Og så ramte vreden: wow...pang kapow!
Uger, måneder er gået i den her slå-op process uden at jeg kunne mærke så meget som en gist af vrede. Tristhed, medfølelse, tragedie...Alle mulige forskellige variationer af selvlede og "sådan er livet i sin tristhed"....
Folk og psykologiske diagrammer har stået fast på, at vreden nok skulle eller endda måtte komme så processen kunne komme videre, men jeg tænkte det måske aldrig behøvede at måtte ske...
Men idag- dagen efter at han var herhjemme og vi havde en nogenlunde hyggelig pseudovenneaften ( på hans måde) og jeg var ved at miste pusten da vi sagde farvel og han gik...Dagen efter at jeg skrev til ham, at jeg ikke har lyst til at opleve det igen lige foreløbigt... her idag rammer vreden.
Fuck dig! I sidste uge fik han sagt noget ala " Jamen den første dag jeg var her sagde jeg jo at jeg ville ende med at gå" !! What? så dét skulle jeg regne ud var ægte ment og dét er så den store ansvarsfraskrivelse? Fordi man siger at man har tænkt sig at såre nogen, så er det ok? Fordi han sagde at han ville tørre mig af, så skulle jeg vide at alle de modsvarende handlinger var løgne?
Han sagde også - da jeg hentede mine sidste ting hjemme hos ham - at han ville komme og holde om mig når jeg var bange...Men dét er jo en fucking løgn..så hvornår skulle jeg lige lure hvornår han var én form for narrøv og hvornår han var en anden...fuck det.
No shit at han gerne vil være " venner " med mig. Når vi sås fik han det på sin måde...med hans ting og det ting han kunne lide...Han virker sku ikke til at han kan finde ud af andet,...
Hvilket er trist og mærkeligt. Ikke at kunne finde ud af at møde et andet menneske og finde glæde i aktiviteter de kan lide...
Anyways... ny følelse...nyt stadie af breakup... Jeg håber jeg kan huske og kan lide nogle ting ved ham når det er overstået. Lige nu har jeg væmmelse, men jeg antager at det vil blæse over...Jeg hiver mine sidste ting tilbage til mig selv og kobler mig af ham. Så må det være som det er.
------------
Jeg har fundet serien " lie to me" som så meget spejler hvordan jeg ofte oplever verden. Jeg har så svært ved at forholde mig til, hvor meget han lyver for sig selv eller andre i det bevidste og ubevidste...Jeg forstår ikke folk der er uærlige som aktiv beslutning og jeg tror ikke det forstår mig...virkeligt ikke forstår, at jeg altid søger så meget ærlighed som muligt.... Han gjorde mig ofte bange for at være helt ærligt og han kunne finde på at lukke situationer ned i nogen tilfælde...lukke dem ned fordi jeg var fucking ærlig...åh gudfader...tænk at tage det til sig som en acceptabel situation...
Ikke at jeg ikke finder små dråber olie på socialt samvær ganske brugbart, men det er et nødvendigt onde...ikke et ideal...pah...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar