Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.
Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.
Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.
Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.
Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.
Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar