Stålsat

Jeg er ensom igen. Eller rettere...Nu er ensomheden atter nådesløst åbenlys, uden illusionen af nærhed.

Jeg kan mærke huden strammes om min kæbe og tænderne skære lidt. Kan mærke øjenbrynene rynkes og sukket sidde i halsen. - Det må være oprydningen der er ved at være færdig. Alle de små falske forestillinger er ved at være muget ud og der er bare tomt gulv tilbage. Tomt gulv og en masse ekko fra de næsten renskurede vægge.

Virkeligheden er grum og ærligt. Helt fyldt med realistiske begrænsninger og dårlige odds...helt fyldt med mine egne evners loft og vingefang.

Måske jeg var dum og hængte lidt meget op på den ansøgning. Måske der var en snert af udfordring til universet, en udfordring om at have en narrativ og " hvis det var en ægte funky virkelighed, så ville jeg komme ind og få det twist på min virkelighed"...det er naiivt og lidt barnligt, men også virkeligt menneskeligt i al sin fjollethed. Det kan jeg tilgive mig selv, selvom det gør mig trist og skuffet både over det nej jeg fik og over det lidt ekstra som så var på spil, og som jeg derfor er lidt ekstra trist over.

Sommerfugle, døsige eventyr, lege, samtaler om ting der giver mening, sandheder uden skam...ih hvor jeg længes efter jer...

I det mindste skal jeg lege mig igennem noget af sommeren, og hvis jeg er heldig bliver det endda sjovt. Men der er virkeligt ikke noget hurtigt fiks til følelsen af formål, i denne pauseperiode.

På sin vis er det vel den almene postmoderne syge jeg lider af...omnipotent impotens men med en solid snert af relativiensa og almen systemdisillusion oveni. Og det er vel egentligt en rimeligt stærk folkeforbandelse, hvis jeg, der både er igang med en relativt meningsfuld uddannelse, musikoplevelse, kunstudvikling med mere, har det sådan her i skrivende stund. Hvordan i alverden går det så for folk det er gået galt for?

7 9 13 - aldrig igen...eller...Aldrig igen på denne måde...Hvis nogensinde noget, der giver den snert af formål...så meget forsigtigt og først når jeg har styr nok på min kerne til ikke at svæve væk. Til ikke at forsvinde i fortællingen...til ikke at tro på alt det mit hjerte spiller videre på af spejlinger og ekko.

Og jeg vil blive desperat af ensomhed.

Kampen må være, at holde troen på, at det er ægte og derfor værdifuldt. At dét at leve uden blår i øjnene er bedre end at lyve sig til lykke.

Jeg er nok ikke stærk nok...Men uden kampen, uden at prøve...så er ensomheden virkeligt berettiget.

Hjertesten

Jeg vil fortælle historier om sande ting. Om det så er løgne med bare en énkelt snert af noget sandt. Ikke være noget mindre end brilliant og blændende. Ikke mindre...

Huske...Jeg svinger simpelhen så meget ud af kurs i øjeblikket, at jeg bliver nød til at skrive det her, igen og igen. Kan kun håbe at det sidder fast på et tidspunkt. At jeg bliver i denne dimension af min bevidsthed i lang nok tid, til at jeg kan holde den fast.

Relativisme er en utroligt sund virus at have i sit system. At opdage dét er vejen til at dekonstruere så utroligt mange ubrugeligheder i livet. Men når den går i agressivt udbrud efter at have opfyldt sine grundlæggende livsændrende vidunderligheder, bliver det en kaotisk feber der blænder synet i tider, hvor sikkerhed ikke er af det onde.

Der er så mange ting at være i live for. Der er så meget smukt og spændende og udfordrende og meningsfyldt. Men det bliver så forfærdeligt ligegyldigt i relativismens feberhede. Jeg føler mig sommersyg med relativensa og det er utroligt fint, at Dr Who igen hjælper mig på vej. Måske sygdomsmetaforet kommer af navnet, måske det bare er et sprogligt sammenfald :)

Hmm... Måske det giver fortsat mening imorgen, i dagens lys. Måske dette vil være vejen videre. Erkendelsen af, hvad det er der slider...Men hvis det er kampen for vished, så bliver det dælme en svær en. Angsten for de onde børn fra den lille landsby er stærk og vanvittig.

Men her er en tankestart, måske det bliver en kursændring.

lige før springet!

Sidder med kriblen i kroppen og gab i kæben og venter på morgensolen eller nattesøvnen. Kloden har drejet om sin akse og verden er tiltet lidt til siden,- ting falder nemmere på plads inde i mit hoved, som sommeren nærmer sig og vinteren står mindre tydeligt.

Sommergræsset kalder på mine bare tæer og tiden er øm og kærlig. Det er godt at være i live og godt at lege og godt at være mig på min sti i verden.

Udsynet fra mine forældres klippehylde er smuk og fyldt med himmel. Bjerget i ryggen og klippen under fødderne er trygt. Imorgen er det ind til min stald og min tømmerflåde og ud i sommeren. Projekt: Bliv brun til min rolle - ser ud somom det vil virke fantastisk. Desuden er jeg lettere og mindre fedtfyldt end jeg tror jeg har været siden hash.

Det er alt sammen op til virkeligheden nu. Virker jeg godt nok med systemet til at komme problemfrit til friheden, eller skal eksamen trækkes i langdrag? Der har endnu ikke været en eneste opgave, som ikke har forvirret mig eller stillet sig underlig i udfaldet.
Men det behøver ikke være værre end en tur til rundt i ringen.

Det er en helt utrolig følelse...At gå mod sommeren med et årsværk bag sig. At have den utrolige glæde ved, at vide at fri er en reel belønning.

En anden dag vil jeg skrive mere om nogle problemstillinger og deres finurlige fangearme,- men i skrivende stund er jeg bare lykkelig og træt og har lyst til at skrive smukke ord om smukke følelser.