Eller en drøm?

thailand en gruppe mennesker afsted nørder og mine forældre

alting er i en okserød farve bygninger som beklædt med stof der er ikke nogen himmel

somom at være inde i et pudefort - stoflig fornemmelse i at gå i gaderne

på vej til hotel? skal have mad folk går afsted vi er i en lang linie med mellemrum der er mange lokale jeg er bagud og bliver passet op af hvad der virker som en autoritet som tager afgift og derfor mine lokale penge der i drømmen har en fjollet navn. så snart man går ind på en af gaderner der fremmede hænder der griber efter ting og folk så det nærmest er som at crowdsurfe

Jeg kan ikke gå med til den funky resturant da mine ting/ eller er det penge er taget eller tilbageholdt og jeg bliver vildt sur. Sur på den måde hvor jeg bliver ked af det men inden under uberettiget giver mine forældre skylden og jeg projicerer det afsted og siger noget passivt agressivt til min mor da jeg sender dem videre på restaurant. Der må være en forklaring på at hun ikke kan betale for mig også. Skummer emmer af vrede mens de andre går videre og jeg går til hotellet mens jeg forbander dem og hader dem for ikke at finde en løsning til mig. alting er stadigvæk denne form for rødt der er også en form for lyddæmper måske endda gulvtæppe i samme farve. Ankommer til den gang der er "hotellet" og ladefod og jeg er der sammen, han havde heller ikke råd til at gå på den funky restaurant men der er en luge i væggen med en simpel plasticlamineret a3 agtig plakat med simpel sushi billeder og nogle tegn eller tal - en menú der er til en eller anden form for roomservice/ køb her og tag op på værelserne. Ca da vi ser den - vindue/hullet i væggen/ køkken lugen/ som ligger på et hjørne hvor man så drejer til højre og har lidt gang og drejer til højre igen ser man der efter det første højresving er en dør i bagvæggen med glas eller som står åbent hvor noget personalelignende er. De ligner alle to christianitter og de går som vi ankommer - den ene ligner lydmanden der måske skal arbejde med os på skaconvention/er stamgæst på apoteket. Der er barstole ved bestillingsvinduet og vi sætter os snakkende og venter plan køb mad, han har lidt? andre kommer til kø, rødt foldelæder med sektioner med penge, en fremmed hørt min historie giver mig endnu en rød folelæderting med mange 3'ere som er de store penge

lokal luder på venstre stol er nysgerrig men advarer også om at overvågningskameraet oppe til højre kan sende folk efter pengene

Der kommer nogen de tager fat i hende og leder i tro at hun fik pengene. Jeg har mange - flytter dem til taske. Det er vidst min fødselsdag.

Snak og fremmede og måske er de musikere. Venter længe længe på at bestille mad. Intet meget sker. Jeg får måske en "plant din egen plante" jordting i gave.

De meget danskudseende madlavningsmennesker kommer aldrig.

Jeg har glemt flere detalier om den her scene allerede.

Folk vender tilbage fra den funky restaurant. Tina A. er høfligt kortfattet og siger " det var fint" da jeg passivt agressivt ( men tonet ned overfor andre end mine forældre) spørger til maden. Folk går mod deres værelser. Jeg følges med mine forældre og siger som det første - jeg har ikke spist endnu. Trygget tavshed og jeg har "gaver" og gaver med i favnen.

Såeh....For at komme videre skal man krydse en "afgrund" vi var tilsyneladende på første sal i lobbyen og gået op af ét sæt trapper og skal videre op på tredie men først skal man sætte sin egen ultra highteck gangbro op. Hvert "armlæn"/ armreb(sidemodul af metal har en gribeklo i den anden ende der skal bruges til at flytte nogle ultratunge koldser som den så skal holdes fast i på platformen på den anden side. Så man bruger en mekanisme på den ene og fjernstyrer armen til at fjernflytte en metalklods så den står lidt langt fremme og så de så har en fornuftig gå på underrebet- ingen planker imellem. Vi fedter med dem først og det virker meget omstændigt.

Min mor går over først og da hun er halvvejs begynder jeg at råbe " hold dog fast med hænderne" hendes fødder glider længere ned af indersiderne af metalstængerne hun skal gå på og så ser det ud somom den højre side af jerngriberebene mister taget og hun begynder at svinge frem og tilbage på den. jeg /vi? råber " hold fast mor hold fast i rebet" og det ser ud somom hun svinger rundt om platformen vi står på som en trapetzartist og råber et eller andet ala " Karl så svinger det da igennem" Rebet stopper og hun kommer og hun dukker op langs kanten af den platform vi står på, gennemsigtig og i form af n.groth. Han kigger på min far og siger grinende "jeg kan normalt ikke flyve så jeg må være død" han ligner et gammeldags ghostbusters spøgelse og flyver også såen lidt rodet "op og ud" mens han griner.

Jeg ligger på platformen og min far og jeg kigger ned på gaden hvor vi kan se folk samlet omkring hende. Jeg skriger. Han vender rundt for at komme derned igennem hotellet...Jeg har tabt planten og får bedt ham om at tage huske den. Den bliver det eneste jeg har tilbage af hende der kan leve videre. Jeg krøller mig sammen og mærker mit hjerte knuse og visheden om hvad der er sket overvælder mig. Jeg tænker på T.w

Jeg vågner med tårer må kinderne.

-------------------------------------

Flere detalier men nu skulle jeg lige prøve at skrive den ned nu den sidder lige i brystet på mig

En kort - en lang

de lange og og de korte fortællinger i ens liv...

Igår havde jeg en dag lavet af de lange...Ikke fordi det er dem der nødvendigvis fylder mest i hverdagen eller tager meget af ens tid,- men for det første var jeg ude og lege rollespil i en medskabt verden som jeg nu har været en del af on and off i over ti år...Det er fantastisk at have en sådan kontinuerlig ting i sit liv.

Men den anden er endnu ældre og endnu mere sjældent aktuel eller til stede. Det er meget interessant at have et menneske derude i verden som ham.
Altså...egentligt så kender jeg ham ikke. Intet af hvad der har med hverdage og almindeligt liv at gøre. Men jeg har kendt til ham i lidt under halvdelen af mit liv. Ved hvordan han taler, vaner og generelle karakteristiske ting han altid har gjort eller har tillært sig over tid.

Det er mærkeligt fordi jeg holder af ham...eller...de kig jeg har haft ind i hans indre og det jeg kender til hans generelle tilgang til livet. Det er sådan set så længe at jeg har holdt af ham at det er en eller anden form for hjertenær ømhed. Sjovt nok er det en af de eneste der har min hengivenhed som jeg absolut ingen forventninger har til. Hende jeg elsker er i samme ramme, og dog er der ganske naturligt tidspunkter hvor vores liv vikler sig sammen og der derfor er sam-udvikling nødvendigt. Ikke i denne historie dog...Han popper ind i min ende af fortællingen engang imellem,- med sin egenhed og sin lille krog i mit hjerte og så skriver vi et par sider til i den novelle. Det bliver aldrig en roman, men det er en lille tråd at have haft igennem alle de her år.

Det er en meget mærkelig ting. Jeg har en oplevelse af, at så snart det ikke involverer ord, så er han vidunderlig at være sammen med. Men så snart noget som helst skal beskrives eller besvares eller deles fra ham eller jeg....så er det så forskellige sprog at det giver hovedpine.

At han altid fordufter før jeg tænker på at prøve at formulere det...det er så også en fjollet fjollet ting.

Det var også meget mærkelig eller anderledes eller noget nyt ihverttilfælde, at møde manden og ikke bare fyren. Tid er gået og vi er begge ældre og som det jo medfører kulminativt mærkeligere, trættere og mere i stykker. Mere voksne og virkelige. Og det var en meget virkelig og fin oplevelse.

Det er

Dr who og vindunderligt forfærdeligt forfatteri

Hvor er fortællinger potente og forfærdeligt hjerteskærende. Hvor er det blændende poetisk og vanvittigt.

Det griber fast i min kerne og kører mig op og ned i rivende fart. Så sælsomt.

Har lige set de sidste ekstrafsnit i dr who ( 2005 seriens) fjerde sæson og den serie har vagt mit hjerte til live igen. Først med frygtløs optimisme og blændende sci fi - og nu også med hjerteskærende epik. Det er så utroligt, vidunderligt paradoxalt, at noget så urealistisk og flamboyant fabelfyldt, får mig til at finde ting inde i mig, som døde i december.

Men jeg har en klage som jeg ligesom kun kan skrive til mig her på bloggen og jeg ved godt selv, hvad forklaringen på det er...men altså...hvorfor skal der være så mange forfærdeligheder for at fortælle de historier. Hvorfor skal de fortælles? Hvorfor kan jeg ikke holde op med at se dem, selvom jeg græder og håber med bævende læbe og noget der er tæt på at nærme sig bønner.

Puha det er altså vildt. Og de præsterer at dræbe og genoplive og forandre og forføre. Den kærlighedsfortælling var så gribende at jeg burde have været allergisk. Jeg blev smadret af og græd da morten og jeg så " the adjustment bureau" pgr den vulgære " eneste ene og kærlighed har ret til hvad der ellers ville være ondskab" parole...men her, med Doktoren, var det en endnu større tragedie og fortælling og alligevel overlevede jeg. Selvom det var så utroligt forfærdeligt bibeholdt de det smukke.

Det er en gang solid rod det jeg skriver her, men altså hurra! Hurra for livsbekræftende tro på det gode i mennesket. På en star trek agtig kamp for uvoldelige løsninger. På vidundere og menneskers mulige fabelagtighed.

Who is you?

" Jeg ved ikke om jeg kan lide den jeg er" er en gammel frase mine ører har hørt utallige gange og jeg sad i et tankesammensurium som lidt var i den dur, da jeg pludselig opdagede, at jeg ikke vidste hvem det var der ikke kunne lide mit jeg...Altså jeg er tilbage til et stadie hvor jeg ikke føler jeg aner hvem jeg er.

Jeg er snot forvirret. Det hele er op til revurdering igen. Altså...Jeg ved at jeg elsker nogle specifikke ting men jeg er rimeligt rodløs i min fornemmelse af større perspektiver.

Hmm....Men det giver vel en poetisk pointe, at jeg har problemer med at spise og har mistet min "mavefornemmelse" samtidigt.

Det er så forvirrende at have noget så grundlæggende til at ændre sig / blive forstyrret, at alting bliver mærkeligt og skævt. Især med min evne til at fokusere og virkeligt trææække alle detalier i en oplevelse igennem en spekulationsprocess.

Dét er da én ting jeg ved om mig selv...Jeg tygger tingene igennem. Ikke bogstaveligt talt dog selvom jeg er ved at blive bedre til det.

Der er et eller andet med, at så meget af mit møde med omverden handler om mig/den i kontrast. Måske det er til at finde ud af tænke i ligheder i stedenfor, men det føles somom det heletiden er modsætningerne der fokuseres på.

Og det er ikke kun fordi jeg har negative briller på. Det kan simpelthen ikke være så blind en vinkel.

Hvad i alverden kan jeg gøre? Passe mig ind? finde en klub for alternative freaks og klynge mig til dem pgr den éne samlende ting? altså - alternativet er at fortsætte som nu,- med en masse til fælles med folk der synes min måde at leve på er mærkelig. Jeg ved sku ikke om det holder i længden. Ih altså.

når søvnen ikke falder en ind...

Når søvnen ikke falder ind som andet en trætte halvfølsomme tårer

Når det er som om uret er væltet og maven holder fast

fastere og fastere om en stram knude af ukontrolleret stædighed der vrider sig sammen for hvert suk

Hjernen søger vej til standby og døser småslattent i velstøbte fortællinger

- men at skrive fører både gammelt øjenvand og friske nye gab med sig

og en uro

Nyfødte verden hvem er du idag? Hvilken sandhed fører du med dig?

Indrammer du mig med trillende tankespind eller tandfyldte bid af bitterhed?

Nye fotos af mine sjældne smil? Gamle minder om samling og aflad?

Hvad skal jeg kæmpe med i ringen idag....

bedre end det aldrig var sket?

Der er et gammelt ordsprog der hedder : hellere have elsket og mistet end aldrig have elsket....

Hvad er mellemvejen? For jeg er fucking ikke enig. At elske og blive forrådt er noget af det værste- måske dét værste jeg som voksen har oplevet. Jeg er et spøjst og apparte menneske. Ikke nødvendigvis nem at fordøje eller enhvers kop the. Tilgengæld kommer jeg med en detalieret advarselsblanket og brugsanvisning, som løbende opdateres hver eneste gang jeg erkender noget.

Indtil for to år siden havde jeg ikke haft en hverdagsrelation siden mine tidlige teenageår. Fordi jeg ved de her ting om mig selv. Fordi jeg ved hvordan resten af verden fungere og ikke er naiiv... Men jeg er ikke uden følelser og han arbejdede sig aktivt ind på mig. Uden selverkendelse eller analyse af sine motiver " Er du sikker på at jeg ikke er en re-bound løsning?" " Ork ja - jeg har aldrig følt som det her før" ....sagde han... Og nu sidder jeg her. Min første store hjertesorg bibragt mig af en mand, som ikke ville give en 5 øre for at høre hvordan jeg har det. Som "elskede mig så højt" at han både løj og derefter løb...Som nu lever lykkeligt fordi verden desværre ikke er mere retfærdig en andre gør den til.

Og her sidder jeg. Uden en ordentlig narrativ til at forklare noget, uden anden end en tykkere mur omkring mig. Eremitkrebsen samler sig et skjold af sine omgivelser og det de smider fra sig, og han smed et læs skrald efter mig jeg nu skal kæmpe imod at afskrække mig fra livet. At mennesker retfærdiggører at behandle andre som skrald, fordi " i krig og kærlighed" er så skræmmende og så smertefuldt at opleve, at jeg får lyst til at holde mig hjemme for evigt. Og det efter at han fortalte mig eventyr om fremtiden, om børn, om ting jeg ingen længsel/ forventing havde om før...Som nu er en drøm jeg har mistet. Som han fortalte ind i mit hjerte og jeg nu skal miste og slide ud af det.

Af alle han kunne have valgt til sin selvtillidsterapi, så skulle det lige være mig - det skulle lige være hende uden nogen erfaring, som strittede imod og som derfor vel var en større sejr.

Af alle jeg skulle finde fantastiske, så skulle det lige være en løgner...

Jeg kan ikke forestille mig hvem der skulle kunne få mig til at føle mig tryg... Det er slemt nok med min hjertenskære der er så langt væk. Overhoved at føle sig tryg med hende, er en overvindelse af panik som hun slet ikke fortjener.

Men i forvejen var det et long shot at finde en der er til sådan en som mig hver dag...og at leve illusionen for derefter at opleve at blive forrådt... fuck... Jeg vil så gerne en familie,- men jeg har kæmpet så hårdt for at blive mig og etablere en virkelighed jeg kan overleve i...så at opleve det forkastet og foragtet....fuck....

Jeg ville ønske på karma...om ikke andet, så at han kunne opleve eller huske, så han kunne forstå hvad de løgne har gjort ved mig. Det er når det er svært, at man skal gøre det rigtige- Eller acceptere at man er et middelmådigt menneske.

Det er en kamp at få de her ting ud af hovedet i efterdønningerne af KP....Jeg håber at det bare er efterbehandling og at jeg kan komme tilbage til at sørge over det menneske jeg troede fantes...