Nogle dage er bare dårligere end andre sådan helt indeni. De kommer og er lidt ens, også selvom omstændighederne skifter...det frister næsten til at fjerne omstændighederne som faktor i sin lignelse....
Men jeg kan ikke då mig selv til at afskrive det til et hak på et stemningstandhjul der drejer.
Det er tomt, jeg er tom og det er så tungt at føles sig ubrugelig til dét at beskrive hvorfor man skulle være brugbar. Det hjælper ikke, at blive mødt med at 'job fås igennem netværk' 'ingen får rigtig job på ansøgninger længere' og heller ikke rigtigt ' du skal ud i verden for at hæve din egen værdi'
Der er så mange faktorer som jeg intet kan gøre ved, alt imens jeg sender flaskepost ud i tomrummet i håbet om at øget min indtægt, mine indtryk og mit fremtidige handlerum.
Og jeg er bare træt, kvalm og med diverse stress-symptomer som blodprøver tilsyneladende ikke giver løsninger på.
Jeg er isoleret i handlerum, råderum og erfaringsrum og det føles somom at flere ting trevler i kanterne. For hver ting jeg holder glider en anden mig af hænde og for hvert glimt af lys, så glider der mere grus i maskinen.
Jeg har drømme om at blive kvalt alt imens jeg går tidligt i seng på grund af at jeg når til enden af min liste af muligheder længe før dagen er slut.
Resten af tiden slæber jeg rundt på en sæk fyldt med skulle og burde og skyld og skam. Jeg ved ikke, om hele processen handler om, at de sidste gryn af eventyr i mig er ved at dø længe efter at de burde, om dette bare er endnu en forsinket voksendom, eller om jeg burde få lært nogeg mere om at håndtere det. Snotforkælet privilegiebarn vil have et job der er inde for hendes faglighed...Vil helst ikke se verden alene på tommelfingeren...Vil ting i det hele taget.... Måske er det bare de fine fornemmelser og låneønsker fra middelklasseverden som skal druknes...Men jeg ved stadigvæk ikke hvordan det skulle gøre mig bedre til at skrive jobansøgninger....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar