Jeg kørte op i en spids idag. Skælvende i metroen med rædsel helt ind i kernen. Det er forløst nu men det er værd at prøve at skrive lidt ned om hvad der skete tror jeg....Selvom der er en forbeholdenhed i mine fingre i forhold til at prøve at sætte ord på det...måske fordi jeg ikke vil vække det igen, måske fordi jeg finder det pinligt, måske fordi det bare er tungt og jeg er udmattet...
Mit første job er startet kaotisk og jeg har ikke fundet nogen rigtig hjælp at hente i selve arbejdspladsen. Alting er ad hoc og inforstået, samtidigt med, at man ikke har en instans jeg kan spørge eller nogen der vil forklare hvad der foregår.
Vi er blevet dirrigeret ud i det her månedslange intense læringsforløb der skulle kvalificere os i at undervise i softwaren, men problemet er, at didaktikken i det er...well..åndsvag. Drill-instruktion og death by powerpoint afløst af individuelle øvelser der så kulminerer i en 'undervisningsgang' hvor vi skal pseudo-rollespille at vores instruktør og andre fra firmaet er studerende. Det er så utroligt perverst. Det er forventet at jeg skal stå og fortælle dem om firmaets historie somom jeg kender den vildt godt og de ikke gør. èn ting er, at jeg skal til eksamen i at kunne bruge et stykke software foran nogle folk, men jeg kan simpelthen ikke ...ja...jeg ved sku ikke hvad der kommer til at ske på onsdag. Jeg ville aldrig stille mig op foran en klasse eller sidde med en elev og lyve. Det er ikke sådan jeg virker. Hvis det er den slags opførsel som jeg generelt forventes at være ok med, så virker jeg ikke i firmaet. Mit problem er, - for det første- at jeg ikke har nogen jeg kan spørge og for det andet at dem jeg har spurgt er fuldstændigt uforstående for det. Altså...Jeg lyver ikke i mit liv. Jeg kan optræde med en rolle, men jeg optræder ikke som mig. Jeg gør det modsatte. Min måde at være på scenen på og være underviser på, er ved at finde noget inde i mig og præsentere.
Det virker somom de leder efter sælgere og skuespillere, ikke efter hvad jeg kender som en autentisk lærer.
Men...jeg ved ikke om det virkeligt er dét der er omdrejningspunktet. Altså...Om det er dét at skulle lege at ingen kender firmaets historie...Der er så mange små dumme ting som er svære at opsummere, at det hele ender med at hænge på det her åndsvage eksempel og jeg tror det er det største problem. En masse små dumme ting, såsom ' al undervisning er salg' og ' nah du kommer ikke til at opleve sexchikane for det har jeg- en blond høj mand- aldrig prøvet'....jebus...det er så dumt.
Jeg oplever simpelthen ikke at folk er...voksne nok? (det er nemt at antage når alle folk er så unge) til at forstå hvordan de sociale aspekter af en arbejdsplads virker.
Der er en kamp indeni mig der hele tiden prøver at forklare situationen med rationelle grunde for deres handlinger og fejl i mig. Det var dét der kulminerede idag, da hele mit væsen var spændt op og min indre kerne protesterede, men jeg ikke kunne sætte ord på det. En grundlæggende følelse af, at det er forkert, at det skulle være mig den var gal med...samtidig med en kæmpe skyld/skam/frygt fordi det er så påståeligt og så selvforherligende at påstå det. En form for loyalitet overfor mennesker som jeg slet ikke kender...
Hvilket måske ikke er mærkeligt....Altså..jeg antager jo at folk generelt er fornuftige, vise, empatiske og kompetente. Jeg har ikke rigtig lyst til at antage andet.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar