fredag den 20. februar 2015

i grieve...

Peter Gabriel ved hvordan man beskriver det. "looks like it always did"...Gosh...Idag er en svær svær dag og mit hjerte er så trist. Jeg er gået igennem minde efter minde, en lille banal scene efterfulgt af en særliged efterfulgt af passioneret kærlighed. Det er alt sammen fortid og tårene ligger ugrædt og uspildt i mine øjenkroge på lur men uden at falde.

Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.

Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...

Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...

Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...

Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?

torsdag den 19. februar 2015

Så tomt og trist

I dag er det utroligt tomt og trist. Selvom det har været noget der er blevet skubbet på for længe, så har det sidste døgn eller to været ganske vidst.

Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....

For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?

Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...

men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...

Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...

Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...