At genskabe fortiden?

Det er måske den mest menneskelige længsel. Jeg er ikke sikker. Men måske er det ikke unikt for mig at hige efter, ikke at være alene. 
Jeg har været meget alene. Jeg har været meget isoleret og fremmedgjort igennem mit liv. Jeg har længtes meget efter, at det ikke skulle være sådan. Der har været mange ting jeg har undersøgt og afprøvet for at føle det mindre og der er tidspunkter i mit liv nu, hvor det virkeligt ikke føles sådan.

Men der er andre hvor det føles somom at kattefyren og jeg bare genskaber fortiden. Hvor han står frosset når jeg græder. Hvor han ikke kan andet end at gentage 'hvad har du brug for?' med en forventning om, at alle løsninger skal findes inde i mig. Med en blanding af 'det ved jeg ikke' og ' hvad vil du have jeg skal gøre' som bare isolerer mig mere og mere. At han er bange for størrelsen på min sorg og vrede og ulykkelighed og lader sig fylde op af den. At han ikke kan finde en hest der kan bære os begge. 

Og i dag er jeg så utroligt klar til bare at give op. Familieterapeuten har aflyst det længe afventede møde mellem vedkommende, min mor og jeg. Jeg har taget valium for at kunne sove og har haft kvalme i et døgn, så selvfølgeligt skulle det aflyses. Jeg føler mig som en idiot for ikke at have gættet dét twist. Det må aldrig være nemt eller snarligt overstået. Der skal altid være noget. Et eller andet. Så jeg tuder på en sti på arbejde. Jeg sidder heldigvis alene på kontoret. Men jeg har ikke mere i mig ligenu. Jeg kan ikke mere. Jeg er så slidt. 

Det er i de her situationer jeg ikke kan følge hvorfor jeg skal orke at prøve. Jeg løber tør for pep og konfetti og lykkelig forundring over de små ting. Jeg mærker bare listen over alt det der ikke virker og alt det jeg skal kæmpe med og for, for at kunne opretholde noget nogenlunde. Hvordan hver dag har så mange trin og så meget som er holdt sammen med en metaforisk tandstik. Hvordan trygheden er blevet hevet væk igen og igen og hvordan det er at leve med truslen konstant i øjeblikket. Jeg orker det ikke. Jeg kan ikke. 

Min nyeste overvejelse er, at jeg måske slet ikke var så deprimeret dengang dét var det primære behandlingsfokus. Altså åbenlyst var jeg deprimeret, men jeg er begyndt at overveje, om det at ligge helt stille også var en måde at overleve angsten på. Alt den super nemt forståelige angst over vold og en verden jeg ikke var blevet klædt på til at forstå overhoved. Når man er sit eget dannelsesprojek, så kræver det jo først at man gennemgår uendeligt mange akkavede og uforståelelige og angstfyldte situationer for at man opdager at man mangler at vide noget. Og derefter så starter processen med at finde ud af hvad fanden man ikke har lært. 'Alt' er for stor en problemstilling til at man kan favne den i én omgang, så det er blevet bid for bid. Så er det også til at glemme hvad hovedstolen af udfordringen var, når man har fået styr på én komponent. 

anyways. Jeg har meget lidt lyst til at findes ligenu. Det bliver sikkert bedre i morgen. Whatever. Jeg ville ønske jeg kunne blive reddet. Bare en gang imellem. Jeg er så træt. Jeg er så utroligt træt af at være min egen voksne i alting. 

Det er én af de ting der ikke er det værd. Det er måske et grundvilkår eller bare sådan vilkårene i mit liv er. Men jeg orker det ikke. Det gør jeg sikkert igen i morgen, men der er ikke noget mere modbydeligt end at være forladt. Det er lige tilbage i barndomshjemmet og at blive trøstet af fangevogteren. 'Ja monsteret er også slemt. Ja det lyder hårdt. Nej vi fjerne det ikke. Ja det er også træls. Ja puha.'