tirsdag den 17. april 2018

når tomheden trænger igennem den lyserøde sky

åh det har været skønt! i næsten to måneder...7 ugers tid... har jeg været lykkeligt distraheret af kattefyren og rosendansen...Det har været helt fantastisk at være fri for den ulidelige alt-om-sig-gribende frustrerende tomhed der ligger i min ørkenvandring af en jobjagt.

Men nu er det desværre slut med den umiddelbare eufori, eller også er tomheden bare for tung til at noget så illusorisk som kriller i tæerne kan holde det på afstand.
Det blev kickstartet med en jobsamtale på min fødselsdag, der har efterlad mig med et skrigende længsel og håbsdyr i mit baghoved og en kold frustreret opgivende klam hånd om mit hjerte og håb. Det er...mildest talt, en stemningsdræber uden lige.

Det er svært at lure så meget andet, ud over at jeg vidst stadigvæk godt kan lide kattefyren og jeg virkeligt gerne vil have et job. Men jeg er magtesløs overfor omstændighederne og træt og tung at trække op i gear. Her er tomt og her er så endeløst frustrerende. Jeg håber at jeg kan få vind under vingerne for jeg frygter at slide på den sødme som har været så befriende.

Det er forår og jeg håber der er flere ting med fyren jeg kan fylde det med, men jeg håber også at processen hvor dét at jeg bruger tid med ham, kommer til at blive ved med at helbrede ar efter helgenen og kommer til at blive ved med at være fint.... Men jeg ved det jo ikke...jeg ved heller ikke om timingen er god eller dårlig, om jeg har lyserøde briller på og overser de røde flag over det hele...Jeg ved det virkeligt ikke. 7 uger er gået og jeg vil stadigvæk gerne se ham igen. Det er sådan ca dét jeg har at gå efter...og jeg tror ikke kun at det er fordi jeg har et tomt og utåleligt liv...jeg plejer at sætte flere grænser end dét for bekendtskaber...