Snart kastes stjerner på pinde ud med nytårsønsker

Puha jeg håber. Puha jeg prøver at lade være.

Et spring og en anmodning, en samtale og en deadline. I starten af januar hører jeg om de vil bo med mig. Eller rettere, om det er mig de vil bo med mest. Det er nervepirrende, gribende og tankeoccuperende, at deres valg kan ændre mit liv. Og ih hvor jeg længes efter at følge den strømning og få det eventyr.

Jeg har gjort hvad jeg kan for at følge den. Medmindre jeg burde skrive et ekstra brev til dem og tigge dem om, at vide mere om mig? Er det dét en go-getter ville gøre? Presse sig længere ind i deres virkelighed?
Jeg er 93% besluttet på, at lade terningerne være kastet, men det huer mig ikke, bare at gå rundt og håbe. Ih altså og gøgl.

Det er natten før jul og det er dejligt. Alting er klar til det og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at lade den dag være stressfri. Måske endda lave noget lektier om lidt eller imorgen for at føle, at jeg er nået længere. Puha det er en dum ting at jeg heletiden har bekymring i baghoved. Jeg ønsker mig at være ligeglad bare en weekend.

Exhale...breathe in....exhale....Dybt...Det er en dejlig tid og jeg glæder mig til nytår. 2012 bliver vildt og blændende og jeg kan mærke lykkeligheden banke på indeni og længes efter at gro vinger. Verden kalder og det er vidunderligt at blive stærkere og stærkere. Min heltinde vil blive mig igen.

renvasket i ensomt hjerte

Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.

Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.

Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.

Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.

Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.

Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....