Så har jeg haft en trepartssamtale og afsluttet et projekt i billedkunst hvor ting gik ok og også gik virkeligt galt. Jeg er utroligt træt og har ikke rigtigt fundet overskud og-eller pligtfølelse nok til at få logget så meget af den her praktikoplevelse som jeg kunne og måske burde have gjort. Om grunden til dét er, at jeg ikke ser en fremtid som praktiserende underviser er ikke 100 % sikkert men jeg tror det er grunden. Om det er dumt ved jeg ikke. Jeg gør hvad jeg kan for ikke at være negativ eller bekymret om noget jeg alligevel ikke er herre over.
Men...Evalueringensaspektet af mit undervisningsforløb med kranium i billedkunst var ikke hverken gennemtænkt nok eller stærkt nok. Jeg er glad for at det faldt mig ind hen imod slutningen af undervisningen, men jeg må indrømme at jeg ikke tænkte over det før. Det synes jeg er virkeligt interessant, fordi det viser at (som altid) så er det virkeligt tilfældigt om uaktuelle ting kommer med i ens overvejelser og jeg har virkeligt ikke gået og tænkt over evaluering. Faktisk har jeg meget lidt lyst til at blive evalueret i familiegruppen og det hár jeg tænkt over, så måske jeg bare har skubbet emnet fra mig indtil det pludselig galt.
Det var faktisk meget sjovt med den trepartssamtale. Det virkede fremmed at have min seminarielærer der med "mine" praktiklærer i starten, men som samklangen gik mere i takt med hvad vi også snakker om på seminariet, så blev seminarielæreren også pludselig " min " seminarielærer for mig og det ende med at være en oplevelse af at have en velkendt person ( som også er på éns hold ) på besøg ude på ens eventyr. Det er ikke fordi min praktik er fjentlig så det var bare generelt ret hyggeligt til sidst :)
Nu rinder ugen ud og jeg må indrømme ( måske igen? ) at jeg virkeligt ikke kan vente på at komme tilbage på seminariet, tilbage til tanker og skrivning og min egen tid uden andre folks børn. Spørgsmålet er, om det er den her tid på året, i mit liv...whatever. Jeg er vel egentligt ligeglad. Jeg er træt og jeg har lært noget og jeg er i øjeblikket dér hvor, at jeg faktisk ikke er super interesseret i at udvikle min " hverdagslærerrolle" og dog har jeg en masse indtryk, opført mig nogenlunde anstændigt, været nysgerrig og alt det gøgl. Jeg har været en fint dygtig praktikant og nu vil jeg gerne snart have fri og weekend og komme videre.
Til trepartssamtalen snakkede vi om det her med at se en anden form for pædagogik i praksis. Det tror jeg er den overordnede mest interessante og markante ting jeg tager med mig.
mandag den 9. december 2013
tirsdag den 26. november 2013
Praktik tirsdag 26/11
God dag. Utroligt svært at komme op og afsted. Syg og sløj og ynkelig med alt for mange kropsbekymringer gjorde turen ud af sengen til en kamp. Til gengæld hjalp det at koge igennem i badet. Dét gentager jeg imorgen.
Skoledagen var rimeligt begivenhedsløs i de store træk, intet drama og ikke nødvendigvis nogen store åbenbaringer.
Nedslagspunkter:
3 og 4 klassetrin i min familiegruppe har jeg nu briefet i deres " kig og fotografer teknologi" opgave. Det virker til at de forstår den og deres forældre får information i fredagens nyhedsbrev. Jeg er spændt på hvor mange teknologiske udfordringer der kan komme med det når det kommer til stykket.
Jeg har arbejdet med ordbogsopslag med et par 2 klasseselever, som er på det niveau hvor stavning næsten virker og skrift er irriterende og matematik derfor er meget mere attraktivt. Jeg har sat mig et lidt personligt mål om at holde dem begge ved ilden og få dem til at blive "ordbogseksperter" - optimalt "ordbogsbegejstrede" men det er sikkert mere end jeg kan håbe på.
Min fokus-unge havde et kæmpe viskelæder med, som kunne bruges til at holde i hånden i stedet for spillekortene. Jeg så kun kortene fremme i pausen, så det har i hvert tilfælde en kortsigtet effekt. Målet er at se om vi kan finde nogle bøger på dansk som klikker. Jeg tænker også, at det kunne være fedt med noget "kold i røven nu gør jeg bare tingene", men den forsigtighed der bliver lagt for dagen i forhold til de forskellige arbejdsområder giver god mening for mig. Det er både noget med aldersgruppen og noget med usikkerheden omkring hvad der forventes i det hele tænker jeg.
- jeg overvejer at have en snak hvor eleven har mulighed for at fortælle mig hvad vedkommende selv synes er sine styrker og svagheder og gerne vil være god til, så vi kan lægge en plan. Ja..Det ville være fedt for mig at vide og det har potentialet til at være et sucessfuldt pædagogisk greb.
Skoledagen var rimeligt begivenhedsløs i de store træk, intet drama og ikke nødvendigvis nogen store åbenbaringer.
Nedslagspunkter:
3 og 4 klassetrin i min familiegruppe har jeg nu briefet i deres " kig og fotografer teknologi" opgave. Det virker til at de forstår den og deres forældre får information i fredagens nyhedsbrev. Jeg er spændt på hvor mange teknologiske udfordringer der kan komme med det når det kommer til stykket.
Jeg har arbejdet med ordbogsopslag med et par 2 klasseselever, som er på det niveau hvor stavning næsten virker og skrift er irriterende og matematik derfor er meget mere attraktivt. Jeg har sat mig et lidt personligt mål om at holde dem begge ved ilden og få dem til at blive "ordbogseksperter" - optimalt "ordbogsbegejstrede" men det er sikkert mere end jeg kan håbe på.
Min fokus-unge havde et kæmpe viskelæder med, som kunne bruges til at holde i hånden i stedet for spillekortene. Jeg så kun kortene fremme i pausen, så det har i hvert tilfælde en kortsigtet effekt. Målet er at se om vi kan finde nogle bøger på dansk som klikker. Jeg tænker også, at det kunne være fedt med noget "kold i røven nu gør jeg bare tingene", men den forsigtighed der bliver lagt for dagen i forhold til de forskellige arbejdsområder giver god mening for mig. Det er både noget med aldersgruppen og noget med usikkerheden omkring hvad der forventes i det hele tænker jeg.
- jeg overvejer at have en snak hvor eleven har mulighed for at fortælle mig hvad vedkommende selv synes er sine styrker og svagheder og gerne vil være god til, så vi kan lægge en plan. Ja..Det ville være fedt for mig at vide og det har potentialet til at være et sucessfuldt pædagogisk greb.
mandag den 25. november 2013
Praktikdag 6. Den 2 mandag
Puha eg er bombet, men sikke en oplevelse idag. Vågnede med syg i kroppen, for lidt søvn ( som altid) og en kropsubehagelig maximumopmærksomhed, fordi jeg enten burde få blødning nu eller bliver nød til at tage en graviditetstest og forholde mig til det oveni. Jeg havde på ingen måde lyst til at tage afsted og kunne på ingen måde overskue at skulle være i praktik 3 uger endnu. Jeg var virkeligt overvældet over de ting jeg burde skrive færdigt til skolen og alt hang mig ud af halsen i selvmedlidende selvynk.
Og så ankom jeg på lokation og blev glad. Altså...Stressen ved tanken om " skolelærerfunktionen" sad oppe i halsen på vejen derud, men ved ankomsten huskede jeg igen med det samme, hvor anderledes den her beskæftigelse er og hvor meget det glider på den gode måde. Jeg åndede lettet op og så var det ellers en skøn dag derfra.
I torsdags aftalte vi at jeg skulle gennemføre to ting i løbet af praktikken med fokus på den familiegruppe jeg til. Den ene ting er min praktikopgave omkring børn og visuelle indtryk i deres hverdag og den anden ting er et fokus på en tosproget elev som skal afklares om, om vedkommende kan finde sig til rette på denne type skole.
I forhold til det sidste, så er vi gået lidt igang idag. Øget opmærksomhed og tricks i forhold til "en og et" er noget vi kommer til at træne løbende og så har vi haft en snak om det her dæk spillekort som eleven altid sidder med. Indtil videre tyder vores samtale om det på, at det ikke kun handler om at være klar til at trylle for de andre, men også, at eleven har været vant til, at have en angerthingy at sidde med nogle gange. Jeg har foreslået, at eleven går hjem og ser om der kan fremfindes en dimsedims som eleven kan sidde med når der skal " tænkes med hænderne". En del af min dagsorden med eleven er simpelthen også at have nogle metasamtaler om, hvad man får ud af den her type undervisning og hvordan man kan tweake sin opførsel fra at være på grænsen til distraherende og forstyrrende til at være acceptabel.
I Billedkunst har jeg et forløb i et af værkstederne med en af de faste billedkunstlærere hvor vi arbejder med modellering af hoved. Da vi ikke havde nået at snakke, så foreslog den lærer, at vi startede idag med at have dem til at lave en " før" model i ostevoks. Det mener jeg faktisk endte ret genialt, fordi eleverne forhåbentligvis lærer noget i løbet af de næste uger og at vi derfor kan lave en udviklingssammenligning når forløbet er slut.
Imorgen skal jeg have den anden billedkunstting med 3 og 4 klasses eleverne fra min familiegruppe og nu skal jeg skrive introen til forældrene. Jeg håber det virker
Overordnet set går det rigtig godt og jeg har blod på tanden. Det er meget overraskende :)
Og så ankom jeg på lokation og blev glad. Altså...Stressen ved tanken om " skolelærerfunktionen" sad oppe i halsen på vejen derud, men ved ankomsten huskede jeg igen med det samme, hvor anderledes den her beskæftigelse er og hvor meget det glider på den gode måde. Jeg åndede lettet op og så var det ellers en skøn dag derfra.
I torsdags aftalte vi at jeg skulle gennemføre to ting i løbet af praktikken med fokus på den familiegruppe jeg til. Den ene ting er min praktikopgave omkring børn og visuelle indtryk i deres hverdag og den anden ting er et fokus på en tosproget elev som skal afklares om, om vedkommende kan finde sig til rette på denne type skole.
I forhold til det sidste, så er vi gået lidt igang idag. Øget opmærksomhed og tricks i forhold til "en og et" er noget vi kommer til at træne løbende og så har vi haft en snak om det her dæk spillekort som eleven altid sidder med. Indtil videre tyder vores samtale om det på, at det ikke kun handler om at være klar til at trylle for de andre, men også, at eleven har været vant til, at have en angerthingy at sidde med nogle gange. Jeg har foreslået, at eleven går hjem og ser om der kan fremfindes en dimsedims som eleven kan sidde med når der skal " tænkes med hænderne". En del af min dagsorden med eleven er simpelthen også at have nogle metasamtaler om, hvad man får ud af den her type undervisning og hvordan man kan tweake sin opførsel fra at være på grænsen til distraherende og forstyrrende til at være acceptabel.
I Billedkunst har jeg et forløb i et af værkstederne med en af de faste billedkunstlærere hvor vi arbejder med modellering af hoved. Da vi ikke havde nået at snakke, så foreslog den lærer, at vi startede idag med at have dem til at lave en " før" model i ostevoks. Det mener jeg faktisk endte ret genialt, fordi eleverne forhåbentligvis lærer noget i løbet af de næste uger og at vi derfor kan lave en udviklingssammenligning når forløbet er slut.
Imorgen skal jeg have den anden billedkunstting med 3 og 4 klasses eleverne fra min familiegruppe og nu skal jeg skrive introen til forældrene. Jeg håber det virker
Overordnet set går det rigtig godt og jeg har blod på tanden. Det er meget overraskende :)
tirsdag den 19. november 2013
Praktik dag 2. Sælsomme fornemmelser
Jeg ved ikke om jeg kan tage en evaluering ned i detalier lige nu overhoved. Men...Det er vel også ok.
Umiddelbare indtryk:
Lige nu virker det som om, at det er en del mindre udmattende at være lærer i den her struktur. Jo- jeg skal hele tiden kunne huske nye ting og hoppe fra emne til emne. Hoppe fra rumforståelse med små klodser, til momsberegning, til kryds og bollegrammatik i den samme periode, men det er også stimulerende. Desuden er det ikke vigtigt, at jeg er 100 % sikker på hele molevitten og det kan også stilles som opgave for eleven at finde måder at undersøge det på uden voksen-assistance. Meget interessant. Meget anderledes. - Idag har jeg lært noget om at udregne procenter som jeg ikke vidste ;)
Skolen i sig selv virker velfungerende og én ting jeg har bidt mærke i er, at læreværelset er opmærksom på, at holde en god og sund sprogtone - både om forældre, elever og process. Der bliver også sagt fra når en joke når kanten. Det finder jeg utroligt sympatisk.
Jeg har nu en aftale med én værkstedlærer om at kører et forløb som jeg basalt set har fra seminariet- hvor jeg bliver primus motor og så skal jeg besøge det andet værkested, hvor jeg tænker at arbejde, imorgen og snakke med en faglærer der normalt arbejder dér.
Hvad angår mine praktiklærere, så er det mærkeligt, at have én som jeg klikker med umiddelbart og didaktisk og så én som...well...mest bare ikke rigtig kommunikerer meget. Det er nok det der er humlen ved den situation lige nu, at den ene part ikke er så meddelsom og ikke er så utroligt kommunikerende i en situation hvor jeg hele tiden føler jeg ikke ved nok, er i risiko for at træde forkert og oplever det somom jeg har for mange ting at holde styr på. Men...Det skal nok gå. Idag er bare en lang dag og jeg får ikke mulighed for at komme i seng før klokken 23 og skal så forfærdeligt tidligt op og på job igen igen :)
Måske ikke så mange store indsigter idag...eller måske er de ikke sivet ordentligt ind.
Hmm... En af de ting jeg har opdaget virker rigtig godt med børnene er, at udfordre dem lidt til at få lavet deres ting. Jeg oplever at flere sidder og har en " ih åh det er så svært" holdning til en opgave, hvor at hvis jeg så sætter mig og siger " pladder - du kan da totalt gøre det her og du kan gøre det vildt hurtigt- kom vis mig det" - så sker det også. Jeg ved ikke om det virker i længden, om det er imod pædagogikken i gruppen, men det virker som noget der motiverer.
Bachelorting: Jeg har nu snakket med den hardwareansvarlige på skolen og fundet ud af hvem der laver pc-kørekort. Så planen er at finde tid til at snakke med den ansvarlige og tage det videre derfra.
Ekstrating - Den ene musikunderviser er tilsyneladende en skoledannende pædagog som jeg stjal mig til noget snakketid med. Han har inviteret mig til at deltage i en kursusdag han holder på skolen for nogle svenskere der vil danne skole på baggrund af hans pædagogik, så jeg får sneget noget af det der musikstads ind alligevel. Meget spændende at se hvad jeg er helt helt sikker på er en anden tilgang end den jeg lige nu er fan og bruger af og som måske bliver ændret eller udvidet i det her møde. Meget spændende indeed.
Hmm...Vidst ikke så mærkeligt jeg igen er træt i hoved. Der er sket en hel masse på sådan en helt almindelig tirsdag :)
Umiddelbare indtryk:
Lige nu virker det som om, at det er en del mindre udmattende at være lærer i den her struktur. Jo- jeg skal hele tiden kunne huske nye ting og hoppe fra emne til emne. Hoppe fra rumforståelse med små klodser, til momsberegning, til kryds og bollegrammatik i den samme periode, men det er også stimulerende. Desuden er det ikke vigtigt, at jeg er 100 % sikker på hele molevitten og det kan også stilles som opgave for eleven at finde måder at undersøge det på uden voksen-assistance. Meget interessant. Meget anderledes. - Idag har jeg lært noget om at udregne procenter som jeg ikke vidste ;)
Skolen i sig selv virker velfungerende og én ting jeg har bidt mærke i er, at læreværelset er opmærksom på, at holde en god og sund sprogtone - både om forældre, elever og process. Der bliver også sagt fra når en joke når kanten. Det finder jeg utroligt sympatisk.
Jeg har nu en aftale med én værkstedlærer om at kører et forløb som jeg basalt set har fra seminariet- hvor jeg bliver primus motor og så skal jeg besøge det andet værkested, hvor jeg tænker at arbejde, imorgen og snakke med en faglærer der normalt arbejder dér.
Hvad angår mine praktiklærere, så er det mærkeligt, at have én som jeg klikker med umiddelbart og didaktisk og så én som...well...mest bare ikke rigtig kommunikerer meget. Det er nok det der er humlen ved den situation lige nu, at den ene part ikke er så meddelsom og ikke er så utroligt kommunikerende i en situation hvor jeg hele tiden føler jeg ikke ved nok, er i risiko for at træde forkert og oplever det somom jeg har for mange ting at holde styr på. Men...Det skal nok gå. Idag er bare en lang dag og jeg får ikke mulighed for at komme i seng før klokken 23 og skal så forfærdeligt tidligt op og på job igen igen :)
Måske ikke så mange store indsigter idag...eller måske er de ikke sivet ordentligt ind.
Hmm... En af de ting jeg har opdaget virker rigtig godt med børnene er, at udfordre dem lidt til at få lavet deres ting. Jeg oplever at flere sidder og har en " ih åh det er så svært" holdning til en opgave, hvor at hvis jeg så sætter mig og siger " pladder - du kan da totalt gøre det her og du kan gøre det vildt hurtigt- kom vis mig det" - så sker det også. Jeg ved ikke om det virker i længden, om det er imod pædagogikken i gruppen, men det virker som noget der motiverer.
Bachelorting: Jeg har nu snakket med den hardwareansvarlige på skolen og fundet ud af hvem der laver pc-kørekort. Så planen er at finde tid til at snakke med den ansvarlige og tage det videre derfra.
Ekstrating - Den ene musikunderviser er tilsyneladende en skoledannende pædagog som jeg stjal mig til noget snakketid med. Han har inviteret mig til at deltage i en kursusdag han holder på skolen for nogle svenskere der vil danne skole på baggrund af hans pædagogik, så jeg får sneget noget af det der musikstads ind alligevel. Meget spændende at se hvad jeg er helt helt sikker på er en anden tilgang end den jeg lige nu er fan og bruger af og som måske bliver ændret eller udvidet i det her møde. Meget spændende indeed.
Hmm...Vidst ikke så mærkeligt jeg igen er træt i hoved. Der er sket en hel masse på sådan en helt almindelig tirsdag :)
mandag den 18. november 2013
Praktik dag 1. En overraskende overkommelig oplevelse.
Så da. Well...Ingen søvn rigtig fordi jeg (som altid) var nervøs, spændt og alverdens andre ting. Men nu er jeg kommet hjem og er faktisk ikke overvældende træt og heller ikke overvældende skræmt eller bange for den kommende måned. Meget mystisk men all good.
Først den vigtigste hændelse: Jeg fik talt mere skarpt til de store ved spisningen end de på nogen måder er vant til. Det kunne jeg sagtens se da de reagerede, men jeg havde umiddelbart ikke styr på hvad der skulle gøres ved det. Den ene praktiklærer påpegede det lidt blidt i pausen og jeg forklarede at jeg havde lagt mærke til det. Der blev foreslået at jeg kunne tage det op og det valgte jeg at gøre efter pausen. Det var en kort " hey må jeg lige snakke med dig og undskyld at jeg fik talt lidt for skarpt. - og så lige en tilføjelse om, at min tinitus ikke er vildt fan af porcelæn-metal comboen" - det virkede somom det var ok og barnet det angik havde desuden travlt med noget andet så det var mest en " ja ok og det var jo ikke med vilje og..." så videre med det de havde gang i.
Jeg har været ned i formgivningslokalet og har aftalt med læreren, at lave et forløb som det vi har arbejdet med i billedkunst omkring hoved. Små portrætbuster hvor fokuset er på at observere hovedets faktiske form og få placeret ansigtet og baghoved rigtigt. Det virkede somom den lærer fra starten havde besluttet sig for at jeg var fjong og det var et spændende værkstedsmodul hvor vi snakkede og planlagde. Jeg ved jeg skal søge nogle selvstændige opgaver også, men det her var så inspirerende at jeg håber det er ok, at vi er to om det- og så kan jeg jo tage teten på det og se om det kan lade sig give sig. Det smarte som jeg tænker at det kan er, at de kan arbejde videre på det efter jeg er væk hvis det er.
Umiddelbart er de to praktik-lærere jeg er hos gode på hver deres måde. Meget fokuseret på børnene - hvilket er godt, men lidt frustrerende for mig lige nu fordi jeg har så mange spørgsmål. Og ja jeg ved godt jeg skal observere første uge, men det er virkeligt svært for mig at vente til f.eks på torsdag med at få svar på alle de her ting. Hmm... Jeg tror jeg skriver morgenmødeformen ned de næste par dage, så jeg er klar til måske også at stå for det et par gange i næste uge.
Umiddelbare indtryk er, at det er et rigtigt nemt sted at være i praktik. Jeg kommer ikke til at stå alene med en klasses trivsel på noget tidspunkt fordi man som minimum er to med storgruppen. Spørgsmålet er hvad der slider lærere på den her skole.... Tja...Til gengæld skal man have alt sin viden om alting klar hele tiden. Den ene laver brøker, den næste sidder og skriver fri tekst med fokus på tegnsætning og den næste er igang med en rebus. Hvordan sætter man kryds og bolle og hvor mange cm skal den her firkant være alle steder for at lave en kube med 25 af det hele. Damn... Det er udfordrende og mærkeligt. Jeg prøver at komme med bud...måske for meget for deres smag. Jeg kan prøve at læne mig mere tilbage imorgen. Hmm...Det er utroligt meget tavs viden imellem de to lærere der har den her gruppe børn sammen. Det er ikke rigtigt forsøgt, men det virker heller ikke nødvendigvis muligt, at forklare mig hvad og hvordan og hvorfor ting bliver gjort...Men det er lidt rundforvirrende at finde sig selv i det og vide at jeg også skal agere og præstere i det.
Oh! og så er der pisse koldt! - imorgen med mange lag tøj :)
Først den vigtigste hændelse: Jeg fik talt mere skarpt til de store ved spisningen end de på nogen måder er vant til. Det kunne jeg sagtens se da de reagerede, men jeg havde umiddelbart ikke styr på hvad der skulle gøres ved det. Den ene praktiklærer påpegede det lidt blidt i pausen og jeg forklarede at jeg havde lagt mærke til det. Der blev foreslået at jeg kunne tage det op og det valgte jeg at gøre efter pausen. Det var en kort " hey må jeg lige snakke med dig og undskyld at jeg fik talt lidt for skarpt. - og så lige en tilføjelse om, at min tinitus ikke er vildt fan af porcelæn-metal comboen" - det virkede somom det var ok og barnet det angik havde desuden travlt med noget andet så det var mest en " ja ok og det var jo ikke med vilje og..." så videre med det de havde gang i.
Jeg har været ned i formgivningslokalet og har aftalt med læreren, at lave et forløb som det vi har arbejdet med i billedkunst omkring hoved. Små portrætbuster hvor fokuset er på at observere hovedets faktiske form og få placeret ansigtet og baghoved rigtigt. Det virkede somom den lærer fra starten havde besluttet sig for at jeg var fjong og det var et spændende værkstedsmodul hvor vi snakkede og planlagde. Jeg ved jeg skal søge nogle selvstændige opgaver også, men det her var så inspirerende at jeg håber det er ok, at vi er to om det- og så kan jeg jo tage teten på det og se om det kan lade sig give sig. Det smarte som jeg tænker at det kan er, at de kan arbejde videre på det efter jeg er væk hvis det er.
Umiddelbart er de to praktik-lærere jeg er hos gode på hver deres måde. Meget fokuseret på børnene - hvilket er godt, men lidt frustrerende for mig lige nu fordi jeg har så mange spørgsmål. Og ja jeg ved godt jeg skal observere første uge, men det er virkeligt svært for mig at vente til f.eks på torsdag med at få svar på alle de her ting. Hmm... Jeg tror jeg skriver morgenmødeformen ned de næste par dage, så jeg er klar til måske også at stå for det et par gange i næste uge.
Umiddelbare indtryk er, at det er et rigtigt nemt sted at være i praktik. Jeg kommer ikke til at stå alene med en klasses trivsel på noget tidspunkt fordi man som minimum er to med storgruppen. Spørgsmålet er hvad der slider lærere på den her skole.... Tja...Til gengæld skal man have alt sin viden om alting klar hele tiden. Den ene laver brøker, den næste sidder og skriver fri tekst med fokus på tegnsætning og den næste er igang med en rebus. Hvordan sætter man kryds og bolle og hvor mange cm skal den her firkant være alle steder for at lave en kube med 25 af det hele. Damn... Det er udfordrende og mærkeligt. Jeg prøver at komme med bud...måske for meget for deres smag. Jeg kan prøve at læne mig mere tilbage imorgen. Hmm...Det er utroligt meget tavs viden imellem de to lærere der har den her gruppe børn sammen. Det er ikke rigtigt forsøgt, men det virker heller ikke nødvendigvis muligt, at forklare mig hvad og hvordan og hvorfor ting bliver gjort...Men det er lidt rundforvirrende at finde sig selv i det og vide at jeg også skal agere og præstere i det.
Oh! og så er der pisse koldt! - imorgen med mange lag tøj :)
tirsdag den 12. november 2013
Fjerdeårs praktik - introdag 12/11 2013
Så har jeg fået set mig om på friskolen og brugt en lille dag der. Meget anderledes, på nogle måder angstvækkende ( konceptet om at planlægge og udsætte børn for undervisning er for mig tilsyneladende et praktisk og dybt eksistentialistisk problem) og på resten af måderne beroligende og rimeligt til at overskue. Jeg tror det her kommer til at gå ganske fint. Jeg skal bruge meget mere tid med børn såen 1 til 1 fordi der er plads og tid til det og det forløb jeg kommer til at lave, kommer til at være med maksimum 10 elever. Det er meget vildt og spændende.
Fokuset min praktik skal have ifølge praktikmappen er på inklusion og individuelle behov og jeg kan simpelthen ikke se hvordan det her ikke er den perfekte mulighed.
Jeg har fået en fordybelsesopgave jeg skal lave i min praktik ( udstedt af min faglærer) som bliver fokuset for mit arbejde med eleverne. Meget af resten kommer simpelthen til at handle om at være underviser i en skole uden tavleundervisning med relativt selvkørende elever. Det er meget interessant - og måske tager jeg helt fejl...who knowsis :)
Anyways...Det er mærkeligt at være ude i et fag som jeg...well...egentligt ikke er så investeret i. Altså. Billedkunst/visuel kommunikation synes jeg er et vigtigt fag overordnet set, men jeg har ikke haft tid eller samspil nok til at have dannet mig en fremadsynet holdning til fagets form, og må også indrømme, at med den her bachelor liggende i krogen, så har mit fokus ikke været synderligt stramt på, at suge alting til mig. Det er spændende men det er ikke mere spændende end så meget andet...
Til kontrast står musikundervisningen og skærer mig i øjnene igen igen. Altså!?! hvad i alverden sker der for, at man kan have musik i 9 år på ugebasis - og til tider på projektbasis og komme ud af skolen uden at kunne navnene på toner eller tangenter eller akkorder? Hvad sker der for, at man lærer eleverne at efterabe musik for derefter at efterlade dem uden et eneste værktøj til at huske det, til at kunne genskabe det? Jeg forstår det simpelthen ikke og jeg forstår især ikke hvad det så er at faget skal kunne. Så synes jeg virkeligt vi er tilbage til "transfer argumentet" men i den mest magiske af sine udgaver...elev x bliver bedre til matematik fordi vedkommende spiller musik, men det kræver slet ikke at eleven forstår noget om det...næh nej det er det pureste magi!?!
Såeh...Hvad gør jeg ved, at min hjerne gnistrer og mit hjerte farer i flint over en anden sektion af undervisningen, end den jeg kan få fingrene i? Det må tiden vel vise. Men damn...dang...dammit hvor er jeg ikke imponeret. Mine fremtidige børn kommer dælme ikke til at blive spist af med det, om jeg så skal lave ekstraundervisning i ren frivillighed for en hel skole. Det er noget pjat og spild af undervisning. Især når man (som man har på den her skole) ideelle forhold til at undervise med fokus på hver elevs forståelse! Et elevhold til musik er på 8 elever!! 8 er luxus! Det er fantastisk! Hvorfor skal de så bare stå der og abe efter?!? ih...hvis jeg bare havde dem i 4 uger kunne jeg lave små mirakler. Nåh...
Tilbage til billedkunst? Tja...Jeg må vel læse nogle undervisningsguides og få nogle ideer :)
Alt i alt ser det rigtig godt ud. God modtagelse ( lidt kaotisk men hey) og varm skole og lige til at glide ind, selvom de mindste stadigvæk er såen lidt skræmmende og svære for mig at snakke med...men så bliver det vel et af de fokusområder jeg får i den kommende måneds tid. Ikke at være bange for små mærkelige fulde gamle mænd.
Min undervisningsforløb bliver noget med at dokumentere teknologi børnene har adgang til - gerne med fotos og derefter at lave noget visuelt funky med dem...Måske en humulkus teckus eller noget og derefter måske arbejde videre med hvad der er teknologisk i deres verden...Hmm...Ja måske.
Mandag går det løs. Første uge er deltagende samspilsintegrations observations agtigt og så bliver mine 5 uger gjort til 4 med fuldt skema i stedet. Det tror jeg er godt i forhold til at få en reel oplevelse af skolen og mig som aktiv aktør på den, men måske det også bliver en træt træt tid...Nu får vi at se...det ser til gengæld ud som om, at der er madmuligheder på skolen...så måske det også bliver billigt. Jeg håber :p
Fokuset min praktik skal have ifølge praktikmappen er på inklusion og individuelle behov og jeg kan simpelthen ikke se hvordan det her ikke er den perfekte mulighed.
Jeg har fået en fordybelsesopgave jeg skal lave i min praktik ( udstedt af min faglærer) som bliver fokuset for mit arbejde med eleverne. Meget af resten kommer simpelthen til at handle om at være underviser i en skole uden tavleundervisning med relativt selvkørende elever. Det er meget interessant - og måske tager jeg helt fejl...who knowsis :)
Anyways...Det er mærkeligt at være ude i et fag som jeg...well...egentligt ikke er så investeret i. Altså. Billedkunst/visuel kommunikation synes jeg er et vigtigt fag overordnet set, men jeg har ikke haft tid eller samspil nok til at have dannet mig en fremadsynet holdning til fagets form, og må også indrømme, at med den her bachelor liggende i krogen, så har mit fokus ikke været synderligt stramt på, at suge alting til mig. Det er spændende men det er ikke mere spændende end så meget andet...
Til kontrast står musikundervisningen og skærer mig i øjnene igen igen. Altså!?! hvad i alverden sker der for, at man kan have musik i 9 år på ugebasis - og til tider på projektbasis og komme ud af skolen uden at kunne navnene på toner eller tangenter eller akkorder? Hvad sker der for, at man lærer eleverne at efterabe musik for derefter at efterlade dem uden et eneste værktøj til at huske det, til at kunne genskabe det? Jeg forstår det simpelthen ikke og jeg forstår især ikke hvad det så er at faget skal kunne. Så synes jeg virkeligt vi er tilbage til "transfer argumentet" men i den mest magiske af sine udgaver...elev x bliver bedre til matematik fordi vedkommende spiller musik, men det kræver slet ikke at eleven forstår noget om det...næh nej det er det pureste magi!?!
Såeh...Hvad gør jeg ved, at min hjerne gnistrer og mit hjerte farer i flint over en anden sektion af undervisningen, end den jeg kan få fingrene i? Det må tiden vel vise. Men damn...dang...dammit hvor er jeg ikke imponeret. Mine fremtidige børn kommer dælme ikke til at blive spist af med det, om jeg så skal lave ekstraundervisning i ren frivillighed for en hel skole. Det er noget pjat og spild af undervisning. Især når man (som man har på den her skole) ideelle forhold til at undervise med fokus på hver elevs forståelse! Et elevhold til musik er på 8 elever!! 8 er luxus! Det er fantastisk! Hvorfor skal de så bare stå der og abe efter?!? ih...hvis jeg bare havde dem i 4 uger kunne jeg lave små mirakler. Nåh...
Tilbage til billedkunst? Tja...Jeg må vel læse nogle undervisningsguides og få nogle ideer :)
Alt i alt ser det rigtig godt ud. God modtagelse ( lidt kaotisk men hey) og varm skole og lige til at glide ind, selvom de mindste stadigvæk er såen lidt skræmmende og svære for mig at snakke med...men så bliver det vel et af de fokusområder jeg får i den kommende måneds tid. Ikke at være bange for små mærkelige fulde gamle mænd.
Min undervisningsforløb bliver noget med at dokumentere teknologi børnene har adgang til - gerne med fotos og derefter at lave noget visuelt funky med dem...Måske en humulkus teckus eller noget og derefter måske arbejde videre med hvad der er teknologisk i deres verden...Hmm...Ja måske.
Mandag går det løs. Første uge er deltagende samspilsintegrations observations agtigt og så bliver mine 5 uger gjort til 4 med fuldt skema i stedet. Det tror jeg er godt i forhold til at få en reel oplevelse af skolen og mig som aktiv aktør på den, men måske det også bliver en træt træt tid...Nu får vi at se...det ser til gengæld ud som om, at der er madmuligheder på skolen...så måske det også bliver billigt. Jeg håber :p
onsdag den 9. oktober 2013
Selvkompetencevurdering og egen grundlov
Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?
Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...
Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.
Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...
Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.
søndag den 29. september 2013
Noia efter Midnat
Jeg skulle til at lægge mig i seng...Tidligere på natten ville jeg til at skrive et stort opsummerende blogindlæg om alt det der sker i mit liv ligenu - og alt det der lige er sket...Jeg valgte at vente med indlægget og den store opsummering, men nu kom der pludseligt et behov for lige at blogge og fokusere da paranoiaen lige ramte med fuld kraft. Fuck det er noget crazy shit at den stadigvæk er i mig og kan komme så massivt.
Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.
En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...
Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn
Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.
En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...
Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn
mandag den 23. september 2013
Den triste nattetid
Jeg er faldet lidt på plads i denne mere nattefokuserede livsstil. Der er dog et problem. Jeg ved ikke om det er tidspunktet, et tilfælde eller noget tredie der spiller ind, men jeg bliver forfærdeligt trist og tænksom når jeg lægger mig for at finde ro.
Det gør det svært at gå i seng og det er altså ikke en synderlig fornøjeligt at ligge og vende og dreje mig med de tungere dele af eksistensen på brystet.
Især ike idag hvor tankerne har fået en ny melodi ´. Min mor har haft en ubegrundet kræftbekymring, men heldigvis kun en forskrækkelse. Desværre er det nyt friskt materiale til spekulade. Det er drøn frustrerende og jeg efterlades lidt træt og meget rodet i kroppen.
Meh. To timers venden og drejen
Det gør det svært at gå i seng og det er altså ikke en synderlig fornøjeligt at ligge og vende og dreje mig med de tungere dele af eksistensen på brystet.
Især ike idag hvor tankerne har fået en ny melodi ´. Min mor har haft en ubegrundet kræftbekymring, men heldigvis kun en forskrækkelse. Desværre er det nyt friskt materiale til spekulade. Det er drøn frustrerende og jeg efterlades lidt træt og meget rodet i kroppen.
Meh. To timers venden og drejen
fredag den 30. august 2013
Så er man igang med billedkunsten. En spekulation i ulvetimen
Så dilemmaet er: Jeg kan ikke komme hjem fra aftenskole ( kan jeg nu konkludere efter en uge) og gå direkte i seng. Mit hoved er simpelthen for fyldt og min krop for meget et spejl af den energi til, at jeg bare lægger mig og derved bliver udhvilet når jeg vågner tidligt. Kampen for en stabil og a-menneske-agtig døgnrytme har været så bidsk at det at overveje at slippe den lå mig utroligt fjernt. Jeg kan mærke en trang til, at kalde det " en voksen døgnrytme". Hvor fanden kommer den form for tvang fra? Altså...Virkelig værdi af at vågne klokken 08 er, at jeg generelt har været ret lykkelig for at have en fast døgnrytme i kontrast til det ulykkelige lykkehjul jeg levede før, men betyder dét at jeg f.eks skubber den rytme et par timer eller tre, at det hele kommer til at segle igen? Det ved jeg ikke, men det virker som den eneste reelle mulighed. Så må jeg eksperimentere lidt med hvilken tidsramme det skal være inde for. Det vigtige er så, at energien kanaliseres ordentligt.
torsdag den 1. august 2013
En lang stress/bekymringsspekulade ballade.
En dag med lidt bøvl i maven og lidt ufokuserede tanker. Jeg er pang midt i min sommerferie og stressen efter eksamen og alt følelsesgøglet med dét, er ved at have sluppet taget i min krop og til dels i min hjerne også. Jeg er på trediedagen med mit livs første permanenthår og det virker overraskende ok. Jeg skal afsted til rollespil i 80'erne og det virker ret fint, men der er en masse socialt opspændthed omkring arrangementet som jeg tror er dét der overskyer en potentiel rå glæde ved at skulle afsted. Det her blogindlæg er et forsøg på at skrive noget af det væk.
Først var jeg super presset over at skulle se rigtig ud til scenariet. Skulle have noget troværdigt tøj og noget troværdigt hår. Nok fordi jeg stoler på min rollespilskompetence, men jeg ikke ville stå og ligne en spade. Frygten for at ligne en spade plejer ikke rigtig at være en del af min rollespilleridentitet, så enten er jeg nået et andet sted i min verden eller også er det kostumehypet i de sociale fora der har sat det i værk. - Jeg har håndteret det med at smide nogle penge efter det, og det har gjort lidt ondt på pengepungen, men har haft den bizarre sideeffekt, at mit hår ser overvældende dejligt ud i øjeblikket. Det kræver noget selvbilledebearbejdning, men det bliver nok en del af mit udtryk at have krøller fra nu af.
Derefter kom der noget med at spille min rolle og at leve op til forventninger om funktioner den skal udfylde, men det ved jeg egentligt godt er vås. Altså...Rollespil handler ikke om en eller anden målbar kompetence og hvis man kan lide det, så mener jeg generelt man "gør rollespil rigtigt" så længe man ikke tager sine personlige traumer og smider i hoved på folk ( eller et eller andet andet fjollet).
Jeg har det lidt mærkeligt i kroppen og jeg ved ikke om det er psyken eller varmen eller en columbiansk bændelorm, men det sætter ( som altid) mine tanker lidt skævt på tingene. Måske er det den anden vej rund og mine tanker gør min krop mærkelig. Jeg ved det sku ikke. Hvad jeg ved ér, at jeg gerne bare vil glæde mig og tage afsted og lege. Spørgsmålet er, om det måske virker at få tingene pakket sammen og stillet klar.
Altså...De ting jeg føler jeg mangler er:
Makeup- Men det kan man låne sig til i læssevis til scenariet.
Smykker - Men de burde egentligt ligge i ok mængde i min kostumekiste...Eller også må jeg bare gå ud og få nogle købt.
Sko - Jeg har to par men ville ønske jeg havde et par kick-ass højhælede...Men jeg nægter at bruge penge på nye.
Legetøjsnarko. Men hvis det kikser så tager min karakter noget andet narko.
Hmm... Jeg kan simpelthen ikke have så store maveproblemer over sko. Eller...Hvis jeg har må jeg tage mig sammen.
31 har vist sig at være meget mere fyldt med selverkendelser i nye former, end jeg troede. Jeg antog vidst, at begivenhedernes tid var forbi og jeg bare skulle mase løs på livet og prøve at forme det. Men endnu engang er det blevet modbevist.
Hmm... Måske er det dén følelse. At det her lidt føles som at være til havs igen og at dét bestemt ikke var noget jeg var forberedt på.
Ting virkede sikkert....Hmm.... men ligenu har jeg ikke lyst til at arbejde på en folkeskole og jeg er ved at blive folkeskolelærer. Måske er det resterne fra eksamen, men det vender sig i mig af nervøsitet ved tanken om at skulle undervise i en setting jeg ikke kontrollerer. Vores skoleprojekt virker somom, at det står stille medmindre jeg finder en vej videre for det og jeg har ikke fundet en vej. Hmm...Dét stresser mig også helt derind hvor, at jeg faktisk ikke tør mærke efter. Jeg tror jeg har fået tænkt det op til at være den eneste vej til et fornuftigt job. Det er jo fucked op. Hmm... Men det er helt sikkert faktisk noget alle folk i slutningen af deres studie føler jo. Altså...Ja...Sådan. Hmm... Så må det være nogen der måske har et råd eller to jeg kan tjekke ud. Så...Hmm... Jeg er begyndt at skrive en masse Hmmm'er og jeg har sukket dybt. Det må være fordi jeg har ramt noget. Jeg kan klart mærke en lettelse...
Jeg tror den største lettelse er, at det vidst ikke er rollespilsscenariet der faktisk spøger, så jeg bliver ikke nød til at genoverveje min hobby ligenu. Jeg håber virkeligt at jeg kan begynde at glæde mig, selvom jeg er bange for at føle mig lidt ensom i spillergruppen og dét faktisk nok er den største ting. Hmm... Mit bekymringsniveau omrking rollespillet er nede på et forståeligt niveau ligenu. Almindelige nørdbekymringer med almindeligt niveau af dårlig selvtillid og dum socialangst. Jeg kunne selvfølgelig gå igang med at bekymre mig over soveforholdene, men egentligt er det ikke nødvendigt ligenu. Tænker jeg.
Først var jeg super presset over at skulle se rigtig ud til scenariet. Skulle have noget troværdigt tøj og noget troværdigt hår. Nok fordi jeg stoler på min rollespilskompetence, men jeg ikke ville stå og ligne en spade. Frygten for at ligne en spade plejer ikke rigtig at være en del af min rollespilleridentitet, så enten er jeg nået et andet sted i min verden eller også er det kostumehypet i de sociale fora der har sat det i værk. - Jeg har håndteret det med at smide nogle penge efter det, og det har gjort lidt ondt på pengepungen, men har haft den bizarre sideeffekt, at mit hår ser overvældende dejligt ud i øjeblikket. Det kræver noget selvbilledebearbejdning, men det bliver nok en del af mit udtryk at have krøller fra nu af.
Derefter kom der noget med at spille min rolle og at leve op til forventninger om funktioner den skal udfylde, men det ved jeg egentligt godt er vås. Altså...Rollespil handler ikke om en eller anden målbar kompetence og hvis man kan lide det, så mener jeg generelt man "gør rollespil rigtigt" så længe man ikke tager sine personlige traumer og smider i hoved på folk ( eller et eller andet andet fjollet).
Jeg har det lidt mærkeligt i kroppen og jeg ved ikke om det er psyken eller varmen eller en columbiansk bændelorm, men det sætter ( som altid) mine tanker lidt skævt på tingene. Måske er det den anden vej rund og mine tanker gør min krop mærkelig. Jeg ved det sku ikke. Hvad jeg ved ér, at jeg gerne bare vil glæde mig og tage afsted og lege. Spørgsmålet er, om det måske virker at få tingene pakket sammen og stillet klar.
Altså...De ting jeg føler jeg mangler er:
Makeup- Men det kan man låne sig til i læssevis til scenariet.
Smykker - Men de burde egentligt ligge i ok mængde i min kostumekiste...Eller også må jeg bare gå ud og få nogle købt.
Sko - Jeg har to par men ville ønske jeg havde et par kick-ass højhælede...Men jeg nægter at bruge penge på nye.
Legetøjsnarko. Men hvis det kikser så tager min karakter noget andet narko.
Hmm... Jeg kan simpelthen ikke have så store maveproblemer over sko. Eller...Hvis jeg har må jeg tage mig sammen.
31 har vist sig at være meget mere fyldt med selverkendelser i nye former, end jeg troede. Jeg antog vidst, at begivenhedernes tid var forbi og jeg bare skulle mase løs på livet og prøve at forme det. Men endnu engang er det blevet modbevist.
Hmm... Måske er det dén følelse. At det her lidt føles som at være til havs igen og at dét bestemt ikke var noget jeg var forberedt på.
Ting virkede sikkert....Hmm.... men ligenu har jeg ikke lyst til at arbejde på en folkeskole og jeg er ved at blive folkeskolelærer. Måske er det resterne fra eksamen, men det vender sig i mig af nervøsitet ved tanken om at skulle undervise i en setting jeg ikke kontrollerer. Vores skoleprojekt virker somom, at det står stille medmindre jeg finder en vej videre for det og jeg har ikke fundet en vej. Hmm...Dét stresser mig også helt derind hvor, at jeg faktisk ikke tør mærke efter. Jeg tror jeg har fået tænkt det op til at være den eneste vej til et fornuftigt job. Det er jo fucked op. Hmm... Men det er helt sikkert faktisk noget alle folk i slutningen af deres studie føler jo. Altså...Ja...Sådan. Hmm... Så må det være nogen der måske har et råd eller to jeg kan tjekke ud. Så...Hmm... Jeg er begyndt at skrive en masse Hmmm'er og jeg har sukket dybt. Det må være fordi jeg har ramt noget. Jeg kan klart mærke en lettelse...
Jeg tror den største lettelse er, at det vidst ikke er rollespilsscenariet der faktisk spøger, så jeg bliver ikke nød til at genoverveje min hobby ligenu. Jeg håber virkeligt at jeg kan begynde at glæde mig, selvom jeg er bange for at føle mig lidt ensom i spillergruppen og dét faktisk nok er den største ting. Hmm... Mit bekymringsniveau omrking rollespillet er nede på et forståeligt niveau ligenu. Almindelige nørdbekymringer med almindeligt niveau af dårlig selvtillid og dum socialangst. Jeg kunne selvfølgelig gå igang med at bekymre mig over soveforholdene, men egentligt er det ikke nødvendigt ligenu. Tænker jeg.
onsdag den 3. juli 2013
på den anden side af stormen...
så...tid til endnu en statusopgørsel:
Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.
En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.
Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.
Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.
Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.
Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?
Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.
Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.
Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.
En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.
Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.
Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.
Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.
Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?
Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.
Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.
søndag den 26. maj 2013
og lidenskaben?
hvad er min lidenskab i øjeblikket? Hvor er min ild?
Jeg har tygget og tygget på mine tænkte tanker og vendt frangsiden frem i søgen på bagtanker men jeg kan ikke finde andet end håbløshed.
Jeg er træt og tom og ensom mit i min landsby. Jeg ser mit liv frem til døden som en snorlige, ubarmhjertigt forudsigelig og ligegyldig ørkenvandring med oaser af sorg og pletvis lykkelig forglemmelse. Jeg har mistet næsten al min tro, størstedelen af mit håb og mit hjerte er alene med sin kærlighed. Jeg er blevet tilbageholden med og skammer mig over omfanget af den potentielle kærlighed jeg slæber rundt på. Jeg holder den tilbage af bekymring for at blive såret til endnu mere håbløshed og jeg skammer mig over den...well...fordi den ikke bliver budt velkommen i verden og derfor føles uønsket. Den bliver ikke næret og den bliver ikke værdsat- ergo ( har jeg tilsyneladende konkluderet) så må den lægges væk. Åh hvor jeg savner at elske igennem. Elske med alle vidunderligheder der er at modtage og give. Hvor smukt og favnende og dansende det kan være i al sin rummelighed.
Og det er jo umiddelbart ude af min kontrol. Jeg tror jeg må tygge videre på det her. Der er jo ikke andet jeg kan gøre.
Jeg har tygget og tygget på mine tænkte tanker og vendt frangsiden frem i søgen på bagtanker men jeg kan ikke finde andet end håbløshed.
Jeg er træt og tom og ensom mit i min landsby. Jeg ser mit liv frem til døden som en snorlige, ubarmhjertigt forudsigelig og ligegyldig ørkenvandring med oaser af sorg og pletvis lykkelig forglemmelse. Jeg har mistet næsten al min tro, størstedelen af mit håb og mit hjerte er alene med sin kærlighed. Jeg er blevet tilbageholden med og skammer mig over omfanget af den potentielle kærlighed jeg slæber rundt på. Jeg holder den tilbage af bekymring for at blive såret til endnu mere håbløshed og jeg skammer mig over den...well...fordi den ikke bliver budt velkommen i verden og derfor føles uønsket. Den bliver ikke næret og den bliver ikke værdsat- ergo ( har jeg tilsyneladende konkluderet) så må den lægges væk. Åh hvor jeg savner at elske igennem. Elske med alle vidunderligheder der er at modtage og give. Hvor smukt og favnende og dansende det kan være i al sin rummelighed.
Og det er jo umiddelbart ude af min kontrol. Jeg tror jeg må tygge videre på det her. Der er jo ikke andet jeg kan gøre.
tirsdag den 30. april 2013
Skal jeg stoppe en lille løbeild? Kan jeg?
Og hvad giver ild hvorhenne?
Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?
Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.
Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.
Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.
Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.
Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.
Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?
Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.
Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.
Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.
Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.
Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.
mandag den 29. april 2013
tread carefully- i be lonely
jeg har lige haft en ganske så skøn weekend, som har efterladt mig lidt forslået. Ikke meget...eller rettere - weekendens begivenheder er i sig selv ikke nok til, at jeg burde være mærket, men min klare oplevelse er, at det er jeg. "Hvorfor nu det" er så spørgsmålet der har været omdrejningspunktet for alle mine ledige ( og nogle af mine " burde være optaget andetsteds" ) tanker og konklusionen er, at jeg i øjeblikket er skruet sammen på en måde, hvor en ret så uskyldig flirt ikke virker uskyldig på mig.
Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?
Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.
For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.
For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.
Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog og alt muligt.
Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?
Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.
For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.
For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.
Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog og alt muligt.
tirsdag den 26. marts 2013
endnu en organiseringsdag
Helt konkret har jeg besluttet mig for, at skifte nodeopbevaringssystem. Det er en kæmpe opgave og har taget al den tid jeg orkede idag og kommer forhåbentligvis til at gå op i en højere enhed imorgen.
Det der er ved dét at rydde op herhjemme samtidigt med, at jeg har drukket kaffe med Hanna g i lufthavnen, gør at mit hoved følger trop. Roder op i gamle ting og prøver at organisere det på ny - det føles somom jeg ikke engang behøver at være synderligt aktiv i processen selv- det sker uden om min frivillighed. Men jeg bliver tvunget til at føle konsekvenserne af min indre kilde bliver rystet og det mørke bundsnask fra min fortid vælder op og fylder.
Jeg bliver så gevaldigt trist ved at tænke på, hvor mystiskt det var for mig at være sammen med T og hvor mange ting jeg ville have gjort anderledes hvis jeg havde anet hvordan det var at være sammen med nogen. Eller...Det gør mig trist når jeg forestiller mig, at det var den eneste gang jeg skulle prøve det. Jeg hader virkeligt at gå ind i ting/være i ting uden kendskab. At være viklet ind i forudindtagethed og selv bare være et mere eller mindre random reaktionsdyr. Men det ændrer sig ikke rigtigt. Jeg er altid mega forvirret første gang jeg gør ting og i øjeblikket er jeg bare taknemmelig over, at færre ting virker nye og mystiske. Det er en kilde til meget forundring for mig, at det er så utroligt tilfredsstillende at få styr på ting. Det kan være bittersødt og jeg ved ikke om jeg romantiserer processen når jeg begrunder bittersødmen med, at jeg bliver nød til at være ret så ærlig overfor mig selv for at få rigtigt styr på tingene. Jeg kan nærme mig "styret" uden problemer, men jeg oplever at det kræver at jeg går ærligt og klarsynet ind i det for at det rigtigt rykker. Og måske er det lidt selvpinende at insistere på at gennemrode min baggage, men når det medfører hvad jeg oplever som en tilfredsstillende raffinering, så er jeg lidt lykkelig. Jeg er også trist her i ulvetimen og eftertænksom og lidt træt af verdensstrukturen.
Det der er ved dét at rydde op herhjemme samtidigt med, at jeg har drukket kaffe med Hanna g i lufthavnen, gør at mit hoved følger trop. Roder op i gamle ting og prøver at organisere det på ny - det føles somom jeg ikke engang behøver at være synderligt aktiv i processen selv- det sker uden om min frivillighed. Men jeg bliver tvunget til at føle konsekvenserne af min indre kilde bliver rystet og det mørke bundsnask fra min fortid vælder op og fylder.
Jeg bliver så gevaldigt trist ved at tænke på, hvor mystiskt det var for mig at være sammen med T og hvor mange ting jeg ville have gjort anderledes hvis jeg havde anet hvordan det var at være sammen med nogen. Eller...Det gør mig trist når jeg forestiller mig, at det var den eneste gang jeg skulle prøve det. Jeg hader virkeligt at gå ind i ting/være i ting uden kendskab. At være viklet ind i forudindtagethed og selv bare være et mere eller mindre random reaktionsdyr. Men det ændrer sig ikke rigtigt. Jeg er altid mega forvirret første gang jeg gør ting og i øjeblikket er jeg bare taknemmelig over, at færre ting virker nye og mystiske. Det er en kilde til meget forundring for mig, at det er så utroligt tilfredsstillende at få styr på ting. Det kan være bittersødt og jeg ved ikke om jeg romantiserer processen når jeg begrunder bittersødmen med, at jeg bliver nød til at være ret så ærlig overfor mig selv for at få rigtigt styr på tingene. Jeg kan nærme mig "styret" uden problemer, men jeg oplever at det kræver at jeg går ærligt og klarsynet ind i det for at det rigtigt rykker. Og måske er det lidt selvpinende at insistere på at gennemrode min baggage, men når det medfører hvad jeg oplever som en tilfredsstillende raffinering, så er jeg lidt lykkelig. Jeg er også trist her i ulvetimen og eftertænksom og lidt træt af verdensstrukturen.
fredag den 22. februar 2013
on the lips of madness
Så er det stilnet af og forhåbentligvis jævnet ud for denne gang. Det har været en god dag og små spirer af håb rykker. Jeg har investeret i fremtiden igen og har følelsen af, at det nu er min tur til at hælde benzin på motoren. Det er faktisk helt ok i en gruppeindsats og det føles super godt at jeg faktisk kan, når nu turen er min. Hverdagen er tilbage i hoved og blodet brænder lidt mindre.
Jeg er træt og slidt og vinterramt, men lige nu føles det som den samme vintertræghed alle andre fiser rundt med. Galden er dog slugt men ikke væk. Jeg har umiddelbart ikke lyst til at tale så meget om den og har lyst til at holde mig lidt for mig selv.
Ind i skallen kravler hun og venter på forår...
Jeg er træt og slidt og vinterramt, men lige nu føles det som den samme vintertræghed alle andre fiser rundt med. Galden er dog slugt men ikke væk. Jeg har umiddelbart ikke lyst til at tale så meget om den og har lyst til at holde mig lidt for mig selv.
Ind i skallen kravler hun og venter på forår...
torsdag den 21. februar 2013
Fuck det shit
Er jeg et konkurrencemenneske? det blev jeg spurgt om en gang hvilket satte en masse tanker igang. En af grundene til, at det var svært at svare på er, at jeg der er utroligt mange vigtige ting jeg ikke ser som en konkurrence. Til gengæld elsker jeg at lave spil ud af kedelige ting...
Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.
Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.
Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.
Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.
Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.
Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....
Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...
Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.
Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.
Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.
Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.
Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.
Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.
Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.
Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.
Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....
Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...
Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.
Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.
Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.
onsdag den 20. februar 2013
at slippe med en krampet hånd...
Jeg er helt knudret op. Som en vredet karklud efterladt til at tørre med snavsevandet i sig i en krampagtig klump. Jeg længes efter at klaske sammen i en pøl af varmt vand og mærke noget af galden opløses og fibrene i knuderne løsne sig.
Åh gudfader. Hvordan kan det dog være så inderligt at eksistere? Hvordan kan det være så hjerteskærende og så livskraftsugende mondænt og banalt samtidigt? Jeg har lige husket, at vreden er en fin følelse som forløser for frustreret opgivenhed, men christ...Jeg har været så blændende arrig idag. Arrig og efterfølgende trist.
Lige nu aner jeg ikke hvad jeg føler. Det er velsignelsen ved ikke at sove. Træt drukner i sidste ende selv flammende raseri og tvinger til en ( om end lettere kunstig) afslapning...Måske jeg skulle finde et badekar et sted imorgen...
Jeg er træt af at hoste og være syg. Men i det hele taget er jeg også bare træt...Hvilket er bedre end både trist og vred.
Åh gudfader. Hvordan kan det dog være så inderligt at eksistere? Hvordan kan det være så hjerteskærende og så livskraftsugende mondænt og banalt samtidigt? Jeg har lige husket, at vreden er en fin følelse som forløser for frustreret opgivenhed, men christ...Jeg har været så blændende arrig idag. Arrig og efterfølgende trist.
Lige nu aner jeg ikke hvad jeg føler. Det er velsignelsen ved ikke at sove. Træt drukner i sidste ende selv flammende raseri og tvinger til en ( om end lettere kunstig) afslapning...Måske jeg skulle finde et badekar et sted imorgen...
Jeg er træt af at hoste og være syg. Men i det hele taget er jeg også bare træt...Hvilket er bedre end både trist og vred.
tirsdag den 19. februar 2013
"dagen derpå"
selvom det egentligt er to dage siden den store foreningsgenforeningsfest, så har jeg alligevel en følelse af dagen derpå. Måske...Måske er jeg bare træt af livet og dets kroniske omstændigheder. Dejlige skønne veninde sagde det så fint " det sidste år har bare været fyldt med...ja...Omstændigheder" og det er rigtigt.
Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.
Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.
Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.
Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.
Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?
Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.
* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.
* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.
* Jeg burde opsøge.
* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.
* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.
* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.
* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.
og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.
Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.
Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.
Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.
Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.
Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.
Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?
Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.
* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.
* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.
* Jeg burde opsøge.
* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.
* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.
* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.
* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.
og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.
Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.
torsdag den 14. februar 2013
endnu en lærestreg
Det holdt et halvt år og så smuttede det. Ellers ikke været sammen med nogen, ikke lavet noget random, ikke været ude og slå mig selv på andre mennesker.
Det smuttede i lørdags, med en forbedring fra fortiden, men stadigvæk med de samme idiotiske konsekvensker og jeg føjer det nu til min datasamling her på bloggen for igen IGEN at prøve at lære det her.
Jeg er nu ikke sammen med nogen jeg ikke finder sympati for. - Det er et godt sted at være. Men jeg kan ikke det her casual og jeg har undgået det med al min viljestyrke, men det skete og det var casual og jeg er ulykkelig. Ikke fordi alternativet skulle være et frieri...men gensidig sympati...bare fucking det. Og jeg er så vred på mig selv, over at have gået ud og slået mig på nogen igen. Når jeg nu godt ved det. Jeg kan ikke være intim uden at have sympati, og det at være intim med nogen jeg har sympati for er sårende hvis sympatien ikke er gengældt. Og den står for egen regning og jeg er en idiot.
og jeg har ikke tænkt i de baner længe. Jeg har været glad og frejdig og ikke manglet, men nu er tanken tænkt igen. Jeg ønsker mig så inderligt en intimitet og nu skal jeg rydde op inden i igen igen og få fundet balancen imens den frustrerende længsel prøver at holde mig. Det skal være endnu en lærestreg og forhåbentligvis virker den for mig :-/
Det smuttede i lørdags, med en forbedring fra fortiden, men stadigvæk med de samme idiotiske konsekvensker og jeg føjer det nu til min datasamling her på bloggen for igen IGEN at prøve at lære det her.
Jeg er nu ikke sammen med nogen jeg ikke finder sympati for. - Det er et godt sted at være. Men jeg kan ikke det her casual og jeg har undgået det med al min viljestyrke, men det skete og det var casual og jeg er ulykkelig. Ikke fordi alternativet skulle være et frieri...men gensidig sympati...bare fucking det. Og jeg er så vred på mig selv, over at have gået ud og slået mig på nogen igen. Når jeg nu godt ved det. Jeg kan ikke være intim uden at have sympati, og det at være intim med nogen jeg har sympati for er sårende hvis sympatien ikke er gengældt. Og den står for egen regning og jeg er en idiot.
og jeg har ikke tænkt i de baner længe. Jeg har været glad og frejdig og ikke manglet, men nu er tanken tænkt igen. Jeg ønsker mig så inderligt en intimitet og nu skal jeg rydde op inden i igen igen og få fundet balancen imens den frustrerende længsel prøver at holde mig. Det skal være endnu en lærestreg og forhåbentligvis virker den for mig :-/
mandag den 4. februar 2013
midt i matrixen...på vej mod modstanden?
Der er noget galt og jeg kan ikke sætte fingeren på det. Er jeg melankolsk? Måske. Er jeg i gang med en 30 års krise? Måske?
Når jeg kigger på enkeltkomponenterne i mit liv, så er jeg ret vild med næsten alle ingredienserne. Men det er som om det ikke virker når hele retten er pløjet sammen.
Jeg ved det virkeligt ikke. Måske er det fordi der er nogle ting der skal fjernes fra blandingen, eller måske er det fordi der mangler den ene eller den lille håndfuld ting/personer/aktiviteter som får det til at gå op i en højere enhed. Citronen til at skære igennem al fedtet, peberet og saltet til at vække smagsløgene...et eller andet.
Jeg er rastløs og utilpas, vandrelysten og utidig. Det roder rundt og selvom jeg bliver mere klarsynet og øver mig i at se tingene for hvad de har af betydning for mig, så giver det ikke nødvendigvis mere opløftning.
Hele verden kører videre og det roterer altid dumme veje. Jeg er ikke vild med hvad der sker og tingene har en tendens til at gentage sig i fjollede mønstre. Alt fra gruppedannelser til tiltrækningsmønstre hænger mig ud af halsen, men det er ting som jeg ikke ved, om der er noget jeg kan gøre noget ved. Min vej er at vide mere om tingene, men jeg frygter, at de her ting der frustrerer mig, er ting som er bedre stillet når de ikke er gennemanalyseret. Jeg ved ikke om det er en rigtig måde at tænke på det på...men det er det jeg frygter.
Er det vinterdepression? Er det stress? Jeg har lyst til at gå i seng og blive der til det holder op...problemet er, at jeg har ting jeg skal og ting jeg vil med det. Det virker bare for tungt at løfte....
Og det er så der jeg plejer at skulle skære ting fra...og alting forpligter og alting er ting jeg har forpligtet mig til fordi det gør mig glad....Men jeg tror der er kommet lidt flæsk jeg måske kan gøre noget ved...Måske...:-/ det er nok et sted at starte i hvert tilfælde...
Hmm.....Hvad har jeg egentligt af forpligtelser tænker jeg lige? Er der et gyldent nummer for hvor meget jeg rumme?
Skole
Familie
Varulv
Band
Trio?
Minilarp
Træning
Finde praktik
- så er der festen som jeg prøver at få gevet slip på- og som allerede er ved at lette lidt af presset synes jeg...
Der er et eller andet i mig om min økonomi som jeg ikke kan sætte fingeren på. Om det er fordi jeg ville ønske mine penge kunne trippeldoble ved ren artighed ved jeg ikke...Det føles lidt sådan...Altså at jeg har en barnlig forhåbning om, at jeg liige om lidt kan rejse verden rundt hvis jeg bare holder leveomkostningerne nede til rugbrød og æbler.
Men det er vel dét...altså en af tingene der er galt...at jeg går med mine håb og er et human becoming...og når jeg er glad er jeg et being...Men det føles som becoming lidt for meget når jeg trister løs...Det hjælper dog som altid at skrive det ned. Jeg skal huske huske huske det.
Jeg har altid tænkt det som, at hvis jeg havde et tredie rum i min lejlighed, så skulle det være et musikrum...men måske burde jeg tænke i et form for helligt sted. Tanken strejfer mig til tider og slår mig altid som en god pointe, men det glider altid af.
En anden ting jeg til tider overvejer er, at droppe noget computertid. Romantiseret, så står det som en tilstand hvor jeg ville have en masse tid til en masse andet. Men...Når jeg tænker over det, så rammer det mig hvor ensom jeg ville føle mig. Jeg ved ikke om det er noget jeg burde prøve og håndtere og se hvad der skete. Se om mit liv ville finde en anden genklang?
Det der skræmmer mig er, at jeg bor alene, rejser på arbejde alene, spiser alene og lige nu lever et liv, hvor jeg ikke lægger mærke til det. Burde jeg det? Ville det blive nemmere at ændre det? Er jeg egentligt utilfreds med det?
Egentlig...Hmm...Egentligt er det mere sådan, at jeg synes jeg burde være utilfreds med det og at jeg har en (måske idealiseret) ide om, at jeg ville blive mere produktiv og mere socialt engageret og derfor mere elsket og sucessfuld.
Er det rigtigt? Er dét nøglen?
Hvad jeg kan mærke lige nu er helt sikkert, at for at få de ting gjort jeg skal så vil bliver jeg nød til at have færre ting jeg er forpligtet til som ikke er dødsensvigtige. Det virker bare ikke, at jeg bekymrer mig løs om rengøring til en fest, når jeg skal skrive pensumliste.
Men den her tid er virkeligt svær...Jeg har ikke så meget lyst som jeg ville ønske. Og det er generelt. Lyst er så utroligt effektivt til at drive når der ikke er overskud, men manglen på lyst og det at jeg kun pletvist mærker ambitionsdrive er hårdt at danse med.
og nu sidder jeg igen uden lyst til at sove og mærker, hvordan det at forblive vågen løfter humøret...det fucker imorgen op og skal nok bringe mig massere af ulykke...men ligenu er det rart at være til...hjernen er en fucked op mekanisme :-/
Når jeg kigger på enkeltkomponenterne i mit liv, så er jeg ret vild med næsten alle ingredienserne. Men det er som om det ikke virker når hele retten er pløjet sammen.
Jeg ved det virkeligt ikke. Måske er det fordi der er nogle ting der skal fjernes fra blandingen, eller måske er det fordi der mangler den ene eller den lille håndfuld ting/personer/aktiviteter som får det til at gå op i en højere enhed. Citronen til at skære igennem al fedtet, peberet og saltet til at vække smagsløgene...et eller andet.
Jeg er rastløs og utilpas, vandrelysten og utidig. Det roder rundt og selvom jeg bliver mere klarsynet og øver mig i at se tingene for hvad de har af betydning for mig, så giver det ikke nødvendigvis mere opløftning.
Hele verden kører videre og det roterer altid dumme veje. Jeg er ikke vild med hvad der sker og tingene har en tendens til at gentage sig i fjollede mønstre. Alt fra gruppedannelser til tiltrækningsmønstre hænger mig ud af halsen, men det er ting som jeg ikke ved, om der er noget jeg kan gøre noget ved. Min vej er at vide mere om tingene, men jeg frygter, at de her ting der frustrerer mig, er ting som er bedre stillet når de ikke er gennemanalyseret. Jeg ved ikke om det er en rigtig måde at tænke på det på...men det er det jeg frygter.
Er det vinterdepression? Er det stress? Jeg har lyst til at gå i seng og blive der til det holder op...problemet er, at jeg har ting jeg skal og ting jeg vil med det. Det virker bare for tungt at løfte....
Og det er så der jeg plejer at skulle skære ting fra...og alting forpligter og alting er ting jeg har forpligtet mig til fordi det gør mig glad....Men jeg tror der er kommet lidt flæsk jeg måske kan gøre noget ved...Måske...:-/ det er nok et sted at starte i hvert tilfælde...
Hmm.....Hvad har jeg egentligt af forpligtelser tænker jeg lige? Er der et gyldent nummer for hvor meget jeg rumme?
Skole
Familie
Varulv
Band
Trio?
Minilarp
Træning
Finde praktik
- så er der festen som jeg prøver at få gevet slip på- og som allerede er ved at lette lidt af presset synes jeg...
Der er et eller andet i mig om min økonomi som jeg ikke kan sætte fingeren på. Om det er fordi jeg ville ønske mine penge kunne trippeldoble ved ren artighed ved jeg ikke...Det føles lidt sådan...Altså at jeg har en barnlig forhåbning om, at jeg liige om lidt kan rejse verden rundt hvis jeg bare holder leveomkostningerne nede til rugbrød og æbler.
Men det er vel dét...altså en af tingene der er galt...at jeg går med mine håb og er et human becoming...og når jeg er glad er jeg et being...Men det føles som becoming lidt for meget når jeg trister løs...Det hjælper dog som altid at skrive det ned. Jeg skal huske huske huske det.
Jeg har altid tænkt det som, at hvis jeg havde et tredie rum i min lejlighed, så skulle det være et musikrum...men måske burde jeg tænke i et form for helligt sted. Tanken strejfer mig til tider og slår mig altid som en god pointe, men det glider altid af.
En anden ting jeg til tider overvejer er, at droppe noget computertid. Romantiseret, så står det som en tilstand hvor jeg ville have en masse tid til en masse andet. Men...Når jeg tænker over det, så rammer det mig hvor ensom jeg ville føle mig. Jeg ved ikke om det er noget jeg burde prøve og håndtere og se hvad der skete. Se om mit liv ville finde en anden genklang?
Det der skræmmer mig er, at jeg bor alene, rejser på arbejde alene, spiser alene og lige nu lever et liv, hvor jeg ikke lægger mærke til det. Burde jeg det? Ville det blive nemmere at ændre det? Er jeg egentligt utilfreds med det?
Egentlig...Hmm...Egentligt er det mere sådan, at jeg synes jeg burde være utilfreds med det og at jeg har en (måske idealiseret) ide om, at jeg ville blive mere produktiv og mere socialt engageret og derfor mere elsket og sucessfuld.
Er det rigtigt? Er dét nøglen?
Hvad jeg kan mærke lige nu er helt sikkert, at for at få de ting gjort jeg skal så vil bliver jeg nød til at have færre ting jeg er forpligtet til som ikke er dødsensvigtige. Det virker bare ikke, at jeg bekymrer mig løs om rengøring til en fest, når jeg skal skrive pensumliste.
Men den her tid er virkeligt svær...Jeg har ikke så meget lyst som jeg ville ønske. Og det er generelt. Lyst er så utroligt effektivt til at drive når der ikke er overskud, men manglen på lyst og det at jeg kun pletvist mærker ambitionsdrive er hårdt at danse med.
og nu sidder jeg igen uden lyst til at sove og mærker, hvordan det at forblive vågen løfter humøret...det fucker imorgen op og skal nok bringe mig massere af ulykke...men ligenu er det rart at være til...hjernen er en fucked op mekanisme :-/
onsdag den 2. januar 2013
nytårstanker dagen derpå
der er ting der roder i mit hoved og den nytårsforløsning som jeg naivt håbede på kom ikke- thi verden er som den er ligemeget hvor meget jeg så fiser rundt og ønsker. Men jeg kan ikke få hul på bylden og det irriterer mig grænseløst.
Mit tømmerflåde er landet. Jeg vader rundt her på land, men enten er det fordi jeg ikke har et landkort eller fordi jeg ikke ved hvor jeg vil hen. Måske er det fordi jeg har fundet et skattekort men ikke er sikker på om jeg tror på det....
Hmm....
Jeg tror jeg har brug for at prioritere...Jeg har nogle ting i min verden som ikke gør mig glad. Jeg har ting som helt bestemt gør mig glad. Hvordan holder jeg op med at gøre og lade de ting ske som jeg ikke er glad for?
Jeg er meget meget glad for vores skoleprojekt. Jeg er glad ved mit studie og at jeg har fået nogle værktøj som jeg synes udvikler mig som musiker. Jeg elsker min familie og har nogle venner som jeg er glad for at se. Jeg savner mit band.
Jeg er træt af tømmermænd. Jeg er træt af rod med mine følelser. Jeg er træt af ambivalens.
Nu skal der mere styr på det.
Jeg ville ønske jeg havde penge. Jeg ved ikke om det nogensinde bliver penge nok? det frygter jeg. Men jeg ville ønske jeg havde penge til at tage til england og komme tættere på nogle af de mange mange ting jeg elsker derfra. Jeg ønsker mig at tage til Tam, til en intelligence squared debat, til en qi optagelse, til en red dwarf fanfestival. Hmm....
Jeg har været helt vanvittigt skruk...men ligenu så kigger jeg på min ovensforstående ønskeliste...og hvis valget bliver imellem de ting og et barn, så sætter det faktisk tingene lidt i et andet lys. Jeg er sku så snot forvirret i øjeblikket...men...jeg vil ud og på nogle eventyr altså!
Hmm... jeg tænker, at grunden til at den her desperate utilfredshed med mit liv har haft så solidt et greb...well...jeg tænker stadigvæk over det. Jeg er virkeligt ikke sikker.
konkrete ting er ikke som jeg havde forestillet mig eller nødvendigvis som jeg ville vælge det. Men det er jo ikke noget nyt. Og nu har jeg så brugt en hel nat på at spekulere og jeg kun en snert af lyst til at sove. Min upraktiske form for meditation
Mit tømmerflåde er landet. Jeg vader rundt her på land, men enten er det fordi jeg ikke har et landkort eller fordi jeg ikke ved hvor jeg vil hen. Måske er det fordi jeg har fundet et skattekort men ikke er sikker på om jeg tror på det....
Hmm....
Jeg tror jeg har brug for at prioritere...Jeg har nogle ting i min verden som ikke gør mig glad. Jeg har ting som helt bestemt gør mig glad. Hvordan holder jeg op med at gøre og lade de ting ske som jeg ikke er glad for?
Jeg er meget meget glad for vores skoleprojekt. Jeg er glad ved mit studie og at jeg har fået nogle værktøj som jeg synes udvikler mig som musiker. Jeg elsker min familie og har nogle venner som jeg er glad for at se. Jeg savner mit band.
Jeg er træt af tømmermænd. Jeg er træt af rod med mine følelser. Jeg er træt af ambivalens.
Nu skal der mere styr på det.
Jeg ville ønske jeg havde penge. Jeg ved ikke om det nogensinde bliver penge nok? det frygter jeg. Men jeg ville ønske jeg havde penge til at tage til england og komme tættere på nogle af de mange mange ting jeg elsker derfra. Jeg ønsker mig at tage til Tam, til en intelligence squared debat, til en qi optagelse, til en red dwarf fanfestival. Hmm....
Jeg har været helt vanvittigt skruk...men ligenu så kigger jeg på min ovensforstående ønskeliste...og hvis valget bliver imellem de ting og et barn, så sætter det faktisk tingene lidt i et andet lys. Jeg er sku så snot forvirret i øjeblikket...men...jeg vil ud og på nogle eventyr altså!
Hmm... jeg tænker, at grunden til at den her desperate utilfredshed med mit liv har haft så solidt et greb...well...jeg tænker stadigvæk over det. Jeg er virkeligt ikke sikker.
konkrete ting er ikke som jeg havde forestillet mig eller nødvendigvis som jeg ville vælge det. Men det er jo ikke noget nyt. Og nu har jeg så brugt en hel nat på at spekulere og jeg kun en snert af lyst til at sove. Min upraktiske form for meditation
Abonner på:
Opslag (Atom)