Når det er stress og når det er hverdag

Jeg tror jeg har haft en åbenbaring. Tiden vil vise om det er rigtigt. - I mit indlæg fra tidligere idag, beskrev jeg de situationer jeg oplever med min kæreste i øjeblikket. èn ting som en dejlig ven mindede mig om er, at det handler om hvordan man klarer det i de svære tider.

En ting jeg har haft glemt er, at vi stadigvæk er i en svær tid. Problemet er nok nærmere, at vi har været det så længe og at der ikke er kommet ro tilbage i verden. Så meget stress at jeg frygter det bliver ved for altid.

hvis det her er hvordan det er når det er slemt...så er det faktisk ikke så skidt. Det er til at leve med skønt der er tårer.

Hvis  det her bare er hverdagen efter forelskelsen har lagt sig...så er mange af mine langsigtede bekymringer valide...

Det har dælme været en god tænkedag! Men nøj hvor er sådannoget kæresteri svært....og spændende....og hvor er kærlighed svært....og dejligt

my hungry hungry heart....part 2?

Eller hvad det nu er. Jeg synes at have adresseret det her problem før i tidligere blog-posts...og med noget af det samme ordvalg. Eller jeg har skrevet en sang om det engang.

Jeg er ret bange for, at jeg er havnet i et ret så uoptimalt forhold. Ihverttilfælde et ret bipolart et af slagsen, hvor halvdelen virker skønt og mættende og den anden halvdel gør, at jeg græder ugentligt.

Internettets relativt store udbud af løsningsforslag er ret enige og ret gavmilde over for mig i forhold til diagnosen, da den grundlæggende konsensus er, at jeg er havet i favnen på en passivt-agressiv fyr. Dette har medført flere åbenbaringer og flere tårer samt nogle grundlæggende overvejelser om hele moletjavsen.

For det første er det utroligt, umådeligt, virkeligt tiltrængt og hjerteskærende lettende at få lidt (mere) medhold (vennerne har jo været enige med nettet et stykke tid) men altså...at få en mulighed for at sige " det sku ikke mig det dig!" når nu mit udgangspunkt altid er selvbebrejdelse, selvransagelse, selvudvikling og derefter selvgenopfindelse... Hvilket selvfølgelig er lige typen at sætte sammen med én, der som udgangspunkt er selvmedlidende, defensiv og lidt har som udgangpunkt, at der aldrig har været noget galt med ham og at det må være nogen andres skyld altid.

Hip hurra for en skyldfest jeg har kunne sovse rundt i.

Men... Der er er virkeligt vidunderlige ting sammen med ham. Der er unikke ting. Der er ting jeg savner som jeg sidder her og skriver.

Og....Well... Jeg har længtes...jeg har tørstet....jeg har vandret igennem en ørken for at være i kærlighed og jeg er meget uvillig til, at give slip på den nu jeg har fundet den.

Selvom den måske er i en bizzar størrelse...selvom den måske...well....selvom den måske ikke er super stor...

Det er ikke alting der bliver rummet i den her situation. Og måske er det ikke nok...Det er ikke sådan, at jeg ikke overhoved bliver omfavnet...det er ikke sådan at jeg overhoved ikke bliver genkendt og  elsket tror jeg...

Men jeg bliver ikke mødt på halv-vejen...Jeg bliver halvdelen af tiden ikke rigtig gået i møde endda.

En af de beskrivelser der ramte plet, var det med, at han siger at " han ikke kan" når det ofte er " Ikke vil " som ikke ikke vil gøre indsatsen for at komme mig i møde, ikke vil gøre indsatsen for at ændre vane, ikke vil prøve at finde vejen igennem eller rundt om det der holder ham fra, at møde mig i en anmodning, hvor jeg i forvejen selv har reduceret det ned til det mindst mulige krav. - f.eks : Jeg kommer fra en " jeg elsker dig" sigende familie...Sigende, skrivende, chattende, sms'ende...anyway you can find - we will use it to say it...og det mange gange om ugen.
Han siger det nær ved aldrig - især når hvis det skal være " sige det først og ikke bare som svar" situationer....så er det måske 5 gange og det er nok på skrift alle sammen.

Det sætter mig i en situation, hvor at mine følelser siger mig, at han egentligt ikke elsker mig;- for ellers ville han sige det.... Dette har jeg spurgt ind til og han påpeger alle de måder han så viser det på. Ok...Jeg har egentligt brug for at høre det nær dagligt. Og at blive sagt det til uden at det er mig der siger det. - Jeg har intet problem med at sige det en masse selv også. Men mit mere imødekommende forslag var meget lavere sat. Det var nogen gange...det var just something...just a little....Men jeg bliver mødt med et " ja det vil jeg gerne prøve" som er en løgn. Derefter med et " jamen jeg har da lidt" eller et " du forstår ikke at jeg ikke kan".  Hvilket, i min verden, er bullshit. Alting kan læres, alting kan villes og intet er umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte. Det er for mig en ret absurd ting, at han har forventet ( og råbt af mig i en kamp brandert for at få sin vilje) at jeg skulle ændre talefacon for hans skyld i forhold til, at bruge navne eller kælenavne- men han kan ikke overkomme det umådeligt udfordrende og uendeligt krævende det er, at sige " jeg elsker dig" til mig selvom han påstår at det er det han føler. Og han virker ikke til at have planer om at øve sig, eller finde andre veje til at løse det.

Det gør at jeg oplever det som, at så længe tingene flasker sig på hans måde og at han ikke skal gå synderligt ud over sig selv, så er det ok at være kærester med mig, men hvis det kræver noget så gider han egentligt ikke.

- Det er ikke den romantiske kærlighed jeg længes efter. - Og den findes også imellem os på andre tidspunkter, men...ja...Jeg ved ikke om han bare ikke synes jeg er synderligt meget værd, eller om han ikke sidestiller det med, at jeg måske så er det værd i forhold til, at prøve at komme mig i møde.

Og desværre er det ikke rigtig noget som han kan finde ud af at snakke om. Det er dér den passive agressivitet kommer frem i fuldt flor, hvor alting bliver vendt imod mig. Enten fordi at han er misforstået - eller (hvis der ikke lige er noget han kan hænge dét op på) så er jeg bare nederen og ikke det værd, eller han finder et enkelt ord som blev sagt og fokuserer på " hvorfor sagde du kedelig?" og så drejer han samtalen over til en diskussion om dét.

Det har gjort mig rigtig ulykkelig flere gange.

Det har gjort at jeg har læst op på konceptet " folk der er passivt-agressive og hvordan man måske kan holde ud at omgås dem" - men det er virkeligt ikke synderligt optimistike fortællinger der bliver fremstillet. Det er tilsyneladende ikke noget man som partner rigtig kan gøre noget ved og folk der har behov for at være P-A er ikke oddset til selv at fikse det.

Hvilket gør mig ulykkelig at tænke på. Jeg vil så gerne, at den del af ham jeg elsker, er lykkelig og vokser og udforsker og oplever. Den eventyrlige del jeg har mødt. Den omsorgsfulde del. Den nysgerrige og selvkørende og autodidakte. Den del af ham som vil forbedre sit liv.

Men han tager ikke særligt godt vare på den del. Han passer ikke på sig selv og så bebrejder han livet og universet for at gøre hans liv hårdt og mig for at have behov, for at ønske at han var glad, for at ville have et kram osv... Det er virkeligt ikke sympatiskt og jeg ved godt at det ikke er sundt...

Jeg ved bare ikke...Dammit...Jeg elsker den fyr jeg forelskede mig i...jeg elsker måske halvdelen af min kæreste i øjeblikket? måske...ikke det her væsen der bare reagerer på omverden og reagerer med forurettelse og selvmedlidenhed og agression...Og måske venter jeg på at finde ud af, hvem af dem han ender med at blive? jeg ved det ikke... 

Ekstra ansvarsfølelse? angst for spild af liv?

Jeg har en virkelig dyb følelse af, at jeg skal kunne forudsige konsekvensen af mine valg og mine følelser og at jeg her, i skrivende stund, skal forholde det til hele mit liv som helhed, til al min fremtid og den fortælling mit liv ender med at være....

Og jeg tror det er en trist måde at tænke på...nok...ja...men jeg sidder stadigvæk med en dyb følelse af...hmm... beslutningstrang? kontrolbehov? angst for, at mit eneste liv bliver noget kedeligt sjask som er spild af liv?

Det er simpelthen dét. Jeg er bange for at spilde mere af mit liv. For selvom jeg mener, at de tunge dele af mit liv er ting, som har været med til at lade mig vokse til det menneske, som jeg idag er stolt af at være, så er jeg stadigvæk ked af de ting jeg ikke har præsteret i den periode og jeg har en oplevelse af, at jeg har spildt noget liv.

Jeg tror jeg skal finde fred med det. Det er det eneste der giver mening,- men samtidigt er jeg bange for at, tage let på det og komme til at gentage livs-væksmidningen.

Jeg har bestået min læreruddannelse og fået en masse godt med af det, men tiden her efter, er ret tom ( ganske naturligt) og sætter en masse tænkeri igang.

Som jeg får det tænkt igennem, så er det bare fjol. Lige nu tænker jeg, at det faktisk kører som det skal og at jeg gerne vil have mere af det jeg har og oplever. At jeg gerne vil udvikle mere og opleve mere.

Jeg forstår også hvor angsten kommer fra. Denne overgang. Disse store passager...de vækker min dødsangst og dén hælder benzin på angsten fordi livet lige meget hvad, fordi det er så dyrebart for mig, nærmest kun kan være spildt...når der er så lidt, hvordan kan man så på nogen måde nyde det rigtigt?