Jeg er så utroligt træt af at være mig idag. Det falder sikkert sammen med mangel på søvn og det her fine pres som afsluttende kandidateksamen lægger over det hele...det er sikkert det der er årsagen ligenu, men at vide det gør ikke nogen forskel...
Jeg er så træt af at være mig og alle de ting det ikke er. Ikke nogen akademisk fremtid efter kandidaten, ikke nogens forslag til en phd...ikke nogens kæreste...ikke nogens udvalgte...Bare ikke rigtig nogen...
Jeg græder imens jeg skriver det her. Trætte tunge tårer. Alt det her press. Alt den præsteren vi har gjort, bliver vejet på tirsdag og vi har ingenting at gøre. Enten er vi rigtige eller også vejes vi for lette... Hvad er det værd hvis det bliver under gennemsnittet? hvad er det værd hvis det er middelmådigt?
Den her form for kompetencevurdering finder jeg utrolig pervers. Men systemet er jo idiotisk, så det er vel ikke så mærkeligt...
Jeg har sådan elsket at tage den her kandidat, at det er endnu et søm i mit hjerte, at det ender på så ubehagelig en måde. Lige meget om det så ikke går så slemt som jeg frygter, så er det jo åndsvagt ubehageligt at gå igennem det her.
Men ja...
Det er bare det at være mig, som jeg fokuserer mine tårer på i aften. Lort og lagkage...
