Hvornår er intentionerne gode nok til at overleve virkelighedens skuffelser?
Hvornår skal noget have lov til at stå som enkelte selvstændige uheld, og hvornår skal det sættes sammen og ses som en overordnet uenighed?
Jeg er i to dilemma som på alle mulige måder refererer til hinanden. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til dem. Det er måske endda sådan, at hvis jeg beslutter mig for ét i den ene problematik, så vil det medføre en farvning af den anden.
Jeg vil så gerne opleve extraordinære ting og glæde...og jeg aner lige nu ikke hvilke valg der vil medføre hvad...Men måske er det ikke så farligt endda...der er sku nok lykke at finde begge steder.
men jeg er trist og vred og skuffet og jeg er ikke sikker på, at han vil forstå det...og hvad gør jeg så? Hvordan kan det virke hvis han grundliggende ikke er interesseret i at møde mig bare på halvvejen?
Jeg har konkluderet, at jeg simpelthen har brug for affektion og bekræftigelse hvis jeg er i et forhold. Det er noget jeg ikke mener, at alle forhold nødvendigvis _skal_ indeholde generelt...men specifikt med Monica så skal det.
Begge ting danser rundt i problematikken " flugt eller kamp" .... og jeg er træt og udmattet hvilket får mig til at hælde imod flugt af ren og skær udmattelse...men jeg ved ikke hvornår det egentligt er rigtigt at gøre. Jeg ville ønske jeg kunne snakke med den gode psykiater jeg havde. Ville ønske jeg kunne få rodet ud af mit hoved. Jo længere tid der går, dets større oprydning bliver der bagefter. Og jeg har ikke lyst til, at det uundgåelige efterspil skal påvirke nuet ved ren og skær massefylde.
