Et møde med en rimeligt passioneret dokumentarfilmmager i går ( min første tinderdate) har efterladt mig spekulerende. For første gang i lang tid har den spekuleren gevet mig behov for at blogge.
Det er somom jeg er lukket ned i forhold til min lyst til at dele ellers. Det er somom jeg har afmeldt invitationen til at se ind i mig. Dette virker ikke somom det bunder i en skam over mig selv...men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det så skulle være...
Det er noget af min spekuleren. Hvorfor faen jeg ikke har det samme behov som førnævnte dokumentarist når det kommer til en trang eller lyst til at udtrykke mig. Til at sende noget ud og få reaktion og anderkendelse...til at bruge noget af al den kærlighed og evne jeg har til kunst, til at interagere med verden...
og jeg har en mistanke om, at det er for mange slag der har gjort det. Det virker somom andre mennesker higer efter at sende ting ud i verden. Jeg antager det er fordi de generelt får en positiv respons. Fordi de får et eller andet positivt ud af det.
Det er ikke min oplevelse. Altså...ihverttilfælde ikke i sådan en grad, at det opvejer for den ekstreme ubehag jeg oplever ved processen. Angst, selvobservans...alt det gøgl...
Det er noget der er strikket anderledes sammen inde i mig. Noget der gør at jeg driver med min musik kun baseret på lyst og at den lyst er funderet i kærlighed til musik og nysgerrighed, samt en dannelsestanke. Det er sundt for sindet og for ens væsen at være passioneret omkring noget.
Men den passion er altid vendt indad. Ingen trang til scenen alene. Min længsel for andre i musik er nærmest altid i konteksten af samspil. Til nød i specifikke sammenhænge kan det være at optræde med humoristisk musik, men tanken om at skulle lave humor alene er heller ikke attraktiv.
Modet synker i brystet på mig ved tanken om faktisk at skulle gøre det og lysten fordamper som dug på varm asfalt.
Jeg føler ikke at jeg har noget at sige til nogen som alligevel ville lytte. Hvad jeg skriver af tanker og ideer, forventer jeg vil blive skamskudt og hånet. Hvad end jeg ville kunne bidrage til en debat, forventer jeg bliver afbrud og dissekeret af ondsindede modstandere.
Min utilpassethed, min livshistorie, min passion for ord og lyd og leg burde ellers gøre mig til en oplagt kandidat. Hvis ikke andet, så skulle min skæve livsbane have gevet mig dén gave som biprodukt. At jeg ville kunne gøre en eller anden levevej ud af dét, men det er ikke tilfældet. Så jeg er bare utilpasset og uattraktiv for det mundæne arbejdsmarked. Det er dér de her ting kæder sammen i min generelle følelse af jobsøgningsfiasko og sårede naivitet....ja...
Jeg er nok en del af de 10% mindst ambitiøse folk i dette lands hovedstad :o men jeg har det somom min ambition ikke altid var i stykker. Dette knytter sig klart til noget opgivende omnipotent impotens, men der er også noget personligt og ikke-generationelt over min manglende gejst. Der hvor jeg sidder nu, er det blandt andet også en reaktion på min manglende evne til at realisere drømme. Min manglende evne til selvstændigt at manifestere skæbne og så videre.
Handler det om min stemme? det føles ikke sådan...men det er jo det almene udtryk for det. Men i skrivende stund er det her en knude jeg kan sætte fingeren på og som ihverttilfælde blokerer mig fra at lave noget gøgl for penge, som er mit eget gøgl. Det gør virkeligt kunstnerisk virke fuldstændigt uattraktivt, selvom den frihed det kunne bringe er nøjagtigt det modsatte. - to dage uden søvn nu og de her tanker føles stadigvæk ikke forløst. Trætheden plejer at komme ved forløsning. Det her trin er vidst bare identifikation.
