Jeg er ikke rigtig træt. Ihvertilfælde er jeg så interesseret i at være vågen, at jeg ikke kan mærke trætheden.
Problemstillingen er som altid, at morgendagen truer og gruer med muligheden for absolut umulig virkelighed, med en skoledag over en times rejse væk, der derefter løber fra 09 til 16.30... Jeg er ikke på nogen måde vant til at være så bundet og jeg har svært ved at lade mig tøjle i det potentielle ubehag.
Mit hoved går i skuddermudder og bliver fyldt med bekymring som måske er sludder...men er det sludder at jeg skal have timers søvn? hmm... måske. Jeg kan klare mig på meget mindre, men jeg finder det på ingen måde behageligt.
Ok...Så det potentielle ubehag er en slags realitet.
Jeg får svært ved at deltage og være klar i hoved?
Meget rigtigt. Meeen....Det er egentligt ikke så stort et problem. Deet der er den relle humle er at jeg ikke vil _føle_ mig ordentligt til stede og derfor vil bekymre mig aktivt i situationen. Jep...Ingen af de folk jeg går i skole med har nogen synderlig forventning til hvad jeg laver, så der er jeg ikke i klemme...det er indadvendt at forventningen til tilstedeværelsen udspringer og udfoldes.
Tja...så er det vidst heller ikke værre...
------
Jeg spekulerer i, om det at jeg spiser mindre påvirker mit humør. Det synes jeg at have hørt belæg for. Det er det første der virkeligt virker, men jeg tænker det kan være fint muligt, at det gør mig lidt blå i kanterne.
