Gudfader hvor er jeg bange og overvældet og uforberedt og skamfuld og træt!
Jeg har min første eksamen på min kandidat på fredag og udover et såen underliggende mærkeligt projekt-gruppe-forløb, så har det også bare pisket mudderet i min sjæl op i stormhøjder.
Er det bare en storm i et glas vand? jeg ved det ikke i skrivende stund, men jeg prøver at overbevise mig om det. Jeg prøver at komme hjem til mig, selvom jeg følelsesmæssigt tidligere idag, desperat prøvede at flygte over i det lille 'vi' som kæresten min og jeg har småbygget. Kæresten min måtte derfor sige " hey var vi ikke to sjæle og skulle vi ikke forblive awesome sammen hver for sig?" og konfrontere mig med, at jeg var bange og på flugt...eller ihverttilfælde konfrontere mig med at symptomerne på det var ubehagelige og uhensigtsmæssige...
Æv...bæv...røv...øv... Jeg håber virkeligt at jeg kan gøre det til en overgangsting. Jeg har tænkt meget over hvor bange jeg var som lille...i de her dage altså...og hvis det meste af hvad jeg mener om, hvordan mennesker fungerer holder lidt vand, så har netop de tanker været med til, at jeg er mere bange i de her dage...
Jeg tror jeg skal til at tænke mere over alle de gange jeg var fyldt med selvtillid og hvor jeg overbeviste folk om, at min excentriske måde at gøre noget på også var ok.
Jeg skal holde mit første soloforedrag om en uge og jeg er bange :-o Jeg vil det og jeg tror faktisk at det skal lykkes. Jeg ved at det er naturligt at være skræmt første gang og alt det der....det har bare dårlig timing alt taget i betragtning.
Og hvor er jeg så lykkeligt heldig? at have fundet en hjertenskær, som ikke deler mine kvaler - som jeg egentligt troede var dét jeg ville og ønskede mig at finde mig - men i stedet rummer det og til stadighed faktisk vil mig...Hvor fanden kom han lige fra? Min paranoia ønsker at springe frem og finde ud af hvad faen der er galt med personen. Det er typiskt...men imellem freakouts og outbursts og småtristhed så er jeg på vej afsted ud i universet og jeg tror det var det jeg gerne ville og jeg tror jeg er ok.
Kæresten min kalder det "min selvrealisering" og måske er det noget så retro-halvfemser som det. Og måske jeg ikke skal tage det så højtideligt... >Men det gør jeg. Jeg er mit projekt. JEg plejer at være stolt af mig og dét er hvad jeg skal snakke om til det foredrag. - Har jeg ret? har jeg ret i mine metoder? det ved jeg egentligt ikke...det er sikkert noget bras og andre har nok gjort det bedre...men det er mit...
Jeg har brug for at huske, at jeg skal holde fast i hvem jeg er, hvem jeg var, hvem jeg ønsker at være og hvem jeg leger at jeg er....så mange jeg'er...og alle er de mig! De har bare på ingen måde lige ret til at stemme i hverdagssituationer sku
Ingen kommentarer:
Send en kommentar