Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...
I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.
Og jeg savner det...
Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.
Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.
Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.
Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....
Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....
Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar