Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...
Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.
Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...
Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...
Det har jeg kæmpet mig ud af nu...
Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...
Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...
jeg savner dig i mellemrummene...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar