Det er en af de første forårsdage og solen varmer. Jeg kunne gå til metrostationen og hente ham jeg skulle spille klaver for, med åben jakke og følelsen af solstråler på kinden.
Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid. Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.
Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.
Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar