Menneskydyret i systemfængslet

Jeg går og tygger på noget jeg har genopdaget. En af de her ting hvor, at det i perioder har været åbenlyst og hvor det så er sevet ud af mit syn på verden og livet. Lidt ligesom når jeg glemmer at jeg skal dø, men bare hvor det er noget jeg ikke har tænkt på i meget længere tid. Måske har jeg aldrig tænkt over det på den her måde nogen sinde før. Måske er det først nu, hvor jeg danser rundt og tænker over selv-dressering i forhold til selv-moderation at den her civilisering står frem som noget at undersøge.

Måske har jeg aldrig tænkt over os som menneskedyr på denne måde, fordi det er første gang mine tanker er nået herhen, hvor jeg også er en relativt fuldt realiseret feministisk normkritiker. Jeg kan forestille mig, at når jeg før i tiden har tænkt over det at være et menneskedyr, så har det været fyldt med evo-psyk-normativt jæger/samler og vildyr/moderdyr og bæstet/det feminine floskler og aldrig nået længere.

Nu - på den anden side af det crap, sidder jeg og vil modere mit alkoholforbrug, alt imens jeg hører en roman om et menneske der forener sig med en ulvs tanker. Og om hvordan hans papfar dresserer ham til at spile som et menneske og ikke proppe sig fordi der er mere mad.

Jeg ved ikke om jeg kan det selv. Det får mig virkeligt til at tænke. Tænke over at bo i det kolde nord og skulle planlægge så meget fremad i sit liv og hvor mange stressede og deprimerede folk vi har. Mon depression også kan blive forværret af mængden af fremadtænkning man skal gøre...afstanden fra lyst og planlægning af noget frem til fuldbyrdelsen.
Tænke over at vi rollespiller varulve og hvad de her tanker kan få mig hen til i forhold til at spille anderledes.
Tænke over, hvornår vi som samfund og menneskekultur direkte lyver over for os selv i skellet imellem vores meddyr og os, og hvornår vi er spot on og faktisk beskriver en eksisterende forskel.
Får mig til at tænke over min tiltrækning og hvad der er fornuftigt at lytte til. - Myten om varulven er klart en skrækhistorie...og lige nu slår den mig som en skrækhistorie om folk der giver efter for trangen til at smide den påtvungne civilisation...men jeg havde ikke før overvejet at det kunne være klassikeren " fordi det spejler hvad vi alle sammen hemmeligt ville ønske os". Jeg har altid tænkt det som " angsten for at naboen er mere primitiv" - hvilket det nok også er originalt, men lige nu kilder den mig også den anden vej.

Ulven kommer ikke frem når det er fuldmåne, men når mennesket er for fyldt med regler og påbud og overmenneskelige og udyriske krav. Så drikker vi os til savlende bæster, vi slår og flår, vi bryder en tilfældig trafikregel eller social norm for at finde tilbage til en plads uden for. Uden for spindet, rammerne, den kunstige konstruktion. Fordi det hele er konstrueret. Det hele er noget vi har aftalt.

Men...Spørgsmålet er vidt ikke, om det er dårligt vi har aftalt alle de her ting. At vi har aftalt nogle premisser for civiliserethed. Det er bare både noget ubrugeligt rod, hvis alle såen " beskeder fra grupper større end en selv" har lige meget vægt og det er også noget rod hvis alting hele tiden skal være noget man forholder sig kritiskt til. Samtidigt er der intet overhoved, der har kunne føres 100% videre fra genereation til generation uden at der går skår af enten generarionerne eller metoderne. Så lige meget hvad vil civiliseren være et arbejde i sig selv.

Der er en stille sexuel revolution i gang og lige i øjebilkket lader den en masse frihed løs. Jeg synes jeg har identificeret et sted, hvor jeg vil civilisere mig frem for bare at være dresseret. Jeg har fået interesse for begrebet mådehold og moderation og jeg tænker meget over forskellen på at vælge en modereret tilgang frivilligt frem for at dressere mig til det. Hvis jeg får folk til ikke at give mig mere alkohol ( f.eks) så har jeg ikke selv fundet vejen til at moderere min oprindelige grådighed/umættelighed. Hvis jeg kun tager så og så mange penge med, så dresserer jeg mig eller håndterer mig, frem for at finde grunden til og/forståelsen for/åbningen til at moderere mig selv og finde mådeholdet.

Det er meget crazy, at så meget af vores kapitalistiske system er supertunet til, at triggere vores impulser. Alt fra busreklamer til butiksindretninger og lydkullisser er smedet sammen til at gå efter vores impulser frem for hvad vi søger at civilisere os til. Det har aldrig været mere massivt og det har aldrig været mere komplekst at være menneske. Samtidigt skælder man mere ud på og viser foragt for voksne mennesker i den offentlige debat. Helt almindelige mennesker bliver infantaliseret i en tone om netop at være uciviliserede; dovne, usolidariske, umodne, ignorante. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at netop det at blive
talt til sådan, er med til at stresse og tage overskud, fra folk der i forvejen slås for at udfylde og blive inde for rammerne af livet som nordisk hyperkomplekst menneskedyr. Den byld må da briste? Altså...Er ekstrempolitikken den måde vi ser ulven komme frem? Eller bliver det brændende biler i gaderne?

Jeg bliver selv så utålmodig med mig selv. Når jeg vågner og er i dårligt humør uden at vide hvorfor, så oplever jeg at ligge der med mig selv og prøve at kommunikere! " ok er det noget i kroppen?" tjekker efter og mærker og roder. " var det en drøm " tjekker igennem og prøver at huske". Er der noget i luften? er der larm? skal der mad i eller ud af kroppen? men når jeg løber tør for spørgsmål og ikke har udredet noget, så bliver jeg nød til at ignorere hvad det end er jeg ikke forstod, så jeg kan komme videre med systemtjenesten. Om det så er mit eget system eller andres, om det er et lille system omkring sokker, eller det store omkring samfundspladspræsteren, så skal det gøres og jeg systemer mig selv igennem følelserne til jeg har nogle andre. Men...well i øjeblikket prøver jeg at lade nogle følelser styre mere- også selv om jeg ikke kan passe dem ind i tydelige forståelsesformler og det er meget...well...det føles meget free-fall engang imellem. Jeg er ikke på sikker grund og jeg kan ikke rationalisere det. Måske er det at gå imod den grundlæggende fornuft og kærlighed der ligger i civilisering, måske er det ikke...Jeg ved det ikke helt endnu. Men jeg synes det er et spændende lille område at tænke lidt rundt i.

Første faste søndag?

Så. Det er søndag, jeg har tømmermænd og jeg har ikke noget jeg skal idag. Men jeg synes faktisk jeg måske skal til at have gang i at blogge igen og det vil jeg knytte til de her søndage med deres uforpligtende tomhed.

*Jeg skal drikke mindre. Det er en ting jeg siger mange gange dagen derpå, men jeg mangler at knække nøden til hvordan det sker i virkeligheden, men jeg bliver simpelthen så utroligt alkoholtørstig når jeg er igang og det minder mig meget om dengang jeg røg hash. Simpelthen. Jeg kunne blive en lille smule skæv og tænke at dét var min plan og så derefter vågne op efter at have røge en fillie all by myself. Hm... Og det vil jeg ikke. Problemet er jo at jeg vil det i øjeblikkene....Som jeg skriver det her, så virker det som et større problem en jeg går rundt og tænker det, men jeg ved ikke om det er fordi jeg nu zoomer ind på det. Hm.... Jeg tænker at det er hvad det er. Jeg tror jeg skal prøve en pause og så tænke over en bedre langtidsløsning. For pauserne virker heller ikke. I situationerne falder jeg altid i. Hmm... Hvilket for mig antyder, at jeg har mindre viljestyrke/større tendens til alkohol en jeg vil. Måske ikke mindre end man kan forvente i det små, men fordi jeg ikke kan styre eskaleringen så er det et rigtigt problem. Så...nu prøver jeg lige at tøjle det og så må jeg altså få styr på skidtet.

*Jeg skøjter rundt i mine hjertesager. Jeg har det lidt somom, at jeg er prinsen i askepot og hendes glassko er det perfekte kys. Jeg læænges efter at kysse. Længe langsomt og inderligt. Hjerteskærende langsomt. Prøvende. Med åndedrag og luft. Med tid. Med massere og massere af tid

Ellers virker tingene. Det er ret fantastisk og som altid lettere angstprovokerende at sætte ord på det.

* Jeg er i process med at skulle holde pause fra bandet. Jeg ved ikke om jeg får lyst til at lege med dem igen, men lige nu har jeg ingen. Det er en meget mærkelig følelse at være i. Det må være lidt ligesom når kærlighed holder op. Det er bare væk, og selvom jeg godt kan lide nogle af aspekterne, så er der intet i mig lige nu, der har lyst eller vilje til at reservere noget som helst, som jeg ikke ville have smidt ud ellers.