I dag er det utroligt tomt og trist. Selvom det har været noget der er blevet skubbet på for længe, så har det sidste døgn eller to været ganske vidst.
Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....
For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?
Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...
men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...
Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...
Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar