Mere ventetid i venteland

Der er ikke noget som dét at vente på at folk roder igennem ens liv, som kan iværksætte en frugtesløs selvransagelse af netop samme liv. Gudfader hvor er det længe at vente på at vide om man er købt eller solgt. Tænk at jeg har ventet i månedsvis på svar da jeg var yngre?!? Jeg er igang med tredie uges venten og det kan tage fire uger eller længere hvis jeg er uheldig. Det føles så utroligt..åh...gah...Ja. Hvad hvis jeg har fået skrevet en arbejdsløs periode for uspecifikt? Hvad kommer det hele til at stå og falde med? er intet nyt det samme som godt nyt?

Den eneste trøst er stadigvæk, at jeg har et firma der utroligt gerne vil ansætte mig. Dét kan jeg holde fast i, selv hvis den her clearance skulle ryge på en mærkelig procedure. Hvilket ville være så tragikomisk typisk. Lige ned i den selvmedlidende selvfortællingsbibel.

Jeg havde en absolut fantastisk weekend med orkester og koncert og derefter biograf med T. Det står i ulidelig kontrast til en uproduktiv mandag uden andet formål end at vente. Spørgsmålet er om jeg skal gå igang med at træne nu og ikke prøve at holde det til efter nytår. Det vil være noget at lave og gøre mig bare en tand mindre åndsvag tænker jeg. Dunno...

Der kunne sikkert være mere at skrive hvis jeg gravede ned i nogle spekulationer om tilfældige ting, men det giver ikke rigtig mening.

Den eneste ting af bemærkelsværdig grad er nok, at jeg har en oplevelse af at have glemt mere end jeg umiddelbart kan huske af mit liv. Sådan er det vel fra nu af. Det har det sikkert været længere end jeg tror men al den her bagudrettede tænkning har fået det til at føles som en nyopdaget sandhed.

Så glad og stolt at der er mere end jeg helt kan rumme!

Jeg klarede en jobsamtale og jeg fik et jobtilbud! Åh min gud altså. Der er stadigvæk en sikkerhedsgodkendelse der skal klares før at jeg faktisk har et arbejde, men jeg har været igennem en mølletur og er endt med et tilbud og en udtalelse om at de var imponerede over mig. Det er helt vildt eventyrligt og jeg er stadigvæk fyldt med et lille lys inden, selvom jeg ikke har snakket om meget andet idag.

God brætspilsaften med 2 sag i okkult sherlock holmes hos de dejlige folk i valby med min 'jeg har fået job' kage fra et italiensk konditori og bobler indeni. Bobler og dybe suk af lettelse og en utrolig følelse af...well..genkomst? Så meget ballast og så meget kritik og så sidder jeg pludseligt her med en kæmpe bekræftigelse. Godtnok en bekræftigelse af, at jeg er en god komponent i den neokapitalistiske maskine, men stadigvæk..arbejdsmarkedet er så stor en del af vores nuværende tilværelse, at det at føle sig attraktiv dér nærmest er det største omdrejningspunkt for et single menneske som mig.

Måske det er et symptom på kollapset af det her samfundssystem, at det er så altomgribende en faktor. Man kan håbe på, at det er de sidste dage og at menneskelige egenskaber udenfor salg og værdivurdering igen bliver relevante. Jeg græder for dét, at det betyder så meget, men samtidigt lever jeg i den virkelighed og det er fantastisk at kunne ramme noget rigtigt i det. Det er også en skøn oplevelse at have folk at dele det med. Det er en ret ydmyg oplevelse, at have folk værende så glade på mine vegne.

Alt i alt noget der er værd at skrive ned. Starten på den næste store del af mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at det her limbo ikke virker til at skulle vare så forfærdeligt længe endda.

Så er jeg kommet hele vejen rundt i jobmøllen - udover i mål. Endelig jobsamtale er en ny erfaring i al sin komplekse modbydelighed. Forhåbentligvis bliver det bedre med tiden og umiddelbart kan jeg allerede forestille mig forskellige måder jeg ville kunne få, om ikke andet, en illusion af mere kontrol over situationen.

Jeg forstår virkeligt godt hvorfor man - som firma- kører igennem bureauer til de første runder. Det føles også ret godt for mig, at have ent menneske som mellemlag. Jeg dukkede op til samtalen på en anbefaling. Om jeg så var den rigtige energi eller den rigtige procentfordeling af de ønskede kompetencer...det er så en anden historie. 

Træt og semi håbefuld og også lidt...well.. Jeg er ok hvis jeg ikke får det, fordi jeg har lært noget af processen og ikke har en følelse af, at det gik godt nok til at komme i 'mål'. Jeg tror ikke jeg mister selvtilliden selvom de ikke ender med mig. Hmm.... Det er stadigvæk ret awesome at blive ringet op og nå så langt. Åh ja... Det ville have været mega praktisk at få et job på den måde, men det er nok en tand for eventyrligt til, at det er noget at satse sin fremtid på. 

Endnu en fordel ved at have været igennem den her process er at få øvet sin erhvervsmæssige selvforståelse. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, hvad har jeg potentiale til...Det tror jeg er en ting jeg vil have med i et fremtidigt cv...Noget ala ' områder jeg ønsker at udvikle mig indenfor'

Jobjungle, dagpengeland, andrenalin og dybdeborende rollespil. En form for tilstandsrapport...

Sikke en stormstyrke man er i, i sådan et jobsøgningsland. Det er dødbringende kedeligt afbrudt af  hektisk panik, hjertebanke, passioneret håb og dyb ængstelse for at blive afvist.

Men alt i alt går det vidst ret godt med mit færdiguddannede jeg. Baseret på mine venner og bekendtes traumehistorier, så er jeg nået langt og har fået meget positiv feedback allerede. Især når det tages med i betragtningen, at jeg kun har været i gang i et par måneder.

Jeg har en plan b klar til, når de positive situationer løber tør. Der bliver tiden at gå ud og trænge sig på på en arbejdsplads og tvinge dem til at se deres behov for mine kompetencer, men indtil da, så prøver jeg det 'på gammeldaws' maner.

Det nyeste job på bedding har stjålet mit hjerte, men jeg ved jo godt, at det skal der tages forbehold for. Alt er ude for ens kontrol og de mærkeligste små vindstød kan kæntre den pram ens håb sejler afsted på.

Men...jeg tror jeg kan lære at være ok i den her process. Denne omgang har været rimeligt brutal, men sådan er det hver gang jeg prøver noget nyt. Det går jo over og læring er sket. Næste gang er jeg bedre forberedt.

Men nøj hvor ville jeg ønske at der var noget målrette somewhere af somebody til det her dimmitentræs. Der er jo intet der ville forhindre en jobindsats og undervisningsindsat på dette specifikke område og jeg vil bide spids på, at det ville gøre en forskel. Well.. enhver indsats gør mere end ingenting.


Ud over det har jeg spillet Brudpris igen. Det virkede igen - også på trods af de designproblemer man kunne have opdateret siden de sidste run.

To dage tilbage...og...ja...

Jeg er så utroligt træt af at være mig idag. Det falder sikkert sammen med mangel på søvn og det her fine pres som afsluttende kandidateksamen lægger over det hele...det er sikkert det der er årsagen ligenu, men at vide det gør ikke nogen forskel...

Jeg er så træt af at være mig og alle de ting det ikke er. Ikke nogen akademisk fremtid efter kandidaten, ikke nogens forslag til en phd...ikke nogens kæreste...ikke nogens udvalgte...Bare ikke rigtig nogen...

Jeg græder imens jeg skriver det her. Trætte tunge tårer. Alt det her press. Alt den præsteren vi har gjort, bliver vejet på tirsdag og vi har ingenting at gøre. Enten er vi rigtige eller også vejes vi for lette... Hvad er det værd hvis det bliver under gennemsnittet? hvad er det værd hvis det er middelmådigt?

Den her form for kompetencevurdering finder jeg utrolig pervers. Men systemet er jo idiotisk, så det er vel ikke så mærkeligt...

Jeg har sådan elsket at tage den her kandidat, at det er endnu et søm i mit hjerte, at det ender på så ubehagelig en måde. Lige meget om det så ikke går så slemt som jeg frygter, så er det jo åndsvagt ubehageligt at gå igennem det her.

Men ja...

Det er bare det at være mig, som jeg fokuserer mine tårer på i aften. Lort og lagkage...

fra interesse til angst

Jeg tror ikke at der er nogen vej uden om, at blive bedre til at være i verden for mig, end at blive mindre bange for dateri...

Det er noget jeg er igang med at fordøje på plads, inspireret af ugens tanker.

Jeg havde en rigtig fin oplevelse med en fyr i sidste uge. Et menneske jeg ikke kendte inden og som jeg nu synes, måske, er interessant. Situationen er jo dog den, at jeg ikke faktisk rigtigt kender vedkommende, så det er ikke bygget på mere end tiltrækning ved afskeden og lyst til at udforske det...

Det kan simpelthen ikke skulle være en ultra sårbar situation. Jeg har lyst til at have noget kærlighed tæt på - og jeg tænker at det kræver at det går galt en gang eller to? Altså...At man finder nogen der er spændende uden at det er er et jordskælv hvis det ikke virker...

Men jeg har ikke super meget øvelse med de her mellemstadier...Og min selvfølelse er super skrøbelig i de her situationer...

Spørgsmålet er nok, om det bliver bedre af sig selv ved at noget tid går. At jeg giver lidt slip på de efterfølgende potentialer og bare...ja...tager hvad der kommer belejligt...

Jeg er ret ked af det, jeg føler jeg har mistet. Både specifikt igennem de sidste to år og generelt...

Jeg er ambivalent omkring at have sådan en længsel, men samtidigt...Det er nok rigtigt, at længsel er nøglen til lidelse, at det at ønske sig noget har flere negative konsekvenser. Det gør både at man har en kompromivillighed, som sikkert gør en blind og sårbar...og det gør at man bliver skuffet på sin længsel...

Det er en tung træthed jeg føler...Træt af at være bange og træt af at frygte smerte så meget...men jeg ved ikke hvilken vej der er den gode at tage...Det er at lade en type følelse styre kontra en anden. Det virker ikke til, at jeg kan komme frem til mere sådan...typiske rationelle konklusioner, da det ender ude i livets relativitet og meningsløshed alligevel...Hvorfor skulle det ene eller det andet være mere konstruktivt for mig? Det tror jeg at der er et svar på, men jeg oplever ikke, at jeg er i stand til at komme frem til et svar. Dét at passe på mig selv, er omdrejningspunktet tror jeg lige nu...Men spørgsmålet er, om det...sådan i sig selv...er et forkert udgangspunkt.
Hmm... Jeg mener...det er ikke sådan jeg vælger andre ting. Ikke gennemgående. Så min grundantaglese om, at jeg skal passe på mig selv, er måske faktisk fejlslutningen.

Jeg kan ikke rumme uendelig smerte. Det giver ikke mening at opsøge mere end jeg kan overskue, men måske det ikke skal være den vigtigste omdrejningsting. Altså...Eventyr er vel grunden til at jeg overhoved gider at fortsætte med at være i live. Det at opleve noget og gøre noget. At handle i verden. Måske dét er en præmis at forholde sig igennem. Måske...

Hmm... Meget søndag... Mange tanker...

Jeg er meget lykkelig for, at jeg har dejlige mennesker lige uden for min nærmeste sfære, men jeg savner at have nogen dét skridt tættere på. Det er en hektisk og omvæltende tid...

Søndagsblues og specialestress

Jeg er træt og udmattet og trist...

Tingene går som de skal med spceialet, men jeg har det somom at jeg spiller med én hånd bundet på ryggen. Hjernen vil helst ikke fokuserer og det virker som symptomer på stress. Jeg frygter at brænde ud og brænde sammen i knolden og at jeg fejler på bekostning af min skrivemakker. Det gør ondt og det bekymrer.

Jeg gør hvad jeg kan for at pleje min hjerne. Prøver at få trænet og spist og sovet. Få lidt social interaktion. Men i lyset af det øgede press, står mine relationer i skarpt lys og min tolerance er mindre. Om dette er et nyt permanent træk eller et biprodukt ved jeg ikke endnu. Jeg kan bare observere, at jeg har mindre tolerance overfor ting der gør mig ked og som kan hive mig væk fra det primære formål i øjeblikket.

om det er tristheden eller bare mit hjertes utrolige idioti ved jeg ikke, men jeg tænker på ekskæresten. Det virker åndsvagt, at det stadigvæk er hver eneste dag at mine tanker strejfer derhen. Det føles åndsvagt og ydmygende. Når jeg sidder med visheden om, at vedkommende ikke skænker mig tanker, er røvligeglad med mit liv og mit velbefindende og sikkert ikke giver en fløjtende fis om hvor jeg er i mit liv eller hvordan jeg har det med den her agressive adskillelse...Det er en trist vished der rammer mig i bølger. Det var antageligvis grunden til, at jeg blev slået op med, så denne manglende bekymring har varet længe, men det virker ikke til, at jeg kan ændre den del af mig, som ikke har det på samme måde. Den del der elskede at elske ham og som savner det rum vi skabte sammen. På trods af alle de gode argumenter jeg kan hive frem om, hvor åndsvagt det var. Om det handler om det kaotiske i tilknytniung eller hvad det nu kan være ved jeg ikke...men det er en sæk med tungsindssten som jeg slæber rundt midt i alt det her.

Men...Egentligt...Eeegentligt er jeg faktisk glad. Når jeg mærker efter neden under al trætheden og tungheden, menstruationssmerterne og den bizzarre øresmerte, neden under den smertende skulder og den truende museskade...Nede under den stress-skabte vægtøgning og dertilhørende ærgelse...

Der er jeg stolt og glad over hvad vi laver med vores kandidatprojekt og glæder mig til at arbejde videre...

Der er bare så mange lag af træthed og den kæmpe trængsel af andre faktorer som jeg skal igennem først. Det står ikke så galt til og jeg skal bare sove alt det jeg kan tror jeg...Tja...Ja... Træt gør trist...men så er det heller ikke værre...

Jeg er lidt overrasket over at have skrevet mig frem til det :)

Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

En forløsning....

Så kom jeg over endnu en...endnu en bakke på den lange vandring hen imod mig selv og ind i forståelsen af det her breakup.

En vidunderlig sang fra de langsomme lyn fik mine tårer til at løbe med mit hjertes genklang og endnu en smertefuld boble blev bristet. Jeg er kommet ind til følelsen af, hvor meget jeg ønsker dig det godt....Hvor meget jeg ønsker at vi en dag ville kunne mødes...helt fri af alt lorten og bare se hinanden som dem vi er under alle sorgerne.Jeg tror ikke rigtig på, at det kommer til at ske i det her liv...Ikke herfra hvor jeg skriver nu...

Det giver mig lyst til at tro på en himmel, hvor jeg kunne møde dig som engel. Det giver mig adgang til de dybe og inderlige følelser jeg har for dig, som længes efter at passe på dig og gøre dig tryg. Jeg hepper stadigvæk på dig. Også selvom vi ikke kan tale om det. Selvom at vi ikke kan gøre noget ved det...selvom det gør for ondt, bare at ses...

'Når alle de store fortællinger
en dag er fortalt
skal vi to ses igen
og al skyld skal være forladt

Vi mødes på en bar
ved verdens ende et sted
fulde af en hidtil
fuldstændig ukendt
følelse af fred

Og taget over baren
er nattehimlens hvælv
og lygterne i loftet
er stjernerne selv

Så mens rulleteksterne kører
langsomt ned bag verdens kant
drikker du Red needles
og jeg drikker Pin Elefant

Og hvis der er vind
så er den bliv
Og hvis vi skal tale
så er der tid'

(de langsomme lyn, ved verdens ende et sted)

I dag har vi malket lidt mere...

Åh.... Lyst og længsel og smertefængsel.

I dag har jeg siddet med en veninde og mærket pendulet svinge frem og tilbage. Mærket foråret i kroppen og de blå, blå mærker på mit indre. Næsten fået tårene ud og derefter jublet over fine ting der sker og blomster på vejen.

Jeg er begyndt at åbne op for x-boksen og kigge lidt på det oppefra. Begyndt at vurdere lidt og måske tilgive lidt af det jeg har ladet mig selv leve igennem.

Det er uden vrede og det er uden foragt og det er uden afsky, men det ér med muligheden for at tilgive mig selv lidt og se på, hvordan det kunne ende med, at jeg lod mig selv feje så langt til siden på nogle svære områder. Hvad jeg solgte for at få det til at virke...hvad jeg mente kunne virke...


Musikterapi på stort plan. Det har tappet lidt af giften ud. Det har hjulpet mig til tud.

Jeg har...bare et splitsekund...berørt en tanke om, at der en dag kunne være tilgivelse og forsoning, men det er så langt væk fra den smerte jeg er i lige nu, at jeg får det dårligt af at skrive det ned...Men ja...Måske en dag vi mødes ved verdens ende og har tid til at tale hvor vi begge er i fred...

Måske det bliver til en sang

En lille sang om den perfekte lille forårsflirt....

Hvor sødt og dejligt og livsbekræftende noget kan være, før alt lorten vælder ind. Noget om det at blive mødt og genkendt...at grine...åh at le og samtidigt have lyst til at vikle sig ind i en anden...

Og at det er ok, at vi begge var for i stykker til at hige os fast og kræve mere. At hele det uduelige maskineri ikke behøver at gå igang.

Der hvor jeg sidder lige nu, der er han skøn og varm og attråværdig. Og det samme er jeg. Lige her, uden for meget bøvl og uden fremtid. Bare en lille fejlfrit forførende flirt.

Det gør mig rigtig glad. Det gør mig super salig at dvæle ved. At smage på kyssene og at mindes kærtegnene....Og det gør mig så utroligt lettet, at jeg kan mærke og nyde det uden alt den smerte som min eks efterlod mig i. Uden at jeg skal være bange for, at alting roder til. Et papierklip og et minde jeg altid vil kunne have. Et lille smil på læben.
Det er vidunderligt, fordi jeg er sikker på, at vi var det samme sted i de delte øjeblikke. Ikke noget forstillelse og løgn og manipulation. Det gør det drøn dyrebart og det rør mig dybt. Dejlig sanselig sandhed.

Påsken har sendt mig hjem til nuet og måske mit korsfæstede hjerte er genopstået for mine selvofrende synders skyld. Det her minde er til mig. Mit helt eget og jeg kildrer ved tanken. Hvis ikke andet, så er jeg blevet mindet om, at der findes sådanne mennesker i verden. Selv hvis jeg skulle lære ham faktisk at kende, så kan det ikke tage det væk fra mig.


----------------------------------


Jeg er så lykkelig over, at den fremad-drevne længsel jeg har følt så længe, nok faktisk kom fra 'helgenens' manglende villighed til at møde mig og ikke fra en iboende trang til lænker og låse...At det nok kommer ud af alle de hundredevis af små svigt han stak mig igen og igen...Så lykkelig over, at starten på kuren var små, ærlige og begærlige møder med en anden.

Jeg brugte noget af påsketiden alene...på at mærke al den forvirring og refleksion som det tvang frem i mig. Alle de tanker der blev nød til at komme frem igen. Alt den...åh...al den sorg og psykologi. Men...Hjemme igen, er det ikke den spekulative banketnat, men smilet på læben der hænger ved. Det vil jeg nyde så længe jeg kan :)

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.

De siger det starter som en storm og slutter med en hvisken....

og dette er mit hviskende farvel... Måske ikke til ham som menneske....men til kærligheden...

Det er en udånding og et sille farvel...det er et suk..

Demeters datter

Åh hvor har jeg drillet min hjerteveninde lidt for meget med, at hendes fokus i øjeblikket er på, at være taknemmelig. Hun kan være super hardcore stresset, omgevet af urimelige mennesker og vanvittige forhold og alligevel så insiterer hun på, at hun skal huske at være taknemmelig.

Jeg har været sovset ind i sorg og smerte og vinter og frost. I tomgang og kamp for fremtid uden forløsning. Jeg har været knastør ind i sjælen uden anden varme end de små sten som jeg lunede grundigt op hjemmefra og så prøvede at fordele lidt rundt som tegn på kærlighed til dem der fortjente den. Jeg har været træt og gold.

Men...Well...Som fucking altid...Så er tidspunktet kommet, hvor jeg må æde min kyniske vinterham og kravle ud i foråret med mine drillende ord i munden. Det lykkedes igen at dreje årshjulet og jeg er det lykkelige sommerbarn. Demeters datter med blomster viklet ind i håret i ren salighed.

Og jeg er taknemmelig.

Eller...først var jeg forvirret og bange. Skræmt over risiko for smerte og forvirring. Forkludring og endnu et sats, der gav kort lykke men nu ville feje mit grundlag væk. Bekymret og vaklende. Skrækslagen og overspekulerende...

En gammel yngling med æblekinder kyssede lidt liv i min sjæl i fredags og det blev en lille smule forår...Men det blev også en genkaldelse af alle de snedriver af smerte min plov har skulle bane sig igennem. Den kamp vinteren var, da den var mørkest og jeg ikke ønskede at leve...

Alt det hevet frem i et postmoderne multikomplekst forståelsesmorads af indirekte implikationer og uoverskuelige konsekvenser. Pludselig kan jeg mærke bobler i maven og ser smil på gaden. Ser attraktive mennesker omkring mig, som jeg kunne byde op til dans...Denne farlige ulidelige og ødsle dans som jeg ikke har overskud til at træde trinnene i....

men...Så kom det...Måske....Bare måske kan jeg være taknemmelig for dette hjertestart? Måske det ikke skal kobles til noget, være mere, eller hives ned til at være mindre end netop dette...Dette års første forårseventyr, der bragte mine første blomsterskud op til overfladen... Måske jeg kan tage dette og bare være taknemmelig for en skøn oplevelse og en skud af liv....

Og jeg er taknemmelig for, at hun er der til at gå stien før mig

syg og trist

Jeg er syg og trist.

At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.

Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.

Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.

Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.

Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...

Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...

Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...

Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.

Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...

Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?

Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.


Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere

Halt....på det hele

Træt dag hvor jeg fik en brand brugbar huskeregel til de svære stunder. H.a.l.t - hungry, angry, lonely tired...de fire 'trigger' stadier hvor ting er svære og hvor man skal være ekstra opmærksom på sig selv..

Jeg er både træt og ensom idag. Ikke nok søvn på nogen måder og det vækker sådan en længsel. En længsel efter at putte og blive aet på håret og været ok. På at være i en favn hos nogen der elsker ens navn...Åh...

Men jeg vil gå i seng lige om lidt, og glæde mig til dagen i morgen med familie og spil med venner. Det må tælle som noget selvomsorg. Noget nærhed og hvile og ro og god mad. Det vil ikke fjerne afsavnet, men det giver vel udholdenheden til, at der kan gå nogle flere dage og derefter nogle flere igen. Dette er den eneste form for plan jeg har...Tid...Tid tid og mere tid.


Men i aften savner jeg og jeg kommer til at knuge en pude som var det én, jeg elskede...

hvad vil jeg?

I denne uge har jeg påbegyndt et Januarritual jeg tror jeg vil gøre mit bedste for at huske. Januar skal være tiden hvor der investeres i det nye år. Hvor ting sættes til rette og hvor der investeres i de ting jeg ønsker dette nye år skal bidrage med. Nye gode sko og støvler, en ordentlig e-cigaret og en masse brugte klavernoder. Måske investerer jeg også i noget vidunderlig maling og en ny pensel. Det føles godt. Oven i det, at have kommet igennem studiet og nu skulle igang med kandidaten. Den er ligesom det store spørgsmål...Altså...Jeg kan nu sige, at jeg kan skrive og jeg kan producere. Jeg kan udføre akademisk begrundelse og formidle det...Men er mit emne overhoved relevant? er det efterspurgt? er det noget jeg kan finde støtte til og er det noget som vil føre nogen vegne hen? Dét er spørgsmålet der skal besvares i 2016 og jeg tror faktisk at jeg er ok, hvis det viser sig, at det ikke er det jeg kan eller skal eller det som jeg kan finde plads til mig selv i.
Det vigtige er, at jeg har bevist at jeg kunne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg får min kandidatgrad...Men jeg er i tvivl om, om min drøm om at fortsætte efter det, er realistisk...og det er ok. Det jeg ville opnå tror jeg faktisk allerede er sket.

 Jeg er trættræt og rastløs. Eventyrlysten og søvning. Bange for ensomheden og lykkelig over roen....

Det er ret dejlig og jeg er ved at være ok...Eller...

Jeg er ok i bølger og det virker til at de varer længere og længere...Og jeg er stolt. Dét er en følelse jeg har savnet meget længe....

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...

Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...

Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....

Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?

Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...

Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?

Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?

Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?

Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...

Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...

Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...

Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...