At være med andre mennesker i en hvilen i sig selv, er måske, at tilbyde hvad man har- og modtage hvad man får tilbudt.
Det er en af mange måder at se på god menneskelig omgængelighed og jeg tror det er noget jeg er enig i. Det er en utroligt grundlæggende ting, som jeg ikke ved om holder, er relevant for eller spejlet i praksis, men jeg er blevet sat på sporet af, at jeg kræver en hælenshulens masse i samvær. Er det en grundlæggende ting ved mig? er det en uforanderligt ting? er det en ting alle mennesker gør, men hvor vi skal stræbe efter det forgyldede ideal? Jeg ved det ikke...Men dagen har været fyldt med de betragtninger...
Jeg tror jeg er svær i mine krav. Det er jeg blevet sat for, af en anden i en anden tid, men hvor nogle af de samme ting spillede ind...Jeg synes jeg finder nogle mærkelige knuder i min kærlighed og i min selvtillid og i min tryghed når jeg prikker rundt i det her. Der er noget omkring kontrol som får det hele til at slå gnister og knuder.
Det, at man aldrig kan være sikker i sin kærlighed....det synes jeg er fucked op! Altså...kærlighed er helt vildt dejligt og omsig gribende og skønt...men det er også et crazy og hjerteskærende dødeligt-gørende projekt. Altså...I min lykkelige omfavnelse er dødens skygge meget nærmere end så meget andet. Fysiskt arbejde øger mit fysiske velvære og min oplevelse af nuet i næsten lige så stor grad, som at jeg lige nu synes, at en kærlig omfavnelse minder mig om, at alting har en ende.
Det er jo scary rigtigt og samtidigt fjollet paradoxubrugeligt.
Lige nu elsker jeg. Min kærlighed går ud og jeg har ingen kontrol over, om den bliver afvist, fejet af, kompromitteret eller om min hjertes medrejsende pludselig falder død om...Christ...livet er vanvittigt og kontrol er totalt forførende og ( jeg husker nu igen imens jeg skriver) fuldstændigt umuligt at have over noget andet end sig selv. - og med os selv er det stadigvæk begrænset...damn...
Der er to ting der er vigtige for mig at huske i det her:
Jeg er glad for, at være i det her og opleve. Jeg fortryder ikke at jeg elsker.
og
Jeg gør det så godt jeg kan. Jeg prøver og jeg undersøger og jeg lærer så meget som jeg kan rumme..
Men fuck det gør ondt, at tænke på at jeg har krævet og bøllet og været kluntet. På ingen måde i dramatisk grad, men nok til, at jeg synes det er en meget uønsket måde at gå til et andet menneske på. Og jeg har ingen anelse om, hvilke andre måder der er og hvordan det virker. Jeg er lavet af tænketyggeri...Måske kommer der en liste eller tre, måske...
?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar