I dag har vi malket lidt mere...

Åh.... Lyst og længsel og smertefængsel.

I dag har jeg siddet med en veninde og mærket pendulet svinge frem og tilbage. Mærket foråret i kroppen og de blå, blå mærker på mit indre. Næsten fået tårene ud og derefter jublet over fine ting der sker og blomster på vejen.

Jeg er begyndt at åbne op for x-boksen og kigge lidt på det oppefra. Begyndt at vurdere lidt og måske tilgive lidt af det jeg har ladet mig selv leve igennem.

Det er uden vrede og det er uden foragt og det er uden afsky, men det ér med muligheden for at tilgive mig selv lidt og se på, hvordan det kunne ende med, at jeg lod mig selv feje så langt til siden på nogle svære områder. Hvad jeg solgte for at få det til at virke...hvad jeg mente kunne virke...


Musikterapi på stort plan. Det har tappet lidt af giften ud. Det har hjulpet mig til tud.

Jeg har...bare et splitsekund...berørt en tanke om, at der en dag kunne være tilgivelse og forsoning, men det er så langt væk fra den smerte jeg er i lige nu, at jeg får det dårligt af at skrive det ned...Men ja...Måske en dag vi mødes ved verdens ende og har tid til at tale hvor vi begge er i fred...

Måske det bliver til en sang

En lille sang om den perfekte lille forårsflirt....

Hvor sødt og dejligt og livsbekræftende noget kan være, før alt lorten vælder ind. Noget om det at blive mødt og genkendt...at grine...åh at le og samtidigt have lyst til at vikle sig ind i en anden...

Og at det er ok, at vi begge var for i stykker til at hige os fast og kræve mere. At hele det uduelige maskineri ikke behøver at gå igang.

Der hvor jeg sidder lige nu, der er han skøn og varm og attråværdig. Og det samme er jeg. Lige her, uden for meget bøvl og uden fremtid. Bare en lille fejlfrit forførende flirt.

Det gør mig rigtig glad. Det gør mig super salig at dvæle ved. At smage på kyssene og at mindes kærtegnene....Og det gør mig så utroligt lettet, at jeg kan mærke og nyde det uden alt den smerte som min eks efterlod mig i. Uden at jeg skal være bange for, at alting roder til. Et papierklip og et minde jeg altid vil kunne have. Et lille smil på læben.
Det er vidunderligt, fordi jeg er sikker på, at vi var det samme sted i de delte øjeblikke. Ikke noget forstillelse og løgn og manipulation. Det gør det drøn dyrebart og det rør mig dybt. Dejlig sanselig sandhed.

Påsken har sendt mig hjem til nuet og måske mit korsfæstede hjerte er genopstået for mine selvofrende synders skyld. Det her minde er til mig. Mit helt eget og jeg kildrer ved tanken. Hvis ikke andet, så er jeg blevet mindet om, at der findes sådanne mennesker i verden. Selv hvis jeg skulle lære ham faktisk at kende, så kan det ikke tage det væk fra mig.


----------------------------------


Jeg er så lykkelig over, at den fremad-drevne længsel jeg har følt så længe, nok faktisk kom fra 'helgenens' manglende villighed til at møde mig og ikke fra en iboende trang til lænker og låse...At det nok kommer ud af alle de hundredevis af små svigt han stak mig igen og igen...Så lykkelig over, at starten på kuren var små, ærlige og begærlige møder med en anden.

Jeg brugte noget af påsketiden alene...på at mærke al den forvirring og refleksion som det tvang frem i mig. Alle de tanker der blev nød til at komme frem igen. Alt den...åh...al den sorg og psykologi. Men...Hjemme igen, er det ikke den spekulative banketnat, men smilet på læben der hænger ved. Det vil jeg nyde så længe jeg kan :)

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.

De siger det starter som en storm og slutter med en hvisken....

og dette er mit hviskende farvel... Måske ikke til ham som menneske....men til kærligheden...

Det er en udånding og et sille farvel...det er et suk..

Demeters datter

Åh hvor har jeg drillet min hjerteveninde lidt for meget med, at hendes fokus i øjeblikket er på, at være taknemmelig. Hun kan være super hardcore stresset, omgevet af urimelige mennesker og vanvittige forhold og alligevel så insiterer hun på, at hun skal huske at være taknemmelig.

Jeg har været sovset ind i sorg og smerte og vinter og frost. I tomgang og kamp for fremtid uden forløsning. Jeg har været knastør ind i sjælen uden anden varme end de små sten som jeg lunede grundigt op hjemmefra og så prøvede at fordele lidt rundt som tegn på kærlighed til dem der fortjente den. Jeg har været træt og gold.

Men...Well...Som fucking altid...Så er tidspunktet kommet, hvor jeg må æde min kyniske vinterham og kravle ud i foråret med mine drillende ord i munden. Det lykkedes igen at dreje årshjulet og jeg er det lykkelige sommerbarn. Demeters datter med blomster viklet ind i håret i ren salighed.

Og jeg er taknemmelig.

Eller...først var jeg forvirret og bange. Skræmt over risiko for smerte og forvirring. Forkludring og endnu et sats, der gav kort lykke men nu ville feje mit grundlag væk. Bekymret og vaklende. Skrækslagen og overspekulerende...

En gammel yngling med æblekinder kyssede lidt liv i min sjæl i fredags og det blev en lille smule forår...Men det blev også en genkaldelse af alle de snedriver af smerte min plov har skulle bane sig igennem. Den kamp vinteren var, da den var mørkest og jeg ikke ønskede at leve...

Alt det hevet frem i et postmoderne multikomplekst forståelsesmorads af indirekte implikationer og uoverskuelige konsekvenser. Pludselig kan jeg mærke bobler i maven og ser smil på gaden. Ser attraktive mennesker omkring mig, som jeg kunne byde op til dans...Denne farlige ulidelige og ødsle dans som jeg ikke har overskud til at træde trinnene i....

men...Så kom det...Måske....Bare måske kan jeg være taknemmelig for dette hjertestart? Måske det ikke skal kobles til noget, være mere, eller hives ned til at være mindre end netop dette...Dette års første forårseventyr, der bragte mine første blomsterskud op til overfladen... Måske jeg kan tage dette og bare være taknemmelig for en skøn oplevelse og en skud af liv....

Og jeg er taknemmelig for, at hun er der til at gå stien før mig