Demeters datter

Åh hvor har jeg drillet min hjerteveninde lidt for meget med, at hendes fokus i øjeblikket er på, at være taknemmelig. Hun kan være super hardcore stresset, omgevet af urimelige mennesker og vanvittige forhold og alligevel så insiterer hun på, at hun skal huske at være taknemmelig.

Jeg har været sovset ind i sorg og smerte og vinter og frost. I tomgang og kamp for fremtid uden forløsning. Jeg har været knastør ind i sjælen uden anden varme end de små sten som jeg lunede grundigt op hjemmefra og så prøvede at fordele lidt rundt som tegn på kærlighed til dem der fortjente den. Jeg har været træt og gold.

Men...Well...Som fucking altid...Så er tidspunktet kommet, hvor jeg må æde min kyniske vinterham og kravle ud i foråret med mine drillende ord i munden. Det lykkedes igen at dreje årshjulet og jeg er det lykkelige sommerbarn. Demeters datter med blomster viklet ind i håret i ren salighed.

Og jeg er taknemmelig.

Eller...først var jeg forvirret og bange. Skræmt over risiko for smerte og forvirring. Forkludring og endnu et sats, der gav kort lykke men nu ville feje mit grundlag væk. Bekymret og vaklende. Skrækslagen og overspekulerende...

En gammel yngling med æblekinder kyssede lidt liv i min sjæl i fredags og det blev en lille smule forår...Men det blev også en genkaldelse af alle de snedriver af smerte min plov har skulle bane sig igennem. Den kamp vinteren var, da den var mørkest og jeg ikke ønskede at leve...

Alt det hevet frem i et postmoderne multikomplekst forståelsesmorads af indirekte implikationer og uoverskuelige konsekvenser. Pludselig kan jeg mærke bobler i maven og ser smil på gaden. Ser attraktive mennesker omkring mig, som jeg kunne byde op til dans...Denne farlige ulidelige og ødsle dans som jeg ikke har overskud til at træde trinnene i....

men...Så kom det...Måske....Bare måske kan jeg være taknemmelig for dette hjertestart? Måske det ikke skal kobles til noget, være mere, eller hives ned til at være mindre end netop dette...Dette års første forårseventyr, der bragte mine første blomsterskud op til overfladen... Måske jeg kan tage dette og bare være taknemmelig for en skøn oplevelse og en skud af liv....

Og jeg er taknemmelig for, at hun er der til at gå stien før mig