mandag den 26. marts 2018

På vej ind i endnu en mandag...

Så er der gået en måned? Hvis vi såen ca tæller fra at vi matchede på den fjollede telefonapp og så til idag.

og det er så utroligt sårbart at skrive, at jeg er forelsket og at jeg har lyst til at det bliver ved. Jeg er betaget og indtaget. Jeg er overvældet og på usikker grund. Jeg har lidt svært ved at være helt i balance og jeg er bange for, at jeg svinger for langt ud med mit indre pendul. For meget tvivl, for meget begejstring, for lidt omtanke for lidt forbliven i nuet.

Jeg har haft fuld mulighed for at forblive i nuet og virkeligt mærke det. Lavt blus på kampen for arbejde og fuld gas ifht følelser, men det må jo stoppe og virkeligheden genskabes med den her nye faktor i sig. Og det er skræmmende...jeg ved ikke om jeg er klar til at inkludere den, men jeg kan heller ikke bare vende tilbage til min virkelighed somom den ikke fantes. Det er noget kompliceret shit.

I dag fik jeg ikke nøjagtig den opmærksomhed som jeg nøjagtigt tænkte at jeg manglede, og jeg er slet ikke i balance med det endnu. Der er så meget dejlig og kærlig anderkendelse og forelskelse som der flydes min vej, at jeg godt ved at det er rod inde i mig. Det er bare ikke sådan lige at fikse, bare fordi jeg godt ved at det er mig som kaoset bor i.

Jeg er rastløs og urolig og kan ikke sove. Det roder rundt i kroppen og hoved på mig.
Det er ikke klart om der er noget ved nuét der fucker mig op eller om det er spøgelser fra fortiden der rider mig. Jeg tror at det er fortiden, men dens erfaringer gør mig bange for at antage det. Vagtværnet lærte at beskytte mig så hvorfor tro det skulle tage fejl denne gang?


onsdag den 21. marts 2018

Mit sidste forbehold? ransagelse af hjertet...

Jeg ved ikke om jeg helt er sådan klar...sådan fysisk i tid agtigt...Måske har jeg et par uger eller tre eller et eller andet konkret tiltag tilbage for at kunne hengive mig i mere end ånden. Men som jeg sidder her og skriver, så har jeg tabt eller overgevet eller hengevet mig til kattefyren og det har været en heftig og traume-genoplivende måned ifht til at opleve det...

Den sidste katastrofetanke er selvfølgeligt, at så snart jeg faktisk overgiver mig fuldt til følelsen, så bliver jeg sprunget i luftet enten metaforisk eller helt konkret somehow. Det er længe siden jeg har skulle håndtere så mange katastrofetanker dagligt, men jeg er så småt ved at kunne genkende og bearbejde dem som de kommer....Så småt...

Jeg har slet ikke styr på hvad der så skulle komme efter det her. Altså...selve processen af at være kærester og udforske det. Igen er jeg så utroligt uerfaren samtidigt med, at jeg har så forfærdeligt mange forudintagede forforståelser. Det er helt som det plejer. Hoved fyldt med folklore og glitterbladsfascisme og rationalet ligger bagved og slås for ørenlyd. Hjertet fyldt med kaos og ét eller andet sted midt i det hele, måske fanget i halsen på mig selv, prøver kernen at søge ro nok til at det hele kan sorteres og anderkendes for hvad end det er for små komponenter af sandhed der skulle være til at finde...pah...

Alting slås med og imod det her. Lige fra en liste over forargelige ting der kunne dømmes over katten...som ikke gør andet end at gøre mig lige til at foragte, til dukkehus med glanspapier. Det er virkeligt svært og det fylder en hel masse. Det er også virkeligt dejligt og det fylder en hel masse. I det hele taget er det bare noget der optager uventet meget af min tid i øjeblikket. Det er jeg ikke utilfreds med, men jeg er igang med at prøve at finde mig selv i det hele. Det er lidt svært at blive blæst omkuld af et andet menneskes nærvær, når jeg i forvejen stod dårligt fast i min egen virkelighed, med kun ét godt ben at støtte på og manglen på fremtidsforhold at hive fast i. Jeg har kæmpet med ideen om, at jeg gør alt for mange ting galt ifht jobjagten og jobmarkedet, og min tillid til egen vurderingsevne er på rimeligt lavt blus.

Jeg er måske kommet over et af mine sidste forbehold...jeg ved det ikke...Jeg føler det somom jeg åbner mig for ham langsomt og forskræmt, og at det fjerner lidt tvivl og panik hver gang...men det åbner så for nye lag af endnu mere sårbar rædsel...åh ja...det er noget mærkeligt noget det her menneskehed noget...det er noget mærkeligt noget at længes efter en anden og deres nærhed...ak ja...Nu får vi at se hvor længe det varer?

Tekst jeg ikke turde smide på Facebook...

Usynlige nørdkvinder....
Repræsentation betyder noget.
Tilsyneladende skal vi stadigvæk bygge en ny verden helt selv for at tælle og blive talt med. Det er så påfaldende at den store anklage mod feminister er netop dét, at hvis vi skulle designe verden, så ville vi undlade plads til mænd...når det netop bare er plads i dénne verden vi så åndsvagt brændende ønsker os. At blive regnet med, at blive bedt om at tage plads og udtrykke os. At kunne deltage bare engang imellem, uden at skulle designe et alternativt miljø fra bunden som modkultur, bare for at det kan komme til at ske.

Der er snart flere nørdmedier end jeg kan tælle i danmark. Der er dukket 4 nye blogs, pods og vlogs op i mit feed bare siden nytår. Men...Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal dyrke virkeligheden af at være fjernet fra diskursen flere steder end når jeg går ud af hoveddøren. Ingen af dem jeg er blevet tilbudt at følge - hverken nu eller tidligere - har en eneste fucking kvinde med. èt af dem havde et særafsnit for nørdede kvinder...for det er så eksotisk og anderledes...
Somom vi ikke er der hele tiden...
Eller somom det faktisk er sjovere når vi ikke er med.
Somom vi er i vejen for den gode dybe nørdsamtale.
Somom vi skal råbe for at blive husket...

Somom kvindestemmer er uønskede...skingre, usaglige, irrelevante...

Somom alle de ting jeg er blevet fortalt igen og igen, igennem 23 år i nørdmiljøer faktisk passer.
Somom kvinder kom og ødelagde festen....

Hver enkelt en af dem er helt sikkert opstået på legende fin maner hvor man(d) har fået en god ide og løbet med den...Jeg kender den process...Det er bare også systemisk og så utroligt trist i den usynlige ende af nørdvirkeligheden....



fredag den 2. marts 2018

når hjertet flagrer...

Puha... Online dating...eller questing...eller 'lære hinanden at kende'hed er generelt tungt og mærkeligt...men det er decideret rædselsvækkende når det virker til at virke :o

Jeg sidder her en sen aftentime i mit kaos af et mellemstadieliv, helt omgevet af rod fra smerten i foden og så med metaforsike bunker af rod fra mit sidste forhold...

Et menneske jeg ikke engang har mødt i virkeligheden endnu, kan få mig til at smile og længes og drømme...Det er så ubrugeligt og så interessant og alt muligt på samme tid. Det er velkendt og fremmed og opløftende og truende. Åh ja...

Alting er oppe i luften i min verden og jeg tør ikke søge fodfæste langt væk fra hjemmet...både på grund af min fars sygdom og på grund af min nære landsby i storbyen...og nu også på grund af denne fremmede skikkelse som jeg ikke ville kunne kende på gaden...Livet er spøjst...på søndag ved jeg måske lidt mere.