Efter næsten en hel uge med feber og over 2 måneder i venteland er jeg så tyndslidt at jeg denne søndag nat er klar til at erklære mig selv for en komplet og fuldstændig fiasko.
Jeg er så fyldt med længsel der stritter i alle retninger, og så endeløs en håbløs afmægtighed i forhold til alt hvad jeg ville kunne navngive som et ønske for noget i min tilværelse. Kærlighed? ude af min rækkevidde...Støttende venskaber? pah...pøj pøj. Lig du bare syg i din egen sky af hoste og håb, at andre end dine forældre vil dig det godt...Men forvent ingenting. Og arbejde? rejser? Nah...Det her bliver den længste næse af rang. Du har glemt et eller andet der skulle registreres på ansøgningen...eller du har glemt endnu en ubetydelig klatgæld der får dig til at virke som en kaotisk og uorganiseret idiot...
Jeg er så utroligt træt. Træt af at være bankerot på alle fronter i mit liv ud over min nærmeste familie. Og træt af at min nærmeste familie for al fremtid vil bære en eller anden sorg i sig. Nu og frem er det sorgen over, at min far har det dårligt og åbenbart aldrig vil får det bedre end han har det...Og i fremtiden kommer den store sorg over at han ikke findes...Liden sol...Selvom det var så utroligt helbredende at være hjemme hos dem, at jeg ville ønske jeg kunne flytte hjem og undslippe denne kvælende ensomhed. Åhja.
I spejlingen af vores kærlighed, findes vi...og jeg findes i tynde tråde af mine forældres inderlige kærlighed til mig. Og jeg til dem...Men 5 dages feberisolation uden andre at ringe til...Fuck det shit... Det er vel en fejl i mig som jeg måske kan grave igennem men jeg har sku brugt så meget af mit liv på at ransage mig selv og vende sten for nærmere klarhed. Denne gang tror jeg bare jeg vil pakke min indre kuffert og lægge planer. Se fremad mod en anden tid og et andet sted hvor en anden slags mennesker møder mig. Jeg er ikke den eneste faktor i en ligning jeg kan forandre og ikke den eneste der kan spille ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar