Men han lyver. Og det fucker mig op. Han lyver på den måde, at vores måde ville inkludere, at tage noget hensyn til mig, da det åbenlyst er mig der sidder med lorten og ham der har en ny forelskelse at fylde sine dage med.
Jeg har minder...Og tårer...og håbløshed og mangel på lyst til livet. Jeg har (ifølge rimeligt ny forskning på det felt) et afhængighedscenter aktiveret i hjernen som hjælper alle de ovenstående følelser på vej. Og så savner jeg ham bare...
Det er helt igennem forfærdeligt. Noget så smukt som den kærlighed jeg føler, er nu noget dumt. Noget der er i vejen. Noget der irriterer og spænder ben. Det gør mig så utroligt ked af det.
Jeg prøver at lade det være...Altså...Komme overens med, at der er en mand derude, som jeg bare elsker. Og det er fint. Og det virker. Det kan jeg sagtens,- det er ikke et problem at han ikke elsker mig tilbage. Men tomheden og savnet...det at han ikke ønsker at snakke med mig og trøste mig. Det at han vender sig væk og ryster mig af...
Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har mistet en plads i hans hjerte...men at have mistet den særlige plads er hjerteskærende. Det kan jeg dog godt komme mig over...
Men tomheden. Meningsløsheden og angsten er tilbage for fuld kraft. Dette skulle være min sejrsvinter. Vinteren hvor jeg både mestrede min skole og via min nye medicin klarede depressionen...Og nu har jeg ikke lyst til at eksistere. Jeg har ikke lyst til at være vågen.
Lige siden han fortalte mig det forrige søndag, har jeg haft kvalme. Jeg kan ikke få mig selv til at spise, og det der kommer ned kommer nogle gange op igen. Jeg er totalt overvældet over min krops reaktion.
Men folk er gode. Havde bindslet til at sidde mens jeg faldt i søvn igår og folk er rigtig finde til at hjælpe og lytte. Det hjælper rent faktisk og gør en massiv forskel.
Og som Bindslet sagde igår " sorg og taknemmelighed adskildt af tårer"... Det håber jeg på...selvom der også er vrede der ulmer i krogene. Men jeg ønsker ikke at være vred...Jeg vil være lykkelig igen.
