Jeg er træt og trist her til aften. Træt og trist og ville ønske jeg kunne få en udbringning af tender love and care, men virkeligheden ser anderledes ud og det er svært. Der er ikke overskud at hente ud af kæresteforholdet og selvom jeg har haft mulighed for at lægge lidt ind i det selv, så er det blevet slugt af omstændighederne. Det er vidst meget normalt, men det er lidt ubehageligt at opleve lige nu.
Det får mig til at tvivle på det hele. På rigtigheden af at være sammen, på min forståelse for hvordan vi kommunikerer...Det vækker god gammeldags x-kæreste rester igen og gør, at jeg tænker, at min kæreste egentligt er glad for ikke at se mig så meget i øjeblikket og at det måske helst skulle være sådan for fremtiden - hvis det var op til kæresten-
Jeg ved at mine tømmermænd er en del af det, men sårbarhed og såen læseferietomheden er også med til det. I de her dage føler jeg mig meget alene og uønsket. - igen ved jeg godt, at der er folk der rækker ud efter mig- men nu hvor jeg skriver føler jeg det bare igen. At være alene og uønsket.
Jeg tænker, at det er en mærkelig ting, at jeg har så meget længsel efter den favn der normalt putter mig når den er optaget i den anden ende. Altså... for jeg forstår godt at min kæreste er presset og at der er 40 ting som vedkommende skal gøre og som hiver og tærer på dem. Men...well....i mit post-ba tomrum, er der bare massere af plads til at tænke og længes. Det har jeg klaret ok i sidste uge synes jeg, men i dag...i dag er det svært. I dag ville jeg gerne mødes af noget lidt ekstra-ordinært...måske fordi jeg var ude og hente min første gave til kæresten og det var en lidt ekstraordinær ting...Men bare fordi jeg synes noget ville have god timing, så ved jeg godt, at det er idag moderen er hjemvendt fra hospitalet og møde på jobbet og antageligvist nogle lektier...tja...Det giver god mening, at der ikke sker noget, men...men jeg ville ønske at min kæreste ville ønske at kunne være her og at jeg fik det at vide :-/
Min indre diskussion kører noget ala " Jamen det skal der også være overskud til at kunne skrive" og den anden side svarer " jamen da ikke hvis det er sandt...Hvis min kæreste savner mig er det vel ikke energikrævende at skrive det til mig" og sådan kører det frem og tilbage.
Mit problem er, at jeg antager at det er en både/og ting og ikke en enten eller, men jeg er bange for, at jeg skulle gå hen og ikke opdage, at jeg var i et forhold hvor jeg gav slip på mine behov igen. Jeg tror ikke det er tilfældet. Jeg tror det er spøgelser fra fortiden, som søger at sørge for, at jeg ikke havner i sådan en situation igen. Well...Og så er det vel tømmermændende og ferietomheden der kører det hele lidt op igen.
Nogle dage er bare triste og en vidunderlig weekend gør det ikke bedre når man sidder her om mandagen lige nu.
