Ligenu tænker jeg, at hvis én ting mere går galt, så hopper jeg i havnen...Ikke at det bogstaveligtalt ville blive havnen, for jeg tror umiddelbart at jeg ville svømme alt hvad jeg kunne...men såen lidt mere overført...så give op. Jeg er så træt. Så utroligt træt af at ting ikke virker.
Jeg ventede og ventede på min tømmerflåde. Drev rundt og ventede. Drømte og drømte om den dag jeg ville træde op på land - og blive et rigtigt levende menneske igen.
Og jeg er det nu. Og det gør ondt og alting går af helvedet til lige nu og intet virker. Min øde ø er et fjernt minde og det står nu i et kronisk rosa skær af ensom rolighed. Uden udefra og med kun lidt indefra. En søvnlignende døsig drømmeeksistens, som ikke gjorde så fucking ondt heletiden. Som ikke rev i mig og hærgede mig. Som ikke tvang mig ud til kysten, hvor jeg nu sidder og sukker og længes. Længes efter 8 planker bundet sammen og en stærk fralandsvind.
Det var nu jeg skulle skole og arbejde med søvn og etablere metoder imod min vinterdepression. Ikke nu jeg skulle slås med al elektronik, forsikringer, su-styrelse, banker banklån bankskift, telefoner og afdragsordninger...
Jeg er kaptajn
mit kompas peger ikke mod nord
det peger mod længsel
