med at elske dig...
Shit altså...Jeg prøver at forestille mig én her, der holder om mig og trøster mig i min tristhed. I den her nederen bæ af en aften....
En der er varm og kysser mig på skulderen og spørger til mine følelser, men samtidigt forstår mig. Men det gør mig bare trist. Pis altså. Jeg har ikke lyst til at det er en anden. Selvom jeg sagtens - tro mig - ganske sagtens kan forestille mig 2000 kvaliteter som det her menneske kunne have, som var bedre en dig. Selvom jeg kunne forestille mig en fantastisk trøstegiver, som var mulig i den her faktiske virkelighed og stadigvæk et skift opad...Så er jeg ligeglad...Jeg er trist og jeg savner dig...bare dig...
Jeg har lyst til at holde fast i den her kærlighed...Men ja...tænker jeg nu...det er vel tid til den stoiske løsning (tm) på ting som metafonica ikke vil acceptere: Sådan er dét. Bum. Basta. Sådan er det bare.
Jeg kan jo ikke gøre en skidt andet. - Kontakte dig igen og køre forfra i håb og ønsker og dumme mig med en direkte tur i længselsfængsel igen? Det tror jeg ikke.
Forfra med frygt, forfra med jalouxi og mindreværdsfølelse...forfra med selvkritik og hele tiden spejle sig i din mangel på kærlighed til mig? nej det er jo netop dét jeg ikke skal...Åh pis også...selvom jeg så nødigt vil slippe min kærlighed til dig...Hvorfor? åh sikke et spørgsmål at stille ud i verdnen...hvorfor vil du ikke have mit hjerte?
Vil jeg overhoved have svar på det spørgsmål? vil nogen?
Det korte af det lange er jo, at det er et ligegyldigt spørgsmål for udviklingen af min fremtid. Det er drøn vigtigt for mig og min stakkels kærlighed, selvforståelse og livsudvikling, men jeg har stillet det spørgsmål og fået et forsimplet og ( højst sansynligt) ret ureflekteret og små-sandt og forsimplet og ikke helt ærligt svar.
Og sådan må de så være. Bare fordi jeg vil have mere, er der ikke nødvendigvis mere at få.
Jeg vil gå igang med den stoiske bearbejdning! Når min impuls er, at holde fast i min kærlighed til dig, så svarer jeg: den er ugengæld og uønsket. Sådan er dét.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar