Jeg tror ikke at der er nogen vej uden om, at blive bedre til at være i verden for mig, end at blive mindre bange for dateri...
Det er noget jeg er igang med at fordøje på plads, inspireret af ugens tanker.
Jeg havde en rigtig fin oplevelse med en fyr i sidste uge. Et menneske jeg ikke kendte inden og som jeg nu synes, måske, er interessant. Situationen er jo dog den, at jeg ikke faktisk rigtigt kender vedkommende, så det er ikke bygget på mere end tiltrækning ved afskeden og lyst til at udforske det...
Det kan simpelthen ikke skulle være en ultra sårbar situation. Jeg har lyst til at have noget kærlighed tæt på - og jeg tænker at det kræver at det går galt en gang eller to? Altså...At man finder nogen der er spændende uden at det er er et jordskælv hvis det ikke virker...
Men jeg har ikke super meget øvelse med de her mellemstadier...Og min selvfølelse er super skrøbelig i de her situationer...
Spørgsmålet er nok, om det bliver bedre af sig selv ved at noget tid går. At jeg giver lidt slip på de efterfølgende potentialer og bare...ja...tager hvad der kommer belejligt...
Jeg er ret ked af det, jeg føler jeg har mistet. Både specifikt igennem de sidste to år og generelt...
Jeg er ambivalent omkring at have sådan en længsel, men samtidigt...Det er nok rigtigt, at længsel er nøglen til lidelse, at det at ønske sig noget har flere negative konsekvenser. Det gør både at man har en kompromivillighed, som sikkert gør en blind og sårbar...og det gør at man bliver skuffet på sin længsel...
Det er en tung træthed jeg føler...Træt af at være bange og træt af at frygte smerte så meget...men jeg ved ikke hvilken vej der er den gode at tage...Det er at lade en type følelse styre kontra en anden. Det virker ikke til, at jeg kan komme frem til mere sådan...typiske rationelle konklusioner, da det ender ude i livets relativitet og meningsløshed alligevel...Hvorfor skulle det ene eller det andet være mere konstruktivt for mig? Det tror jeg at der er et svar på, men jeg oplever ikke, at jeg er i stand til at komme frem til et svar. Dét at passe på mig selv, er omdrejningspunktet tror jeg lige nu...Men spørgsmålet er, om det...sådan i sig selv...er et forkert udgangspunkt.
Hmm... Jeg mener...det er ikke sådan jeg vælger andre ting. Ikke gennemgående. Så min grundantaglese om, at jeg skal passe på mig selv, er måske faktisk fejlslutningen.
Jeg kan ikke rumme uendelig smerte. Det giver ikke mening at opsøge mere end jeg kan overskue, men måske det ikke skal være den vigtigste omdrejningsting. Altså...Eventyr er vel grunden til at jeg overhoved gider at fortsætte med at være i live. Det at opleve noget og gøre noget. At handle i verden. Måske dét er en præmis at forholde sig igennem. Måske...
Hmm... Meget søndag... Mange tanker...
Jeg er meget lykkelig for, at jeg har dejlige mennesker lige uden for min nærmeste sfære, men jeg savner at have nogen dét skridt tættere på. Det er en hektisk og omvæltende tid...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar