eller optimalt eller dejligt eller lykkeligt.... mit hjerte er så utroligt tungt i øjeblikket...

Jeg føler meget stærkt for hvilken udgave af min mulige fremtid jeg ønsker mig... Men det nytter jo ikke en skid. Desuden er der hele den græske forbandelse omkring ønsker som jeg desværre har omdøbt og brugt i alle mulige fornuftige og eller fordrukne livsprædikner gør det ikke nemmere

fra ø til ø

... Jeg hørte at to soldater døde idag, og havde 2 timers uungrundelig bekymring for min venindes forlovedes liv...

Den ene side af mig var ved at gå til at bekymring for hende og semiplanlægning af transport til københavn og nødplaner i forhold til at være der for hende hvis det værste var sket...

Den anden kunne ikke andet end at tænke på dig og rædslen ved hvad der kunne ske med dig. Jeg var så tæt på at ringe...men kunne ikke finde noget som helst fornuftigt at gøre ved den længsel... "hej er du i live?" " Øøøøj ja? " ---"undskyld...det..." og så bliver det forfærdeligt...jeg har ikke lov til det...eller...jeg skal lade være med at tænke det ? eller...

Det er utroligt ulykkeligt. Jeg elsker og elsker og det er så dumt....Jeg ved det er slut såen næsten i hele hoved,- men alligevel ikke...

Jeg tænker ikke på det heletiden...men mit hjerte skær og mine tårer drypper fra ø til ø ....

Jeg har ikke nogle fornuftige rationelle konklutioner...jeg er én stor følelsesbeholder og jeg kan ikke rigtig rumme dem...men vil heller ikke give slip på nogen af dem...jeg ved ikke hvad jeg laver...

Jeg håber jeg kan sove

kan ikke rigtig sove...

Har ikke lyst til at tale med nogen. Ikke lyst til ord. Jeg svinger imellem at være trist og ok...tristheden dykker engang imellem ned i ulidelig ullykke, men for det meste overraskende ok...udover at jeg får lyst til at brække mig ved tanken om at skulle tale med nogen om noget som helst...

Måske er det fordi jeg har valgt at leve så småt et liv som jeg har. Både aktivt valgt af idealistiske årsager, men også fordi det er sådan jeg kan overleve...ikke for meget stort eller pompøst eller højtrækkende...bare søgen efter meningsfyldte små ting og balance...

Og så kom det her uventet ind fra siden og blæste mig omkuld. Pludselig vandt alle fablerne og fortællingerne genklang i hvad jeg følte...Ikke at jeg ikke har elsket før og stadigvæk gør det...men den passionerede opstart spillede på strenge jeg aldrig havde hørt klinge i mit indre...Og et helt år har min liv danset i en ukendt toneart...opdaget oplevet og smagt og drukket af eventyr...Og længe nok til at jeg blev helt ung og måske endda troende...

Og det er måske også det der dør nu igen... eremitkrebsen tilbage i sin fine skal og beskytte den alt for skrøbelige indre drømmer...Der tror på alt det hele...på eventyr og " for alvor og for længe og måske for livet" og alle de andre hisorier hun blev fortalt da hun var en lille prinsesse i sin lyserøde flamincokjole... og som han også fortalte hende...måske endda uden at vide det...For han er sikkert heller ikke troende...Og vidste ikke hvad han vækkede inde i mit sovende indre...

Og nu skal det lægges til ro igen. Jeg orker ikke det liv jeg levede før, og jeg har ingen planer om at begynde at gå i lag med kærlighedsdiciplene....Det lykkedes mig at finde ham og det virkede ikke...Jeg orker ikke at skulle knuse den kærlighed i troen på at der skulle være en anden derude...

Så hellere have den i hjertet og leve for nogen andre...

Jeg har oplevet så meget lykke og så mange eventyr i løbet af dette år, at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal runde det af. Skal jeg lave en evaluering? Blive ved med at tude til jeg dehydrerer? Skrive mange lange bange sange? De presser sig allerede på...Men det er ikke fordi de ikke er skrevet før... Men jeg er så bange og bekymret for ham...

Hvem skal holde om ham? Stryge hans hår? drille ham og elske ham og være fantastisk som mig?

Jeg ved ikke om jeg håber det lykkes for ham :( jeg ved dog at jeg ikke ønsker det sker imorgen! Men jeg skal vel nok nå til det en dag...og hun skal nok være endnu mere fantastisk end mig...og svensk og rolig og usindsyg...

Jeg synes stadigvæk at kærlighed er en skræmmende størrelse...kunne lide og lignende er så meget mindre brutale...kærlighed er brutal at være i og brutal at komme ud af...især fordi det så sjældent er frivilligt....

Jeg savner ham han var så utroligt meget...og hvem han kunne være...vi var på vej til at blive noget helt fænomenalt :( nu er jeg bare et slidt væsen med øjnene i vand og hjertet i flammer

.....godnatsang fra en engel...

real emotional girl....


det gør så ondt at holde op med at drømme... :(

Såeh gik der 8 - 9 dage...

Og jeg har kun lyst til at råbe " Hvor vover du???" HVor fucking vover du at være sådan et klaphat?? Sådan en vatpik? En fucking nosseløs omegahund!

Rulle rundt på ryggen og lade universet tæve dig! Ikke kæmpe imod og i den process SKIDE PÅ MIN FUCKING KÆRLIGHED!

Hvor vover du?? Hvor vover du ikke at lytte til mig...er jeg nu kassandra igen? " Du vil dø af stress hvis du ikke får hjælp" sagde jeg i startvinteren.... " Du ville virkeligt få noget godt ud af få nogle værktøj" .... Og her sidder vi så over et halvt år efter, og déeeen du har ramt med diin dumhed - udover dig selv- det er selvfølgelig mig...mig der faktisk advarede dig og tog dig alvorligt. Det er _mig_ der får knust mit hjerte og alt hvad vi har drømt sammen... Dine venner er der naturligvis stadigvæk tid til selvom du ikke kan overskue andet...Nårh ja...der er også tid / overskud til dit job...Og naturligvis din familie...Så det er bare en fucking lokal depression der kun er allergisk overfor mig. BULLSHIT!!! fucking bullshit!

Enten er du så helt åndsvagt manipulerende...eller utroligt ude i hampen.

Og du smider min kærlighed ud til siden? ud på standby sammen med ambivalente facebookinvitationer? Fuck dig... Find dig en anden så. Du reboundede på mig meget belejligt. Meget belejligt fik du mulighed for at forblive seriemonogam... Og som et uventet offer smed vi lige mit hjerte på bordet og da du så pludselig opdagede hvor alvorligt det kunne blive...ja så var der sku lige en krise der var vigtigere... For dit liv er indrettet så aaalting ( udover en kæreste) er uutroligt vigtigt. Det er den vigtigste dag i hele dit liv- hver dag... " Hvis den studerende ikke får feedback ligenu...bla bla" " Hvis den deadline ikke bliver mødt idag ...bla bla" " Min kammerat er kun i byen til imorgen ... bla bla"

Så utroligt selvfikseret og iscenesættende... Hvad er det for et menneske der indretter sit liv sådan? Er det så vigtigt at være vigtig?

_jeg fortsår det ikke...for dét sted der er vigtigst for mig at være vigtig er i kærlighed. At kunne være der for dem jeg elsker og nyde dem.

Og det smed du væk til fordel for deadlines... Min kærlighed er tilsyneladende fedted der skulle skæres væk når noget skulle skæres.

Og jeg har fundet ud af, at jeg ligenu ikke kan komme dig i møde og lave " skal vi være venner"... jeg er en alt-eller-intet-pige ligenu... og jeg tror ikke der er prins nok i dig til at det bliver alt... Jeg tror du kryber udenom og prøver at påstå at du er den rationelle...selvom den rationelle ville have fattet tingene / taget en præventiv kurs for tusind år siden... Den rationelle ville måske overveje, at alle de xp jeg har i sindet og sjælelivet og psyken måske ikke var for sjov, og at de ting jeg siger i de sammenhænge kommer med en ret betydelig erfaring...

Jeg elsker elsker elsker dig og det vil jeg nu gøre uden kontakt til dig...for du skider på det og tager ikke en fuck hensyn... Du har ikke en skid forstand på hvordan man gør det tilsyneladende...og så tager jeg over. Jeg skal nok passe på mig...Jeg ville også gerne have passet på dig, men du insisterer på at gå ned og tage din idiotiske 30'års sammenbrud helt selv. til fucking lykke...

Jeg pakker mine drømme om tvillinger og somre ved vandet og byvandringer og friske råvarer og kaffeeventyr og trøstende omfavnelser ned i en lille kasse...nu er jeg så officielt musiker der kan skrive sange om alt det samme som alle de andre...og jeg vil græde for det igen og igen...

Jeg er så utroligt vred på dig. Du er så skuffende for mig. Du giver op på os somom at det "vi " vi er, er et banalt og almindeligt teenage hoockup...somom at vi passer sammen med hvem som helst, og nok skal finde 10 andre fremtidige partnere som kan skabe og forstå og forbinde og forløse og føre fremad som vi kan... Det er igen utroligt dumt og naiivt og ubrugeligt...

Du smider kærlighed væk, og alle kulturer har myter der lover de største af straffe for den slags...alle gamle guder så i største foragt på den hovmod der så sig for god til kærlighed... og jeg er lige så kliche...for jeg ønsker at skærme dig fra den nemesis...og det var lige ved at lede til vores begges undergang. Men jeg siger stop. Tiden er gået. Du har siddet med hoved oppe i din egen vigtighed og jagtet den der følelse af at være important som tilsyneladende er dit narko...håber det virker for dig,- jeg endte bare med paranoia og 4 års genopbygning...men hvem ved...

i et andet liv hvor vi begge er katte....

eller ét hvo du måske synes at kærlighed er vigtig og skal kæmpes for og ofres for...

fuck hvor jeg elsker dig...

i dagslys på tømmerflåden

...Så er jeg faktisk helt ok igen.

Har spist godt, økonomisk og sundt.

Har snart holdt to måneder på min cigareterstatning og har ingen planer om at ryge analoge cigaretter igen nogensinde!

Har forsøgt at skrive en voksen email til ham og håber den også kan læses som sådan.

Føler mig utroligt lettet i forhold til fremtiden. Dét er det vigtigste jeg kan mærke i øjeblikket. Den kroniske knugen jeg har løbet rundt med siden jeg flyttede hjemmefra ( i perioder ubemærket ganske vidst) er lettet tror jeg! Jeg føler mig ihverttilfældet lettet og somom jeg er på vej ind i noget jeg kan magte. - Naturligvis er jeg lidt bange for at tage fejl - men i den virkelighed jeg har valgt at tro på, der burde jeg kunne det her. Og det er helt uden skråsikker optimisme...

Så hurra for sol og at ligge her og flyde på min tømmerflåde...i år vil jeg være solbrændt!

Efter i lørdags - hvor jeg gned mit ansigt med træaske - der er min hud blevet skrøbelig og fyldt med rifter...Så nu føles det som salt i bittesmå sår når jeg græder...

Hvis det var en socialt accepteret ting at sige fra til livet og stoppe...så ville det være nu jeg bestilte tid hos konsultationscenteret. Argument: life isnt for everybody...Its like a movie...if you dont like it half way through, odds are you are not gonna enjoy the ending.

Im not enjoying any of this. Ikke nok til at blive ved eller opretholde begejstring. Jeg havde mere drive selv dengang jeg flygtede dagligt fra paranoide dæmoner. Der troede jeg i det mindste på at der var en grund til at flygte.

Nu er jeg bare træt. Træt af mig. Utroligt overvældende træt af at være mig. Skuffet over og ved at dø af kedsomhed over mig. Ubrugelig og umulig. Umulig at elske, umulig at uddanne, umulig at passe ind i samfundet, umulig til at være til nogen nytte.

så træt...så træt af at jeg ikke har andet at skrive en ulykkelighed... Så træt af at være så ubrugelig og skræmmende for mine forældre. Så pisse træt.

jo mere jeg dykker ned i hvordan jeg har det- jo mere skræmmer jeg folk væk - og jo mere forstærker jeg det jeg føler...Fantastisk

Jeg ville ønske jeg havde inspiration til at være ordentligt melodramatisk - for så ville jeg have en eller anden gnist til at male... Men jeg kan ikke finde det. Dette er ikke et selvmordsbrev...jeg har ikke nogen jeg ønsker at straffe eller ødelægge og jeg vil ikke på nogen måde gøre det værre for mine forældre... Men jeg ville ønske jeg kunne lukke mig ned.... om ikke andet så for et stykke tid...

Why bother?

Jeg har håbet og prøvet at vilje alt muligt til live og til vejrs...og det er alt sammen fejlet og jeg er træt og kan ikke mere...

Jeg har rettet min kost til, studeret hvad jeg kunne og ændret det nærmest 180 siden jeg flyttede hjemmefra =

jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort før

Jeg har selvransaget, søgt mig selv igennem, fundet hvad jeg kunne og hvem jeg var, har slåsset med kommunen af mange omgange og vundet mig vej frem... men =

Jeg er uden studie og mål og lyst til at kæmpe videre

Jeg har slåsset med min selvtillid, mine følelsesimpulser og gevet alt hvad jeg har i kærligheden=

Mit hjerte er knust og sammen med det de smukke drømme og viljen til at tro på dem

og jeg orker ikke... jeg orker ikke at gå udenfor og være selvbevidst omkring min krop og mit tøj...jeg orker ikke at snakke med folk jeg kender og skulle stå til ansvar for min civilstatus og min sorg...jeg orker ikke at tænke på imorgen og dens mangel på indhold...

Jeg føler mig færdig. Spillet af brædtet. At løbet er kørt og jeg og alle mine storslåede naiive forsøg er ligemeget. Jeg er skævt inde på virkeligheden og jeg er pisse træt af at lege med. Jeg er så pisse træt af at græde...og jeg er så fucking træt af at håbe...

Jeg er en tørlagt brønd, en drænet brikjuice... og jeg er ved at brække mig over ligegyldigheden i det der er tilbage... Tomme ord og tomme løfter og tomme drømme... Udvanding af begreber...udfladigelse af koncepter...

why bother??????

hvis jeg bare kunne core-dumpe

Men jeg har prøvet og prøvet og det bliver aldrig rigtigt brugbart. Så ingen mail til ham og bare mere her til min blog- til mig og dig og måske ham alligevel? hvem ved...

ligenu er min tømmerflåde af et stjerneskib lagt til i forældrenes favn, hvor karbadet og kurvandet er til fri afbenyttelse. Og her er dejligt roligt og fyldt med både deres kærlighed og deres tavse medfølelse... Det hjælper at kigge rundt og mærke små stik af glæde...det siger mig at der vil være store gnister en gang. Måske...

Men jeg ville stadigvæk ønske....ønske vi kunne gå i tivoli og drikke en øl i hvad der svarer til nyhavn i stockholm...At vi kunne læse ved siden af hinanden en aften i et hjem, hvor ingen af os var på vej til en anden verden lige om lidt...at vi kunne bare én af alle de ting mit hjerte har drømt om skulle være os så længe...og som nu kun bliver til drømmeminder... læse avis sammen og begge vide hvad tingene handlede om...- eventuelt new york times...og mange flere romantiske fantasier...

der står en lille dør på klem...og indtilvidere har jeg hver nat drømt at den blev åbnet og flere gange er han kommet hjem...Det er tortur at vågne...

Men det er vel fordi jeg er i dette halvvanvittige stadie? fordi mine gener kæmper imod? fordi jeg er et forkælet barn på 4 der ikke kan tage et nej? Eller?

Er det fordi jeg kan genkende en dybde af forbindelse og ønsker at holde den i ære og live?

Jeg er måske for ung til at undgå at god kærlighed går galt? for uerfaren i forståelsen?

Dunno...Men jeg synes det er forkert.

Jeg står ved, at det ikke kunne fortsætte sådan som det var...men at der ikke skal kunne findes en løsning er vanvittigt spild. Eller fabelagtigt bedrag...Enten ér det en stærk forbindelse- og så er det spild....eller også er jeg alene på mere end én måde... Men jeg tror virkelig ikke på at kaste kærlighed på møddingen... Det er det smukkeste jeg kender...

verden er en kujon!

alting kan gå itu...

Mit hjerte er revnet og det gør hjerteskærende ondt. Det er somom jeg holder det sammen med naiive håb alt imens trætheden sætter sig i mine fingre. Det er somom jeg kan udskyde smerten hvis jeg bare holder fast og holder mig sammen. Pludselig så er det mig der er bødlen for mit hjerte...da det er mine hænder der vil svigte og lade håbet falde...

Samtidigt er jeg ikke en fan af naiivitet. Og hver dag træder kyniskos et skridt tættere på min hoveddør. Snart skal vi have en samtale der ender i tårer og mytedød. Overgivelse til den virkelighed som gør mig så træt. Den virkelighed hvor magi ikke findes og kærlighed ikke overvinder noget som helst.

Snart kan jeg skrive mit spottende endeligt...Snart har jeg noter nok til at spotte universet tilbage med karikaturen over min egen eksistens. Den kommer nok til at starte noget ala :

Jeg er Monica og dømt af mine medmennesker til at være forbandet speciel

forbandet "helt sin egen" og derved forbandet ensom...

Jeg elsker og håber og drømmer alt hvad jeg kan

og alt hvad jeg kan elske og håbe på og drømme om ...tja...bliver skræmt af mig? vil hellere leve langt væk fra mig med et minde om mig? jo længere væk jo bedre er det?

Jeg hedder Monica og jeg gav mit hjerte og fik det tilbage...og nu er det forslået og vil ikke være hos mig. Det ville gøre næsten alt for at vende hjem, og nu er jeg den, der skal knuse dets drømme... og jeg vil så nødigt... jeg ville ønske ville ønske ville ønske... jeg er så træt af at græde...

Jeg ville ønske...

Enten eller...

Hvornår fanden er det godt nok til at beholde...eller for svært til at holde ud?

Hvornår er intentionerne gode nok til at overleve virkelighedens skuffelser?

Hvornår skal noget have lov til at stå som enkelte selvstændige uheld, og hvornår skal det sættes sammen og ses som en overordnet uenighed?

Jeg er i to dilemma som på alle mulige måder refererer til hinanden. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til dem. Det er måske endda sådan, at hvis jeg beslutter mig for ét i den ene problematik, så vil det medføre en farvning af den anden.

Jeg vil så gerne opleve extraordinære ting og glæde...og jeg aner lige nu ikke hvilke valg der vil medføre hvad...Men måske er det ikke så farligt endda...der er sku nok lykke at finde begge steder.

men jeg er trist og vred og skuffet og jeg er ikke sikker på, at han vil forstå det...og hvad gør jeg så? Hvordan kan det virke hvis han grundliggende ikke er interesseret i at møde mig bare på halvvejen?

Jeg har konkluderet, at jeg simpelthen har brug for affektion og bekræftigelse hvis jeg er i et forhold. Det er noget jeg ikke mener, at alle forhold nødvendigvis _skal_ indeholde generelt...men specifikt med Monica så skal det.

Begge ting danser rundt i problematikken " flugt eller kamp" .... og jeg er træt og udmattet hvilket får mig til at hælde imod flugt af ren og skær udmattelse...men jeg ved ikke hvornår det egentligt er rigtigt at gøre. Jeg ville ønske jeg kunne snakke med den gode psykiater jeg havde. Ville ønske jeg kunne få rodet ud af mit hoved. Jo længere tid der går, dets større oprydning bliver der bagefter. Og jeg har ikke lyst til, at det uundgåelige efterspil skal påvirke nuet ved ren og skær massefylde.

På tide med et nyt indlæg

og en ny stemning... Det er alt for længe siden jeg har blogget uden at det var galde der skulle spyes ud over en imaginær papierside.

Men det må vel kunne hjælpe i mit kroniske ambivalente rod, at få skrevet nogle af vidunderne ned side om side med leden...

Jeg har vidst længe at jeg elskede at elske. At finde og opleve de mennesker der vækker elskerinden i mig. At opdage og beundre, at nøjes og at svælge. At leve i de vidunderlige øjeblikke hvor ens bevidsthed begejstres og forundres ved visheden om det ens sanser opfanger...

Det har jeg vidst længe....

Men at blive elsket! Dét er min nyeste opdagelse. Ikke at jeg ikke er blevet elsket på mange måder og af mange mennesker,- men at opdage en hengivenhed som den, fra sin nærmeste familie, i et væsen man har opdaget og elsket sig i,- dét er et ! værdigt. Måske endda smagsløse !!

At have kærlighed så tæt på, at hengivenheden ændrer ens hverdag, det har ændret netop den. Jeg har fået endnu et trin på den store forståelsesstige, der leder til en familiefølelse med alverdens kærlighedssange... Wind beneath my wings for the win.

Studie...op og nedture...stress...uforståelige regler...angst...frygt for fiasko...kamp med den dårlige arm og i det hele taget lidt for meget men intet alternativ agtigt...

jeg må skrive videre en dag min hånd og arm ikke gør ondt

selvhad igen igen

så var det at jeg skulle have den nye lære og starte semesteret med et boost...og så var det at jeg ikke kunne sove...og så var det, at det hele føles dumt og umuligt og uoverkommeligt igen...øv røv nederen pikansjos og fucklort. Pis også...Fuck...

verden er dum og livet er alt alt alt for fucking svært :(