når hjertet flagrer...

Puha... Online dating...eller questing...eller 'lære hinanden at kende'hed er generelt tungt og mærkeligt...men det er decideret rædselsvækkende når det virker til at virke :o

Jeg sidder her en sen aftentime i mit kaos af et mellemstadieliv, helt omgevet af rod fra smerten i foden og så med metaforsike bunker af rod fra mit sidste forhold...

Et menneske jeg ikke engang har mødt i virkeligheden endnu, kan få mig til at smile og længes og drømme...Det er så ubrugeligt og så interessant og alt muligt på samme tid. Det er velkendt og fremmed og opløftende og truende. Åh ja...

Alting er oppe i luften i min verden og jeg tør ikke søge fodfæste langt væk fra hjemmet...både på grund af min fars sygdom og på grund af min nære landsby i storbyen...og nu også på grund af denne fremmede skikkelse som jeg ikke ville kunne kende på gaden...Livet er spøjst...på søndag ved jeg måske lidt mere.

hvad vil jeg?

I denne uge har jeg påbegyndt et Januarritual jeg tror jeg vil gøre mit bedste for at huske. Januar skal være tiden hvor der investeres i det nye år. Hvor ting sættes til rette og hvor der investeres i de ting jeg ønsker dette nye år skal bidrage med. Nye gode sko og støvler, en ordentlig e-cigaret og en masse brugte klavernoder. Måske investerer jeg også i noget vidunderlig maling og en ny pensel. Det føles godt. Oven i det, at have kommet igennem studiet og nu skulle igang med kandidaten. Den er ligesom det store spørgsmål...Altså...Jeg kan nu sige, at jeg kan skrive og jeg kan producere. Jeg kan udføre akademisk begrundelse og formidle det...Men er mit emne overhoved relevant? er det efterspurgt? er det noget jeg kan finde støtte til og er det noget som vil føre nogen vegne hen? Dét er spørgsmålet der skal besvares i 2016 og jeg tror faktisk at jeg er ok, hvis det viser sig, at det ikke er det jeg kan eller skal eller det som jeg kan finde plads til mig selv i.
Det vigtige er, at jeg har bevist at jeg kunne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg får min kandidatgrad...Men jeg er i tvivl om, om min drøm om at fortsætte efter det, er realistisk...og det er ok. Det jeg ville opnå tror jeg faktisk allerede er sket.

 Jeg er trættræt og rastløs. Eventyrlysten og søvning. Bange for ensomheden og lykkelig over roen....

Det er ret dejlig og jeg er ved at være ok...Eller...

Jeg er ok i bølger og det virker til at de varer længere og længere...Og jeg er stolt. Dét er en følelse jeg har savnet meget længe....

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...

Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...

Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.

Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...

Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...

Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.

En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...

Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

hvad er kær-lighed?

En forholdsvis skøn halvårsfejring er overstået og jeg ligger min min seng, dagen derpå og søger at finde friskhed til at opsøge verden og noget eventyr. Vi var ude at spise og derefter til en lille drinks på en lokal cafe. Derefter hjem og være sammen og derefter sove sammen...i den lettere smertefuldt bløde seng desværre. Min egen madrads giver i skrivende stund den gode støtte, men desværre ikke den lur jeg håbede på...

Til gengæld spekulerer jeg løs.

Hvad er kærlighed? Hvad er kær - lighed? Er der det imellem mig og min kæreste? er der nok lighedspunkter til at vi elsker hinanden som vi elsker os selv? Er det det der er tricket med kærlighed?

Det er ihverttilfælde det mit kamp-trætte hoved længes efter lige nu...det jeg i mit rodede hoved synes jeg mangler. At blive genkendt...At blive set...

Jeg spekluerer i, om det er muligt at se hinanden uden at være mere ens. At det er umuligt at rigtigt forstå den anden. Det er klart muligt at acceptere en masse...men den direkte forståelse...og respekt for...

jeg er bange for, at der er for langt... Jeg higer efter ham...Jeg elsker mange af de ting jeg tror jeg forstår ved ham...Men jeg længes også efter at blive set og undersøgt. At blive søgt forstået...

Jeg har ingen anelse om, om det ikke bare er et skævt take på min normale virkelighed, som trætheden her leverer...Jeg syntes ikke det var så aktuelt igår...men...

men det er en valid analyse af noget af det jeg føler...træt eller ej...Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er.

Er det fordi han ikke oplever det som en del af det et forhold indebærer? Er det fordi han synes resten af vores forhold opvejer det nok? Jeg ved det ikke...jeg forstår ham ikke...

Hvor meget forstår man hinanden? Åh....mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker og det er virkeligt ikke meget jeg forstår...

Jeg har aldrig haft et forhold på den her måde før. Jeg har ikke sat grænser og oplevet næsten-lige-ved agtigt nok, til at jeg ville kunne genkende det.

Jeg ved ikke, om det er en fjer til fem høns agtige problemer der går mig på fordi jeg ellers keder mig i min ferie, eller om vi har kærlighed til hinanden men så meget forskellighed, at det er lige på nippet til kollaps hele tiden. Jeg ved det virkeligt ikke.

Hmm......

Men eeen ting jeg ved er, at jeg vidst tager noget, som er en grundlæggende god ting, og gør den meget kompliceret og bekymrer mig hele hele tiden. Det er sikkert. Lige meget om det er en lille fjers problemer eller fittyfitty, så er det kærlighed af en slags. Det skal der hverken kimses eller skoses eller rulles på øjne af...

Men ih...jeg vil gerne bedåres lidt...Jeg vil gerne være spændende og undersøges....det savner jeg. Jeg synes jeg er ret interessant...

Ekstra ansvarsfølelse? angst for spild af liv?

Jeg har en virkelig dyb følelse af, at jeg skal kunne forudsige konsekvensen af mine valg og mine følelser og at jeg her, i skrivende stund, skal forholde det til hele mit liv som helhed, til al min fremtid og den fortælling mit liv ender med at være....

Og jeg tror det er en trist måde at tænke på...nok...ja...men jeg sidder stadigvæk med en dyb følelse af...hmm... beslutningstrang? kontrolbehov? angst for, at mit eneste liv bliver noget kedeligt sjask som er spild af liv?

Det er simpelthen dét. Jeg er bange for at spilde mere af mit liv. For selvom jeg mener, at de tunge dele af mit liv er ting, som har været med til at lade mig vokse til det menneske, som jeg idag er stolt af at være, så er jeg stadigvæk ked af de ting jeg ikke har præsteret i den periode og jeg har en oplevelse af, at jeg har spildt noget liv.

Jeg tror jeg skal finde fred med det. Det er det eneste der giver mening,- men samtidigt er jeg bange for at, tage let på det og komme til at gentage livs-væksmidningen.

Jeg har bestået min læreruddannelse og fået en masse godt med af det, men tiden her efter, er ret tom ( ganske naturligt) og sætter en masse tænkeri igang.

Som jeg får det tænkt igennem, så er det bare fjol. Lige nu tænker jeg, at det faktisk kører som det skal og at jeg gerne vil have mere af det jeg har og oplever. At jeg gerne vil udvikle mere og opleve mere.

Jeg forstår også hvor angsten kommer fra. Denne overgang. Disse store passager...de vækker min dødsangst og dén hælder benzin på angsten fordi livet lige meget hvad, fordi det er så dyrebart for mig, nærmest kun kan være spildt...når der er så lidt, hvordan kan man så på nogen måde nyde det rigtigt?

Selvværd, selvtillid, selvcentrering og selvfølgeligheder...

og alt muligt andet. Det kører meget rundt i mit hoved de her dage. Bachelorskrivningslandet, venskabslandskabet, hobbyøerne. De er alle sammen i flux. Jeg har den mest bipolare oplevelse af både at have en større ro...en sikrere forankring i det væsen som er opsummeringen og kernen. Men...Well det har også medført, at jeg endnu engang har skåret nogle bånd og endnu engang har skærpet og forandret min hverdag.

Det jeg sidder og tygger på er, at i skrivende stund føles det ikke som om jeg bliver gladere af at skære bånd...Eller..:Det er såen en regnskabsmæssig opsummering som ikke giver umiddelbare hjertespjæt, fordi at det mest er ting der ikke længere pisser mig af. Eller ikke længere gør mig ked af det. Eller ikke længere faciliterer min selvdestruktion... Såeh... Det føles ikke rigtigt som om ting bliver bedre, bare at de bliver mindre slemme.

Og...altså...at jeg kan håndtere angs og bliver bedre til at overleve søvnhelvede ændrer ikke på, at jeg igen i nat havde præ-angst kropshelvede og brugte en time på at falde til ro.

Taget i betragtning af, hvor mange fantastiske ting jeg går glip af, hvor mange festivaller og "ikke smørhuls-søvn-situationer" som det har skræmt mig fra, så er dét at jeg i det små er ved at have nogle værktøj, ikke ligefrem den jublende åbenbaring af serotonin som en reel forbedring antageligvist ville give.

Åh ak og ve. Søndag aften småtræt giver gnavne updates, hvilket er lidt åndsvagt, da weekenden har været fabelagtig og ugen ret så skøn. Det er bare nu, i træthedens ugidelighed, at klynkeren kommer frem.

Jeg tror det er fordi, at når jeg opsummerer så bliver det mere som en enhed til sammenligning og så begynder de dumme ting hvor jeg sidestiller med hvad jeg ville ønske mig, kunne forestille mig, begærer fra andre og alt det andet crap. Hm.... Min sjæl trænger virkeligt til massage. Først tænkte jeg, at jeg trænger til at få trykket hvad det end er for en byld jeg har på mit indre...men det er et agressivt metafor og antager at det hele handler om en betændelsestilstand. Massage...nænsom behandling af de anspændte og stenhårde dele af mine ængstelige fremtidshåb og måske ville de så være mindre smertefulde og skabe mindre gener midt i oplevelsen af nutiden.

Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

En lang stress/bekymringsspekulade ballade.

En dag med lidt bøvl i maven og lidt ufokuserede tanker. Jeg er pang midt i min sommerferie og stressen efter eksamen og alt følelsesgøglet med dét, er ved at have sluppet taget i min krop og til dels i min hjerne også. Jeg er på trediedagen med mit livs første permanenthår og det virker overraskende ok. Jeg skal afsted til rollespil i 80'erne og det virker ret fint, men der er en masse socialt opspændthed omkring arrangementet som jeg tror er dét der overskyer en potentiel rå glæde ved at skulle afsted. Det her blogindlæg er et forsøg på at skrive noget af det væk.

Først var jeg super presset over at skulle se rigtig ud til scenariet. Skulle have noget troværdigt tøj og noget troværdigt hår. Nok fordi jeg stoler på min rollespilskompetence, men jeg ikke ville stå og ligne en spade. Frygten for at ligne en spade plejer ikke rigtig at være en del af min rollespilleridentitet, så enten er jeg nået et andet sted i min verden eller også er det kostumehypet i de sociale fora der har sat det i værk. - Jeg har håndteret det med at smide nogle penge efter det, og det har gjort lidt ondt på pengepungen, men har haft den bizarre sideeffekt, at mit hår ser overvældende dejligt ud i øjeblikket. Det kræver noget selvbilledebearbejdning, men det bliver nok en del af mit udtryk at have krøller fra nu af.

Derefter kom der noget med at spille min rolle og at leve op til forventninger om funktioner den skal udfylde, men det ved jeg egentligt godt er vås. Altså...Rollespil handler ikke om en eller anden målbar kompetence og hvis man kan lide det, så mener jeg generelt man "gør rollespil rigtigt" så længe man ikke tager sine personlige traumer og smider i hoved på folk ( eller et eller andet andet fjollet).

Jeg har det lidt mærkeligt i kroppen og jeg ved ikke om det er psyken eller varmen eller en columbiansk bændelorm, men det sætter ( som altid) mine tanker lidt skævt på tingene. Måske er det den anden vej rund og mine tanker gør min krop mærkelig. Jeg ved det sku ikke. Hvad jeg ved ér, at jeg gerne bare vil glæde mig og tage afsted og lege. Spørgsmålet er, om det måske virker at få tingene pakket sammen og stillet klar.
Altså...De ting jeg føler jeg mangler er:

Makeup- Men det kan man låne sig til i læssevis til scenariet.
Smykker - Men de burde egentligt ligge i ok mængde i min kostumekiste...Eller også må jeg bare gå ud og få nogle købt.
Sko - Jeg har to par men ville ønske jeg havde et par kick-ass højhælede...Men jeg nægter at bruge penge på nye.
Legetøjsnarko. Men hvis det kikser så tager min karakter noget andet narko.

Hmm... Jeg kan simpelthen ikke have så store maveproblemer over sko. Eller...Hvis jeg har må jeg tage mig sammen.

31 har vist sig at være meget mere fyldt med selverkendelser i nye former, end jeg troede. Jeg antog vidst, at begivenhedernes tid var forbi og jeg bare skulle mase løs på livet og prøve at forme det. Men endnu engang er det blevet modbevist.

Hmm... Måske er det dén følelse. At det her lidt føles som at være til havs igen og at dét bestemt ikke var noget jeg var forberedt på.
Ting virkede sikkert....Hmm.... men ligenu har jeg ikke lyst til at arbejde på en folkeskole og jeg er ved at blive folkeskolelærer. Måske er det resterne fra eksamen, men det vender sig i mig af nervøsitet ved tanken om at skulle undervise i en setting jeg ikke kontrollerer. Vores skoleprojekt virker somom, at det står stille medmindre jeg finder en vej videre for det og jeg har ikke fundet en vej. Hmm...Dét stresser mig også helt derind hvor, at jeg faktisk ikke tør mærke efter. Jeg tror jeg har fået tænkt det op til at være den eneste vej til et fornuftigt job. Det er jo fucked op. Hmm... Men det er helt sikkert faktisk noget alle folk i slutningen af deres studie føler jo. Altså...Ja...Sådan. Hmm... Så må det være nogen der måske har et råd eller to jeg kan tjekke ud. Så...Hmm... Jeg er begyndt at skrive en masse Hmmm'er og jeg har sukket dybt. Det må være fordi jeg har ramt noget. Jeg kan klart mærke en lettelse...

Jeg tror den største lettelse er, at det vidst ikke er rollespilsscenariet der faktisk spøger, så jeg bliver ikke nød til at genoverveje min hobby ligenu. Jeg håber virkeligt at jeg kan begynde at glæde mig, selvom jeg er bange for at føle mig lidt ensom i spillergruppen og dét faktisk nok er den største ting. Hmm... Mit bekymringsniveau omrking rollespillet er nede på et forståeligt niveau ligenu. Almindelige nørdbekymringer med almindeligt niveau af dårlig selvtillid og dum socialangst. Jeg kunne selvfølgelig gå igang med at bekymre mig over soveforholdene, men egentligt er det ikke nødvendigt ligenu. Tænker jeg.

på den anden side af stormen...

så...tid til endnu en statusopgørsel:

Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.

En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.

Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.

Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.

Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.

Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?

Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.

Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.

gamle monstre på nye flasker

og velkendte mønstre spinder sig rundt om tankerne. Ny skole = alt er i flux og jeg er træt og stresset - intet nyt der.

Men jeg spotter også en anden trend i en helt anden ende af mit liv. En gammel frygthandling som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved.

Mit hjerte længes og jeg holder det helt ind til kroppen. Helt tæt og helt tavst for at skåne det for de horrible ting jeg synes at vide vil ske imod det.

Samtidigt skal jeg høre på det i en uendelighed og dets naturlige godhjertethed bliver samtidigt til skinsyge der, låst fast i sin tavshed.

Jeg burde måske gå på opsøgende jagt med hjertet i munden, men hvorfor gør jeg det ikke? er det bare tryghed og følelsen af det velkendte der holder mig fra, at handle?  Jeg er så bange...så utroligt bange for mængden af medlidende afvisninger....Ja...det er nok en af mine største frygt. Medlidenhed...puha...hmm....Den må jeg lige tygge på.

Er det fordi jeg har set modtagerens ansigt i sådan en afvisning så tit? er det fordi jeg selv har prøvet dem? Er det fordi jeg forestiller mig uendelige nætter med triste tanker og spor af den andens lykkelige ligegyldighed. Er det fordi dét at jeg føler for nogen, gør dem skæbnebestemte til at finde lykken med en anden?

Selvmedlidenheden blomstrer i mine følelsers mødding og jeg lader mig holde tilbage af angst. Det må skuda være en klassisk combo om noget.

Jeg må læse noget klogt om det her. Det er da klart noget alle andre har regnet ud...nå nej...dammit. Hmm.... Prøv noget nyt for at opleve noget nyt? Jeg kender det her angstfængsel så ulideligt godt...Men hvad ville alternativet være? og vil jeg hade mig selv for ikke at lytte til bekymringen?

når det går skævt

så var det lige ved at være helt forfærdeligt og at jeg ikke kunne fortsætte min uddannelse efter ferien fordi jeg skulle finde et seminarium. Fuld panik og kamp og rå vilje aktiveredes...Der kom en løsning og i forhold til alternativet var den klart at foretrække...men...nu står jeg overfor en hverdag hvor jeg nok skal rejse til søborg for at gå i skole og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg sidder i min ok lejlighed, men alene, uden sambo eller kollektiv og jeg er ikke synderligt begejstret.

Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...

Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.

Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.

Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?

Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(

bibbedibobbedibu

Ih gad vide om det virker at tænke dig ind i virkeligheden? At blogge dig på skrift og håbe?

Så stolt og selvsikker jeg er, så lille og flov bliver jeg, når jeg tegner mig selv og hvad jeg forventer af livet og mine partnere. - For det er da noget flovt noget, at indrømme hvor højtføjent ens ambitionsniveau er i jantelovens danmark ;)

Måske det også er på tide at finde ud af hvad de nye dealbreakers er. Pludselig forstår jeg hvordan man kan glide væk fra sine overbevisninger i vindblæste forhold. Eller bare få skubbet sine prioriteter. Eller bare ende med at give slip på nogle af dem.

Jeg har tænkt over, at der er ting som på ingen måde er et must hos mig, men som virkeligt klikker, kilder mine nakkehår, pirrer min playfull og som fordi det ikke er noget, jeg finder bragende vigtigt i et medmenneske, ikke har været noget jeg har snuset efter....men på en ønskeliste så skal det måske med?  eller måske bare på listen over ting jeg vil gå efter i en flirt.

------------------
Jeg har afleveret en rimeligt stor opgave til skolen og ligget syg...Og nu er det halvsent om natten og stressen giver ikke rigtig slip. Jeg har ihverttilfælde 3 gange gennemgået, hvad jeg skal imorgen og for det første er det intet rigtig vigtigt og for det andet, så har jeg altså styr på det...men sådan er stress. Sikke noget.

-----------

Jeg har fået lyst til at notere min feberdrøm ned, selvom hele den her blogpost har været om frigørelse fra fortiden og om at komme videre... Jeg ved ikke hvorfor...

Der var vel en masse intro og exit i den her drøm som der plejer, men kort fortalt vandrede jeg ned af en landlig vej med store huse om natten, og udenfor hans havelåge holdt jeg pause. Han kom ud og vi gik væk - i ly for hendes udsigt bag et eller andet andet hus- og snakkede. Ikke om noget romantisk. Om hans liv og hvordan de var endt i det hus og om hist og pist. Ikke synderligt om mig.
Den følelse jeg står tilbage med, er et minde om intimitet...måske endda øm intimitet? ihverttilfælde et minde om noget jeg savner, men som jeg faktisk i skrivende stund tvivler på, var der synderligt længe i mit forhold med ham. Det er noget mærkeligt noget.
------
Men det er noget jeg ønsker mig meget dybt, men også tvivler på. Det er vel no
noget jeg på ingen måder er ene om. Alle er unikke og ensomme i deres uenshed.
Alle ønsker vi en genkendelse?

jeg ville elske at forelske

...det er der omkring hvor, mit hjerte banker og slår og småpludrede tanker danser og tanker energi fra minus til plus...og fra glad til jalux... det er et stort kaotisk mudder halvdelen af tiden!

Jeg bliver småjalux på andres fremskridt i kærlighed,- hvilket er noget af det mest irrationelle jeg nogensinde har oplevet som voksen.

Det er selvfølgelig fordi, at jeg har et lidt kæresteformet hul ideni og fordi kanterne er helet og blevet så uformelige, at de ikke gør ondt at prikke til og ikke er for fyldt med minder. Det er ikke fordi ingen fortjener det, eller fordi jeg skulle tage noget fra nogen...det er ikke fordi nogens glæde ved andre mindsker deres glæde ved mig...Jeg ved det godt...men et par irrationelle følelseseksplosioner om dagen er min situation i skrivende stund. At der så også er fuld gang i kreative og jobmæssige ting gør det mere rodet.

jeg tror, at hvis jeg faktisk mødte en med noget gengældt, at jeg virkeligt virkeligt skulle være forsigtigt med reboundfaktoren...det ville være ekstra grimt at betale det videre, som blev gjort mod mig og jeg tror det ville være en omgang flashback rod ligemeget hvad.

Men jeg vil dælme gerne svæve lidt rundt. Selv med visheden om, at det er ret så svært at finde en, som passer til mig som jeg kan holde ud...Men iiih :)

Armen brokker sig stadigvæk med mellemrum...Det samme gør benet nu også...og efter to dages cyklen går bagdelen det fanme også,..det føles somom garantien er ved at løbe ud på min krop og det fra nu af handler om omhyggelig vedligeholdelse af en veteranbil...

Ting går vidst ret godt..såen lidt kaotiske og såen lidt uden så meget akut træk til noget fremad...der er ikke noget jeg lige umiddelbart ser frem til faktisk...Det er lidt spøjst...

hmm....

Hmm.. Det er noget at tygge på her nu synes jeg lige. Tingene er fine, der er ikke noget jeg ikke kan håndtere, jeg får en masse gjort...men ikke noget som virkeligt får mit hjerte til at banke...til at danse eller til at ligge søvnløs i iver... der er ro på...Jeg får ting gjort...Er det sådan en "going through the motions" ting... Er det sådan det skal være? Er det her den sunde, rolige og udramatiske livsførsel? .... Jeg har bedt og organiseret mig efter mindre drama, så skole kan komme igang og igennem...hmm... men som alt imens jeg skrivetænker hér, overvejer jeg meget, om jeg egnetligt gerne vil dét. Såen for alvor :) Det er meget spændende faktisk.

Jeg må tænke mig en masse mere over det her!

Så tæt på og så langt fra

Idag har jeg været tæt på en kær venindes kommende afkom. Jeg har mærket ham sparke, her 2 måneder før hans ankomstdato til det store udenfor.

Nu føler jeg mig måske endda længere fra den drøm end nogensinde før. Når jeg kigger rundt og ser skællet imellem de elskede og de enlige vokse, så er mit egen lille afstikker over på den anden side både karakteristisk og ydmygende. At jeg faktisk troede det ville være mig. At jeg faktisk troede på at han mente sine ord...

Jeg vil det så uhjælpeligt gerne, men jeg ser ingen vej dertil. Med længsel efter kærlighedsbånd søger jeg igen og igen efter ubetalelige lejligheder, med drømmen om muligheden for en form for intimitet med en pelset følgesvend med en afhængighed af mig. Selv det er en uopnåelig drøm med en kriseramt økonomi og et gøglerCV... Jeg er tilbage til at føle mig hjerteskærende ensom i aften.

Igen og igen kan jeg understrege, at det er midleridigt og at sol, kunst, de smukke og fængende flager af universet og alt det der, nok skal få smil i mit hjerte igen...at det går i bølger og danser ligesom månen...at den kun er mørk i få nætter ud af en måned.

Men i aften...men følelsen af barnet der sparker frisk i hu og spøgelset af de børn, jeg drømte om med ham hviskende i skyggerne. En af mine kæreste ungdomsdrømme, en af de pseudoprofetier som er en del af mit narrativ delte jeg og nu virker de endnu mere uopnåelige og drømmen dobbelt naiiv...mine elskede tvillingebørn. Jeg kan ikke engang huske om jeg gav ham dem som inspiration, eller om han selv ramte dem til sin fortælling og derved endnu en af de dumme tidspunkter, hvor jeg åbnede mere end jeg kunne undvære. Pis os..

Tænk at det hjælper at lade tårene trille...det er en evig overraskelse...tårer og en lang blogsnak med sig selv...og lidt The Tudors

da jeg var lille og tænkte over at blive stor...

Da jeg var teenager drømte jeg om, at blive medlem af etisk råd. Det er måske en spøjs drøm- sammenlignet med hvad jeg hører andre teenagere drømme om...Men det føles ligenu somom, at jeg nærmer mig det område fra mange forskellige vinkler.

Ligenu er jeg stærkt draget imod de skeptiske forsamlinger. Det er en noget ny trang og den er ret så diffus. Det er forsamlinger der ingen politisk samhørighed har,- intet religiøst fællesskab og mange etiske ting der ikke er konsensus om. Og dog er der en rastløshed i mig, der søger at finde måder at danne mig selv på. Når jeg bliver folkeskolelærer vil jeg gerne have et skeptisk fundament at formidle på. Jeg vil gerne være et forbillede på mange måder og der igennem også promovere skeptisk tænkning....

Og det er efter et foredrag, om bevægelsen i sindet, der snakkede om den lange vej ud af "mørk middelaldertænkning" ( mit udtryk) at jeg fandt en ro i min meget lange vej hertil.

Der er én følelse som jeg er meget forundret over i den sammenhæng. I årevis har rollespilsmiliøet været et sted, hvor jeg har længtes imod og ind i. Men i skrivende stund er tankerne om rollespil, formidling af samme, udvikling af samme og så videre skubbet til side, for et ønske om at møde folk og diskutere skeptik i folkeskolen og i dannelsen af et samfund. Etik i forhold til undervisning og børns valgfrihed. Dét er ligenu noget der rammer mange flere strenge i mig.

Der er mange interessante halvfærdige tanker omkring rollespilsmiljøet, der hænger sammen med min falmende kærlighed til forsamlingen. Men det kan ske, der kommer kloge ord om det engang. Ligenu jeg begejstret, ved alle de dejlige nye ord, nye hjemmesider og nye kongresser der kan være i min fremtid.

Og med 12 - 14 år ældre øjne kan jeg skrive at det på et banalt plan er full cirkle med hvad det var jeg ville dengang, for nu har jeg en plads i det store, verdensomspændende etiske råd,- hvis jeg har tænkt mig at være voksen og medansvarlig ;) Det er vidunderligt banalt...men det giver faktisk en vidunderlig følelse alt andet lige.