Det fucking virker!?!!!!

 Jeg er mega overrasket og bevæget til at skrive en blogpost for første gang i evigheder. Det virker! Traumearbejdet virker faktisk!

Jeg er lige kommet hjem fra et universitetsrollespil på et slot i polen, og alle ingredienserne til at aktivere mine achilleshæle var der. Jeg spillede en ingame romance som gik galt, jeg sov ikke nok, jeg spillede en skurkinde. Og jeg ville normalt være helt fortabt i post-larp bleed forelskelse og samtidigt have bølger af at ønske bekræftigelse fra andre spillere. Den sidste del er ret normal, men noget jeg heller ikke har denne gang. Den store ting er nok at være uden bleed 'jeg må vælges til' ifht min medspiller. Jeg ved at det er ældre traumer, jeg kan deres navne og mekanikker og det virker somom det at sige dem højt faktisk mindsker deres kraft endnu mere. Så nu skriver jeg dem lige også. Det ville være noget jeg havde med hjemmefra hvis det havde været noget jeg følte. 

Jeg er træt. Jeg har ikke lyst til at klippe mine fanxy maniqurerede negle for at gå til bouldering, men jeg vil gøre det og komme videre med mit liv imens jeg inderligt værdsætter den oplevelse jeg har haft. Det var stort og vildt og modigt og hård og sjovt og spændende. Det var udfordrende og jeg er mega stolt af den karakter jeg spillede. Jeg ønsker mig flere oplevelser som denne. Jeg er stolt af at have været gavmild og inkluderede. Jeg har skabt spil og holdt noget plads for andre. Det her er helt sikkert en 'lige i dag elsker jeg rollespil' situation. 

Men hvor er det uventet. Jeg har lavet så meget arbejde de sidste par år men har ikke haft en målestok. Jeg har simpelthen ikke vidst hvad det skulle lede til eller hvilke små milepæle der måske kunne komme. Jeg har været fokuseret på et ideal om en form for traumefrihed og dét virker uopnåeligt indenfor den overskuelige fremtid. Men så er der den her oplevelse. Og den giver mig virkeligt håb og pep og stolthed. Lige ned i et relativt vådt og koldt efterår med prøvelser og køreprøver osv. 

Kørekort i hus og en øget robusthed og omsorg for mig selv. Sikke en ting at have på plads på sådan en våd mandag her!

Lange træk og manglende afslutninger. Samt den interste mest i stykkker voksenbarnslængsel.

Jeg er så frygteligt træt. Projekter der har stået på i evigheder- såsom kørekort- bliver ved og ved ude af min kontrol. Prøverne er svære at få og opretholdelsen af kørekompetencen er dyr når nu det bare er ventetid. Og jeg har ikke pep de her dage til, bare at tænke at jeg bliver bedre og det er ok i længden. Ikke når det er dyrt og stopper andre eventyr fra at starte.

Job og jobskifte går forhåbentligvist i orden, men tanken om nyt arbejde er også bare tungt og krævende. Endnu et længere projekt uden min indflydelse. 

Men det der er det sværeste er, hvordan det vækker en af mine yngste og mest desperate drømme om at komme væk. Om at blive reddet. Om at én der elsker og ser mig tager mig væk fra det svære og gør det godt igen. Gør det til at være i. Til at overleve. 

Det er blandet sammen til noget værre rod indeni mig, fordi de eneste eksempler jeg så på det i fiktion var 'dette er ikke dine rigtige forældre' (hvilket mine meget åbenlyst ér) og så at blive reddet af prinsen, af helten, af den rige gentleman eller den rige broken guy eller hvad det nu er. Og når jeg er mest presset så vil jeg væk og reddes. Det er trist og svært for folk tæt på mig. Det er meget forståeligt med mit tidlige liv taget i betragtning, men ja. 

Og så skal jeg være den voksne der møder det indre barn og prøver at gøre det for barnet som ikke blev gjort, men jeg har ikke mulighederne ligenu. Jeg prøver. Jeg prøver at få kørekort og bil så der er mere frihed og eventyr og muligheder, men det kan ikke presses hurtigere end det kan. Jeg prøver at skifte job så der kommer mere udfordring og mening. Men det er tungt og svært. Jeg kan prøve at se mig selv og møde mig selv, men det er ikke nok. Det er ikke nok når mobningen og truslerne og ensomheden og meningsløsheden fra barndommen er så stor. Jeg er træt og utilstrækkelig :-/

Så gik der tid og store og små ting skete. Og en krænkelse!

 Der har været skift af nærmeste leder efter udrensning i arbejdsformen. Der har været gennemlevning af efterspil med nysvensk (der dog stadigvæk spøger i en drøm eller en brandert engang imellem) Der har været 'brækket tå' spoleret sommerferie og 'den mest ekstreme ting jeg har oplevet som frivillig' sommer.

Det er nu tilbage på job i nyt team med ny leder og ny uvished. Men som udgangspunkt vidst nok nogenlunde stabilt. Jeg ved det dog ikke, min håndskyhed siger, at bare dét at skrive det her, kommer til at betyde at jeg bliver fyret i eftermiddag. Men who knows these days. 

Det der fik mig til tasterne var, at ville skrive-tænke lidt omkring den her ekstreme oplevelse som frivillig, der blev sendt hjem fra et arrangement. 
Jeg må - igenigen- notere mig, påpege, gen-notere, at arrangørene sagde det ikke var mig. At de ikke havde overskud til at fikse en fucked situation og at de basically smed mig på offerbålet. 

Og de har ikke taget kontakt siden. 
Jeg rakte lidt ud igår, for at minde den ene om, at vedkommende sagde de ville kontakte mig efter et par uger, og det er ikke sket endnu. 

Så jeg sidder og jeg gik i morges og kom frem til, at jeg har den information om alle involverede, som jeg bør have for at sætte min dom. Min vurdering. Mit take på situationen. 

Det føles ret heftigt sådan at skulle lukke noget uden at have indput fra dem, men der har været næsten en måned til at gøre noget. Der har været mere en god tid til, at tænke 'shit det var grænseoverskridende og nederen det vi gjorde mod den her person'. Så den er i hus. Det er slut. Det var nederen og de er nederen for at have håndteret det sådan.  Jeg har vendt og drejet og twistet og flippet det. Jeg har prøvet scenarier af inde i hoved til jeg var blå udenpå. Selv hvis jeg underkender deres take på, at jeg ikke har forårsaget situationen, så er det virkeligt ekstremt at udelukke mig. 

Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at jeg bliver udelukket fordi jeg har et relativt mildt gemut, end, at jeg blev udelukket efter at have gjort ting som jeg så fuldstændigt har glemt som skulle retfærdiggøre det mest ekstreme jeg har prøvet som frivillig. 

Så. Jeg har gået og ventet på, at få en undskyldning? en omsorgsvisning? en stor talk der lander det hele? Something der måske skulle farve mit take på det. Men jeg tror både at det er for sent og også nok, at det virkeligt skulle være proaktivt for, at jeg ikke ville ende her. Hvor jeg sådan set synes det er grænseoverskridende og måske også noget i nærheden af æreskrænkende. 

Det tror jeg faktisk jeg synes det er. 

Altså det er det nok ikke juridisk, men socialt ihverttilfælde. Især ifht hvad den oprindeligt problematiske part i situationen efterfølgende har gjort ifht at søge at sprede rygter. 
Så dét er en spændende følelse at sidde med og ikke rigtig kunne gøre noget med.

Men måske den skal have lov til at være der et stykke tid. Jeg har jo først lige opdaget den. 

En meget lang rejse der nok kunne være stoppet før.

 Er det forældre eller nysvensken som titlen refererer til? Jeg ved det ikke helt. 

Men det er ihverttilfælde sådan, at jeg i skrivende stund er ude af kontakt med begge og det er godt.

I forhold til forældrende også trist - hvem ville ikke ønske at det så anderledes ud i dén slags liv? 

Men ja, Umodne forældre og en god terapeut har hjulpet gevaldigt. Terapeuten har kostet mig en smertelig del af min lillebitte opsparing, men shit jeg har haft brug for hende. Og dertilhørende podcasts om at være 'en fremmed i familien' og 'hvorfor gik du ikke bare' til at give kontekst og solidaritet. Da jeg hørte en psykolog sige ' Det er jo unaturligt at moderen vælger magen over at beskytte sine egne børn' faldt en del af mig indeni på plads. Fred være med det. At min far skulle have slagtilfælde som gjorde vi valgte at aflyse julerejse gav også en form for afrunding. Done done done. Ikke mere familie jeg ikke selv har valgt til. Det er en befrielse ikke længere at skulle bruge tid med grove og uinteresserede mobbere.

Og jeg har fået det lukket ned med nysvensken i sidste uge. For 14 dage siden sagde jeg til den gode terapeut, at jeg virkeligt gerne ville holde op med at kæmpe. Med ham, med dem, med jobbet med alting generelt. Og det hjalp med at få de sidste ting på plads. 

Så...No more nysvensk! No more parent-trap. Ikke mere bølle-familie. 

Til gengæld mere arbejdsglæde og livslyst. Mere plads til at lege. 

En hel pøl af følelser

 I går blev jeg ramt af et tungsind. Efterårstungsind var nok en del af det. Aflysningen af den kommende weekends eventyr var også en del af det. Sådan kommunikationsudfordringer med nysvensken var helt sikkert også en del af det. Nok ikke en super stor del, men en fortløbende frustration der har ligget og taget 8% computeringskraft:

Jeg kan virkeligt godt lide dele af det menneske jeg har mødt. Skarp hjerne, rimelig fantastisk smag i litteratur, dejlige hænder og en krop jeg har meget lyst til at være tæt på. Der er også noget ved hans sind eller sindelag som jeg er meget tiltrukket af. Jeg vil gerne lege med ham. Men, men men. Det er dælme tungt med det her 'mellem faktiske møder' kommunikation. Det virker ikke super godt for mig størstedelen af tiden. Der er et par situationer hvor det har været super sjovt og dejligt. Og det har været ret rart med et løbende flow, men det er sgu så skide svært at lure hvor han er i det. Og det trigger uro og noget analyse-gøgl i mig. 

Det kan sagtens ske at det er mig der har særlige eller besværlige behov, men jeg er nået til at måtte være mig noget mere i det her. Altså ifht mine kommunikationsbehov. På en eller anden måde. Og i det her betyder det nok at trække mig lidt. Hvis der alligevel kun er kommunikation fordi jeg bliver ved med at hælde vand på møllen, så er det jo bare en form for selvbedrag...eller måske mildere sagt, såen en form for dukkespil hvor jeg styrer hele molevitten. Det gider jeg ikke. Sådan en form for social onani. 

Der er for mange tomme felter til at det glider nemt på en måde jeg trives i det på, og jeg har allerede en hjemme-relation hvor jeg laver en masse kommuniktaionsarbejde. Og har et arbejde hvor de gamle tunge mænd har brug for at jeg laver kommunikationsarbejde. Så det er en dyr ressource for mig. Selvom jeg er såen på kanten af, at falde rigtigt for ham og føler potentialet for dyb hengivenhed, så er handlen ikke bæredygtig for mig. Jeg har lyst til at mødes med ham og hænge ud og være nøgne og både blide og hårde, men om det kan komme i stand uden at det er drænene...det er jeg mere i tvivl om nu. Jeg vil gerne have relationer med følelser og sex og facination osv. Men jeg har ikke råd til at det koster mig super meget i øjeblikket. Der er alt for meget ifht at skulle starte familieterapi med min far og overleve på mit usikre job. 

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at markere det overfor ham. Det kommer jo nok til at fise lidt ud når jeg trækker noget at mit kommunikationsarbejde. Men hvem ved? måske det bare gør det nemmere eller mindre pres på ham. Jeg har ingen anelse. 

Ud over det er der nu hul igennem til KP's anden flirt og kommunikationen var ikke bare vidunderligt tydelig og legende og direkte, men også bekræftende. Min sexisme er overbevist om forklaringen. Det bliver forhåbentligvist til et meetup inden jul og jeg er slet ikke kommet igang med at være nervøs over det endnu. Mine tæer krøller sig mest bare og jeg smiler. Jeg er ikke sikker på hvilket handle hun skal have endnu. Om det er noget med bas eller boulders eller noget helt tredie. Måske noget med kys...Nu får vi at se. 

Det har altså været påfaldende hvordan man kan sige ' ja og jeg vil godt og det er fedt du spørger' uden at sætte sig usikker eller påtrængende hvis man tør bruge flere ord. Eller måske tænker på hvordan det virker for modtageren. Eller hvad faen der ellers er forskellen. Måske det er kulturelt, men hvordan i alverden man så får noget som helst gjort i sverige det ved jeg ikke. Men det gør de jo og så er det vel bare sådan. Jeg synes også nysvensken er det bedste bud på en atypisk svensker jeg har mødt. Oh well. 

Jeg startede dagen helt håbløs og uden tryllestøv i min klokkeblomst-hat, men har præsteret at vende den stemning. Det er jeg super glad for. Jeg tror de daglige meditationer hjælper på mere end én måde. Også ifht at få lidt afstand til følelserne og ikke blive så fyldt af dem. Men det hjælper også at sørge for at planlægge eventyr :)

Når hjertet ser....?

 Det er god øvelse, om ikke andet. Det forklarede kattefyren mig i morges med dejlig aca-indsigt, dér inden solen stod op. Det er noget gøgl og det er ikke noget jeg ville kunne finde ud af at være i, hvis han ikke fandtes i ligningen. Altså kattefyren. og altså det her med nysvensken. Det er for pletvist og for langt væk. Men ja. God øvelse. 

Det giver mig dog mulighed for at opleve mønstre og reaktioner, samt ønsker og behov i en super tryg ramme. Derfor kattefyren støtter det og synes det er værd at blive ved med. Hvis jeg havde været uden den daglige støtte og varme...Ja så ved jeg at jeg ville have været meget mere usikker, jeg ville have brugt meget mere tid på at prøve at forstå hvad der sker med nysvensken og nok også have haft sværere ved at mærke hvor jeg var, såen nede under al uroen. Det er dét med social usikkerhed og angst som det kan spille ind i. 

Jeg er dér hvor jeg gerne vil se ham igen, men også derefter tror jeg må sætte en grænse og/eller få mere afklaring på relationen. Han præsterede at gøre noget der fik mit hjerte til at synge, så det gør mig mere sårbar, for nu har jeg følelser og dem gider jeg ikke få for meget i klemme. Åh ja. Der kom lige lidt bund i hvad der før var potentiale. Jeg kunne mærke jeg nok godt ville kunne lide ham, men den er lidt mere vitterlig nu. - At jeg crusher på nærmest alle jeg ruller rundt i lagnenerne med, er jo ikke det samme som at det holder ved. Det har jeg været igennem med ham her, men efter dét faldt på plads var det mest potentiale. Men alt det der foregik ifht det den selfie han sendte mig er simpelthen noget jeg så godt kan lide, at jeg kunne mærke mig trække mig. Det er blevet mere sårbart. 
Og det er ok. Det jeg har som mål er nu, at finde måder at være ved mig og ikke blive for henført. Ikke lave for meget arbejde. - Jeg kan godt gøre sådan, at vores kommunikation langt hen af vejen er sådan som jeg vil have den, så den kan give mig de følelser jeg ville synes jeg skulle fodre...Altså, sådan typisk femme-opdraget følelsesarbejde som også gør at det hele lever op til hvad jeg ønsker mig. Og det ville jo så få mine følelser bekræftiged og forstærket. Det tror jeg ikke jeg vil denne gang. Det er en dum ting vi bliver opdraget til, og når jeg samtidigt sideløbende bruger tid på at rådgive og vejlede veninder ud af de mønstre, så tænker jeg det er et god tidspunkt til at få øvet det selv. Endda super tryge omstændigher at øve det i ifht hvis jeg var ulykkeligt ensom og ville skubbe ønsker eller frygt over på en ellers udemærket flirt.  Derfra hvor jeg sidder nu tænker jeg at vi ses og er sammen igen og at det så også skal indeholde endnu en snak. Eller måske nærmere at jeg etablerer noget grænse? Eller siger tak for denne gang med mit småblafrende hjerte under armen? 

Det er måske sådan, at jeg bliver nød til at turde stå på et kommunikationsbehov eller preference selvom jeg hellere vil være langt ovre i en forståelse af den anden person. Hellere vil holde potentialet aktivt og ikke have så meget som risikoen for en konflikt. Men det nytter nok ikke noget i længden. Opdragelsen til det er bare meget stærk. 

Og dét fører os hjem til kattefyrens pointe om, at det er en ret tryg situation at øve det i. 

konfliktsky hakkedrenge hakker ængstelige mig i små arbejdsstykker...

 Jeg er virkeligt træt og træt af at være ængstelig. Bange og baldret i bærget af faktiske og usynlige bøh-mænd.

Mine kollegaer var bange for at jeg havde glemt at det var mig der stod for morgenmaden så derfor sladrede og stressede de løs det sidste døgn uden at snakke med mig. Den ene kollega jeg havde aftalt skulle hjælpe mig, sagde det til mig da vi var ude og købe ind i morges. 

og så skulle der snakkes casually om vold mod børn som rimelig afstraffelse. Kun én sagde dog han havde slået sine børn, de andre snakkede om hvordan de fik tæv og hvorfor dét eller hint var sjovt. 
Jeg undlod at holde på nogen som helst stemning og sagde jeg havde været afløb for min fars temperement. Der er ikke noget retfærdigt eller forståeligt over at slå på børn. 

Derefter er der endnu en situation ude i et forløb med at teste auditorier hvor jeg er væk og vender tilbage til den, ellers ret fornuftige, af mine kollegaer og spørger om han har startet det auditorie op han sagde han ville starte op da jeg forlod ham. Hans syrlige ' Nej - og det vidste du jo godt!' var kirsebærret på toppen af kollegiale interaktioner idag. Jeg er så træt. Han snakkede videre med leverandør og så fik jeg hans opmærksomhed igen og sagde 'B - jeg ved det ikke når jeg spørger.' og så blev det til et ' jeg har virkeligt meget i hovedet' fra hans side af. Han kommer med dem engang imellem, altså de her anklager om at jeg skulle være passivt agressiv eller hvad det nu er. Han tror tilsyneladende ikke på min oprigtighed eller hvad det nu er. Jeg vil bare gerne vide hvad der foregår! Jeg spørger når jeg skal forstå ting. Når jeg skal bruge fucking information. - Medmindre det er kattefyrens 'boligindretning via adhd' - så kan det ske jeg spørger fordi jeg ikke forstår hvorfor i alverden nogen stiller en skammel på en skammel med en hat på eller whatever. Men det er privat ffs.

Så jeg trænger til weekend. Rigtigt meget. Jeg vil gerne have fri i hoved og put og dyner og varmen og måske et karbad. Måske noget slow-cooked umami-mad. Og sove. 

Jeg er blevet ret opmærksom på hvor træt den her ængstelighed gør mig. Min kæbe er anspændt og mit hoved tungt. Min evne til at sortere i hvad der føles ængsteligt eller ej er også væk når jeg er træt. 
Kattefyren havde en hård dag på et gig igår og jeg er bekymret og pylret men er ængsteligheden ikke bare blødt over i det? Nysvensken er på get-away og min compersion er mudret af forsyningsangst. Ængsteligt ængstning. Træt. Træt trætterat.