Jeg er træt og udmattet og trist...
Tingene går som de skal med spceialet, men jeg har det somom at jeg spiller med én hånd bundet på ryggen. Hjernen vil helst ikke fokuserer og det virker som symptomer på stress. Jeg frygter at brænde ud og brænde sammen i knolden og at jeg fejler på bekostning af min skrivemakker. Det gør ondt og det bekymrer.
Jeg gør hvad jeg kan for at pleje min hjerne. Prøver at få trænet og spist og sovet. Få lidt social interaktion. Men i lyset af det øgede press, står mine relationer i skarpt lys og min tolerance er mindre. Om dette er et nyt permanent træk eller et biprodukt ved jeg ikke endnu. Jeg kan bare observere, at jeg har mindre tolerance overfor ting der gør mig ked og som kan hive mig væk fra det primære formål i øjeblikket.
om det er tristheden eller bare mit hjertes utrolige idioti ved jeg ikke, men jeg tænker på ekskæresten. Det virker åndsvagt, at det stadigvæk er hver eneste dag at mine tanker strejfer derhen. Det føles åndsvagt og ydmygende. Når jeg sidder med visheden om, at vedkommende ikke skænker mig tanker, er røvligeglad med mit liv og mit velbefindende og sikkert ikke giver en fløjtende fis om hvor jeg er i mit liv eller hvordan jeg har det med den her agressive adskillelse...Det er en trist vished der rammer mig i bølger. Det var antageligvis grunden til, at jeg blev slået op med, så denne manglende bekymring har varet længe, men det virker ikke til, at jeg kan ændre den del af mig, som ikke har det på samme måde. Den del der elskede at elske ham og som savner det rum vi skabte sammen. På trods af alle de gode argumenter jeg kan hive frem om, hvor åndsvagt det var. Om det handler om det kaotiske i tilknytniung eller hvad det nu kan være ved jeg ikke...men det er en sæk med tungsindssten som jeg slæber rundt midt i alt det her.
Men...Egentligt...Eeegentligt er jeg faktisk glad. Når jeg mærker efter neden under al trætheden og tungheden, menstruationssmerterne og den bizzarre øresmerte, neden under den smertende skulder og den truende museskade...Nede under den stress-skabte vægtøgning og dertilhørende ærgelse...
Der er jeg stolt og glad over hvad vi laver med vores kandidatprojekt og glæder mig til at arbejde videre...
Der er bare så mange lag af træthed og den kæmpe trængsel af andre faktorer som jeg skal igennem først. Det står ikke så galt til og jeg skal bare sove alt det jeg kan tror jeg...Tja...Ja... Træt gør trist...men så er det heller ikke værre...
Jeg er lidt overrasket over at have skrevet mig frem til det :)
