Jeg er gået fra at hige....fra at længes og længes med et knust hjerte og til at have svært ved at huske hvorfor vi var sammen. Hvad det var som dét forhold nu engang bestod af.
Det er helt sikkert afvisningen der er ved at ramme ordentligt og det er vel en god reaktion. Hvis så meget ved mig ikke var ønsket, hvis så meget af mig var forkert, hvorfor var vi så overhoved sammen?
Hvis så meget af os ikke passede sammen...hvis mine drømme om dig var så skæve...hvad i alverden havde jeg så gang i?
Jeg tænker på dig, men dit breakup-projekt virker og jeg har ikke rigtig noget at sige. Jeg tænker på dig mindre og mindre...Når du popper op på fb så rammer det mig, men ikke rigtig med så meget trist...Bare med forundring.
Jeg tænker over, om jeg skulle skrive til dig og sige at jeg er ok...men hvis du virkeligt ville vide det, så ved du det vel allerede.
Så det er endnu et mærkeligt stadie af breakup. Det er ikke rigtigt at jeg fortryder, men de efterladte følelser gør noget mærkeligt.
Hvorfor skulle vi ses igen tænker jeg. Vi sås ikke for den sprudlende samtale eller for de store eventyr ud i verden. Vi sås for at holde om hinanden og ae hinandens hår. For at være kærlige og gøre hinandens dag lidt rar og varm. Det er ikke lige noget der virker i en vennekontekst for mig lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar