Jeg har en virkelig dyb følelse af, at jeg skal kunne forudsige konsekvensen af mine valg og mine følelser og at jeg her, i skrivende stund, skal forholde det til hele mit liv som helhed, til al min fremtid og den fortælling mit liv ender med at være....
Og jeg tror det er en trist måde at tænke på...nok...ja...men jeg sidder stadigvæk med en dyb følelse af...hmm... beslutningstrang? kontrolbehov? angst for, at mit eneste liv bliver noget kedeligt sjask som er spild af liv?
Det er simpelthen dét. Jeg er bange for at spilde mere af mit liv. For selvom jeg mener, at de tunge dele af mit liv er ting, som har været med til at lade mig vokse til det menneske, som jeg idag er stolt af at være, så er jeg stadigvæk ked af de ting jeg ikke har præsteret i den periode og jeg har en oplevelse af, at jeg har spildt noget liv.
Jeg tror jeg skal finde fred med det. Det er det eneste der giver mening,- men samtidigt er jeg bange for at, tage let på det og komme til at gentage livs-væksmidningen.
Jeg har bestået min læreruddannelse og fået en masse godt med af det, men tiden her efter, er ret tom ( ganske naturligt) og sætter en masse tænkeri igang.
Som jeg får det tænkt igennem, så er det bare fjol. Lige nu tænker jeg, at det faktisk kører som det skal og at jeg gerne vil have mere af det jeg har og oplever. At jeg gerne vil udvikle mere og opleve mere.
Jeg forstår også hvor angsten kommer fra. Denne overgang. Disse store passager...de vækker min dødsangst og dén hælder benzin på angsten fordi livet lige meget hvad, fordi det er så dyrebart for mig, nærmest kun kan være spildt...når der er så lidt, hvordan kan man så på nogen måde nyde det rigtigt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar