syg og trist

Jeg er syg og trist.

At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.

Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.

Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.

Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.

Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...

Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...

Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...

Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.

Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...

Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?

Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.


Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere