torsdag den 11. december 2014
Afsked?
Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.
Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....
Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.
Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.
Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.
Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.
Samarbejde. Samspil. Samklang.
Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.
Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.
Lethed. Latter.
Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.
Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner.
Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar