Så er min fortælling, om min første lange pseudo-redebyggerkæreste ved at være ført helt til dørs med det sidste efterspil.
Fortællingen har været om så utroligt mange ting. En af dem jeg sidder med i skrivende stund, er perspektiver og deres utrolige forskellighed. Hvor nær man kan føle sig og hvor fjerne man kan være. Hvor sandt jeg følte ting var, og hvor umuligt at de kan have været det.
Her under et år efter, at jeg så ham sidste gang, er han nu både gift og på vej til faderskab. Ting han ikke ønskede, når han snakkede med mig. - Hvad det så end betyder.
Jeg har det som dengang jeg mistede min mødom...Ligemeget hvor meget jeg håbede at det ville blive noget specielt, så blev det bare noget livsændrende ude af min kontrol, der ikke var en synderlig vidunderlig oplevelse. På sin vis har de også til fælles, at jeg ventede og håbede mere end at jeg handlede...Hmm...
