En hel pøl af følelser

 I går blev jeg ramt af et tungsind. Efterårstungsind var nok en del af det. Aflysningen af den kommende weekends eventyr var også en del af det. Sådan kommunikationsudfordringer med nysvensken var helt sikkert også en del af det. Nok ikke en super stor del, men en fortløbende frustration der har ligget og taget 8% computeringskraft:

Jeg kan virkeligt godt lide dele af det menneske jeg har mødt. Skarp hjerne, rimelig fantastisk smag i litteratur, dejlige hænder og en krop jeg har meget lyst til at være tæt på. Der er også noget ved hans sind eller sindelag som jeg er meget tiltrukket af. Jeg vil gerne lege med ham. Men, men men. Det er dælme tungt med det her 'mellem faktiske møder' kommunikation. Det virker ikke super godt for mig størstedelen af tiden. Der er et par situationer hvor det har været super sjovt og dejligt. Og det har været ret rart med et løbende flow, men det er sgu så skide svært at lure hvor han er i det. Og det trigger uro og noget analyse-gøgl i mig. 

Det kan sagtens ske at det er mig der har særlige eller besværlige behov, men jeg er nået til at måtte være mig noget mere i det her. Altså ifht mine kommunikationsbehov. På en eller anden måde. Og i det her betyder det nok at trække mig lidt. Hvis der alligevel kun er kommunikation fordi jeg bliver ved med at hælde vand på møllen, så er det jo bare en form for selvbedrag...eller måske mildere sagt, såen en form for dukkespil hvor jeg styrer hele molevitten. Det gider jeg ikke. Sådan en form for social onani. 

Der er for mange tomme felter til at det glider nemt på en måde jeg trives i det på, og jeg har allerede en hjemme-relation hvor jeg laver en masse kommuniktaionsarbejde. Og har et arbejde hvor de gamle tunge mænd har brug for at jeg laver kommunikationsarbejde. Så det er en dyr ressource for mig. Selvom jeg er såen på kanten af, at falde rigtigt for ham og føler potentialet for dyb hengivenhed, så er handlen ikke bæredygtig for mig. Jeg har lyst til at mødes med ham og hænge ud og være nøgne og både blide og hårde, men om det kan komme i stand uden at det er drænene...det er jeg mere i tvivl om nu. Jeg vil gerne have relationer med følelser og sex og facination osv. Men jeg har ikke råd til at det koster mig super meget i øjeblikket. Der er alt for meget ifht at skulle starte familieterapi med min far og overleve på mit usikre job. 

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at markere det overfor ham. Det kommer jo nok til at fise lidt ud når jeg trækker noget at mit kommunikationsarbejde. Men hvem ved? måske det bare gør det nemmere eller mindre pres på ham. Jeg har ingen anelse. 

Ud over det er der nu hul igennem til KP's anden flirt og kommunikationen var ikke bare vidunderligt tydelig og legende og direkte, men også bekræftende. Min sexisme er overbevist om forklaringen. Det bliver forhåbentligvist til et meetup inden jul og jeg er slet ikke kommet igang med at være nervøs over det endnu. Mine tæer krøller sig mest bare og jeg smiler. Jeg er ikke sikker på hvilket handle hun skal have endnu. Om det er noget med bas eller boulders eller noget helt tredie. Måske noget med kys...Nu får vi at se. 

Det har altså været påfaldende hvordan man kan sige ' ja og jeg vil godt og det er fedt du spørger' uden at sætte sig usikker eller påtrængende hvis man tør bruge flere ord. Eller måske tænker på hvordan det virker for modtageren. Eller hvad faen der ellers er forskellen. Måske det er kulturelt, men hvordan i alverden man så får noget som helst gjort i sverige det ved jeg ikke. Men det gør de jo og så er det vel bare sådan. Jeg synes også nysvensken er det bedste bud på en atypisk svensker jeg har mødt. Oh well. 

Jeg startede dagen helt håbløs og uden tryllestøv i min klokkeblomst-hat, men har præsteret at vende den stemning. Det er jeg super glad for. Jeg tror de daglige meditationer hjælper på mere end én måde. Også ifht at få lidt afstand til følelserne og ikke blive så fyldt af dem. Men det hjælper også at sørge for at planlægge eventyr :)

Når hjertet ser....?

 Det er god øvelse, om ikke andet. Det forklarede kattefyren mig i morges med dejlig aca-indsigt, dér inden solen stod op. Det er noget gøgl og det er ikke noget jeg ville kunne finde ud af at være i, hvis han ikke fandtes i ligningen. Altså kattefyren. og altså det her med nysvensken. Det er for pletvist og for langt væk. Men ja. God øvelse. 

Det giver mig dog mulighed for at opleve mønstre og reaktioner, samt ønsker og behov i en super tryg ramme. Derfor kattefyren støtter det og synes det er værd at blive ved med. Hvis jeg havde været uden den daglige støtte og varme...Ja så ved jeg at jeg ville have været meget mere usikker, jeg ville have brugt meget mere tid på at prøve at forstå hvad der sker med nysvensken og nok også have haft sværere ved at mærke hvor jeg var, såen nede under al uroen. Det er dét med social usikkerhed og angst som det kan spille ind i. 

Jeg er dér hvor jeg gerne vil se ham igen, men også derefter tror jeg må sætte en grænse og/eller få mere afklaring på relationen. Han præsterede at gøre noget der fik mit hjerte til at synge, så det gør mig mere sårbar, for nu har jeg følelser og dem gider jeg ikke få for meget i klemme. Åh ja. Der kom lige lidt bund i hvad der før var potentiale. Jeg kunne mærke jeg nok godt ville kunne lide ham, men den er lidt mere vitterlig nu. - At jeg crusher på nærmest alle jeg ruller rundt i lagnenerne med, er jo ikke det samme som at det holder ved. Det har jeg været igennem med ham her, men efter dét faldt på plads var det mest potentiale. Men alt det der foregik ifht det den selfie han sendte mig er simpelthen noget jeg så godt kan lide, at jeg kunne mærke mig trække mig. Det er blevet mere sårbart. 
Og det er ok. Det jeg har som mål er nu, at finde måder at være ved mig og ikke blive for henført. Ikke lave for meget arbejde. - Jeg kan godt gøre sådan, at vores kommunikation langt hen af vejen er sådan som jeg vil have den, så den kan give mig de følelser jeg ville synes jeg skulle fodre...Altså, sådan typisk femme-opdraget følelsesarbejde som også gør at det hele lever op til hvad jeg ønsker mig. Og det ville jo så få mine følelser bekræftiged og forstærket. Det tror jeg ikke jeg vil denne gang. Det er en dum ting vi bliver opdraget til, og når jeg samtidigt sideløbende bruger tid på at rådgive og vejlede veninder ud af de mønstre, så tænker jeg det er et god tidspunkt til at få øvet det selv. Endda super tryge omstændigher at øve det i ifht hvis jeg var ulykkeligt ensom og ville skubbe ønsker eller frygt over på en ellers udemærket flirt.  Derfra hvor jeg sidder nu tænker jeg at vi ses og er sammen igen og at det så også skal indeholde endnu en snak. Eller måske nærmere at jeg etablerer noget grænse? Eller siger tak for denne gang med mit småblafrende hjerte under armen? 

Det er måske sådan, at jeg bliver nød til at turde stå på et kommunikationsbehov eller preference selvom jeg hellere vil være langt ovre i en forståelse af den anden person. Hellere vil holde potentialet aktivt og ikke have så meget som risikoen for en konflikt. Men det nytter nok ikke noget i længden. Opdragelsen til det er bare meget stærk. 

Og dét fører os hjem til kattefyrens pointe om, at det er en ret tryg situation at øve det i. 

konfliktsky hakkedrenge hakker ængstelige mig i små arbejdsstykker...

 Jeg er virkeligt træt og træt af at være ængstelig. Bange og baldret i bærget af faktiske og usynlige bøh-mænd.

Mine kollegaer var bange for at jeg havde glemt at det var mig der stod for morgenmaden så derfor sladrede og stressede de løs det sidste døgn uden at snakke med mig. Den ene kollega jeg havde aftalt skulle hjælpe mig, sagde det til mig da vi var ude og købe ind i morges. 

og så skulle der snakkes casually om vold mod børn som rimelig afstraffelse. Kun én sagde dog han havde slået sine børn, de andre snakkede om hvordan de fik tæv og hvorfor dét eller hint var sjovt. 
Jeg undlod at holde på nogen som helst stemning og sagde jeg havde været afløb for min fars temperement. Der er ikke noget retfærdigt eller forståeligt over at slå på børn. 

Derefter er der endnu en situation ude i et forløb med at teste auditorier hvor jeg er væk og vender tilbage til den, ellers ret fornuftige, af mine kollegaer og spørger om han har startet det auditorie op han sagde han ville starte op da jeg forlod ham. Hans syrlige ' Nej - og det vidste du jo godt!' var kirsebærret på toppen af kollegiale interaktioner idag. Jeg er så træt. Han snakkede videre med leverandør og så fik jeg hans opmærksomhed igen og sagde 'B - jeg ved det ikke når jeg spørger.' og så blev det til et ' jeg har virkeligt meget i hovedet' fra hans side af. Han kommer med dem engang imellem, altså de her anklager om at jeg skulle være passivt agressiv eller hvad det nu er. Han tror tilsyneladende ikke på min oprigtighed eller hvad det nu er. Jeg vil bare gerne vide hvad der foregår! Jeg spørger når jeg skal forstå ting. Når jeg skal bruge fucking information. - Medmindre det er kattefyrens 'boligindretning via adhd' - så kan det ske jeg spørger fordi jeg ikke forstår hvorfor i alverden nogen stiller en skammel på en skammel med en hat på eller whatever. Men det er privat ffs.

Så jeg trænger til weekend. Rigtigt meget. Jeg vil gerne have fri i hoved og put og dyner og varmen og måske et karbad. Måske noget slow-cooked umami-mad. Og sove. 

Jeg er blevet ret opmærksom på hvor træt den her ængstelighed gør mig. Min kæbe er anspændt og mit hoved tungt. Min evne til at sortere i hvad der føles ængsteligt eller ej er også væk når jeg er træt. 
Kattefyren havde en hård dag på et gig igår og jeg er bekymret og pylret men er ængsteligheden ikke bare blødt over i det? Nysvensken er på get-away og min compersion er mudret af forsyningsangst. Ængsteligt ængstning. Træt. Træt trætterat. 

Gratis betyder ikke tilgængeligt

Angsten... Som måske er under min depression? - Jeg prøvede jo engang at komme i behandling for den. Det må have været omkring dating af helgenen tror jeg. Der fik jeg at vide at min tilbageviste diagnose stadigvæk stod et eller andet sted, så derfor kunne jeg ikke komme i gruppeterapi. Så måtte jeg på quest for at få tilbagevist min diagnose og ringe rundt og møde op og finde folk. Da jeg havde siddet til samtale med én psykiater og prøvet den absurde situation at skulle modbevise noget, så fik jeg en samtale med den overlæge der havde haft opsyn med afdelingen da jeg var tilknyttet og som sagde han aldrig så diagnosen passe på mig...

Men om det betød at jeg så faktisk har fået den tilbagevist og kan komme i angstbehandling. det ved jeg sgu ikke. For længden af questen for tilbagevisningen tog så lang tid at jeg tror jeg glemte formålet. Det har taget måneder. Måske længere. Så det nåede vidst aldrig tilbage til angst-gruppen som først afviste mig, selvom jeg så havde haft den her indsigt før. Så dét er typisk. Gratis betyder ikke tilgængeligt.
Så nu vil jeg prøve at få noget angstbehandling.

Jeg lever jo ok med det, men det kunne da være fantastisk befriende hvis jeg ikke dagligt brugte energi på at være bange. Det er måske en lidt bombastisk ambition, såen taget mit liv i betragtning, men det er da et værdigt mål. Nu hvor der ikke er nogen til at snakke det ned eller 'ej du var da så gladt et barn' eller alt det andet gaslighting der er foregået, så bliver det måske nemmere at lægge puslespillet og vægte de forskellige brikker retmæssigt og propertionelt. Anyways. Det er wack at det er så svært at få hjælp. Det er træls at det er dyrt når man ikke passer ind i en kasse. Men med erhvervspsykolog på job og måske noget mere ifht massør og egen læge, jamen så kan det da være jeg kan komme videre. Inshallah

At genskabe fortiden?

Det er måske den mest menneskelige længsel. Jeg er ikke sikker. Men måske er det ikke unikt for mig at hige efter, ikke at være alene. 
Jeg har været meget alene. Jeg har været meget isoleret og fremmedgjort igennem mit liv. Jeg har længtes meget efter, at det ikke skulle være sådan. Der har været mange ting jeg har undersøgt og afprøvet for at føle det mindre og der er tidspunkter i mit liv nu, hvor det virkeligt ikke føles sådan.

Men der er andre hvor det føles somom at kattefyren og jeg bare genskaber fortiden. Hvor han står frosset når jeg græder. Hvor han ikke kan andet end at gentage 'hvad har du brug for?' med en forventning om, at alle løsninger skal findes inde i mig. Med en blanding af 'det ved jeg ikke' og ' hvad vil du have jeg skal gøre' som bare isolerer mig mere og mere. At han er bange for størrelsen på min sorg og vrede og ulykkelighed og lader sig fylde op af den. At han ikke kan finde en hest der kan bære os begge. 

Og i dag er jeg så utroligt klar til bare at give op. Familieterapeuten har aflyst det længe afventede møde mellem vedkommende, min mor og jeg. Jeg har taget valium for at kunne sove og har haft kvalme i et døgn, så selvfølgeligt skulle det aflyses. Jeg føler mig som en idiot for ikke at have gættet dét twist. Det må aldrig være nemt eller snarligt overstået. Der skal altid være noget. Et eller andet. Så jeg tuder på en sti på arbejde. Jeg sidder heldigvis alene på kontoret. Men jeg har ikke mere i mig ligenu. Jeg kan ikke mere. Jeg er så slidt. 

Det er i de her situationer jeg ikke kan følge hvorfor jeg skal orke at prøve. Jeg løber tør for pep og konfetti og lykkelig forundring over de små ting. Jeg mærker bare listen over alt det der ikke virker og alt det jeg skal kæmpe med og for, for at kunne opretholde noget nogenlunde. Hvordan hver dag har så mange trin og så meget som er holdt sammen med en metaforisk tandstik. Hvordan trygheden er blevet hevet væk igen og igen og hvordan det er at leve med truslen konstant i øjeblikket. Jeg orker det ikke. Jeg kan ikke. 

Min nyeste overvejelse er, at jeg måske slet ikke var så deprimeret dengang dét var det primære behandlingsfokus. Altså åbenlyst var jeg deprimeret, men jeg er begyndt at overveje, om det at ligge helt stille også var en måde at overleve angsten på. Alt den super nemt forståelige angst over vold og en verden jeg ikke var blevet klædt på til at forstå overhoved. Når man er sit eget dannelsesprojek, så kræver det jo først at man gennemgår uendeligt mange akkavede og uforståelelige og angstfyldte situationer for at man opdager at man mangler at vide noget. Og derefter så starter processen med at finde ud af hvad fanden man ikke har lært. 'Alt' er for stor en problemstilling til at man kan favne den i én omgang, så det er blevet bid for bid. Så er det også til at glemme hvad hovedstolen af udfordringen var, når man har fået styr på én komponent. 

anyways. Jeg har meget lidt lyst til at findes ligenu. Det bliver sikkert bedre i morgen. Whatever. Jeg ville ønske jeg kunne blive reddet. Bare en gang imellem. Jeg er så træt. Jeg er så utroligt træt af at være min egen voksne i alting. 

Det er én af de ting der ikke er det værd. Det er måske et grundvilkår eller bare sådan vilkårene i mit liv er. Men jeg orker det ikke. Det gør jeg sikkert igen i morgen, men der er ikke noget mere modbydeligt end at være forladt. Det er lige tilbage i barndomshjemmet og at blive trøstet af fangevogteren. 'Ja monsteret er også slemt. Ja det lyder hårdt. Nej vi fjerne det ikke. Ja det er også træls. Ja puha.'

Helt landet. Og det er endt mere uventet fint

 Så er alle mine katastrofetanker (som kattefyren insisterer på at jeg kalder det - med rette) såen faldet på plads. De er identificeret ifht hvor de kommer fra. Fortiden er snuset lidt til igen og den må udvikle sig med mig. Det bliver med mere meditation, at finde terapi igen og holde forståelsen aktuel. Og meditere noget mere. 

Og når alt det nu er holdt op med at mudre, så står det lidt mere klart. Dejlig oplevelse, interessant menneske og en aftale om at opsøge hinanden igen på et tidspunkt som jeg gerne vil være med til. 

Det eneste som er lidt triggering er, at jeg er endt i crushy følelser! Det starter nogle af katastrofe-scaries igen. Så snart jeg isolerer nysvensken fra alt mit indre gøgl er det ikke noget problem, men det er boblet lidt op engang imellem med galde fra eks'erne. Ikke super nejs med reprisen af de traumer. 

 Meeen! Dét er faktisk lidt en del af mit crush-momentum. Jeg har en masse følelser om at have nogle følelser! Jeg har noget vitalisering som jeg er smask vild med og jeg har ikke lyst til at det stopper. Momentum derhjemme og vores udvikling er også med brændstof fra det her eventyr og jeg er vild med det. Så det gør det jo lidt sårbart og usikkert osv. Men ikke så farligt som mine medbragte dæmoner kan finde på at råbe Bøh! om. Det er fint. Det er udvikling. Så længe det snurrer så er der liv. 

Hvad det skal blive til i virkeligheden ved jeg ikke. Om det overhoved kan blive noget som helst med hans liv og kaos og krise og udvikling. Det er meget anderledes end den veletablerede basis som jeg havde håbet lå til grund for hans poly'ness. Men det er ok, bare ikke helt så simpelt som min dukkehusforestilling var.Vi/jeg er sikkert heller ikke hvad der var forventet. Det kan ske han havde håbet på mere garvede eller erfarne folk. Vi er nybegyndere sammen, selvom vi har erfaringer fra andre forhold. Men søde er vi om ikke andet. 

Så fjollede fine følelser. Men med såen et par bøller der er vågnet igen. Sug i maven og inspiration og legelyst. Meget godt, noget meh og lidt rigtig skidt. Det er vel så godt som det bliver. 

Det får mig også til at tænke, at det kommer til at lykkes fremadrettet, men hvor jeg er mere fri af min fortid, og med én som måske er lidt vild med at kommunikere. Det bliver fantastisk. 
For den her oplevelse er allerede ret dejlig og det er et ret tilfældigt match som jeg ikke aner om der er mere til end et hookup eller to. Når det lykkes at finde en der vil poly, så bliver det noget next-level shit. Og jeg er taknemmelig for, at finde ting at udvikle mig fra og med allerede, så jeg kan være bedre til det. 

............

Et spørgsmål jeg sidder med nu er også sådan: hvor meget af mine katastrofetanker er egentligt paranoia-rester? Jeg har jo gået med historien i næsten 20 år, at jeg 'har kommet mig'. At jeg fik styr på mine tanker osv. Men er det angst? Er det paranoia? Er det måske dét der bliver aktiveret? Bor de i samme del af hjernen men med lettere forskeligt tøj? 

Meditation og grounding - når det hele lige lander lidt

 Det er simpelthen så spændende - ikke nødvendigvis behageligt men spændende- at opleve hvordan ting bliver aktiveret og aktualiseret. At det så bliver til mere oprydning og roden rundt er hvad det er. Forhåbentligvist bliver jeg bedre og bedre til det. Også til næste og andre gange.

Igår mediterede jeg på nysvensken og det var en meget overraskende oplevelse. I meditationsinstruktionen var foreslaget at invitere personen ind og måske forestille sig at vedkommende sad på kanten af sengen eller ved siden af en. Og der landede min weekends oplevelse et lidt overraskende sted. Det var en super rolig oplevelse. Jeg kunne helt og holdent fornemme ham og min oplevelse af ham. Det var på ingen måder i familie med det stress jeg har haft med kommunikationen med ham. Han var den form og stemning som jeg oplevede. Det stiller skarp på min efterbearbejdning af Helgenen og Stockholmeren og de ar der er efterladt dér. Det giver måske nogle veje ind til også at snakke med psykolog om det. Måske også at meditere på dem. Dén tanke giver dælme nogle kropsreaktioner (kvalme) så det må betyde at der er noget at komme efter i de overvejelser. 

Ifht nysvensken så lægger jeg de store vurderinger og overvejelser fra mig for nu. Jeg behøver ikke at vide hvad det er eller ikke er. Jeg skal fokusere lidt på de ar der blev blotlagt. Det gør at det hele lægger sig i et 'go with the flow' niveau som er der jeg startede og gerne vil forblive.
Jeg føler mig ret taknemmelig for, at være blevet aktiveret på en måde og i en situation hvor jeg kan gøre noget ved det. Jeg har værktøj og kan skaffe flere. Jeg har muligheder og jeg har tryghed. 

Det at komme igang med at blogge igen er godt i sig selv. Det er også ret vildt at læse tilbage i nogle af de smertefulde tanker og oplevelser og føle udviklingen. Og føle omsorgen for mit yngre jeg. 

Det er wack at være en gammel dame nu med både gamle og nye ar. Men jeg ved mere om hvad jeg vil og hvordan jeg ønsker at være. Det bliver bedre og bedre. Måske jeg får lov til at dø i et nogenlunde ryddeligt sind!

A matter of some interest?

 Jeg tror at jeg lander lidt i såen...Det nye perspektiv? Eller er ihverttilfælde ved at stille lidt skarpt på det. Måske det bare er ved at være ædru fra weekendens baden i krop og hormon-indtryk!

Jeg tror at jeg har brug for at trække mig stille og roligt? Ease out of it måske? Ikke skrive en stor og bombastisk alt-forklarende rant, men mere såen step by step? Mærke mig selv i det?

Det er ihverttilfælde sådan, at jeg synes det ville være meget tungt at skulle gøgle et eller andet sammen med én, der så tilbageholdende med kommunikation på chat. Det ville være lidt anderledes, hvis han så havde lagt op til at gennemføre den foreslåede kommunikationsforandring (videochat) men jeg får fornemmelsen af, at det også ville skulle være mit arbejde. Og jeg kigger ikke rigtig efter mere arbejde! Dét er en af kerne-tingene. Jeg vil have dejlighed og det skal ikke koste mig meget stress og overtænkning. Og! jeg tænker altså at det godt kan lade sig gøre uden at min hjerne spasser helt ud, i relationer med folk der kommunikere mere og som er mere 'på'. Det er for svært at vide og mærke i det her og det virker ikke godt for mig. Jeg antager, at  jeg ville kunne holde samtaler kørende hvor jeg sprayer ud med spørgsmål - og jeg kan sagtens finde på endeløse spørgsmål. Dét er intet problem. Men det får mig til at føle mig som et higende væsen. Somom jeg er helt lavet af længsel. Somom at jeg står udenfor en dør og presser mig på. Det vil jeg ikke sætte mig selv i. Det ender med at opbygge flere følelser end jeg egentligt har, fordi jeg ender ude i at performe det somom jeg er endeløst betaget. Der er der sikkert mange der er ok med det, men jeg kører tør. Nok fordi det ér et af mine kærlighedssprog tror jeg. Såen at vise interesse. Og jeg vil da være og føle mig interessant til gengæld også som minimum så. Som jeg nogle gange får mumlet i mørket....' Hvis jeg ikke er andet, så er jeg da i det mindste fucking interessant!' - Selvfølgeligt vil jeg godt lave arbejde i relationer, men det er når der er et mere garanteret overskud.

og altså...Der er et eller andet semi hjælpeløst over, at reagere godt på at blive stillet spørgsmål og få opmærksomhed, men ikke være i stand til at gengælde det. Det minder mig lidt om såen...'the orgasm gap'. Altså dét, at femme-opdragede folk har meget færre orgasmer i et hetro parforhold. Det er jo ikke fordi de har sværere fysiologi (lesbiske par har det højeste orgasmetal af alle par) men fordi de også giver mere opmærksomhed end de får. Sådan har jeg det med samtaler og spørgsmål. Det er dét jeg virkeligt elsker. Jeg elsker at stille spørgsmål og sådan set også at give orgasmer, men på et tidspunkt får jeg også nok af at være giveren. Spørgeren. Opmærksommeren. Subjektet til Objektet. Jeg vil være objekt og opfyldt og spændende. Jeg vil være høj på opmærksomhed og endorfiner og oxytocin. Og så vil jeg jo gerne gensidigt forelske mig i folk. Det ville også kræve noget gensidighed og kommunikations-stabilitet af en eller anden slags. Men som minimum vil jeg have spirende spændende relationer, hvor det ikke er mig der bare laver den tunge ende af relationsarbejdet. 
Det er sikkert drøn attraktivt, at kunne læne sig tilbage og smide en flaskepost afsted og så aktivere en masse veldresseret femmitet og spørgsmål og omsorg. Det er jo fint hvis det ikke kræver mere for folk, at begå sig i datingland. Jeg tænker også at det måske bare handler om det individuelle temperement. Der er vel nogen der elsker at lave det arbejde og hengive sig til det. Eller som ikke engang tænker over det. Men det gør jeg ikke og det gør jeg bare.

Så jeg tænker at jeg holder lidt igen med kommunikationen og giver mulighed for det uventede at springe frem, men jeg holder ikke vejret. Jeg venter måske lidt i spænding, men ja. Komboen af, at være dårlig til noget og ikke så tage hånd om det er såen meh. Og ellers er det jo bare mig der faktisk ser/opfatter/fornemmer manglen på interesse, selvom den ikke bliver udtalt og såen samler op på den. Og så er jeg jo stadigvæk igang med at lave arbejde som jeg ikke er interesseret i og overveje/kommunikere for nogen der burde gøre det selv. 

Oh well. Måske jeg bare sender linket til den her post på et tispunkt når jeg er helt færdigbagt på det. 

Mandagen derpå

 Et overall dejligt eventyr har ført til søndagsdiskussion med Rikke og morgenreflektion med kaffe. 

Der er nogle ting der bliver rørt og berørt indeni, som jeg har måtte kigge nærmere på og skille fra det der faktisk er foregået i virkeligheden. 

Grundlæggende set har jeg måtte tage en test og få nogle ord på tilknytningsmønster. Der er noget something something - måske i den aktuelle dynamik, måske bare i mig, men ihverttilfælde i min situation ifht job og forældre, som sætter alt muligt igang. Og det er ængstelighed og det er også noget solid overtænkning i bølger. Det har været dejligt distraherende at kunne have lidt hyggespekulade om nysvensken i løbet af den sidste måneds tid, men det virker ikke rigtig længere for nu er der lidt faktisk virkelig viden om personen (som var en del anderledes fra hvad jeg lige havde forestillet mig og haft det lidt hyggeligt med at tænke på). Den viden gør ikke at jeg ikke kan lide vedkommende, men det er på en anden måde. Og jeg har lidt lune følelser overfor personen. Men det aktiverer tilsyneladende en full-blown tilknytningsmønster-panik. Såeh. Dét er måske det næste sted min indre rengøringsbataljon skal vende deres skyts. Eller forståelse eller whatever. Måske det er noget jeg skal snakke med familieterapeuten om. 

Det er ihvertilfælde ikke kun den fornøjelse jeg håbede på. Det er lidt mere såen usikkerhed og i bølger angst der kommer op. Det er ikke proportionelt med situationen - det er noget jeg tager med til min egen efter-oplevelse. Såeh. Kan jeg overhoved sådanoget her?  Jeg vil gerne kunne det, men er jeg i god nok working order til at prøve allerede, eller skal jeg trække mig og prøve at få det repareret? Jeg er i tvivl. 

Et eller andet onlineråd foreslår at prøve at kortlægge hvor de her ting kommer fra. Hvor den anxious preoccupied attachment stil kommer fra. Altså at det stresser mig og gør mig utryg at få folk tæt på med følelser. Umiddelbart kun romantisk nu, selvom jeg tror jeg har haft det med venskaber på et tidspunkt. Måske. Jo. Jeg er ret overbevist om at jeg har haft det med venskaber fra mobbe-perioden i folkeskolen og så ind i gymnasiet. Men jeg synes ikke, at jeg husker det som et problem efter hashpsykosen, så det er nok en af de ting det lykkedes mig at springe en del i stykker med rå paranoia. Og efterfølgende at reclaime virkeligheden via Opus-breakup og en liste over 'virkeligheden kontra fortællingen' om 'kammeraterne' har været den sidste del af processen. Eller. Den sidste del af processen har været at bruge den notesbog til at bekræfte gentagende efterfølgende oplevelser og såen...vaske min hjerne endeligt fri fra de forestillinger. Så jeg tror jeg er helt ok på vennefronten. Det giver mig lidt håb her imens jeg skriver det ned. 

Mén. På følelsesfronten, når det kommer til det romantiske, ja der har jeg vidst stadigvæk noget arbejde at lave. Det er ret færdigtænkt hvad jeg gerne vil: Poly - ikke 'bare' åbent. Jeg har knaldet nok tilfældige mennesker i mit liv og har både de sjove historier og et par voldtægter at vise for det. Det er fint - jeg har hakket løst i flere bælter. Jeg kan score hvis jeg vil. Det er ikke det jeg er interesseret i. Den overfladiske bekræftigelse kan jeg godt finde. 

Men det fører så til listen over grunde til at jeg er rimeligt fucked op på tilknytningsfronten i romantiske relationer. Eller? er det en liste? Eller er det bare min fucked op eks-kærestes vanvittige alkoholiker-halløj? Er det Helgenen og den evige varm/kolde manipulation og selvoptagethed der har sat mærker? Var jeg ængstelig før?

I en eller anden grad må jeg have været det. Der er et eller andet med fornøjelsen ved at længes på afstand, frem for at vitterliggøre ting, som kommer langt tilbage fra. Der er noget med, at være bange for at det går ud over vedkommende, fordi personen ville blive mobbet hvis jeg viste begejstring. 

Er det skam? Skyldfølelse? Ejerskab og beskyttertrang? Jeg har ihverttilfælde noget med gerne at ville passe på dem jeg kan lide. Er der stadigvæk en rest af at ville skærme dem fra konsekvenserne af min 'gunst'? Måske...Det er der nok stadigvæk en snert af. Hvorfor ikke. Alle ar er vel klar til aktivering når stormen raser. 

Men ihverttilfælde så er der noget om noget med at mit hoved panikker og at det ihverttilfælde - hvis ikke opstod- så gik i overdrive med Helgenen. Måske noget af det startede med Stockholmeren ifht den crazy slutning. Der er nok noget dér også. 
Er det noget jeg selv har skabt? Tja. Det kunne være. Det kunne også være to uheldige henholdsvist konfliktsky og så komplet wack personer der har trukket nogle dybe ar. Det tror jeg ihverttilfælde er noget af det. 

Så jeg bliver aktiveret. Af helt almindelige situationer. Og det er fordi mit system prøver at beskytte mit begejstrede hjerte? 

Har det grund til det? Det ved jeg ikke helt. 

Fordi jobsituationen er så gøglet, så er der en kæmpe frygt for usikkerhed og afvisning igang. Det ved jeg og jeg skriver det igen og igen. Det er ret meget livsgrundlaget der er truet. 
Med nysvensken er risikoen...At jeg udvikler flere følelser end han gør? Og hvad er worst case så dér? Det vil være mere Helgen/Stockholmer usikker crazykaos. 
Så dét er ikke helt irrationelt at være bange måske. Det kan jeg godt møde mig selv i faktisk tror jeg. Det er baseret på levet liv. Det handler om kommunikation og om at være utryg i utydelighed. 

Èn af de ting jeg godt kunne lide ved nysvensken er hele ' jeg prøver at være en good guy i det her' - Det betyder vel også overfor mig. Min bekymring siger selvfølgeligt at jeg af en eller anden grund skulle være den ekstraordinære undtagelse der bliver kørt over ende, men det tror jeg ikke faktisk. Kun såen selvskærmningsmæssigt. 

Jeg er bange for at der er ting jeg ikke ved. Jeg er bange for at der er ting jeg ikke forstår. Jeg er bange for at 'regnestykket' ser anderledes ud end jeg forestiller mig og at jeg så bliver løbet over ende eller chokeret og såret hvor jeg burde kunne have vidst det og skærmet mig. Det er erimitkrebsen om igen? Eller hvad?
Jeg er bange for at det at være bange gør at jeg ødelægger mulige oplevelser og relationer fordi jeg er i stykker. For broken til at kunne deltage. Åh altså. Jeg vil have eventyr og oplevelser og dejlighed og jeg vil ikke være i vejen for mig selv. 

Men det ér jeg. Og det må jeg jo antageligvist finde en måde at være i, for jeg kan nok ikke fikse det lige med det samme. 

Så dét her er en af måderne at prøve at være med det? alt skrive tingene igennem. En form for meditation? At udvilke på det så jeg kan finde veje i fremtiden som ikke kræver 3 a4siders tekst. 

Kan det virke at vide at det er traumer der bliver aktiveret? Kan det være dét der gør det? - trække vejret dybt og lave en mini-meditation? - Er det virkeligt sådan at jeg er så i stykker at jeg må det? Det tror jeg, men jeg kan mærke jeg synes det er lidt pinligt. Jeg må også arbejde imod min trang til kontrol. Til at tage hånd om eller styre. Det er ikke super mærkeligt at have have behovet tror jeg, men det kommer af frygt og jeg gider ikke handle på frygt. Jeg er ked af at føle trangen og jeg ved at dét kommer fra jobusikkerheden, men det er stadigvæk ikke najs. 

Rikke gav en rigtig god vinkel ifht noget kommunikation. Om jeg kan være i det og gøre det, dét ved jeg ikke. 

Det har meget lidt at gøre med den aktuelle person. Det har alt muligt at gøre med dem der var før. 

Den aktuelle person har været et uventet spændende menneske at lære lidt bedre at kende. Der er nogle overraskende steder jeg syntes klikkede på sjove måder. Det kunne være spændende at undersøge det videre. 

Kattefyren må være grunden til at jeg så overhoved kan være i det nu, med al min åndsvage bagage. 

åh jeg håber jeg kan være i sådanne eventyr på en bedre og bedre måde. Lad denne reflektionsproces være en af de værktøj der gør det muligt. 

Potentiale for flere kærtegn og måske kærlig nærvær

 Der er et lille døgn til at jeg får besøg fra sverige. Det er helt vildt nervepirrende og jeg prøver at holde mig rolig med mantraet 'jeg er den modigste mig - for jeg gør ting der skræmmer mig helt vildt'.

Det ér vel det der gør modig frem for bare eventyrlig. Jeg er bange men gør ting alligevel. Det har jeg vidst altid gjort. Jeg kan ikke huske en tid hvor jeg ikke var bange eller ængstelig eller bekymret. Det er jo ikke så mærkeligt, når jeg har levet i et voldeligt miljø fra jeg var helt lille, men det ér noget som er blevet sat til diskussion. 'Du virkede ikke bange' er blevet sagt flere gange om dengang og sidenhen har folk sagt 'du virker ikke akkavet'. Men det er jeg. Akkavet og ængsteligt og bange og bekymret. Men det er ok. Det er bare sådan jeg er blevet formet ret tidligt. 

Og nu er det snart næste skridt på et eventyr, som allerede har gjort utroligt meget godt. Det har bragt mig og den fine kæreste tættere sammen og genvakt noget intimitet som har haft det virkeligt svært. Sådan en kæmpe bøtte af forelskelses-energi har vist sig at kunne distribueres ud over andre dele af livet, og det har både virket i kæresteforholdet og som livs-eleksir når nu jobbet skulle springe i luften lige efter KP. Det har virkeligt været to ekstremer, hvor hjemmelivet har blomstret og jobbet har været fyldt med (begrundet) angst og bekymring. Det nåede op til et niveau, hvor jeg blev nød til at aflyse terapi med forældrene og var lige ved at aflyse andre events, for at kunne rumme at gå på arbejde. Jeg endte med ikke at aflyse events, for jeg gider fanme ikke, at mit job skal koste mig mit liv. Jeg vil meget gerne blive ved med at arbejde her, men det er ikke for enhver pris. Faktisk endda ikke for en super høj pris hvis jeg kan undlade det. Jeg skal nok krybe og kravle, men ikke så det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. 

Men der er måske 26 timer til at vi mødes og det er vildt hvordan tid relativeres. Der var meget langt til, da det var for 14 dage siden. Nærmest uendeligt langt. Og da det blev mandag. Og nu hvor det er i morgen. Det er ret fantastisk. Det er som at være ung og stå overfor uendeligheden af en eftermiddag. Det modificeres lidt af den erfarnes forståelse, men følelsen er ret tæt på. Det dvæler jeg ved så meget som jeg overhoved kan. 

26 timer til ret vild uvished.