Mandagen derpå

 Et overall dejligt eventyr har ført til søndagsdiskussion med Rikke og morgenreflektion med kaffe. 

Der er nogle ting der bliver rørt og berørt indeni, som jeg har måtte kigge nærmere på og skille fra det der faktisk er foregået i virkeligheden. 

Grundlæggende set har jeg måtte tage en test og få nogle ord på tilknytningsmønster. Der er noget something something - måske i den aktuelle dynamik, måske bare i mig, men ihverttilfælde i min situation ifht job og forældre, som sætter alt muligt igang. Og det er ængstelighed og det er også noget solid overtænkning i bølger. Det har været dejligt distraherende at kunne have lidt hyggespekulade om nysvensken i løbet af den sidste måneds tid, men det virker ikke rigtig længere for nu er der lidt faktisk virkelig viden om personen (som var en del anderledes fra hvad jeg lige havde forestillet mig og haft det lidt hyggeligt med at tænke på). Den viden gør ikke at jeg ikke kan lide vedkommende, men det er på en anden måde. Og jeg har lidt lune følelser overfor personen. Men det aktiverer tilsyneladende en full-blown tilknytningsmønster-panik. Såeh. Dét er måske det næste sted min indre rengøringsbataljon skal vende deres skyts. Eller forståelse eller whatever. Måske det er noget jeg skal snakke med familieterapeuten om. 

Det er ihvertilfælde ikke kun den fornøjelse jeg håbede på. Det er lidt mere såen usikkerhed og i bølger angst der kommer op. Det er ikke proportionelt med situationen - det er noget jeg tager med til min egen efter-oplevelse. Såeh. Kan jeg overhoved sådanoget her?  Jeg vil gerne kunne det, men er jeg i god nok working order til at prøve allerede, eller skal jeg trække mig og prøve at få det repareret? Jeg er i tvivl. 

Et eller andet onlineråd foreslår at prøve at kortlægge hvor de her ting kommer fra. Hvor den anxious preoccupied attachment stil kommer fra. Altså at det stresser mig og gør mig utryg at få folk tæt på med følelser. Umiddelbart kun romantisk nu, selvom jeg tror jeg har haft det med venskaber på et tidspunkt. Måske. Jo. Jeg er ret overbevist om at jeg har haft det med venskaber fra mobbe-perioden i folkeskolen og så ind i gymnasiet. Men jeg synes ikke, at jeg husker det som et problem efter hashpsykosen, så det er nok en af de ting det lykkedes mig at springe en del i stykker med rå paranoia. Og efterfølgende at reclaime virkeligheden via Opus-breakup og en liste over 'virkeligheden kontra fortællingen' om 'kammeraterne' har været den sidste del af processen. Eller. Den sidste del af processen har været at bruge den notesbog til at bekræfte gentagende efterfølgende oplevelser og såen...vaske min hjerne endeligt fri fra de forestillinger. Så jeg tror jeg er helt ok på vennefronten. Det giver mig lidt håb her imens jeg skriver det ned. 

Mén. På følelsesfronten, når det kommer til det romantiske, ja der har jeg vidst stadigvæk noget arbejde at lave. Det er ret færdigtænkt hvad jeg gerne vil: Poly - ikke 'bare' åbent. Jeg har knaldet nok tilfældige mennesker i mit liv og har både de sjove historier og et par voldtægter at vise for det. Det er fint - jeg har hakket løst i flere bælter. Jeg kan score hvis jeg vil. Det er ikke det jeg er interesseret i. Den overfladiske bekræftigelse kan jeg godt finde. 

Men det fører så til listen over grunde til at jeg er rimeligt fucked op på tilknytningsfronten i romantiske relationer. Eller? er det en liste? Eller er det bare min fucked op eks-kærestes vanvittige alkoholiker-halløj? Er det Helgenen og den evige varm/kolde manipulation og selvoptagethed der har sat mærker? Var jeg ængstelig før?

I en eller anden grad må jeg have været det. Der er et eller andet med fornøjelsen ved at længes på afstand, frem for at vitterliggøre ting, som kommer langt tilbage fra. Der er noget med, at være bange for at det går ud over vedkommende, fordi personen ville blive mobbet hvis jeg viste begejstring. 

Er det skam? Skyldfølelse? Ejerskab og beskyttertrang? Jeg har ihverttilfælde noget med gerne at ville passe på dem jeg kan lide. Er der stadigvæk en rest af at ville skærme dem fra konsekvenserne af min 'gunst'? Måske...Det er der nok stadigvæk en snert af. Hvorfor ikke. Alle ar er vel klar til aktivering når stormen raser. 

Men ihverttilfælde så er der noget om noget med at mit hoved panikker og at det ihverttilfælde - hvis ikke opstod- så gik i overdrive med Helgenen. Måske noget af det startede med Stockholmeren ifht den crazy slutning. Der er nok noget dér også. 
Er det noget jeg selv har skabt? Tja. Det kunne være. Det kunne også være to uheldige henholdsvist konfliktsky og så komplet wack personer der har trukket nogle dybe ar. Det tror jeg ihverttilfælde er noget af det. 

Så jeg bliver aktiveret. Af helt almindelige situationer. Og det er fordi mit system prøver at beskytte mit begejstrede hjerte? 

Har det grund til det? Det ved jeg ikke helt. 

Fordi jobsituationen er så gøglet, så er der en kæmpe frygt for usikkerhed og afvisning igang. Det ved jeg og jeg skriver det igen og igen. Det er ret meget livsgrundlaget der er truet. 
Med nysvensken er risikoen...At jeg udvikler flere følelser end han gør? Og hvad er worst case så dér? Det vil være mere Helgen/Stockholmer usikker crazykaos. 
Så dét er ikke helt irrationelt at være bange måske. Det kan jeg godt møde mig selv i faktisk tror jeg. Det er baseret på levet liv. Det handler om kommunikation og om at være utryg i utydelighed. 

Èn af de ting jeg godt kunne lide ved nysvensken er hele ' jeg prøver at være en good guy i det her' - Det betyder vel også overfor mig. Min bekymring siger selvfølgeligt at jeg af en eller anden grund skulle være den ekstraordinære undtagelse der bliver kørt over ende, men det tror jeg ikke faktisk. Kun såen selvskærmningsmæssigt. 

Jeg er bange for at der er ting jeg ikke ved. Jeg er bange for at der er ting jeg ikke forstår. Jeg er bange for at 'regnestykket' ser anderledes ud end jeg forestiller mig og at jeg så bliver løbet over ende eller chokeret og såret hvor jeg burde kunne have vidst det og skærmet mig. Det er erimitkrebsen om igen? Eller hvad?
Jeg er bange for at det at være bange gør at jeg ødelægger mulige oplevelser og relationer fordi jeg er i stykker. For broken til at kunne deltage. Åh altså. Jeg vil have eventyr og oplevelser og dejlighed og jeg vil ikke være i vejen for mig selv. 

Men det ér jeg. Og det må jeg jo antageligvist finde en måde at være i, for jeg kan nok ikke fikse det lige med det samme. 

Så dét her er en af måderne at prøve at være med det? alt skrive tingene igennem. En form for meditation? At udvilke på det så jeg kan finde veje i fremtiden som ikke kræver 3 a4siders tekst. 

Kan det virke at vide at det er traumer der bliver aktiveret? Kan det være dét der gør det? - trække vejret dybt og lave en mini-meditation? - Er det virkeligt sådan at jeg er så i stykker at jeg må det? Det tror jeg, men jeg kan mærke jeg synes det er lidt pinligt. Jeg må også arbejde imod min trang til kontrol. Til at tage hånd om eller styre. Det er ikke super mærkeligt at have have behovet tror jeg, men det kommer af frygt og jeg gider ikke handle på frygt. Jeg er ked af at føle trangen og jeg ved at dét kommer fra jobusikkerheden, men det er stadigvæk ikke najs. 

Rikke gav en rigtig god vinkel ifht noget kommunikation. Om jeg kan være i det og gøre det, dét ved jeg ikke. 

Det har meget lidt at gøre med den aktuelle person. Det har alt muligt at gøre med dem der var før. 

Den aktuelle person har været et uventet spændende menneske at lære lidt bedre at kende. Der er nogle overraskende steder jeg syntes klikkede på sjove måder. Det kunne være spændende at undersøge det videre. 

Kattefyren må være grunden til at jeg så overhoved kan være i det nu, med al min åndsvage bagage. 

åh jeg håber jeg kan være i sådanne eventyr på en bedre og bedre måde. Lad denne reflektionsproces være en af de værktøj der gør det muligt.