for over et år siden færdiggjorde jeg min uddannelse med passion for mit fag. Siden det har jeg dyppet fødderne i arbejdsmarkedet galskab...Nu sidder jeg, arbejdsløs og håber på den sidste tråd af et drømmejob imens natten skrider fra mig og døgnrytmehjulet er gået i selvsving.
Jeg håber og længes og vil så utroligt gerne, men hvis projektet ikke går igennem, så er dette bare endnu et tabt drøm.
Mit hjerte er fyldt med længsel og det hiver minder om helgenen frem. Hvordan han går og har det og hvad han forhåbentligvis er blevet til. Det er endnu et væsen jeg har lagt så meget håb i og tidens gang har healet sårene nok til, at jeg vidst nok håber for ham igen. Trods dehumaniseringen han udsatte mig for, trods den sorg og tristhed som hans kaos og ansvarsløshed tværede ud i mit ansig.
En finsk kunstnerven beskrev mig (i en fortælleudfordring ) som en der stod med hende på stranden og kiggede mod horisonten. Jeg længes ud. Selvom mit absolutte rodløshedsfornemmelse, min tømmerflåde...selvom den nu er væk og jeg føler mig mere hjemme hos mig selv og i mig selv end måske nogensinde før, så vil jeg så utroligt gerne finde et sted jeg kan virke og hvor mit virke er ønsket. Jeg har svært ved at tro, at jeg vil kunne hugge hæle og klippe tæer efter denne vanvittigt lange rejse...Det giver ikke mening at tro det...Men lykkes det? Lykkes noget af det?
Skal jeg stjæle alle de kys der ville skulle kunne komme i min fremtid?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar